Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Dog, for mig var det iffe hermed forbi. Du vil finde det underligt - latterligt maasfee – at jeg virfelig paa en Maade blev forelsket; thi Kjerlighed har jo ellers fun een Tilvej til Hjertet Dinene; til mit (neeg den fig ad en Bivei Drerne. Det var nemlig faa mørkt, at jeg ikke faae den Stjønne$ Ansigt, men borte blot hendes Stemme

ab! en Stemme, saa fod? det figer ingenting melodist? iffe beller. Kort sagt: jeg kan ikke beskrive dem anderledes, end at den flang som en Tone fra Gojere Re: gioner, eller fom en længe savnet, en henfaren Vens Rost, eller som en Engels i Drømme.

Dgsaa hendes Stiftelse var 'liig dem, der foregøgles den Slumrendes indvortes Syn, utydelig, uden bestemte Træf og Dmrids, og dog istand til at sætte Hjertet i den sødeste Bevægelse. Er Du nogensinde bleven forelsket i Søvne, saa vil Du omtrent funne sætte Dig ind i min Tilstand. 3eg faae og iffe faae hende: ten ranke, i hviot indhyllede Stabs ning, havde netop ved sin Dunkelbed noget aandeagtigt; og Ansigtet, der hurtigt og matglindsende viste sig og forsvandt under Straahattens Skygge, var at ligne ved Nymaanens Stjær bag blege Sfyer, naar det er faa (vagt, at Vandres ren iffe veed, om han .feer eller blot troer at fee det."

Ja i Sandhed! hendes hele Engleskiffelse fom mig for som Ditos, da hun i Elysium sværede forbi den endnu i Kjødet vandrende neas

„Dm hvem taler Du?. afbrød jeg ham.

Dm Veninden naturligviis,“ svarte han, og iffe om den ulykfelige Enfepige - hvis jeg faa tor falde hende..

„Hvad Du her fortæller mig," sagde jeg, rfinder jeg alteles iffe urimeligt: det halvdunfle vælfer større Nysgierrighed, hæftigere Attraae end det heeltklare; de Yudigheter, der skimtes gjennem Steret - og Du figgere jo

tagne Rolle

gjennem Nattens udmales idealiseret af Phantafien, der juft i Mørke har allertravleft. Og nu tilmed Din Stems : ning, den pludselige Omverling af milde Glæders Havblik med Forskrækkelsens Storme og Sorgents dybe Bølgegang i Sorg som i Glæde er Hjertet svagest og slettest bevogtet mod hemmelig Overrumpling af Elskovs liftige Gud. Drama er da tilende?..

,,Den første Act fun; svarte han, nu fommer den anden.“

„Sommeren gik. Vinteren fom, og var næsten forbi, da jeg bivaanede en Maskerade i een af Klubberne. En Timestið havde jeg tumlet mig imellem disse Carricaturer, og moret mig ret godt -- iffe just over ret manges gode Spil; thi fun enkelte havde Vid til at gaae ind i den paas

men ved en Idee, der strar var faldet mig ind, og som jeg anvendte paa alle forekommende Caracteer: masker.

Jeg forestillede mig nemlig, at Maskeraden var virkelig Sandhed, og det virkelige liv derimod en Mafferade. Mens neffets naturlige Ansigt forefom mig som en Maste, der ofte ligner, og ofte skjuler den sande Characteer; de almindelige Dragter fyntes mig at være falske Costumer, Tale og Bæsen et fcenist Spil. Men her, paa den saafaldte Maskerade, viser Mennesket sig som det er: Narren fremstiller sig ærligen i sin Narreklædning, fqvadronerer aabenlyft med sin Brir, og klingrer lystigt med Bjælderne: den træbffe, boone, graadige, hænger Munkefappen over: den stolte triner gravitetisk frem som en Grand d'Espagne: den forfængelige prunker med Baand og Stjerner, selvopfundne, felopaahængte, men netop derfor desto ægtere Tegn paa selvfølt Værd: den vellystige Kvinde, som paa livets store Masterade tilhyller sig tugtigen i uffylds Klædemon, og seer - ud blye, undseelig,

[ocr errors][merged small]

hellig som en Cæcilia, hun optræder paa den lille med et bristigt Væsen, og drapperet som Cleopatra: Xantippen farer offentlig omfring med det Niis, der ellers kun snerter inden hendes egne lufte Dørre, og morer det store Publifum med sine Skarlagenspræfener. Ja, Oprigtigheden, Sandhedens uforbeholdne Erfjendelse gaaer endog Faavidt, at ei engang det Dyriske hos Mennesket fordølges: Grobianen fremviser fig som en virkelig Bjørn: den hoffærdige af tomme Vinde Dpblæste, spanker omkring som en kalkunst Hane: den dumstolte Dame valtrer afsted som en naturlig Gaas; og hun, paa hvem Munden løber fra Morgen til Aften som en Pebers fyern, fees ber fom en uhyre Papegoje.

Denne Forestilling blev faa levende, at jeg tilsidst indbildte mig, jeg befandt mig i et Menagerie, og at alle de tobenede Væsner, der hoppede omkring mig, vare Aber, Hunde og andre Slags Dyr, som man havde trukket i Klæder og lært at gaae paa Bagbenene.

