Billeder på siden
PDF
ePub

lyftige Fug som tilforn. Han foer ud mellem Damerne res citerende med flydende Tunge det befjendte Distichon:

Qvando conveniant Catharina Margreta Sibylla,
Colloqvium faciunt et ab hoc et ab hac et ab illa."

Det er paa Danft“ tilføiede han, maameget fom: god Morgea, mine tre Gratier! det glæder mig at fee deres dejs lige Ansigter og høre deres liflige Stemmer...

,,Det er altfor frit oversat, min Herre!" sagde den ældste af dem; det hedder egentlig: Gid Poffer havde jer,

tre Sangkloffer! naar 3 fomme fammen, fan man iffe bore Drelyd for jeres Slidderfladder. Lagbe 3 iffe Mærke tit" fagte bun til de to andre, at han nævnebe os endog ved Navn?"

Jeg hørte din Søsters og mit, men dit iffe", svarte Grossererens Kjerefte.

Ah!" gjentog hiin, „Sibylle! det er mig – det er et QEresnavn, han giver mig.“

Farniente loe, greb hendes Hænder og sagde: wmin kloge Sibylle! min lærde Sibylle! for dette Indfald, ftal De have dem en lille Svingom i fri luft.“

Hermed begyndte han at valtfe, og Hornisterne at blæse. Grossereren og Lieutenanten fulgte Exemplet: hiin tog fin Kjerefte, denne fin Søster. Inden jeg tænkte deipaa havde Fætter mig om livet; og da han har Bjørnekræfter, rev han mig, uagtet al min Modstræben, med sig. Nogle Omgange gik det faa fom faa; men da Holstenft Gallopvalts iffe er min Sag, kom vi omsider fra den jevne Bjergflade ud i Lyn: gen, og bous! der rullede vi begge to.

Spillemændene, som først bleve det vaer, funde ilfe blæse længer for Latter, og nu holdt ogsaa de andre op at dandse, hjertelig leende ad vort uheld.

3det vi igjen' Flavrede op, hørte jeg Sibylle som

[ocr errors]

ieg nu vil falde hende gjøre den Bemærkning: wat for Bonderfarle vare vi temmelig raffe og flet iffe undseelige.“

„ Det er Musikkens Almagt“ raabte Farniente; „men lad os nu faae vor Kaffe!"

Alle fatte fig i en Krebs paa Hynderne og Rapperne omkring Træstubben, der under Dansen af Præstesønnerne var bæffet til Kaffebord.

"Sæt jer ogsaa ned Børn!" sagde lieutenanten til Fæts ter og mig; -} funne nok være trætte af Dandsen.'

Vi fatte os tause i nogen Afstand fra Cirklen. Sibyte ftiænfede; men baade bun og de to andre Damer flottede imellem hen til os, som det forefom mig, næsten lidt mistreift; men ingen oftere end Lieutenantens yngste Søster. Fætter hvidskede et Par Gange til mig, at hun var uhyre smuk.

Da Herrerne havde drukken en kop hver, vinkede Farniente naadig ad os, sigende: „Som, Folkens! og faae Jer en Taar!"

Vi rejste og nærmede os langsomt. Sibylle rafte Fæts ter først Koppen. Han tog Hatten i den ene Haand og udstrakte den anden efter Koppen.

Da han havde taget den, og truffen sig et Par Skridt tilbage, sagde Sibylle med en Mine halv skielisk og halv fpobft: Dieser Bauer hat febr zarte Hände; er hat gewiss den Dreschflegel nicht gar zu lange gehandhabt.

„Es scheint so," sagde hendes Soster, fjendeligt rødmende.

Her tabte Fætter Koppen, og blev staaende ubevægelig som cet af Skovens Træer, med Dinene ligesom fasttryllede til hende, der fioft talte; og jo længere han stirrede paa bende, jo ftærkere rødmede hun, og jo mere forlegen og for: virret blev hun. Alle vi andre faldt i taus Forundring;

men neppe nogen anden end jeg anede den rette Sams menhæng.

Farniente bred først los, sigende til Fætter: ,,min Herre! det er nok paa Tiden, at De aflægger deres Incognito; thi det lader til, at De og denne Dame bar feet hverandre før."

Fætter fik nu fit Mæle igien, traadte hen til hende, og fagbe: Vel har jeg førstegang idag nydt den Lyffe at fee de læber, buis Stemme to Gange bar lydt faa behagelig for mit Dre. Men af den kan jeg ikke tage fejl, saa dybt er den bevaret i min Erindring - tør jeg fmigre mig med, at iffe heller min Røst er ganske glemt af Dem?

Catharina faa hed bun - svarte med et Smiil, hvori der virkelig laae mere end i hendes. Orð: „hverfen Deres Stemme eller Deres Ansigt ffjøndt De var en Grand d'Espagne den sidste Gang. De maae nemlig vide, at hele Hyrdestaren klædte fig om før Demaskeringen...

Det var som Fanten!“ raabte Lieutenanten, gamle Bekjendtskaber! Nye Masterabe!..

„Og nu et virkeligt Hyrdelio!. faldt Farniente ind; , Kommer, Naturens Sønner! og slutter eder til vor blide Vennekreds !!

Bi toge efter Indbydelsen Sæde, og efter at vi havde sagt vore Navne, ledte Fætter Samtalen hen paa Begivens hederne ved Esrom Soe, og spurgte Catharina: boorledes gif det Deres stakkels Veninde? Hvordan fandt hun sig i sin Skjebne?.

Ret godt – der sidder hun!" svarte hun smilende, og pegte paa Grossererens Kjereste.

Fætter studsede, og sagde noget forlegen: „Det var en førgelig Ulyffe, men

iffe saa meget sørgelig“ faldt Grossereren ind, nfor den Druknede fom dog tillive, og det var saamænd mig!"

135!" raabte Fætter glad overrasket, Gud sfee lov! det var meer end vi dengang haabede men den staffels Fusentast, fom væltede Baaden, og vilde Have 'drukuet fig selv bagefter ?.

Det var saamænd migu raabte Farniente; rog da jeg dengang fom i Tanfer om, at jeg funde trænge til en Hov: mester, faa giftede jeg mig: og der. pegende paa Sis byule residder hun, som nu styrer min Baad over livets farlige Søe.

[ocr errors]

Det var bleven Dag. Langsomt oprulledes i Nordost Nattens dunkle Forhæng. Lysere og lysere blev Himmelens Blade. Pærkerne fang deres tusindstemmige Morgenchor. Skovens Fugle begyndte med enkelte forte Fløjtetoner at stemme deres Struber. Gjennem Dalene nedrullede de blege Taagebølger, og lagde sig som et Teppe paa Sven.

Jeg faae hen over den mod Dsten med en Folelfe forestiller jeg mig, liig Didingens, naar han ffuer ud over Livets Moje og Bekymring mod Evighedens Dagstjær. Solen stod op.

Jugen Skildring her! See! og tilveo i din Sjæls Glæde! Saadan Glæde er Tilbedelse.

Kan dette til en Beslutning! Aldrig har vel det store Dagens lys ved fin Dpgang skuet en Kreds af gladere Mens nester paa Himmelbjergets Top; og af alle dem endnu ingen lyfsaligere end Ludvig og hans gjenfundne Hyrdinde, hvis Ansigter straalede i Kjerligheds Morgenglands. Nu, et baist Aar derefter, ere de forenede for dette liv og for det, som vi vente.

Offtto

S. S. Bliger. Gamle og nye Noveller. 1.

6

Skibsjournal.

(polden paa en Søercise fra Kjøbenhavn til Aalborg.)

Forhen trykt under Firmaet P. Sp.

Anledning og Indledning. „Mennesfet var Abenatur, det er en stor Sandbed; men den er vist nok grumme gammel. Jeg figer derimod: Aben bar Menneffenatur, hvilket betyder det Samme; men flinger bedre; thi hint er en Grovhed mod Menneskene - dette en Compliment til Aberne. Hverom alting er, saa anseer jeg denne Efterabeljcsdrivt for Moder og Amme til at menneskelig Cultur -- baade aandelig og legemlig.

Og er den endelig ogsaa prima causa til efterfølgende Dplate. Thi da jeg i mit 25de Aar forlod Gefions De, for at besøge Jyders land, sage jeg, ved min Indtrædelse i Skibet, paa Kahytbordet Skipperens Journal, hvis forte, sammentrængte, fententieuse Stil jeg strar erklærede for en heldig Efterligning af Thucydides og Tacitus. „Smukt Vejr - laber Kuling en Sejler til Luvart Storm Vinden ret Vesten Foffen overbord Koffen overbord o.f. V., vare Sætninger, der fyntes mig ligesaa indholdsrige,

« ForrigeFortsæt »