Billeder på siden
PDF
ePub

"Stop lidt!" afbrød jeg, „Nu falder det mig til at præsentere dig Fætter! thi din Beskedenhed vil vist lægge Skjul paa dine egne Fuldkommenheder. Hr. Procurator Ludvig ****! een af den blinde Justitias blinde Tjenere! Som saadan agter han at lede Retfærdighedens Gang ved alle Underretter i Jylland. Han nærer to fire Ideer: den ene, at han iffe vil foretage sig andre end retfærdige Sager; den anden, at alle retfærdige Sager maa vindes. De indseer følgelig: pro primo, at han ikke stikker dybt i Jura, pro secundo, at han kjender ligesaalidet til Verden som jeg, og pro tertio, at hans Praxis ikke vil vorde betydelig. Af den Løn, hans naadige Frue giver ham, skal han altsaa ikke blive feed; og dersom han ikke havde privat Formue, kunde han vente at vorde underholdt paa offentlig_Bekostning."

"

Prægtigt, mine Herrer!" raabte Lieutenanten, „jeg seer, at vi her ere fem Alen af eet Stykke, og at vi slutte uhyre godt; lad os nu ogsaa holoe Trit ved Flasken - Giv Agt! der skal opmarscheres! En - toe! En toe!"

[ocr errors]

Og saaledes stampede han med korte hurtige Skridt ind

i Teltet; vi andre i samme Tempo bagefter.

Hvad vi her bestilte, behøver ingen vidtløftig Forklaring: vi aad og drak og vare glade; vi sladdrede, og vi sang til Afverling. Vi brød os hverken om Præteritum eller Futurum, men holdt os allene til det lykkelige Præsens, efter vor Præceptor, den gale Horatses Lære og Erempel.

Grossereren var den Første, som henimod Midnat mindede om, at en lille Luur vilde gjøre godt, og bevirke, at vi med des større Munterhed kunde hilse den opgaaende Sol. Dette fandt almindeligt Samtykke. Af Hynder og Kapper redtes snart en Søsterseng, paa hvilken vi fem fidele Brødre udstrakte os. De fire indsov snart, Een efter en Anden; kun jeg blev vaagen; og da jeg fornam, at Søvnen iffe vilde

indfinde sig, rejste jeg mig saa sagte som muligt, og gik

udenfor Teltet.

Det var trindtom tyst. dens Millioner Dine vare fun

Himlen var skyfrie, men af enkelte aabne, og selv disse blinkede langsomt og mat, som om de stred mød Søvnen; thi hiint straalende Kongelys, der snart skulde heelt udslukke deres spage Glimt, klarede allerede for sig i Norden.

Det er ikke Mørket, endmindre Storm eller Uvejr, der gjør Natten saa heitideligrædsom; det er dens dybe Roe, denne Dødstilhed i hele Naturen; dette at vide sig selv ene vaagen midt i en sovende Verden, ene levende i den uhyre Gravhvælving, ene med fine bange svimlende Tanker om Død og Evighed.

Hvor fjer er da enhver Lyd, der afbryder den uhyggelige Eensomhed, og minder om Skabningens Gjenopvaagnen, dens daglige Opstandelse til Liv og Syssel og Glæde - ja ogsaa til Uro og Møje. Hvor begjerligt opfangede mit Dref ethvert stærkere Aandedræt af de Slumrende i Teltet! den neppe hørlige Susen af den fjerne Skovbæk! Hvor venlig, fortrolig flang mig Hanens Midnatsgal fra nærmeste Hytte, der snart besvaredes stærkere og svagere her og der.

[ocr errors]

[ocr errors]

Men ogsaa disse Venner førstummede, der blev atter Laushed. Dog ikke længe: fjernt bag ude i Skoven løde andre og fødere Toner. Jeg lyttede, og lyttede; det var Mufit - den blev stedse horligere fom nærmere det var blæsende Instrumenter Hornene fra iaftes. Som en mild Regn, der opliver og hæver det synkende, hendoende Blad: faaledes drysse de liflige Toner opmuntrende, styrkende ned i det af Sorg og Bekymringer sammenpressede Bryst. Hers lige Triumph for Menneskets uafladelig virksomme Aand!

At indaande Liv i den døde Materie, gjennem Træ og Metaller at tale Hjertets ædleste Sprog, og gjøre det haarde

"

Malm til Organ for Tanker og Følelser, dem Læben ej engang med Orb mægter at udtrykke! Vel fortjent er Mus fikken kaldet Sjælens Viin," men hvorfor ikke ogsaa Hjertets Lys?" For mit er den det samme som MorgenLyset for den natlige Vandrer, eller et Solglimt gjennem Vinterens Skye. Og velsignet være Du, salige Weber! for de Strømme af liflige Toner, der udrandt fra dit Bryst som evigt uudtørrelige kilder fra Jordens Barm, til at fryde Mennestens Børn. Hellere vilde jeg være Forfatter af blot denne din sjæleglade Marsch, end af alle Byrons fiælefortørrende Digte.