Da blev jeg paa en saare behagelig Maade udreven af en iffe faa fynderlig morsom fllusion: Ind treen nemlig Haand i Haand tolv languedocfke Hyrder med deres Hyrdin: der i deres muntre føbelands muffe Dragt. Orchestret spillede op med en Française, og denne yndige og dog faa sædelige Nationaldands blev af de tre Qvadriller udført med en faa fuldkommen Lethed og Bestemthed, at alle de andre Master i Salen med ftiltiende Beundring sluttede en tæt Kreds om den stjønne Gruppe.

Da Dansen var forbi, aabnedes Krebsen, og Hyrber og Hyrbinder blandede sig mellem de Dvrige. Een af de sidste, hvis nydelige Figur og yndefulde Bevægelser især havde tildraget sig min Opmærksomhed, drog mig nu med uforklar: lig Magt efter fig rundt omkring i Salen, indtil jeg endelig fom hende faa nær, at jeg kunde tiltale hende.

S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. I.

lens

ofte

elige æjen

rade, c Fig

med xorte, triner ngelige ængte

, : den ilbyller

ofeeling

5

Sijonne Hyrdinde!" sagde jeg paa Fransk, whvorledes er vort Norden blevet saa lykkelig at faae et Besøg af dem og deres smukke Søstre?..

Hun vendte fig raft lige om imod mig, og taug et Par Secunder, i hvilfe et Par mørke Dine stode ftivt hæftede

paa mine.

„Min Herre !" foarte bun ba ligeledes paa Fransk, nói havde spurgt, at Troskab havde sit rette Hjem i dette Norden.“

- Men De føre jo hver sin Elffer med --- sagde jeg.

Fordiu var Svaret, „vi baabede at Climaet sfulde have gavnlig Indflydelse paa deres Bestandighed."

,,Dejlige Blomst fra Garonnes Bredder!. vedblev jeg, Hvo kunde være ubestandig mod Dem?

, Den vist nok gjenmælede hun, wter (migrer mig uden at fjende mig. De kalder mig smuk, og har dog ikke feet mit Ansigt, det maa være Masken, De mener.

, Deres égne Djne sige det, gjentog jeg, ode maa bære Sfylden, hvis jeg ffulde fare med usandhed

Her afbrodes jeg ved den begyndende Dands. Jeg opbød Hyrdinden; med et Nik rakte hun mig fin Haand; vi stillede os i Rækken. Nu var det først, jeg ret befindebe *mig paa, hvor jeg tilførn havde hørt denne fode Stemme, der, ffjøndt lidt uiyeelig under Masken, dog lød mig faa be: fjendt: det var det funde ikke være nogen anden end hende, min Alfe fra Esrom Sfov. Dog, herom maatte jeg have Vished. Det faldt mig tungt at bie til Dansen var forbi; ingen Dans har enten før eller siden været mig faa behagelig og dog faa lang.

Saaledes fores vi undertiden i Drømme vidt omkring fra een Scene til en anden, høre Samtaler, opleve hele Historier, vidtomfattende, om endog rhapsodiffe; og naar vi

[ocr errors][ocr errors][ocr errors][merged small]

da vaagne, og regne efter, har den ganske Drøm kun varet et Par Minutter.

„En saadan Tid" faldt jeg ind, „vilde jeg hellere falde broj, end lang; men bliv ved! Din Historie er mig endnu ikke for lang."

Han vedblev. Efter Dandsen førte jeg hende tilfæde, og nedlod mig ved hendes Side.

Det kommer mig for“ sagde jeg paa Dans, wat jeg ens gang tilforn har hørt deres Stemme, iffe , ved Garonnes Bredder

Men snappede hun hurtig Ordet, og vendte sig om imod mig, ved Bredden af Esrom Soe maaffee?"

En fød fornemmelse udvidede og sammenpressede tillige mit Bryst; det var hende, den usynlige! hun havde den: gang ogsaa lagt Mærke til min Roft, bevaret ben i tro Erindring.

„Andengang altsaa" sukkede jeg wat vi mødes, vedtales, uden at fee hverandre; dette ligner virkelig et morgenlandit Eventyr; men desto hæftigere' længes jeg efter det Djeblik, da De iffe længer vil ftjule Deres Aasyn —

Hun smaaeloe pent, gratiost, fom Pigen hos Shjels men Flaccus,

„Naar hun i Blindebuklegen knistrer dybt inde i ferogen.

gjennem Masfens Mundaabning faae jeg Tændernes ffinnende Perlerader, jeg tænkte mig Coralæberne omkring dem, Smilehullerne i de blegrøde Kinder – jeg glemte reent, hvad jeg vilde sige.

Hun tog Ordet: „Hvorfor skulde jeg forstyrre Deres 3Uusion? Lad vort Eventyr som De kalder det blive hvad det er! Naar en Gaade er løft, interesserer den iffe meer. Saasnart Masken er borte, seer De et ganske almins deligt Pigeansigt! nu derimod er Deres Indbildningsfraft

5*

[ocr errors][ocr errors][ocr errors][merged small][ocr errors][ocr errors][merged small][merged small][merged small]
« ForrigeFortsæt »