Billeder på siden
PDF
ePub

,,Stop lidt!« afbrød jeg, „Nu falder det mig til at præsentere dig Fætter! thi din Beskedenhed vil vist lægge Skjul paa dine egne Fuldkommenheder. Hr. Procurator luda vig ****! een af den blinde Zustitias blinde Tjenere! Som saadan agter han at lede Retfærdighedens Gang ved alle Underretter i Jylland. Han nærer to fire Ideer: den ene, at han ikke vil foretage sig andre end retfærdige Sager; den anden, at alle retfærdige Sager maa vindes. De indfeer folgelig: pro primo, at han ikke stikker dybt i Jura, pro secundo, at han fjender ligesaalidet til Berden som jeg, og pro tertio, at hans Praris iffe vil vorde betydelig. Af den Løn, hans naadige Frue giver ham, skal han altsaa ikke blive feed; og dersom han ikke havde privat Formue, kunde han vente at vorde underholdt paa offentlig Beloftning.“

„Prægtigt, mine Herrer!. raabte lieutenanten, njeg feer, at vi ber ere fem Alen af eet Styffe, og at vi slutte uhyre godt; lad os nu ogsaa holoe Trit ved Flaffen - Giv Agt! der skal opmarscheres! En toe! En toe!

Dg saaledes stampede han med forte hurtige Skridt ind i Teltet; vi andre i famme Tempo bagefter.

Hvad vi her bestilte, behøver ingen vidtløftig Forklaring: vi aad og draf og vare glade; vi fladbrede, og vi fang til Afverling. Vi brød os hverken om Præteritum cüer Futurum, men holdt os allene til det lyffelige Præsens, efter vor Præceptor, den gale Horatses Lære og Erempel.

Grossereren var den første, som benimod Midnat min: dede om, at en lille luur vilde gjøre godt, og bevirke, at vi med des større Munterhed kunde hilse den opgaaende Sol. Dette fandt almindeligt Samtykke. Af Hynder og Rapper redtes snart en Softerseng, paa hvilken vi fem fidele Brødre udstrakte os. De fire indsov snart, Een efter en Anden; fun jeg blev vaagen; og da jeg fornam, at Søvnen iffe vilde

indfinde sig, rejste jeg mig saa sagte som muligt, og gif udenfor Teltet.

Det var trindtom tyst. Himlen var ffyfrie, men af dens Millioner Dine vare fun enkelte aabne, og selv disse blinkede langsomt og mat, som om de stred mod Søvnen; thi hiint straalende Kongelys, der snart ffulde beelt udfluffe deres svage Glimt, flarede allerede for sig i Norden.

Det er iffe Mørfet, endmindre Storm eller Uvejr, der gjør Natten saa hoitideligrædsom; det er dens dybe Koe, denne Dødstilhed i bele Naturen; dette at vide sig selv ene vaagen midt i en fovende Berden, ene levende i den uhyre Gravhvælving, ene med fine bange svimlende Tanfer om Død og Evighed.

Hvor kjer er da enhver lyd, der afbryder den uhyggelige Eensomhed, og minder om Sfabningens Gjenopvaagnen, dens daglige Opstandelse til liv og Syssel og Glæde – ja ogsaa til Uro og Møje. Hvor begjerligt opfangede mit Dre{ ethvert stærkere Aandedræt af de Slumrende i Teltet! den neppe hørlige Susen af den fjerne Skovbæk! Hvor venlig, fortrolig klang mig þanens Midnatsgal fra nærmeste Hytte, der snart besvaredes stærkere og svagere her og der.

Men ogsaa disse Venner førstummede, der blev atter Taushed. Dog iffe længe: fjernt bag ude i Stoven løde andre og fodere Toner. Jeg lyttede, og lyttede; det var Mu: fit den blev stedse borligere fom nærmere det var blæsende Instrumenter Hornene fra iaftes. Som en mild Regn, der opliver og bæver det fynkende, hendøende Blad: faaledes drysse de liflige Toner opinuntrende, styrkende ned i det af Sorg og Bekymringer sammenpressede' Bryst. Hers lige Triumph for Menneskets uafladelig virksomme Aand !

At indaande liv i den døde Materie, gjennem Træ og Metaller at tale Hjertets ædlefte Sprog, og gjøre det haarde

[ocr errors]

Malm til Organ for Tanker og følelser, tem læben ej engang med Orb mægter at udtrykke! Vel fortjent er Mu: fitfen faldet Sjælens Viin," men hvorfor iffe ogsaa ..Hjertets lys?" For mit er den det samme som Morgen: lyset for den natlige Vandrer, eller et Solglimt gjennem Vinterens Skye. Og velsignet være Du, falige Weber! for de Strømme af liflige Toner, der udrandt fra dit Bryst som evigt uudtørrelige Kilder fra Jordens Barm, til at fryde Menneffens Børn. Hellere vilde jeg være Forfatter af blot denne vin sjæleglade Marsch, end af alle Byrons fiælefortør: rende Digte.

Stykket var forlængst ude; og da jeg ikke hørte videre til Nogen, fad jeg og grundede paa, om det alligevel iffe kunde have været aandelig Musik af Skovens eller Bjergets usynlige Beboere, og i dette Fald, om da de Smaaalfer havde lært den af Weber, eller han af dem.

