Billeder på siden
PDF
ePub

Lystige Fug som tilforn. Han foer ud mellem Damerne reciterende med flydende Tunge det bekjendte Distichon: ,,Qvando conveniant Catharina Margreta Sibylla, Colloqvium faciunt et ab hoc et ab hac et ab illa."

"Det er paa Dansk“ tilføiede han, „saameget som: god Morgea, mine tre Gratier! det glæder mig at see deres def= lige Ansigter og høre deres liflige Stemmer."

[ocr errors]

Det er altfor frit overfat, min Herre!" sagde den ældste af dem; „det hedder egentlig: Gid Pokker havde jer, I tre Sangklokker! naar I komme sammen, kan man iffe høre Drelyd for jeres Sliddersladder. Lagbe Jiffe Marke til" fagde hun til de to Andre, at han nævnede os endog vcd Navn?"

[ocr errors]

"Jeg hørte din Søsters og mit, men dit ikke", svarte Grossererens Kjereste..

[ocr errors]

„Ah!" gjentog hiin, „Sibylle! det er mig det er et Æresnavn, han giver mig."

Farniente loe, greb hendes Hænder og sagde: min kloge Sibylle! min lærde Sibylle! for dette Indfald fkal De have dem en lille Svingom i fri Luft."

Hermed begyndte han at valtse, og Hornisterne at blæse. Grosfereren og Lieutenanten fulgte Exemplet: hiin tog fin Kjereste, denne fin Søster. Inden jeg tænkte de paa havde Fætter mig om Livet; og da han har Bjørnekræfter, rev han mig, uagtet al min Modstræben, med sig. Nogle Omgange gik det saa som saa; men da Holstenst Gallopvalts ikke er min Sag, kom vi omsider fra den jevne Bjergflade ud i Lyngen, og bous! der rullede vi begge to.

Spillemændene, som sørst bleve det vaer, kunde ikke blæse længer for Latter, og nu holdt ogsaa de andre op at dandse, hjertelig leende ad vort Uheld.

Idet vi igjen klavrede op, hørte jeg Sibylle fom

[ocr errors]

jeg nu vil kalde hende gjøre den Bemærkning: "at for Bønderkarle vare vi temmelig raske og slet ikke undseelige." "Det er Musikkens Almagt" raabte Farniente; men lad os nu faae vor Kaffe!"

Alle satte sig i en Kreds paa Hynderne og Kapperne omkring Træstubben, der under Dansen af Præstesønnerne var dækket til Kaffebord.

"Sæt jer ogsaa ned Bern!" sagde Lieutenanten til Fætter og mig; 3 kunne nok være trætte af Dandsen...

Vi satte os tause i nogen Afstand fra Cirklen. Sibylle stjænkede; men baade hun og de to andre Damer skottede imellem hen til os, som det forekom mig, næsten lidt mistroiff; men ingen oftere end Lieutenantens yngste Søster. Fætter hvidstede et Par Gange til mig, at hun var uhyre smuk.

Da Herrerne havde drukken en Kop hver, vinkede Farniente naadig ad os, sigende: „Kom, Folkens! og faae Jer en Taar!"

Vi rejste og nærmede os langsomt. Sibylle rakte Fæts ter først Koppen. Han tog Hatten i den ene Haand og udstrakte den anden efter Koppen.

Da han havde taget den, og truffen sig et Par Skridt tilbage, fagde Sibylle med en Mine halv skielmsk og halv fpodsk: Dieser Bauer hat sehr zarte Hände; er hat gewiß den Dreschflegel nicht gar zu lange gehandhabt."

mende.

"Es scheint so," sagde hendes Soster, kjendeligt rød

Her tabte Fætter Koppen, og blev staaende ubevægelig som cet af Skovens Træer, med Dinene ligesom fasttryllede til hende, der sidst talte; og jo længere han stirrede paa hende, jo stærkere rødmede hun, og jo mere forlegen og for virret blev hun. Alle vi andre faldt i taus Forundring;

men neppe nogen anden end jeg anede den rette Sammenang.

Farniente brød først los, sigende til Fætter: „min Herre! det er nok paa Tiden, at De aflægger deres Incognito; thi det lader til, at De og denne Dame har seet hver andre før."

Fætter fik nu fit Mæle igjen, traadte hen til hende, og sagde: "Vel har jeg førstegang idag nydt den Lykke at see de Læber, hvis Stemme to Gange har lydt saa behagelig for mit Dre. Men af den kan jeg ikke tage Feil, saa dybt er den bevaret i min Erindring - tør jeg fmigre mig med, at ikke heller min Røst er ganske glemt af Dem?

