„Vi fik en sød Præken,“ sagde hiin, „den handlede om Oldingens lyse Drømme. Begyndelsen greb mig strar med sælsom Kraft - "

Her declamerede han i halvnorsk Mundart: "Seer hiin ædle ungdommelige Olding! sneehvide Haar bedække hans fkaldede Isse; med langsomme Fjed skynder han sig til Gras ven; naar han seer tilbage paa sit henrundne Liv, skuer han en lysende Fremtid imøde; den golde Ørk pranger med tusinde Blomster; det visne Træ bugner under gyldne Frugter!”

"Ja!" sagde den anden Philosoph, det er en Mand for følende Hjerter; han forstaaer at gribe Sjælens Grundaccorder, og med rund Haand at strøe Blomster over Hverdagslivets øde Vej."

Jeg griber et fireskillings Rundebrød!" raabte een af Søemændene, „hvo vil med rund Haand brede Smør paa?"

"Tev lidt! tev lidt!" svarte Prangeren, "stop jer Pibe af jer egen Daase! men det er det Samme: gier J Brændeviin, gier jeg Brød -"

"

‚Skipperen spørger, om Passagererne vil have Kaffe?“ raabte en huul Rost ned gjennem den aabnede Luge.

Nu blev det ret levende i Nummet. Een efter den Anden krøb op paa Dækket. Jeg var den Første, og tog de Øvrige i Djesyn, ligesom de fremsteeg til Lyset; de vare Ser foruden mig: de tvende Philosopher; de Herrer, som talte Fransk indbyrdes, hvem jeg nu erkjendte for Søeofficierer; Prangeren med sin Madkurv, og endelig hans Ven Kammerraaden, som havde jaget i Søvne.

Det var en stille og klar, men kjølig Morgenstund. Solen stod luerød op over Kullen. Ingen Vind krusede Havets blanke Flade. Sejlene hang slappe, og slyngede hid og hid, ligesom Skibet vuggedes af den dybe Undersøe.

"Det er et godt Vejr idag," sagde Prangeren til Styrs

manden, der stod skrævende paa Fokbommen, og skottede fors agtelig til den hen ad Dækket ravende Landkrabbe.

"Kalder Han det godt?" svarte den butte Gast; „det er godt, kanskee for hans smaae Lam og hans Gæslinger; men jeg kalder det en ringe Lejlighed. Skuden gaaer mere tilbage, end hun gaaer frem."

„Vi faae fnart Vind fra Land," sagde den ene af Søeofficiererne, hvem jeg til Forskjel fra den Anden og Brede - herefter vil kalde den Lange.

"Det tænker jeg ogsaa Hr. Lieutnant!" svarte Styrmanden, og lettede høflig paa Hatten.

Da Officieren nu spurgte ham om Noget i en sagtere Tone, vendte jeg mig, og saae hans lavstammede Cammerat staaende med Ryggen til Jollen og dampende paa fin Cigar, ganske ligegyldig for den majestætiske Morgensol.

Jeg troede at borde gjøre ham opmærksom paa Højfamme, pegede derfor mod Østen med den just ikke saa aldeles ny Bemærkning: at Den stod dejlig op."

"Hvilken mener De?" spurgte han, skottende derhen; dog uden at dreje Ansigtet.

Nu blev jeg først vaer, at et dejligt Pigeansigt tittede op af Kahytdøren.

"Solen ufortalt," svarte jeg hurtigt og sagte, mener jeg nu den, som er os nærmest."

Hun maa dog have hørt vor korte Dialog; thi hun rødmede pludselig og forsvandt.

„Hvem er den lille Tingest?" spurgte Officieren Skipperen, der nu fem til.

"Det er Majorens Pige," svarte han.

Og herpaa erfarede vi endvidere: at hans Frøken Datter, samt en anden Dame, befandt sig nede i Kahytten.

Skipperen gik nu forud, for at lade Kaffeen frembringe,

som strar efter modtoges af den smukke Kammerpige i Kahytsdøren. I det Samme begyndte det at røre sig i Jollen.

Den Brede vendte sig og sagde: mon her ikke ogsaa skulde være en lille Kammerpige emballeret?"

Han lettede en Flig af den over Jollen udbredte Kappe, og en farmosinrød Arm kom tilsyne. Hurtig slap han Kappen, og greb med Fingeren om sin Drelap. Det var vor Major, som her havde taget sit kolde Natteleje; han havde anseet det for bedre kan jeg troe at fryse paa Dækket, end at ligge varmt i Rummet blandt Crethi og Plethi. Skipperen kom, og vækkede ham, for at afhente ham til Officiererne forlangte deres Portioner op paa Dækket. De to Philosopher stod ved Rejlingen paa den anden Side af Skibet, og faae hen mod Sællands Kyst.

Kaffebordet i Kahytten.

