Da Musikken taug, hørtes tydeligt de Ankommendes Samtale, og snart derefter den stærkere Larm ved deres Landsættelse. Vi ventede om faa Minuter at see dem komme op ad Bjerget, men mærkede derimod, at de fjernede sig; thi svagere og svagere lød deres Stemmer, og tabte sig omsider ganske i Skoven mod Vesten. Naar det ikke havde været for den nymodens Musik; gjerne skulde vi taget det Hele for ct Feeeventyr, eller for et Tog af Skovens Alfer et Ellekongebryllup.

Natten faldt paa. Enkelte Stjerner glimtede mat paa den blegblaae Himmel. I Nordvest viste et rødt Segment over Horizonten, hvor Dagens Konge vandrede underneden, og nærmede sig Polen. Trindt om var tyst: kun fjernt ude i Heden lød Hjejlens tungsindige Fløjten, og under os over Søen hvinede de forbitrækkende Vandfugles Vingeslag.

"Hjem!" raabte Fætter.

„Hjem," gjentog jeg; men neppe havde vi taget nogle faa Skridt, før vi paa cengang standsede begge med et „Tys!“

Syden for os, paa den kant af Skoven, hvor igjennem vi vare komne, lød pludselig en tostemmig Tyrolervise. Der er noget ubeskriveligt i disse Dobbelttoner, der hæver Hjertet let og blideligt, og frembringer en Fornemmelse eller Tilstand, hardtad liig den, man troer at befinde sig, naar man flyver i Drømme. Allerlifligst lyder den i det Frie og í Bjergegne - disse søde Toners Hjem og nu i den stille Aftenstund, hvor det lod som om alle de omliggende Bakker bleve vakte af den nysbegyndte Slum, og glade efterlullede Sangen her var den mod alt andet menneskeligt Kvad, hvad Nattergalens er mod de øvrige Dagfangere i Skoven.

Fætteren greb min Haand, og krystede den, som om han vilde bede mig, ikke ved noget Udraab at forstyrre hans Prenslyst. Da Sangen var tilende, sukkede han dybt.

Forundret faae jeg paa den ellers altid muntre Fyr: der stod Taarer i hans Dine. Jeg tilskrev dem Musikkens Magt til at blødgjøre og bevæge endog det letteste og kjækkeste Hjerte; og jeg sagde ham det.

„Ja vel!" svarede han, det menneskelige Bryst er en Sangbund, der skjøndt uberørt, dog giver Gjenklang, naar visse Toner anslaaes."

"Rigtig!" gjentog jeg, hvo der reed at angive den rette, er ogsaa vis paa at faae Svar; denne Mening antydes jo aabenbart i Sagnet om Taranteldansen."

Han sukkede atter og vedblev: men saadanne Toner maae da staae i Sammenhæng med visse Begivenheder, maae vække visse Erindringer ja - her tog han igjen min Haand, og drog mig med sig ned paa en Vindfælde — „ja min Ven! denne Sang tilbagekalder et Minde, som jeg forgjæves stræber at udslette vil du høre?"

--

"Fortæl kun!“ svarede jeg, „allerede aner jeg Æmnet af din Historie."

"Det var en Aften som denne," begyndte han, netop for to Aar siden, at jeg med een af mine Venner befandt mig paa en Lysttuur ved Esrom Søe. Vi blev siddende til filde paa en Skovpynt, fer vi kunde beslutte os til Hjemreisen, saa længe fængsledes vi af Stedets og Aftenens Yndighed. Vi havde endnu ikke forladt vore Sæder, da en Tyrolerfang just den selvsamme, vi nu hørte højst be hageligt tildrog sig vor Opmærksomhed. Den kom fra den anden Siden af Søen, men nærmede sig lidt efter lidt. Snart hørte vi Aarernes Pladsken, der ordentlig slog Takt til Musikken, og kort derefter fik vi Dje paa Baaden, der stævnede ind imod os. Da Sangen holdt op, begyndte de derude en svær Commerce, og den blev stedse vildere og vil

dere jo nærmere de kom Landet. Nu kunde vi tydelig fee det lille Fartej, og dets lystige Besætning.

"Læg Aarerne ind!" raabte Een, jeg skal vrifte i Land." Det ftete.

"Jeg veed en nemmere Maade at faae jer allesammen i Land," raabte en Anden, idet han sprang op, og skrævende fra Ræling til Ræling satte Baaden i gyngende Bevægelse.

"Lad være! lad være!" skreeg Een, „dit gale Asen, Tu kantrer jo Stibet."

"I skal ha' Støvet skyllet af jer!" svarte Galningen, og blev ved at vippe.

Man loe, man bandede; men midt i Larmen lød pluds seligt en stærkere Rost: "hold op! hold op! Frits kan ikke svømme."

