maae jeg vel fjende Dem, og vide, at De hedder Rasmus Berg."

Den omdøbte Erasmus Montanus saae forbauset paa mig; men inden det kom til nærmere Forklaring, brølede Skipperen fit: "flar til at vende!" En Sve skyllede ind paa Dækket; Erasmus gled omkuld, og vi Andre ilede over i Vindsiden.

Nu bemærkede jeg først, at Vinden havde vendt sig, og blæste temmelig haardt, samt at vi begyndte at krydse.

Et Par

Een efter en Anden af os føgte nu ned i Rummet, hvor alle vi Svestærke staffede af fælleds Forraad. Flasker Viin gjorde os end mere lystige; og selv vor Philosoph nedlod sig til at deeltage i Hverdagslivets betydningsløse Færd, og syntes ganske at have forglemt hiin, ikke betydningsløse, Navnforverling.

Hen paa Eftermiddagen tiltog Stormen. Søeofficiererne gjorde flittige Beseg i Kahytten; Kammerraaden og Prange. ren til den Forstes medhavende Flaskefoder; de Andre sov.

Intet Væsentligt forresten passerede siden. Mod Aften lagde Vinden fig lidt, og vi bleve stedse ved at krydse.

Det er nu henimod Midnat. Jeg sidder ved en af de Medrejsendes Kister, og optegner ved Lanternens matte Skin hernede i Rummet Dagens Mærkværdigheder. Den smukke Kammerpige har jeg ikke seet siden imorges; det er maaskee saare gavnligt for mit svage Hjerte; thi seer jeg hende alt for tidt, torde det let hænde, at jeg tabte det tyvendé Gang. Dog være det langt fra mig derover at fortvivle: mit Hjerte, skjøndt ikke nær saa haardt som Thors Hammer, har dog med Samme den Egenskab tilfælleds, at hvor tidt jeg kaster det bort, kommer det dog stedse af sig selv tilbage.

Til Ankers under Læssøe. Det Første, der forundrede mig, da jeg vaagnede, var,

at jeg havde fovet imod Reglementet

fovet otte Timer i eet Væk; det er jeg mener Amors den, der er virfelig forelsket, maae ikke kunne sove haardt, ikke tale højt, iffe spytte langt. Intet af disse tre Criterier findes endnu hos mig; men rel et Fjerde, hvortil de gamle Romere ej engang havde Navn, som dog alligevel er opfundet i Italien af deres udartede Efterkommere, og siden laant derfra af alle andre polerede Nationer: det nemlig, som Shakespeare kalder et "grønøjet Uhyre, der lever af sig selv;" Young: "Sjælens Ildebrand," og Rowe: „Den grumme Søvnfordriver.«*) NB. mod den sidste Benævnelse protesterer jeg, som aldeles urigtig. Og følgelig var ved min Opvaagnen Philosophernes og Prans gerens Snorken en langt sødere Musik i mit Dre, end den Samtale mellem Dhrr. Søeofficierer, hvis sidste Ende jeg hørte, og som eg nu vil opskrive:

Den Lange. Jeg vidste Fa'en ikke hvem hendes Fa'er var, enten han var Major eller Oberst, enten han boede i Jylland eller Jødeland. Hun hedde Frøken Sillie, og var en snild Tøs; det var Alt hvad jeg vidste. Jeg har mødt hende eengang i Kongens Have og eengang paa Frederiksberg, altid i Flaade med Grosserer Goldsacks; og siden har talt med hende et Par Gange der hjemme hos dem selv.” Den Brede. Hun kan godt lide Dig, Du! Og hendes Papa har vist nok det rene Væsen."

Den Lange. Han skal være Ejer af to Herregaarde, figer Skipperen

Den Brede "Beed Du hvad? havde vi blot havt en Præst ombord, saa kunde han og den lange Peer

*) Ekinsyge.

Degn*) ha'z plidset Jer strar hvad! et Søebryllup,

Du?"

Den Lange.

Man bli'er forlovet?

Aa Sludder! kan man gifte sig, for Sligt skal gaae med Lodder, Du!” Den Brede. „Naa, saa forlov Dig, for at gjøre en Begyndelse!"

Den Lange. „.. m.. M...**). Jeg fan jo itfe' engang komme til at tale med hende under fire Øjne. Den anden Frøken what do you call her viger jo aldrig fra

hende."

"

Den Brede. Det skal ha'e gode Veje. Men apropos! hvad figer Du om Kammerpigen? Det er D. D. k. m. Synd for den Glut; hun borde være Froken, saa kunde vi bringe en Dobbeltalliance tilveje."

Her vaagnede Prangeren med en lang Gaben, og afbrød derved Dialogen; men jeg havde hørt nok; det „grønøjede Uhyre" begyndte at gnave i mit Inderste.