Stykket var forlængst ude, og da jeg ikke hørte videre til Nogen, sad jeg og grundede paa, om det alligevel ikke kunde have været aandelig Musik af Skovens eller Bjergets usynlige Beboere, og i dette Fald, om da de Smaaalfer havde lært den af Weber, eller han af dem.

Da blev jeg Lys vaer langt henne paa samme Kant, men som flyttede sig, forsvandt, kom igjen, og blev after borte. Jeg gik nu ind i Teltet, hvor de i dybere Sevn Hensunkne gjennem Næse og Gane gjorde en anden og mindre behagelig Musik.

[ocr errors]

Jeg faldte: „mine Herrer! snart vente Fremmede.

mine Herrer! vi kunne

Fætter vaagnede først, satte sig overende, og spurgte "hvad er der?"

„Choret fra iaftes" svarte jeg, og et formeligt Fakkeltog." Han sprang op, og traadte udenfor. Lieutenanten vaagnede; jeg fortalte ham det samme.

Han ruskede i de andre to, og raabte: „munter! munter! Nu har vi Damerne."

Det kan jeg lide" sagde Grossereren, de komme før de har lovet Farniente! herop!"

--

..Farniente," svarte den Anraabte la'er formælde Damerne sin Hilsen, og be'er jer Andre gaae Fanden i Vold! Lav mig sove, I Natteravne!"

"Det gaaer ikke an“ sagde hiin, „for de skal ind i Teltet."

Lieutenanten treen atter ind: staae nu kjønt op, du Syvsover," sagde han, „paa Djeblikket har vi de fjere Piges børn; de komme med Fakler og blæsende Instrumeuter.“

"Jeg blæser selv af de kjere Pigebørn fnærrede Farniente, „lad dem bie, til jeg faaer Lejlighed eller fog jeres Kaffe, og hold jeres Sladderads herudenfor - det smager bedst i fri Luft Godnat igjen!"

Hermed kastede han sig omkring. Vi forlod ham for at gaae Toget imode; Fætter og jeg bag efter de andre, da vi for de Nyankommende vilde endnu lidt bevare vort Incognito.

Et Par hundrede Skridt fra Bjerget inde i Skoven traf vi sammen med dem. De vare syv i Tallet! to Faks kelbærere, to Hornblæsere, og tre Fruentimmer. Af de sidste vare de to unge, og den tredie noget ældre. Hornisterne vare neppe fuldvorne Knofe, som hørte til det hele Kjøbenhavnske Rejseselskab, og Fakkelbærerne vare Sønner af den Præft, hvor det havde sit Hovedqvarteer.

Den ene af de unge Piger faldt Grossereren saa fjerligt om Halsen, at ingen kunde være i Tvivl om deres Forhold til hverandre. Den anden hilsede mildt, men tilbageholdende, og holdt bestandig den tredie ældre, med hvem hun talte fagte og næsten hvidskende, under Armen, Lieutenanten blandede sig af og il i Samtalen, der angik fremmede, os ubekjendte, Ting.

Spillemændene fatte sig først igjen igang, og mindede de Øvrige ved et muntert Stykke paa Hornene. Medens de marscherede forbi, bleve Fætter og jeg staaende, og gjorde

Front imod dem, hver paa sin Side af Vejen. Da vi igjen sluttede os sammen, bemærkede jeg, at den ene af de unge Damer ikke Grossererens Kjereste

[ocr errors]

faae sig om efter os, og at den anden spurgte Lieutenanten, hvem vi vare?

"To Landsoldater af mit Compagnie" svarte han, „de ere her fra nærmeste Bye, og har gaact os tilhaande med Teltets Oprejsning."

„Karle!" sagde han til os i en bydende Tone, „kan I hente os Vand fra nærmeste Bæk, og Brænde til at koge vor Kaffe? Jeg skal selv følge med Jer."

"Det var en Skam, Hr. Løjtnand!" svarte Fætter paa Jydst, vi skal nok besorge det allene."

Saasnart vi vare ankomne til Teltet, fik han Kaffekjedlen og løb med den hen til en Kilde; jeg gav mig til at plukke Lyng paa den nordlige Side af Bjerget og Lieutenanten bar det did, hvor Kaffeen skulde koges. Under denne Bestilling fortalte han mig, hvo de Nysankomne vare; og lærte jeg da heraf, at den ældre Dame og den yngre, som gik med hende, vare begge to hans Sestre. Han vilde endnu fagt mere; men blev heri forhindret, da de just kom hen til os, for at see paa vort Arbejde, hvis Hensigt de ikke strar funde fatte: det var nemlig første Gang i deres Lv, de skulde drikke Kaffe kogt ved Lyng.

Det var imidlertid allerede bleven saa lyst, at Vegfaklernes Skin syntes os overflødigt, og at vi godt kunne see at drikke vor Kaffe ved Dagstjæret. Tets Ameublement maatte da flyttes udenfor, og Farniente kunde følgelig ikke længere nyde den fjere Søvn, naar Sengen blev trukken bort under ham. Ved denne Forstyrrels yttrede han vel strar fit Mishag paa den utvetydigste Maade, det vil sige: med adskillige Eeder; men saasnart han var kommen paa Benene, og havde gnedet Øjnene, blev han igjen den samme

« ForrigeFortsæt »