med den gamle og unge Tilbeder ogsaa jeg fit, for en Fejls Skyld, et Par forføriske Diekast, dem jeg paa en værdig Maade besvarte med strænge Blik.

Kammerraaden og den Brede syntes Begge lige lykkelige jeg skal sandelig ikke misunde dem. Snurrigt nok: Frøken Bertha, som ellers ikke kan lukke Munden op, fandt dog Pigens Opførsel alt for upassende, og gav hende derfor virkelig en net lille Finte: „hvad befaler Frøkenen?" fagde hun engang til hende, ligesom i en Adspredelse. Dog rødmede hun selv derved, saavelsom Mammefellen. Hendes Fyr satte et suurt Ansigt op; men Kammerraaden, slog hurtig et Glas Viin i Halsen, synlig nok for at dæmpe en frembrydende Latter.

Jeg har forgiæves søgt en Lejlighed til, under fire Øjne at advare den stakkels Lieutenant; thi af en Yttring, han i Nat lod falde til sin Cammerat, maae jeg antage, at hans Tilbøjelighed for Pigen er noget Mere, end blot Passetems. Men han skal snart lære hende at kjende, hvorledes jeg saa end bærer mig ad.

Atter for Anker om Aftencen.

Havde jeg ikke feet hende kysse og klappe den tyffe Kammerraad, vilde den listige Taste gjøre mig ganske uvis i mine Meninger om hendes sande Characteer. O du koindelige Forstillelse! du gaaer gyselig vidt!

Jeg sad i Skumringen paa Ankeret udenfor Forstavnen. Hvorfor jeg sad der, hører ikke til Sagen, men vist er det, jeg maatte sidde der meget længer, end jeg havde nodig, og i en temmelig tvungen Stilling. Thi, som jeg vilde rejse mig, hørte jeg tvende Stemmer indenfor mig: den brede Lieutenant og den forføriste Kammerpige.

„Hr. Lieutenant!" sagde hun, „De har ønsket at stale med mig uden, Vidner: hvad har De at sige mig?"

Han. Jeg vilde fige Dig, mit smukke Barn! at Du har taget mit Hjerte tilfange."

Hun. ! iffe Andet! det kunde De ligesaa godt have sagt mig i Vidners Overværelse. Ved saadanne Ers flæringer pleje Dhrr. Officierer vel iffe at genere dem for Trediemand."

Han. Du vil slaae min Tilstaaelse hen i Spog?"

"

Hun. Naturligviis! da jeg ikke kan kjende Dem fra nogen slet Side, vilde det være en Fornærmelse imod Dem, om jeg tog Deres Ord for Alvor.“

Han. „Vel talt, mit Barn! men om det nu var mit Alvor? hvad vilde Du saa svare?"

Hun. Min Herre! jeg er en fattig Pige, som ikke ejer Andet, end min re

som -ll

Han. Du kan lægge til: en Skjønhed
Hun. - Som De vilde gjøre til min egen Rolig-

heds Grav?u

Han. „Nej, Barn! Nej! derfor troer jeg, Din gode Forstand kunde bevare Dig. Du taler ikke som Andre af din Stand - Din Opdragelse har ikke bestemt Dig til at tjene for dit Bred?"

Hun. Men om det alligevel havde været Skjæbnens Villie? Dog - Hr. Lieutenant! lad os afbryde denne Samtale! den leder ifte til noget Godt -om Nogen faae eller hørte os her?"

Han. „Hvad kunde det skade?"

"

Hun. Dem maaskee ikke; men mig saare Meget. De tillader, at jeg gaaer tilbage til mit Herskab!"

Han. Endnu iffe! fun eet Ord, bedste Pige! Hvad

"

Du her har sagt mig, indta'r mig fun endnu mere jeg elfter Dig, ved Gud! oprigtigt."

Hun. Min Herre! De maa tillade mig at tvivle: en Officier skulde elske en Tjenestepige for andet, end for at gjøre hende til Heltinden i en Roman, sem for hende nodvendig vil faae en tragisk Ende."

Han. Nei saa stal

Hun. „Band ikke! band ikke

bedrøver mig, og

Hr. Lieutenant! De

De fornedrer Dem selv - flip min Haand! den kan jo saa aldrig blive Deres."

Hun. Fordi den er Dem alt for ringe, nej! nej! spild ikke flere Ord, min Herre; men er Deres Tilbud alvorligt, da behag at gjenta'e det imorgen i hele Selskabets Nærværelse, saa saa vil jeg svare Dem

alvorligt!"

Hermed hørte jeg hende fuse bort, og den ulykkelige Elsker sneg sig langsomt bagefter.