Det vare ikke ret længe, før Kammerpigen kom ud til os, og med undfeclig Mine og næsten stjælvende Stemme hilsede de to Herrer Officieier fra hendes Herskab, om de ikke behagede at drikke Kaffe nede i Kahytten.

"Hvor Du er, mit Barn!" svarte den Brede, og smed fin Cigarstump overbord, „der vil jeg gjerne være."

Den Lange, spidsede Munden, som til et Kys; og Begge fulgte Indbydelsen.

Her var just et meget passende Sted til at anbringe nogle nyttige Bemærkninger over Damernes Forkjerlighed for visse Farver; thi det kan vel antages for afgjort: at den Røde og den Blaa behager dem meest. I det mindste er dette Tilfældet her saavelsom og i Engelland, hvilket jeg kunde documentere med mange Citater af dette Lands bedste Romanforfattere. (De russiske Damer skulle derimod fortrinligen ynde den grønne Farve; de Østerrigske den Hvide saa forskjellig kan Smagen være.

Men hvorom Alting er; jeg vil ikke bemærke Andet, end at jeg var fortklædt, saavelsom de tvende andre Philosopher, og at dette maae have været Grunden, hvorfor Ingen af os blev indbudet til at nyde Kaffeen i Kahytten. Og dog borde ustridigen en solid Student langt foretrækkes en flygtig Ofs ficier; men desværre! der findes nuomstunder kun liden Grundighed hos unge Piger. NB. Bliver jeg nogensinde Medlem af et Selskab til Kvindekjønnets Forædling, skal jeg stræbe af alle Kræfter at virke paa Farvesandfen.

Ovenpaa Kahytten lejrede sig nu om en anden Kaffekjedel de to philosophiste Studenter, den jagtelskende Kammerraad, Prangeren (som tillige aabenbarede sig som Proprietair) og min egen Ringhed. Men neppe havde vi nydt den forfriskende Drik, før en Sydostvind begyndte at rejse sig. Sejlene fyldtes, Noret knirkede, Matroferne lob frem og tilbage, Skipperen stillede sig foran Nathuset, saae med et Professoransigt snart paa Compasset og snart paa Fløjet, gav sine Ordre, og documenterede dem med kraftige Eder. Kort: Solen var ikke kommen Halvvejen imellem Kullen og Meridianen, førend vi havde en frisk Kuling, saa at vi snart faae den sællandske Kyst ude af Sigte — som Jrlænderen siger.

Jagten dukkede op og ned, og frembragte en Bevægelse, der, uagtet dens formeentlige Sundhed, har noget Ubehageligt for Enhver, som iffe er søevant. Kammerraaden krøb ned i Nummet. Prangeren satte Panden mod Vantet, og holdt fast i Vævlingerne med begge Hænder. Den ene af de unge Lærde conjugerte ,,boao"*); den Anden stirrede stivt ud i Søen, som om han vilde udgrunde dens dybe Hemmeligheder.

Søeofficiererne kom op Dækket, og den Ene raabte til Skibsbrengen: "skrup Dig, Du! ned i Kahytten med Svabert

*) Et græft Gjerningsord: jeg raaber.

og Pøs!" af hvilken Befaling jeg med temmelig Sikkerhed sluttede mig til Damernes Tilstand.

Selv holdt jeg mig kjæk, og nød i Selskab med de to Søegutter en anstændig Frokost.

Ved Middagstid fik vi Anholt i Sigte. Synet af denne mærkelige Ze mindede mig naturligviis om Peder Paars- højcomist Jhukommelse, og ufrivillig fremmumlede jeg Heltens Tale, der som bekjendt paakommende Brækning.

blev afbrudt ved

Den ene af Studenterne, der ligesom jeg var fri for Svesygen, og, mig uafvidende, stod tæt bag ved mig, traadte frem, slog med Nakken, trak Læberne op mod Næsen, og sagde: „Jeg maae tilstaae Dem, at Holberg ikke er den Mand, som tiltaler mig; han har alene opfattet det Betydningsløse i den store Hobs' tankeløse Hverdagsliv, og i et plat og frivolt Sprog fortalt os en jammerlig Anecdote. Han har ikke mindste Anelse om det aandige Livs Poesie; han bevæger sig í Pøbelens Atmosphære; han fremstiller Mennesket blot som det er, og ikke som det borde være; han

„Om Forladelse!" afbrød den Lange, som just var kommen til, med et sarcastisk Smiil; „er Deres Navn ikke Berg?"

"Jo, meget rigtigt!" lød Svaret, og Begge lod til at blive næsten lige forundrede.

Den Lange vedblev med paatagen Alvorlighed: „og deres Fornavn er formodentlig Rasmus?"

„Nej!“ svarte Philosophen ligesaa alvorlig: „mit Døbenavn er Abraham."

Nu mærkede jeg, hvor Seeofficieren vilde hen, og sagde: „Jeg veed just ikke, hvilken høiere Grund, der kan bevæge Dem til Pseudonymitet; men da jeg er Peer Degn,