Da blev jeg lys vaer langt henne paa samme Kant, men som flyttede fig, forsvandt, fom igjen, og blev atter borte. Jeg gik nu ind i Teltet, hvor de i dybere Sevn Hensunfne gjennem Næse og Gane gjorde en anden og mindre behages lig Musif.

Jeg faldte: „mine Herrer ! mine Herrer! vi funne snart vente Fremmede...

Fætter vaagnede først, satte sig overende, og spurgte hvad er der ?

„Choret fra iaftes“ svarte jeg, og et formeligt Fakkeltog."

Han sprang op, og traadte udenfor. Lieutenanten vaag: nebe; jeg fortalte ham det samme.

Han ruskede i de andre to, og raabte: ,munter! munter! Nu har vi Damerne.

Det fan jeg lides fagde Grossereren, wde komme før be bar lovet Farniente! berop!"

..Farniente,“ svarte den Anraabte la’er formælte Da: merne fin Hilsen, og be'er jer Andre gaae Fanden i Vold! Lav mig fove, 3 Natteravne !

,,Det gaaer ikke an“ sagde hiin, for de skal ind i Teltet.“

Lieutenanten treen atter ind : mstaae nu fjønt op, du Syvsover," sagde ban, paa Djeblikket har vi de fjere Piges børn; de komme med Fakler og blæsende Instrumenter."

"Jeg blæser selv af de tjere Pigebørn, snærrede Farniente, ,,lad dem bie, til jeg faaer Lejlighed

eller fog jeres Kaffe, og hold jeres Sladderads herudenfor - det smager bedst i fri luft Godnat igjen!"

Hermed kastede han sig omkring. Vi forlod ham for at gaae Toget imøde; Fætter og jeg bag efter de andre, da vi for de Nyankommende vilde endnu lidt bevare vort Incognito.

Et Par hundrede Skridt fra Bjerget inde i Skoven traf vi sammen med dem. De bare fyr i Tallet! to Fafs felbærere, to Hornblæsere, og tre Fruentimmer. Af de sidste vare de to unge, og den tredie noget ældre. Hornisterne vare neppe fuldvorne Knøfe, som hørte til det hele Kjøben: havnske Rejseselskab, og Faffelbærerne vare Sønner af den Præft, hvor det havde sit Hovedquarteer.

Den ene af de unge Piger faldt Grossereren faa fjer: ligt om Halsen, at ingen funde være i Tvivl om deres Fors! hold til hverandre. Den anden hilfede mildt, men tilbagebols dende, og holdt bestandig den tredie ældre, med hvem hun talte fagte og næsten hvidskende, under Armen, lieutenanten blandede sig af og il i Samtalen, der angit fremmede, os ubeljendte, Ting.

Spillemændene fatte sig først igjen igang, og mindede de Dvrige ved et muntert Stykke paa Hornene. Medens.de marsderede forbi, bleve Fætter og jeg staaende, og gjorde

Front imod dem, hver paa sin Side af Vejen. Da vi igjen sluttede og sammen, bemærkede jeg, at den ene af de unge Damer - iffe Grossererens Kjerefte - faae sig om efter os, og at den anden spurgte lieutenanten, hvem vi vare?

„To Landsoldater af mit Compagnie" svarte han, nde ere ber fra nærmeste Bye, og bar gaact os tilbaande med Teltets Dprejsning."

Karle!" sagde han til os i en bydende Tone, „fan 3 hente os Vand fra nærmeste Bæk, og Brænde til at koge vor Kaffe? Jeg skal selv følge med Jer...

»Det var en Sfam, Hr. løjtnand!“ svarte Fætter paa Sydft, vi skal nok besorge det allene..

Saasnart vi vare ankomne til Teltet, fif ban Kaffefjeds len og løb med den hen til en Kilde; jeg gav mig til at pluffe Lyng paa den nordlige Side af Bjerget og Lieutenans ten bar det did, hvor Kaffeen ffulde koges. Under denne Bestilling fortalte ban mig, hvo de Nysankomnc vare; og lærte jeg da beraf, at den ældre Dame og den yngre, som gik med hende, vare begge to hans Søstre. Han vilde endnu fagt mere; men blev heri forhindret, da de just kom hen til os, for at see paa vort Arbejde, hvis Hensigt be iffe ftrar funde fatte: Det var nemlig første Gang i deres lv, de skulde driffe Kaffe fogt ved Lyng.

Det var imidlertid allerede bleven saa lyst, at Begfaflernes Skin fyntes os overflødigt, og at vi godt kunne see at dr iffe ror Kaffe ved Dagfljæret. Lets Ameublement maatte da flyttes udenfor, og Farniente funde følgelig iffe længere nyde den fjere Søvn, naar Sengen blev truffen bort under ham. Ved denne Forstyrrels yttrede han vel strar sit Mishag paa den utvetydigste Maade, det vil sige: med adskillige Eeder; men faasnart han var kommen paa Benene, og havde guedet Djnene, blev þan igjen den samme

« ForrigeFortsæt »