Billeder på siden
PDF
ePub

fører og Færgemand Ras Munk i Lilmose. Denne var med sin store Baad paa Samsøe; og kun den lille, som ene brugtes til Fiskefangst i Magsvejr, laae i Tangen ved Strandbredden. I Mangel af Nummer Een, behjælper man sig med Nummer To, og B. vilde pan Sælhundejagt det kunde ikke blive anderledes. Med de to Andres Bistand fik han Baaden eller snarere

[ocr errors]
[ocr errors]

Jollen skudt ud i Vandet, viste dem, hvorledes de skulde bruge Aarerne, og satte sig selv i Agterenden med Noerpinden i Haanden. Men Gud hjelpe os for Sluproere, han havde! „Langsomt kom Gjertrud, gesvindt kom Johan"; men Baaden kom ikke langt; og Sveden trillede ned ad Søelimiternes Ansigter. B. maatte nu tage den ene Aare i højre Haand, medens Landkrabberne skiftedes til at pladske med den anden. Dmtrent en halv Miil fra Land var man faaledes avanseret, da en svær Tordenbyge trak op bag ved, og naaede dem, førend de kunde naae Thun- Røn, hvor Sælhundene skulde tracteres med blaa Ærter" - som det hedder i Jagtsproget. Havde der fulgt Orkan med, kunde ingen Redning tænkes; men det var temmelig stille Vejr, og Lynene, der hurtigt fulgte ovenpaa hverandre, foer alle i horizontal Retning, og han mærkede ikke et eneste, som slog ned. Imidlertid bleve hans Roerkarle saa angeste, at den Ene ikke kunde faae et Ord ud gjennem de blege Læber, og den Anden gjorde de oprigtigste Løvter: at, dersom han denne Gang beholdt Livet, skulde

han aldrig mere, med sin gode Villie, komme længere paa Vand, end han kunde vade til Land. Aaren faldt den Ene efter den Anden af Hænderne, og B. maatte roe allene for hele Mandskabet. Revlen eller Sandriffet kunde ikke sees formedelst den tykt nedstrømmende Regn og Hagel; men han havde taget sit Bestik saa godt, at han lykkelig landede efter Bestemmelsen. Dyndvaade opholdt man sig her, til Uvejret var trukket over, og da ingen Sælhunde viste sig, roede man tilbage, faa tomhandede som man var kommen. Neppe var man landet, før en stærk Vestenvind rejste sig; og havde man tøvet nogle Minutter længer, var man ufejlbarligen kommen til at gjøre Sælhundene Selskab i Dybet.

[ocr errors]

En, i det mindste for ham selv, mærkværdig Periode i hans Liv, en Rejse, paa hvilken han tvende Gange var nær ved at blive Sælhundenes eller andre Havdyrs Bytte, torde maaskee i anden Henseende more Læserne. Da der efter Bombardementet 1807 blev sluttet Vaabenstilstand, indtil vore brittiske Venner funde faae Holmen og Havnen ryddede, tog B., som saa mange Andre, Rejsepas paa det engelske Expeditions - Contoir, og rejste til Corsøer, i den Forventning, at man uden Hindring kunde komme over Store Belt. Det forholdt sig ikke saa: Man sagde os det; endogsaa paa Gjæftgivergaarden hørte vi det samme, og hvorvel man der maatte have stor Ulejlighed af saa mange Fremmede, vi vare 98 af flere forskjellige Nationer

-

[ocr errors]

