Dog, for mig var det ikke hermed forbi. Du vil finde - at jeg virkelig paa en Maade blev forelsket; thi Kjerlighed har jo ellers kun een Tilvej til Hjertet Øjnene; til mit snecg den sig að en Bivej - Drerne. Det var nemlig saa mørkt, at jeg ikke faae den Skjønnes Ansigt, men hørte blot hendes Stemme

det underligt latterligt maaskee

ah! en Stemme, saa

fød? det siger ingenting melodist? ikke heller. Kort sagt: jeg kan ikke beskrive dem anderledes, end at den klang som en Tone fra højere Regioner, eller som en længe savnet, en henfaren Vens Rost, eller som en Engels i Drømme.

Jeg

Ogsaa hendes Stikkelse var liig dem, der foregøgles den Slumrendes indvortes Syn, utydelig, uden bestemte Træk og Omrids, og dog istand til at sætte Hjertet i den sødeste Bevægelse. Er Du nogensinde bleven forelsket i Søvne, saa vil Du omtrent funne sætte Dig ind i min Tilstand. faae og ikke face hende: ten ranke, i hvidt indhyllede Skabning, havde netop ved sin Dunkelhed noget aandeagtigt; og Ansigtet, der hurtigt og matglindsende vifte sig og forsvandt under Straahattens Skygge, var at ligne ved Nymaanens Skjær bag blege Skyer, naar det er saa svagt, at Vandreren ikke veed, om hanseer eller blot troer at see det.""

Ja i Sandhed! hendes hele Engleskikkelse kom mig for som Didos, da hun i Elysium sværede forbi den endnu í Kjødet vandrende Æneas

"

„Om hvem taler Du?" afbrød jeg ham.

"Om Veninden

naturligviis," svarte han, og iffe om den ulykkelige Enkepige -hvis jeg saa ter kalde hende." „Hvað Du her fortæller mig,“ sagde jeg, „finder jeg aldeles ikke urimeligt: det halvdunkle vækker større Nysgjerrighed, hæftigere Attraae end det heeltklare; de Yndigheder, der stimtes gjennem Sleret og Du figgere jo

-

gjennem Nattens udmales idealiseret af Phantasien, der just i Mørke har allertravlest. Og nu tilmed Din Stemning, den pludselige Omverling af milde Glæders Havblik med Forskrækkelsens Storme og Sorgens dybe Bølgegang — i Sorg som i Glæde er Hjertet svagest og slettest bevogtet mod hemmelig Overrumpling af Elskovs listige Gud. Dit Drama er da tilende?"

"Den første Act kun;" svarte han, nu kommer den anden."

"Sommeren gif.

En

Vinteren kom, og var næsten forbi, da jeg bivaanede en Maskerade i een af Klubberne. Timestid havde jeg tumlet mig imellem disse Carricaturer, og moret mig ret godt ikke just over ret manges gode Spil; thi kun enkelte havde Við til at gaae ind i den paas tagne Rolle men ved en Idee, der strax var faldet mig ind, og som jeg anvendte paa alle forekommende Caracteermaster.

Jeg forestillede mig nemlig, at Maskeraden var virkelig Sandhed, og det virkelige Liv derimod en Maskerade. Mens neskets naturlige Ansigt forekom mig som en Maste, der ofte ligner, og ofte skjuler den sande Characteer; de almindelige Dragter syntes mig at være falske Costumer, Tale og Væsen et scenist Spil. Men her, paa den saakaldte Maskerade, viser Mennesket sig som det er: Narren fremstiller sig ærligen i sin Narreklædning, fqvadronerer aabenlyst med fin Brir, og klingrer lystigt med Bjælderne: den trædske, dovne, graadige, hænger Munkekappen over: den stolte triner gravitetisk frem som en Grand d'Espagne: den forfængelige prunker med Baand og Stjerner, selvopfundne, selvpaahængte, men netop derfor desto ægtere Tegn paa selvfølt Værd: den vellystige Kvinde, som paa Livets store Maskerade tilhyller fig tugtigen i Uskylds Klædemon, og seer ud blye, undseelig,

hellig som en Cæcilia, hun optræder paa den lille med et driftigt Væsen, og drapperet som Cleopatra: Xantippen farer offentlig omkring med det Riis, der ellers kun snerter inden hendes egne lufte Dørre, og morer det store Publikum med fine Skarlagensprækener. Ja, Oprigtigheden, Sandhedens uforbeholdne Erfjendelse gaaer endog saavidt, at ej engang det Dyriske hos Mennesket fordolges: Grobianen fremviser sig som en virkelig Bjørn: den hoffærdige af tomme Vinde Opblæste, spanker omkring som en kalkunst Hane: den dumstolte Dame valtrer afsted som en naturlig Gaas; og hun, paa hvem Munden løber fra Morgen til Aften som en Pebers kvern, sees her som en uhyre Papegøje.

