Billeder på siden
PDF
ePub

derud.

--

Man sukkede, eller bandte; men ingen yttrede Misfornøielse med Gesandten, før en Nordamerikaner, — hans Navn var endda Thornton — en rigtig Yankee, lod sig forlyde med: „at B. ikke havde gjort sig nogen Umage, eller ikke gaaet den rette Vej." Saa kan De Vej.“ jo selv gaae den, min Herre! og her er min Rigsdaler!" (Enhver Rejsende havde nemlig erlagt en Rdlr. til B. før hans uheldige Log til Kjøbenhavn) - faldt B. ind, og alle de andre gjorde som han. Thornton rejste, og kom tilbage med samme Besked som hans Formand. Nu adsplittedes Selskabet: de færreste bleve tilbage, nogle rejste til Kallundborg, andre til Vordingborg, for derfra at forsøge Overfart til Fastlandet, og andre hvor iblandt Blicher, til Kjøbenhavn. Efter nogle Dages Ophold her blev B. underrettet om, at et Skib fra Randers laae sejlklar udenfor Toldboden. Der gik han da ombord tilligemed nogle og tyve andre Rejsende; og fik Lejlighed til en anden fredelig Berørelse med hine Oboere. Vi laae et Par Dage stille for Modvind, eller snarere Mangel paa Vind. Blicher sidder saa i i Middagsstunden paa Rælingen, og læser i en Bog, han havde laant af en af de ombordværende Damer. Et pludseligt Vindkast river Bogen fra ham ud i Søen. Paa Siden af Randerssmakken (den var fladbundet, af hollandsk Herkomst) laae en lille Jagt. En Matros paa denne griber strax en Pøs, og fisker Bogen op. B. takker ham, og beder, at han vil beholde Bogen, da han helst

[ocr errors]

vilde have den tørret derovre. I don't understand." var Svaret. Forundret over det fremmede Maal, sprang B. ned til ham. Idetsamme kommer Skipperen ud af Kahytten. B. tiltaler ham paa Engelsk; men faaer til Svar: „Jeg kan ikke forstaae Dem." Det gav sig da: at Skipperen var fra Fyen, var taget ude i Kattegattet, bragt til Kjøbenhavn; og istedet for sine egne Folk havde han faaet tre af Opbringerens en Orlogsfregat. Medens B. fik denne Oplysning, var Matrosen gaaet ned i Kabyssen med den vanlidte Bog. B. gik efter ham, for at see til, hvorledes han bar sig ad. Sømanden sad der foran det lille Arnested, holdende Bogen mod Ilden, og læsende i en anden, der laae opslagen paa hans Knæ. B., der ubemærket var kommen ned, keeg over hans Skulder, og faae - en catholsk Bønnebog. Ved nærmere Forespørgsel gav det sig: at denne Matros var en Irlænder og Catholik, den anden en Scotlænder og Presbyterianer, og den tredie Engelskmand og Anglikaner. Den sidste Prisemester paa Jagten Jernmand, noget över Middelalderen, tildrog sig især B.8 Opmærksomhed. En Samtale var snart indledet, og denne djærve „english Tar" fortalte, med sammenslyngede Arme og et Aasyn, ligesaa stereotypisk som et Kakkelovnsfjæs, baade et og andet af hans stærkt bevægede Liv, blandt andet: at han hin anden April havde været med paa Nelsons Admiralskib, havde været tilstæde, da hans Flagcaptain Chan hed vistnok Thompson, og faldt

en

i Slaget) gjorde the ever to be lamented noble Tar" opmærksom paa, at Overadmiralen Parker, der laae med en Division længere mod Østen, havde heiset Signal, for at betyde Nelson, at han ikke maatte indlade sig i Bataille. "Jeg kan ikke see det," svarede Nelson med Kikkerten for det blinde Die, og vendte Ryggen til. „Eller De vil ikke see det," sagde Thompson, og lod Blodflaget hejse.