og man alt

saa maatte ønske, jo før heller at faae os paa Døren: saa vilde B. dog ikke fæste ret Liid til dette Udsagn. Desaarsag foreslog han samtlige Rejsende, at lade Passene, som vare forsynede med Cathcarts Navn, fremvise for den heistcommanderende engelske Søofficeer i Bæltet. Da dette fandt udeelt Bifald, anmodedes B. om at paatage sig dette Hverv. Dette gjorde han, men havde sin haarde Nød med at faae Fartøj til Rejsen: Ejerne vare villige til at overlade ham hvilketsomhelst, han ønskede; men af en højere Vedkommende bleve de ham alle formeente, paa en lille Jolle nær, som dertil var meget læk. B. har været meget egenfindig med hvad han fik alvorligt isinde. Han faaer da hyret tre Matroser, der ogsaa laae for Hjemrejse til Halvøen, kjøbte to Tallelys og en „Ville“ Hampværk; og saaledes udrustet, efterat Jollen var øst lænds og til Nødtørst digtet, stak man i Søen. De to Matroser roede; den tredie maatte snart igjen til at digte, og B. desuagtet til at øse. Da det nærmeste engelske Linieskib laae faavel en Miil syden for Sprogøe, mistvivlede man om at naae det ovenfor Vandet, og besluttede derfor at anstrænge alle Kræfter, for, om muligt, bjerge Livet paa den langt nærmere De. Det gik an, og her blev foretaget en heel Kalfatring, saa heldig, at Jollen blev nogenledes vandtæt. Samtidigt landede to engelske Barkasser, for at hente Vand. Medens Matroserne vare hermed i Arbejde, nærmede sig en Officeer og tvende

Midshipmen (Cadetter). B. sagde den første sit Ærinde, og spurgte ham, om han meente, at de Rejsende kunde erholde Licence. Det veed jeg ikke,“ svarede han, „men“ idet han smilende pegede paa Fyen der er jo iffe faa langt hen, og jeg har ikke Ordre til andet end til at hente Vand." Dermed hilste han til Afsked, og gik med Cadetterne hen til deres Folk.

En af Matroserne forstod Engelsk, og paastod, at man skulde benytte det givne Vink. B. forestillede ham og de andre, som stemte i med ham: hvor nederdrægtig det var, at løbe bort med 97 Menneskers Passe; men først efter at have ladet sig forstaae med, at han kunde faae isinde at agere Presgang med dem, og overgive dem til Engellænderne, bleve de af andre Tanker, og roede ham. hørsommeligen ned til Liniefkibet.

Chefen modtog B. med Høflighed, faae paa et Par af Passene, og sagde: at de ikke vare gyl= Dige." B. gjorde ham opmærksom paa den engelske Overgenerals Navn. „Jeg bryder mig hverken om Cathcart, eller nogen General", svarede han koldt, „her staaer jeg kun under Gambier." — B. forestillede ham nu: at da han var kommen som en Slags Gesandt fra saa stort og blandet et Selskab af Rejsende, var det ham vigtigt at kunne bevise, hvorledes han havde udført fin Sendelse, og desaarsag udbad han sig en skriftlig Erklæring. Denne erholdt han og, skjøndt affattet i lacedæmonisk Stiil saaledes:

[ocr errors]

„Cannot pass the Belt without the permission of Admiral Gambier. Dixon, Commodore." Medens Diron var inde i sin Kahyt, for at skrive denne Seddel hvilket medtog henved en halv Time kom et Par yngre Offfcerer (i Sko og Silkestrømper) og converserede den danske Student med fransk Artighed og engelsk Oprigtighed, idet de uden Omsvøb beklagede den „damned“ Ministerstreg, der nu saaledes havde sat dem ud med deres gamle Blodsforvandte. — Under Samtalen kastede B. eengang Djet udover Rælingen efter sin Jolle ved Falderebstrappen: Bless me!" raabte han uvilkaarligt, what's the crew about?,, Han saae nemlig et Bombardement, men i en heel anden Maneer end Kjøbenhavns: Biscuiter fløj som Snebolde ud fra Stykportene ned i Jollen. Officererne feg nu ogsaa derned, og sagde: „Her gaaer det Rygte, at der er Hungersnød i Sælland." Enten det nu var af Medlidenhed eller Overgivenhed, vi fik en god Ballast af Tvebakker tilbage med til Corsøer.

Den af Blicher for Rejseselskabet aflagte Beretning foranledigede naturligviis den Bestemmelse: at søge at erholde Gambiers Paategning, og blev B. igjen valgt til at udføre den hertil fornødne nye Expedition. Men den mislykkedes: Man kunde ikke faae Lov til at komme ombord hos Sokongen, ej heller til at sende Passene

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »