Billeder på siden
PDF
ePub

Svab holde f efter ?" raabte min Kubft.

Hvad vi holde efter ?" svartes der: „Har y lyst til til at kjøre gjennem Helvede, saa kan I jo tjøre omkring !

Her fan 3 iffe fomme om," raabte een af Bønderne, som fom ben til og med fin Fork paa Naffen: Vinden bærer lige over Landeveien, og Siden har naaet den paa mange Steder.

, Kan vi ikke kjøre uden om?" spurgte man paa den forreste Vogn.

Nei, svarte Bonden: der er en More her til Høire; dersom f kjendte til Veien til venstre, der funde bet maaskee gaae an; men faa maae I kjøre et Stykke tvers over Heden, inden f igien naaer Landeveien.“

„Vil Du vise os Vei?" sagde jeg.
Jeg tør ikke vel gaae herfra for Sognefogden!. foarte han.
Men om jeg giver Dig en Bankofeddel?" gjentog jeg.

„ Det var en anden Sag,« lød Svaret nu: „dil j til Viborg?

3a!"

Bonden gav fin Fork fra fig, git til venstre hen uden om giden og bad og følge efter.

Jeg breiede først ind i Heden, og den forreste vogn bag efter mig; men da det gik tvers over gamle tilgroede Hjulspor, faldt Kjørselen temmelig ujevn, og ved ethvert hef= tigt Stump hørte jeg et qvindeligt 36" fra den anden Vogn. Det var først nu, jeg faae mig om efter den, og fandt, at der paa den var, foruden Kudffen, en føer gammel. agtig Mand og et ungt Fruentimmer. Jeg lod gjøre Holdt, ftod af, git hen til dem, og foreflog: at lade Bognene kjøre foran, og selv tilfods følge efter. Forslaget blev antaget, og jeg bød Fruentimmeret min Arm.

Endnu havde jeg ikke ret feet hendes Ansigt, da hun

!

[ocr errors]

ftod af til ben Side, som vendte fra iden, men en fulds fommen smuk Figur, hvis Omrids Luerne vifte mig, opfor: drede mig til at sige hende nogle Artigheder, som f. Er. at jeg nu befandt mig imellem en dobbelt Fld (jeg gif imellem hende og Ilden), at dette vist ikke var Helvede, som jeg før hørte raabe, siden Englene vare faa nær, b. f. . Min Tiltale blev faa vittigt besvaret, at jeg blev nysgjerrig for at fee ben Mund, ber talte faa vel.

Pludselig lod jeg, som om jeg gjorde et Feiltrin, for at komme til at gjøre en Vending mod Jiden. Jeg faae! Himmel! jeg faae en virkelig Engel, en Engel faa deilig, faa majestætift ftjon, at — borte var al min Vittighed, alt mit Mod. Havde jeg for fagt formeget, fagde jeg nu for lidt, thi jeg fagde flet intet. Ofte vilde jeg igjen begynde paa den afbrudte Samtale; men Alt hvad der faldt mig ind, syntes mig erfedumt Tøi. Kort sagt: jeg begyndte halvt om halvt at troe, jeg var forliebt, endftjondt der ogsaa faldt mig en anden Fortolkning ind, den nemlig, at dette himmelske Ansigt var mig bekjendt, hvorvel jeg slet ikke kunde komme paa, naar og hvor jeg førft havde feet det.

Jeg stammede mig jo længere jo dybere over min pluds selige Taushed, og det faldt mig fom en Steen fra mit Hjerte, da Pigens Reisefælle indledte en Samtale om Hedes brandc, ledsaget af Spørgsmaal, som jeg, til Lykke, var istand til at besvare. Saaledes naaede vi da atter Landeveien, men da Pigen slap min Arm og hoppede op paa fin egen Vogn, havde jeg en Følelse, omtrent som naar man fra en varm Stue fommer ud i Kulden.

Vognen rullede bort; hun vendte fig endnu engang, og niffede til mig, men jeg blev ftaaende, og havde vel staaet der endnu, dersom iffe min Kudsk havde spurgt, om jeg ikke nu vilde op at fjøre?

[ocr errors]

Jeg satte mig opi'de Andre havde imidlertid faaet et Forspring, og tjørte tillige raft; men hvor inderligt jeg end ønskede at naae dem, funde jeg iffe bitte paa, at bede Rud: ften ile - nok et Beviis, at det ikke var rigtigt med mig; og troer jeg næsten, at jeg hadde en Slagø Frygt for at minde ham.

Stjøndt jeg efter nogen Tids Forløb angrede min Dorft: heb, saa trøftede jeg mig dog med, at jeg snart ftulde samles med hende i Kroen. Jeg kom – faae bende ikke. Jeg spurgte, man vidste af ingen Vogn at sige de maatte være fjørte forbi. Jeg beskrev begge Reisende fáa godt jeg funde

man fjendte dem ifte, og gjættede snart paa Een, snart paa en Anden, hvorved jeg blev end mere forvildet. Jeg vilde efter dem, men hvorben? Veien deelte sig ved Kroen i tre Grene, og hvilken ffulde jeg følge? Ærgerlig, sulten, fors elftet, gik jeg tilsengs, bandende min egen Dumhed, at jeg ei engang havde forhørt mig om deres navne og Bopæl.

III.

Ballet. Efteraaret og vinteren bare fomne sammen, og ftrede om Herredømmet; det vil sige faa meget fom, at det var fidft i November Maaned, da Snee, Slub, Regn, Blæst og Taage kappedes om at opbløde Jorden og formørke Himlen og Hus møret.

Mit Landvæsen var organiseret, en Avlsforvalter antaget, amerikanske Plouge, Erstirpatorer, Tærskemaskiner etc. etc. anstaffede, Schweißerkøer og spanske Faar indtjøbte; Gaardens Huse vare reparerede og pent oppudsede baade uds vendigt og indvendigt; moderne Lysefroner og Lamper, Dis vaner, Himmelsenge og stjønne Malerier prydede de nylig

gibfede Værelser med faa Drb: der fattebes iffe Andct, end en Kone.

Men jeg havde nu fast forefat mig, iffe at ægte nogen Ans den, end min Deilige paa Heden, som jeg efter tre Maane: ders Forløb endnu ikke havde glemt, stjøndt jeg stundom var nær ved at ansee hele Eventyret for et Luftfyn, og hende felv for en Salamanderfee.

For at adsprede mig lidt og opmuntre mit Sinb i det mørke Veir, som og for at gjøre et honet Vekjendtskab med Dmegnens honette Folf, havde jeg ved min Forvalter som heromkring var vel bekjendt - ladet dem alle paa to Miles Omfreds indbyde til et Bal.

Aftenen fom, og den ene Vogn efter den anden rullede ind i Gaarden med Herrer og Damer. 3 den marmorflisede Vestibul modtog jeg dem nof saa galant, iført min russiske Husaruniform og smyffet med mine Drbener. Her gjenkjendte jeg mangen en Barndoms Ven og Veninde, faae flere nye Ansigter, men Ingen blandt dem Ade, som var iftand til at forandre Takten i min Puls.

Saasnart Damer og Cavalerer vare omklædte og pyns tede, og Forvalteren forsiktrede mig, at de nu vare fomne, som vilde tomme, aabnede jeg Ballet til Mufiffen af de tre nærmeste Kjøbftæders blæsende og bestrengede Instrumenter. Jeg havde bandset Qvadrilen igjennem pas sidste par nær, uden enten saa noie at tage Damerne i Diefyn, eller lægge Mærke til, at juft et nygankommen Par havde opstillet fig. Idet jeg gav denne Dame Haand til Rundt, faldt mit Blit paa hendes Ansigt - WD Amor! du Guders og Menneskers Herre!" – det var hende! havde jeg rørt ved en Sitteraal, et heftigere elektrisk Stob ffulde jeg ikke have fornummet. Paa Stodet fulgte en sagte Stjælven; men enten det var min

Haand eller hendes, der stjalv, vidste jeg endnu ikke; rime: ligviis var det dem begge to.

Saaledes fom fidft," begyndte jeg, da Touren var forbi: , maae vi ikke stilles ad.“

Det var ved Ilden, troer jeg!" svarte hun rødmende. „Veeb De, at den brænder endnu ?. vedblev jeg.

„Dh!" sagde hun alvorlig: Det maa være en anden 31d, det fænger let i Heden — —

Men slukfes vanskelig, afbrød jeg.
Ofte gaaer den ud af sig selv, lagde hun langsomt til.

„Dennegang iffe!" sagde med Heftighed, og bød hende op til næste Dands.

Hvorfor skulle jeg gjentage denne Nats forliebte Sals skaber? Om Morgenen fad jeg í Kjærlighed til begge Drerne, og næste Eftermiddag reed jeg ind i Hr. N..... Gaard, for at høre til hans fljonne Datters Befindende. God Gjerning kan iffe gjøres for tidt, og derfor gjentog jeg mit Besøg, først hveranden Dag og siden hver Dag, indtil min elskede Josepha engang faa hændelsesviis sank til mit Bryst og til: ftod mig fin Kjærlighed. Ufortøvet opsøgte jeg Faderen, og bad om hans elskværdige Datter.

„Af mit gandske Hjerte,svarte han: runder jeg dem Pigen; men – et Drb først: hun er iffe min Datter ! hvorvel jeg elsker hende ligesaa hoit, som om hun virkelig var det..

Hvorledes?" raabte jeg: Hvis er hun ba?
, Dil De endnu have bende ? spurgte han.

„Om hun faa var Natmandens Datter i H.....," foarte ieg: waa maa og skal hun være min Rone!

„Velan! Jeg ffal da aabenbare Dem bendes Herkomst; inen det bliver mellem 08 mellem og To alene en evig Hemmelighed. Hun selv veeb Intet deraf, og bør Intet vide,

« ForrigeFortsæt »