som mystiske, ja at kunne tjene til, Overskrivter til ligesaamange Capitler af et Menneskes Levnctsbeskrivelse.

Thi følte jeg Abenaturen røre sig kraftigen i mig, laante derfor nogle Ark Papiir af Skipperen, sammenhæftede dem i samme Format som hans Journal, og optegnede hver Aften vor lille svømmende Verdens Begivenheder, krydrede med mine egne Tanker. I een Henseende hvad Stilen nemlig angaaer har jeg afveget betydeligt fra Skipper Børres sen, idet jeg hellere valgte den udførlige Livius til Mønster; thi, som Barbeer har jeg ikke godt ved at fatte mig kort, og som Væver vil jeg gjerne føje mine Bemærkningers Islet til Historiens Trendegarn.

Solen gaaer ned; dens Straaler- nej, den Begyndelsc er alt for højtravende. Hvad kan jeg fortælle om dens Straaler, som ikke er sagt, sjunget, klynket, raabt, skreget, hvidsket, læspet, tusinde Gange tilforn? Dens Straaler skinne ind ad Kahytvinduet det er det hele.

Jeg stod paa Dækket. Der var Ingen ombord, uden en Matros, som sad paa Rejlingen, sang en Vise og slog Takten med sine Skohæle; en Dreng, som bankede Tørfist, og Styrmanden, der trampede op og ned med Hænderne i Trøjelommerne, grinte mod Solen, naar den skjar ham i Djnene, og kikkede engang imellem op efter Flaget. En Tværdriver, ret en but Patron! Jeg vilde indlede en Samtale med ham; men han ynder ikke ordentlige sammenhængende Dialoger; hans Maneer er kort, afbrudt, laconist i Skibsjournalens Smag.

ganske

"En dejlig, velsignet Aften, begyndte jeg.

Han troede nok, at jeg talte til Solen; thi han svarte Intet, men traf Skraaen frem med Lungen, og spyttede den langt ud i Søen.

"Jeg tænker, vi faae smukt Vejr imorgen,“ sagde jeg.

"

Det veed der Ingen," brummede han.

„Mon vi kan naae Aalborg til næste Aften?" spurgte jeg.

"Det skal jeg sige ham imorgen ved denne Tid," svarte han..

Det kan jeg selv, tænkte jeg.

„Er Vinden god?" spurgte jeg atter.

"Det kan han see paa Flojet!" svarte han.

Jeg blev stødt, og gav mig til at fløjte. Han faae paa mig, som om han vilde slugt mig; jeg blev ved..

"Der er Ingen," snærrede han: „der fløjter ombord; det er ingen Nytte til."

-

Jeg taug, stoppede min Pibe, slog Ild, og begyndte at ryge. Jeg spyttede paa Dækket det var ham heller ikke tilpas. „Er Søen ikke stor nok at spytte i?" knurrede han halvt for sig selv.

Nu observerede jeg først, at han altid spyttede udenfor Stibet; for at føje ham, gjorde jeg det Samme. Da Piben var ude, observerede jeg, at der var en Knap los i min Kjole; jeg tog Naal og Traad frem, og begyndte at sye den fast.

"

Der er Ingen, der fyer ombord;" brummede han igjen: „det duer inte.

Nu gad jeg ikke længere hørt paa den Bjørn: jeg puts tede derfor mit Syetøj i Lommen, og gik ned i Kahyten. Da jeg er temmelig høj og uvant med denne Passage, stødte jeg Panden mod Dørhammeren, og kjørte i Kane ned ad Trapperne. Grobianen loe. Han har forspildt mig

denne føde Aften, og ganske sat mig ud af min sværmeriske Stemning.

Jeg vil slutte for dennefinde, og søge mit Natteleje i Rummet der har jeg udseet mig en Postvogn til Seng.

Under Sejl i Kattegattet.

Det var bælmørkt, da jeg vaagnede.

Jeg kunde ikke strar besinde mig paa, hvor jeg var; endnu halvt i Søvne hørte jeg en Trampen over mit Hoved, en Skvalpen ved Siden af mig og en Knirken bag ved. Jeg troede, at jeg laae endnu i min gode Seng i Regnegaden; at den første Lyd forskrev sig fra Studenten, der logerede . ovenpaa, og saaledes altid plejede at marschere, naar han læste over paa fine Collegier, at den anden kom fra Stuepigen, som stænkede Vand paa Gnlvet, og den tredie deraf, at hun lod Dørene staae aabne.

--

„Luf Døren, Stine!" raabte jeg, ellers løber Moppe paa Gaden."