Alle vare paa Benene; Vejret smukt, men Vinden uguns stig. Damerne havde nu forvundet deres Soesyge, og besluttede at drikke Kaffe paa Dækket. Der faae jeg da de tvende Frøkener: Majorens Datter er ret nær saa smuk som Kammerpigen. Den

"

vaffer; men ikke anden Frøken

hun hedder Bertha, mere veed jeg ikke er en ganske betydningsløs Hverdagsskabning," som taler næsten slet Jntet. Om hun tænker Noget, skal jeg lade være usagt; men derpaa tvivler jeg storligen.

*) NB. Det var mig.

**) Disse Bogstaver med Prikker ved skal betegne det Samme, sem den Hilsen, Göß von Berlichingen fra det aabne Vindue sendte Høvedsmanden for Executionsarmeen.

Jeg blev inviteret - formodentlig paa Søeofficierernes Anbefaling til at deeltage i Frokosten, hvilken jeg krydrede med adskillige nette Indfald, der lod til at behage baade Herrer og Damer. Om det saa var Kammerpigen, den lille Stine, saa staf hun nu og da det skjelmske Gefjæs op over sin Frokens, og smiilte saa nysseligt, at det gottede mig i mit inderste Hjerte.

Den Brede kunde næsten ikke vende fine Dine fra hende, hvortil Froken Bertha smidskede nok saa lumsk. Den Lange holdt Sin varm, og hun faae ud saa glad som en Brud. Majoren talte lidet, men spiste destomere; og hans Erempel fulgte Kammerraaden. Prangeren blev næsten bestandig nede i Nummet, og holdt sig til sin Madkurv.

Til Ankers om Aftenen paa famme Sted. Skrøbelighed! dit Navn er Kvinde!" dog nei! det

er ikke Skrøbelighed; det er Styrke i Synden: Sandselighed, Forfængelighed, Glimresyge

see det er Ingredient

ferne, hvoraf Naturen laver det Væsen, der som en vis Mand siger "er Kilden til al vor Fryd og al vor Kummer."

Hvo skulle have tænkt Sligt om denne yndefulde Skabning; faae ud saa from som en Due, saa reen som nyfalden Snee og saa kydsk som et Helgenbillede! Og dog saae disse mine jne, hvorlunde hun frivillig, ja med "Innbrunst" som Germanen siger - kyssede den tykke, graahaa, rede, halvgamle Kammerraad. Og ikke fem Minutter der: efter stod hun og talte ret fortrolig med den Brede; og jeg tør sværge paa, hun trykkede hans Haand; for da hur vendte sig, kyssede han det Sted, hvor hendes Tommelfinger

havde siddet. Ja hun er mig den rette Noli me tangere!*) Velbekomme Dem, mine Herrer!

Men, om nu Lieutenanten virkelig skulde have alvorlige Hensigter med hende? borde jeg da ikke advare ham? Hm! jeg vil betænke mig derpaa til imorgen; Natten giver gode Naad.

NB. Det klogeste, man her i Verden kan foretage sig, er dog at sove; havde jeg ligget hernede denne livsalige Eftermiddag og snorket ved Siden af Prangeren, var jeg ikke bleven Vidne til de Scener, som ovenikjøbet ere istand til at forspilde mig et Par Timer af min Nattero.

Ak ja! jeg havde dog næret det Haab, her at træffe paa en dydig Pamela pyt! paa det Laug! en Philine**) er hun; men ved den guldlokkede Sif! hun maa nu smidske ad mig, saa meget hun behager: i mig skal hun finde en Meister, en steinernen Mann.“

"

Men Morpheus begynder at nedtynge mine Øjenlaage jeg følger hans blide Indbydelse. Maatte jeg kun forfkaanes for Drømme! thi jeg veed forud, at de alene ville dreje sig om flanevurne Kammerpiger, letsindige Lieutenanter og forlibte Kammerraader. God Nat! sov vel, om 3 kunne, I usle sandselige Hverdagsmennesker!

Under Sejl Syden for Læssøe i Middagsstunden.

Jeg har sovet inat som en Steen. Derfor kan jeg takke den letfærdige Skabning, hvis Uværdighed ganske har helbredet mig for hine forlibte Griller, saavelsom de tvende Philosopher, der iaftes snakkede mig isøvn.

Vi har frokosteret i Kahytten, da Luften var for kold paa Dækket. Philine vartede op. Hendes Væsen bliver meer og meer næsviist: hun coqvetterer uden Skye baade

*) Rør mig ikke (Navn paa en Blomst).

**) En Person i Göthes Roman, Wilh. Meister.

S. S. Blicher. Gamle og nye Novellcr. 1.