Det er et græsseligt Snerperie! saa kostbare kunne slige Tøjter gjøre sig. Ja ja! hun gav nok bedre kjob; men nu skulde hun først udkramme de moralsk sentimentalske Floffler, hun har opsnappet paa en eller anden Comedie.. Den arme Fyr! jeg troer bestemt, han vil ægte hende. Men bie kun, min gode Frue Lieutenantinde in spe! jeg skal nok sætte dig en Streg i Regningen forfængelige, ufor

skammede Ting!

Hvor let kunde ikke ogsaa jeg have løbet i den Snare! Men jeg havde strar en dunkel Ähnelse om, at det ikke hang rigtig sammen med denne hersens Kammerpige.

Under Indsejlingen i Liimfjorden.
Romanen er færdig.

Fortræffeligt! Knuden er løst Solen skinnede varmt; en mild Østenvind skjød os sagtelig hen mod Jyllands Kyst, og, da der ingen Urolighed var i Seen, saa jævnt, at vi ikke fornam, hvorledes vi kom afsted. Alle vare vi muntert stemte, og det blev i et Skibsraad besluttet at spise Frokost paa Dækket, og da at knække Halsen paa de levnede Flasker.

Jollen, der stod os ivejen, blev sat i Søen, og et Par store Kister hejsede op af Rummet med fyrige: "Haa hajop:" af Matroserne, som ventede honnette Drikkepenge. Kisterne bleve stillede mellem Kahytten og Lugen, og dækkede; Bænke anbragte rundt om dem. Alle Passagererne, med samt Stipperen toge Plads.

Den Lange sad hos fit Hjertes Frøken; den Erede hos den lakoniske Bertha.

Saasnart Glassene første Gang vare fyldte, greb Ma= joren fit, rejste sig, løftede det højt i Vejret, og raabte: „Herved declareres Mariage mellem Hr. Lieutenant Dannebrog og Frøken Juliane Sillie de Forlovedes Skaal: Glassene klingrede; et tredobbelt "Hurra:" drønede; ten tomme Flaske fløj i Søen.

Mit Blik faldt paa Kammerpigen, der stod taus og mod Sædvane meget alvorlig bag ved Frøken Bertha. Nu sprang den Brede tilbage over Bænken, gik hen til hende, og sagde højt og bestemt: "Husfer Du, hvad Du lovede mig igaar?"

Hun rødmede, og stammede et sagte: "Ja!" - Det forekom mig nu at være paa den høie Tid at frelse Manden: jeg rækkede om bag Kammerraadens Ryg, og trak ham i Kjoleskjødet een Gang -to Gange.

"Hvad behager?" sagde han med en hurtig Vending og

et mørkt Djekast; men og i samme Øjeblik til Pigen: „naar jeg gjentager mit forrige Tilbud? —“

Jeg kastede mine Been over Bænken, og hviskede ham i Pret: For Himlens Skyld! lad være!"

"

"Hvad rager det Dem?" knurrede han tilbage; og sagde atter til Pigen, hvis Haand han havde grebet: "Naar jeg nu gjentager mit Tilbud? -"

Kammerraaden, der sad lige over for os, grinte ret

svinepolidst.

Mit Blod oprørtes

jeg hvidskede atter med Hæftig

hed til Officieren: "De gjør Dem selv ulykkelig!"

"Ri'er Fanden Dem?" svarte han mig og næsten i samme Tone talte han de samme Ord som før til Mamfel Stine tredie Gang.

"Hvilket Tilbud?

Naa! saa fejl da

spurgte hun bleg og med bævende Røst.

din egen Søe, du Ulk! tænkte jeg,

og gik tilbage paa min Plads.

Mit Hjerte og min Haand!“ udstødte han: "Du har lovet at svare mig alvorligt."

„Det vil jeg“ sagde hun: „Jeg erkjender den Opofrelse, De af Godhed for mig vil gjøre, jeg tager med Ydmyghed mod deres Tilbud Cher bøjede hun Hovedet og nejede dybt og langsomt) og skal stræbe at gjøre mig værdig til Deres højmodige Tillid!"

Det gjorde en Opsigt, men virkede dog ganske forskjelligt paa de Tilstedeværende: Kammerraadens Mund udvidede sig til et endnu bredere Smiil, hans smade Katteøjne bleve næsten reent borte: de to Philosopher derimod opspilede deres saavidt mueligt: Majoren tvang sig til at sætte et alvorligt Ansigt op: Den Lange raabte paa nok en Flaske, dog uden at tage Notice af det sidst forlovede Par; men hans Dame smiilte saa mildt og saa glad, som jeg veed ikke hvad.