Catharina saa hed hun

svarte med et Smiil, hvori der virkelig laae mere end i hendes. Ord: „hverken Deres Stemme eller Deres Ansigt skjøndt De var en Grand d'Espagne den sidste Gang. De maae nemlig vide, at hele Hyrdeskaren klædte sig om før Demaskeringen."

"Det var som Fanten!" raabte Lieutenanten, "gamle Bekjendtskaber! Nye Maskerade!"

"Og nu et virkeligt Hyrdeliv!" faldt Farniente ind; Kommer, I Naturens Sønner! og slutter eder til vor blide Vennekreds !"

Vi toge efter Indbydelsen Sæde, og efter at vi havde sagt vore Navne, ledte Fætter Samtalen hen paa Begivenhederne ved Esrom Søe, og spurgte Catharina: „hvorledes gik det Deres stakkels Veninde? hvordan 'fandt hun sig i sin Skjebne?"

"Ret godt

der sidder hun!" svarte hun smilende, og

pegte paa Grossererens Kjereste.

Fætter studsede, og sagde noget forlegen: „Det var en

[merged small][ocr errors]
[ocr errors]

ikke saa meget sørgelig" faldt Grossereren ind, "for den Druknede kom dog tillive, og det var saamænd mig!"

[ocr errors]

"

"Ih!" raabte Fætter glad overrasket, Gud skee Lov! det var meer end vi dengang haabede men den stakkels Fusentast, som væltede Baaden, og vilde have drukuet sig selv bagefter?"

"Det var faamænd mig raabte Farniente; "og da jeg dengang kom í Tanker om, at jeg kunde trænge til en Hovmester, saa giftede jeg mig: og der" pegende paa Sis bylle sidder hun, som nu styrer min Baad over Livets farlige Søe."

"

[ocr errors]

Det var bleven Dag. Langsomt oprulledes i Nordost Nattens dunkle Forhæng. Lysere og lysere blev Himmelens Blade. Lærkerne sang deres tusindstemmige Morgenchor. Skovens Fugle begyndte med enkelte korte Fløjtetoner at stemme deres Struber. Gjennem Dalene nedrullede de blege Taagebølger, og lagde sig som et Teppe paa Søen.

Jeg faae hen over den mod Østen med en Følelse forestiller jeg mig, liig Oldingens, naar han skuer ud over Livets Moje og Bekymring mod Evighedens Dagskjær.

Solen stod op. Jugen Skildring her! See! og tilbed i din Sjæls Glæde! Saadan Glæde er Tilbedelse.

Kun dette til en Beslutning! Aldrig har vel det store Dagens Lys ved fin Opgang skuet en Kreds af gladere Mennesker paa Himmelbjergets Top; og af alle dem endnu ingen lyffaligere end Ludvig og hans gjenfundne Hyrdinde, hvis Ansigter straalede i Kjerligheds Morgenglands. Nu, et halvt Aar derefter, ere de forenede for dette Liv og for det, som vi vente.

[ocr errors]

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. 1.

6

Sfibsjournal.

(Holden paa en Søercise fra Kjøbenhavn til Aalborg.)
Forhen trykt under Firmaet P. Sp.

Anledning og Indledning.

„Mennesket har Abenatur," det er en stor Sandhed; men den er vist nok grumme gammel. Jeg siger derimod: Aben har Menneskenatur, hvilket betyder det Samme; wen klinger bedre; thi hiint er en Grovhed mod Menneskene

dette en Compliment til Aberne. Hverom alting er, saa anseer jeg denne Efterabelsesdrivt for Møder og Amme til al menneskelig Cultur - baade aandelig og legemlig.

Og er den endelig ogsaa prima causa til efterfølgende Opsats. Thi da jeg i mit 25de Aar forlod Gefions De, for at besøge Jyders Land, saae jeg, ved min Jndtrædelse i Stibet, paa kahytbordet Skipperens Journal, hvis forte, sammentrængte, sententieuse Stiil jeg strax erklærede for en heldig Efterligning af Thucydides og Tacitus.

laber Kuling Vinden ret Vesten

en Sejler til Luvart

[blocks in formation]

"

Smukt Vejr
Storm

Koffen overbord“

v. s. v., vare Sætninger, der syntes mig ligesaa indholdsrige,

« ForrigeFortsæt »