Denne Forestilling blev saa levende, at jeg tilsidst indbildte mig, 'jeg befandt mig i et Menagerie, og at alle de tobenede Væsner, der hoppede omkring mig, vare Aber, Hunde og andre Slags Dyr, som man havde trukket i Klæder og lært at gaae paa Bagbenene.

Da blev jeg paa en saare behagelig Maade udreven af en ikke saa synderlig morsom Illusion: Ind treen nemlig Haand i Haand tolv languedocffe Hyrder med deres Hyrdinder i deres muntre Fødelands smukke Dragt. Orchestret spillede op med en Française, og denne yndige og dog saa sædelige Nationaldands blev af de tre Ovadriller udført med en saa fuldkommen Lethed og Bestemthed, at alle de andre Masker i Salen med stiltiende Beundring sluttede en tæt Kreds om den skjønne Gruppe.

Da Dansen var forbi, aabnedes Kredsen, og Hyrder og Hyrdinder blandede sig mellem de vrige. Een af de sidste, hvis nydelige Figur og yndefulde Bevægelser især havde tildraget sig min Opmærksomhed, drog mig nu med uforklarlig Magt efter fig rundt omkring i Salen, indtil jeg endelig kom hende saa nær, at jeg kunde tiltale hende.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. I.

5

"Skjenne Hyrdinde!" sagde jeg paa Fransk, „hvorledes er vort Norden blevet saa lykkelig at faae et Besøg af dem og deres smukke Søstre?"

Hun vendte sig raff lige om imod mig, og tàug et Par Secunder, i hvilke et Par mørke Djne støde stivt hæftede paa mine.

"Min Herre!" svarte hun da ligeledes paa Franst, „vi havde spurgt, at Troskab havde sit rette Hjem i dette Norden."

„Men De føre jo hver sin Elsker med - fagde jeg. "Fordi var Svaret, vi haabede at Climaet sfulde have gavnlig Indflydelse paa deres Bestandighed."

"Dejlige Blomst fra Garonnes Bredder!" vedblev jeg, "Hvo kunde være ubestandig mod Dem?"

„Den vist nok“ gjenmælede hun, „ter smigrer mig uden at fjende mig. De kalder mig smuk, og har dog ikke seet mit Ansigt, det maa være Masken, De mener."

"Deres égne Dine sige det gjentog jeg, de maa bære Skylden, hvis jeg skulde fare med Usandhed

Jeg

"Her afbrodes jeg ved den begyndende Dands. opbød Hyrdinden; med et Nik rakte hun mig sin Haand; vi stillede os i Rækken. Nu var det først, jeg ret befindede mig paa, hvor jeg tilforn havde hørt denne søde Stemme, der, stjøndt lidt utydelig under Masken, dog lod mig saa befjendt: det var det kunde ikke være nogen anden end hende, min Alfe fra Esrom Skov. Dog, herom maatte jeg have Vished. Det faldt mig tungt at bie til Dansen var forbi; ingen Dans har enten før eller siden været mig saa behagelig og dog saa lang.

Saaledes føres vi undertiden i Drømme vidt omkring fra een Scene til en anden, høre Samtaler, opleve hele Historier, viðtomfattende, om endog rhapsodifke; og naar vi

da vaagne, og regne efter, har den ganske Drøm kun varet et Par Minutter."

„En saadan Tid" faldt jeg ind, vilde jeg hellere falde drøj, end lang; men bliv ved! Din Historie er mig endnu iffe for lang."

Han vedblev. "Efter Dandsen førte jeg hende tilfæde, og nedlod mig ved hendes Side.

Det kommer mig for" sagde jeg paa Dansk, at jeg engang tilforn har hørt deres Stemme, iffe, ved Garonnes

Bredder

Men" snappede hun hurtig Ordet, og vendte sig om imod mig, „ved Bredden af Esrom Søe maasfee?"

En sød Fornemmelse udvidede og sammenpressede tillige mit Bryst; det var hende, den Usynlige! hun havde dengang ogsaa lagt mærke til min Rost, bevaret den i tro Erindring.

„Andengang altsaa" fukkede jeg „at vi mødes, vedtales, uden at see hverandre; dette ligner virkelig et morgenlandsk Eventyr; men desto hæftigere længes jeg efter det Øjeblik, da De ikke længer vil skjule Deres Aasyn

pent, gratiost, som Pigen hos Skjel

„Naar hun i Blindebuklegen knißtrer dybt inde i Krogen" gjennem Maskens Mundaabning saae jeg Tændernes skinnende Perlerader, jeg tænkte mig Corallæberne omkring dem, Smilehullerne i de blegrøde Kinder - jeg glemte reent, hvad jeg vilde fige.

Hun tog Ordet: „Hvorfor skulde jeg forstyrre Deres Illusion? Lad vort Eventyr som De kalder det blive hvad det er! Naar en Gaade er lost, interesserer den ikke Saasnart Masken er borte, seer De et ganske almindeligt Pigeansigt! nu derimod er Deres Jndbildningskraft

meer.