Jeg hørte en sagte Fnisen, og en Stemme, som sagde: ,,der er Een, der snakker i Søvne.

„Tys!“ hvidskede en Anden, „lad sove, hvem sove vil!“ Nu blev det atter stille. Jeg blev heel vaagen, og be gyndte at orientere mig. Der maatte være adskillige Passagerer dernede, komne ombord i Aftes, for jeg hørte fire eller fem forskjellige Variationer paa Snorken.

Lidt efter sagde En: Sej Du!"

"

En Anden svarte: „Holloj!"

"Jeg vilde ønske," sagde den Første, at jeg laae i min Koje, eller sad hjemme i min salig Bedstemoders Lænestol; her lugter som den slemme Syge af Spegefild og Flæst og røget kjød. Enten har Skipperen fit Spisekammer i Nær

heden, eller ogsaa har jeg faaet Prangerens Madpose til Hovedpude."

"Mit Dre," sagde den Anden, ligger flods til en Gammelost; jeg kan høre Springerne voltigere derinde." "De æ min Madkorre!" hvæsede en tykmælet Jyde formodentlig Prangeren.

"Velbekomme Dem, min Mand!" svarte den Første, naar De faaer afspiist!"

„Jeg gad ogsaa vide," blev han sagtere ved til fin Sidemand, „hvad det er for Brirebidere, der har lagt Beslag paa Kahytten?"

i hvilket Sprog de jydske Frøkener, der

det sagde Skip

"Tys!" svarte Denne paa Fransk, fra nu af fortsatte Samtalen: det er to har været herovre med deres søde Faer peren, da jeg forlangte hans Koje for at see, om de kalkunske Høns har faaet Kyllinger; de har en forbandet nysselig Kammerpige med dem."

nu skal de hjem igjen

"En ny Tidsalder," led nu bag ved min Ryg en affecteret Theaterstemme, een af hine mange Rossingianere, som i denne Periode norskede i Thalias Capeller og stundom i selve Kirkerne, "en ny Tidsalder afslører sig nu, et Vink om vor aandige Tilværelses højere Betydning leder os til en dybere Erkjendelse."

„Ja visselig," svarte en Anden, en stor Hemmelighed afslører fig, Receptiviteten for de evige Grundtoner er mægtigen vakt, vort indre Livs Historie træder klarligen frem

-

"

Her afbrødes denne betydningsfulde Dialog; thi een af de Fransktalende sagde til fin Cammerat: Hør! hør! her har vi vistnok to Philosopher fra Ehlersens Collegium."

"

"Vi ere komne ind i Noahs Ark, Du! eller i et Menagerie; her er baade Bjørne og Pappegøjer." fvarte den Anden, „gið Dagen snart maatte afsløre disse dybe Hemmeligheder."

»Jeg længes efter Frokosten,“ sagde den Første, "en god Snaps gammel Rom vilde gr'e mit indre Liv en højere Betydning."

"Har I Rom,“ hvæsede Prangeren, som blandt de franske Ord opsnappede dette ham velbekjendte, „skal A lave os en Knægt, saasnart det bliver Dag."

"Deres Højærværdighed taler i Allegorier," svartes paa Dansk, maatte det ikke behage Dem at lade Sandheden fremtræde i sin simple Nogenhed, i sin skjønne ukunstlede Ynde!"

"Hua? hvem træder nøgen frem her? - Hr. Kammerraad! sover Han? De sige, her gaaer nøgne Mennesker herinde

--Piil apport!" tordnede en ny vældig Rest, som om den kom ud af et Drehoved; og herpaa fulgte et almindeligt Latterchor.

„Alle gode Aander!" fukkede Een med affecteret Angest, „det er den vilde Jæger!"

"Sante Hubert!" klynkede en Anden,,,ora pro nobis!" "Det torde være et Spørgsmaal," sagde den Tredie, om Drømne kunne ansees for Yttringer af en potentseret Naturkraft, en Tilstand af klarere Selvbevisthed

»Drømme ere Drømme," sagde han med Madkurven, de komme fra en fuld Mave; naar I vil drømme, skal I sætte et godt Skud Meclgrød tillivs før I gaaer i Seng —"

"Meget rigtigt," afbrød een af Svemændene, „Drømme ere ikke Andet, end Meelgrød i anden Potents; men det er et Spørgsmaal, om ikke Boghvedegrød ogsaa er istand til at hensætte Sjælen i en Tilstand af klarere Selvbevidsthed?"

,,Var Du i Kirken i Søndags?" hvidskede den ene af Philosopherne bag ved mig.

"Nej!" svarte den Anden.