Det var allerede for filde: Baaden var fyldt med Vand, og kantrede. Dette skeete kun nogle faa Favne fra Strandbredden. Da taug paa eengang alle Mand; vi hørte blot de Svømmendes Pladsken og Pusten, de vare ser.

Men nu skreeg Een: Frits! fom her! tag om min Hals!"

En anden: Frits! kom til mig!" og flere paa eens gang: Frits! Frits! hvor er du?""

n

Imidlertid kom et Par op paa Land, og vendte sig, for at fee efter dem, der endnu svømmede derude.

Den ene talte højt tre-fire"" med det hæftige Ud= raab: „der mangler Een!"" sprang han atter ud, den anden fulgte ham.

Nu kunde ej heller min Ven og jeg blive længer ørkesløse Tilskuere: vi kastede Kjolerne og vare i en Hast mellem de Søgende. At den Søgte maatte være under Baaden, var troligt! vi omringede den derfor alle, hvor den laae med Kølen ivejret; de bedste Svømmere dykkede. Forgjæves! han

var iffe der. Men længere borte imellem Rørene fit Een omsider Die paa noget mørkt - det var ham! Han førtes iland - han var livløs. Jvrigt ængsteligt prøvede man de brugelige Midler; de sloge stedse feil. Der besluttedes nu at bære ham til nærmeste Huus; man lagde ham paa tvende af de fra Baaden løsrevne Tofter, og satte sig igang. Mekaniskt fulgte vi to efter. Hvilken sørgelig Forskjel paa hiin nylige Lystighed og den nu paafulgte skumle Taushed! Før Sang og Latter, højrøstet Ungdomsmunterhed Lyden af Liigbærernes hurtige Fjed!

nu fun

Toget var ikke kommen ret langt fra Stedet, da Een af de Forreste drejede Ansigtet om, og sagde: hvor er nu Lund?""

-

Vi faae os alle tilbage, den ulykkelige Fusentast thi det var ham stod derhenne halv skjult af en Busk, og samlede Stene i Lommerne.

"Han vil drukne sig,"" lød det, vi maae have ham med.""

Der gjordes Holdt. Min Ven og jeg tilbød os at bære, medens tvende ilede hen til den Fortvivlede. Det fleete. Vi ser gik videre. Vejen til Huset, hvorhen den Druknede sfulde bringes, lob igjennem Skoven. Her var det allerede saa dunkelt, at de to forreste Bærere først i en Afstand af en halv Snees Skridt bemærkede tvende hvidklædte Fruentimmer.

"Gud!"" sagde han sagte, om det var Fritses Kjereste? han talte om, at hun vilde komme os imøde.""

Det var hende. Jeg vil ikke være vidtløftig, Du kan selv forestille dig dette hjerterystende Optrin: Først hendes Forfærdelse ved at træffe os med et druknet Menneske, og derefter, da hun fik at vide, at denne Ulykkelige var hendes Dyrebareste i Verden thi det kunde intet Øjeblik fordølges,

Hvad var her at gjøre? Min Ven og jeg slapsliget, for at komme begge Damerne tilhjelp, medens de fire andre fortsatte deres Vej til Huset, der ikke var ret langt borte. Jeg foer ned til Søen, at hente Vand i hatten. Vi bes stænkede hendes Ansigt hun kom til sig selv igjen. Den Ulykfalige!

iffe død

"Hvor er han?.... sfreg hun, „„hvor er han? han er jeg vil til ham, jeg vil - "" hun arbeidede af alle Kræfter, for at komme løs.

„Slip hende, mine Herrer," sagde Ledsagerinden, idet hun selv med den ene Arm omslyngede hende, og med den anden pressede hendes Haand ind til sit Bryst; vi flap.

"Tak Tak for Deres Bistand! raabte hun, uleis lige dem ikke! jeg veed Vejen.""

Begge ilede afsted. Vi bleve staaende, og hørte endnu længe den Enes heftige Smertesudraab og den Andens ømme Tiltale.

Vi havde ingen Anledning, heller ingen Drivt til at folge efter. Vi gik da tilbage til den ventende Vogn, sam talende om den jammerfulde Begivenhed, til hvilken vi saa uformodet vare blevne Vidner.

Ingen af dem alle kjendte vi, erfarede ej heller, hvad der siden var bleven af; og skjøndt vi i nogen Tid nøjagtig efterfaae alle Dødsanmældelser i Aviserne, fandtes dog iffe nogen saadan ulykkelig Hændelse bekjendtgjort og ligesaalidet omtalt i nogen af vore Omgangskredse. Tilsidst gað vi gjerne antaget det Hele for en Spøgelsescene, hvis vi ikke selv havde spillet vore Roller i samme.