[ocr errors]

Endelig fik vi Vinden af Sydost; men den mørkerøde opstaaende Sol forkyndte Storm. Først ved Middagstid naaede vi Højden af Snekkestenen; og da det stedse kulede stærkere og stærkere op, foreslog jeg Skipperen: at lægge ind der til næste Morgen. Han gjendrev mig med et „Nej!" Vi havde neppe naaet Højden af Hesseløen, før Mørket faldt paa. Det var tyk Luft med Støvregn, og Maanen havde andensteds at bestille. Skipperen, som enten maae have været meget. phlegmatisk eller meget fejg, gik tilkøjs. En gammel Matros, der fungerede baade som Styrmand og som Kok, havde nu allene tredive Menneskers Liv i Gryden. Og havde han, foruden tvende Drenge, kun cen Matros, og det en maadelig til Hjelp. Det var sidst i October; Natten længere end Dagen. For nu ikke at komme for snart til Jylland, og for hovedkulds, var man nødt til at lægge bi. Stormen steeg. Ved enhver Vending Kokken koevendte (ɔ: med Vinden) var Smakken paa Nippet til at kantre; vg eergang blev den vir

[ocr errors]
[ocr errors]

kelig nogle Øjeblikke liggende paa Siden. Det var en kedsommelig Nat. Den endnu levende Toldembedsmand I.................v i Th. slog sig sammen med B. om et Tolvskillingsbrød og en lybsk Pølse, hvilket Mundforraad næste Morgen ogsaa var fortæret; thi B. har aldrig været søsyg, men tvertimod altid paa Havet havt en urimelig Madlyst. Denne var aldrig mere falden ham besværlig, hvis Kokken havde bleven ved at raade.

Tillykke var der blandt Passagererne tvende Styrmænd. Disse toge nu Commandoen, og lidt efter Solopgang gled Skibet ved Udbyhøj ind i Fjordens smule Vande. Sikken en Frokost, der da vankede! Madkurve og Flaskefodere, hidtil urørte, gaves til Priis. Selv Captainen, som nu havde udfovet, beærede Selskabet med sin Nærværelse og levende Deeltagelse. At B. paa sine mange Sørejser, tilsammenlagte flere tusinde Mile, nogle faa andre Gange har været i Livsfare, det vil findes rimeligt; men da ingen særdeles Omstændigheder hermed vare forbundne, vil han ikke trætte Læserne med ensformige Beskrivelser.

[ocr errors]

B. har og engang været Medanfører i en Guerillafrig, et Tilbagetog, der rigtignok forholder sig til Xenophons og Moreaus som et Infusionsdyr til en Hvalfisk; men hvilket han dog, ved Hjelp af et poetisk HydroOrygen-Gas-Mikroskop vil fremstille for Læsernes Øjne.

B., hans Fader, som og har gjort af Jagten, den endnu levende Kæmner G......g i R..., og Herre

gaardsskytten paa Nodstenseje, seilede i Sommeren 1805 fra den førnævnte Lilmose til Thunøe paa Jagtens Vegne. Jagtrettigheden tilhørte Amtmanden i Aarhuus; men han havde overladt den til Øens Præft; den daværende heed Skaarup. Ham besøgte man, bad om og fik Tilladelse til at skyde hvad man kunde paa Nedgangen til Baaden, der laae paa Vestenden af Øen. Midtvejs omtrent er et lille vandholdigt Kjær, hvor den medhavende Hønsehund udspeider et Kuld unge, flyvefærdige Vildænder. Her blev noget at bestille, og det gik Skud paa Skud.

Nogle Heste, som vare tøjrede i Nærheden, bleve herover skye, reev sig løse, og foer omkring til andre, hvem de tildeels forledte til lignende Uorden. Da den gamle B. seer dette, siger han: „Det er fortrædeligt; nu gaaer jeg, og seer til, at I andre snart komme bagefter!"

[ocr errors]

Men der var endnu et Par Ællinger tilbage, som man umuligen kunde levne. Og da disse endelig vare komne i Jagttaskerne, og de tre Jægere et lille Stykke bort fra Kjæret, faae de sig omringede af et Dofin eller flere Karle og store Knose alle tilhest. De sjældte og bandte og det var da egenlig ikke uden Grund, da de løse Heste havde gjort Skade paa Kornet; men alligevel skulde maaskee en høflig Undskyldning, og Tilbud af nogle Drikkepenge standset Krigen i dens Udbrud. I det Sted var B. ung, ubesindig og

[ocr errors]

for at bruge det rette Ordkaad nok, til at give et grövt

« ForrigeFortsæt »