Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Da Mufiffen taug, hortes tydeligt be Ankommended Sam tale, og snart derefter den stærkere Larm ved deres landfættelse. Vi ventede om faa Minuter at fee dem komme op ab Bjerget, men mærfede derimob, at de fjernede sig; thi svagere og fvagere lød deres Stemmer, og tabte fig sinsider ganfte i Skoven mod Vesten. Naar det ikke havde været for den nymodens Musit; gjerne sfulde vi taget det Hele for et Feeeventyr, eller for et Tog af Skovens Alfer et Elles fongebryllup.

Natten faldt paa. Enkelte Stjerner glimtede mat paa den blegblaae Himmel. Nordvest viste et robt Segment over Horizonten, hvor Dagens Ronge vandrede underneden, og nærmede fig Polen. Trindt om var tyst: fun fiernt ude i Heden lød Hjejlens tungsindige Fløjten, og under og over Søen hvinede de forbitræffende Vandfugles Vingeslag.

Hjem!" raabte Fætter.

Hjem,“ gientog jeg; men neppe havde vi taget nogle faa Stridt, før vi paa eengang standsede begge med et Tys!.

Syden for os, paa den Kant af Skoven, hvor igjennem vi vare komne, lød pludselig en tostemmig Tyrolervise. Der er noget ubestriveligt i disse Dobbelttoner, der bæver Hjertet let og blideligt, og frembringer en fornemmelse eller Tilstand, hardtab liig den, man troer at befinde sig, naar man flyver i Drømme. Allerliftigst lyder den i det frie og i Bjergegne

- disse føbe Toners Hjem og nu i den stille Aftens stund, hvor det lod som om alle de omliggende Bakker bleve vakte af den nysbegyndte Slum, og glade efterlullede Sangen

ber var den mod alt andet menneskeligt Kvad, hvad Natters galens er mod de øvrige Dagsangere i Sloven.

Fætteren greb min Haand, og frystede den, som om han vilde bede mig, iffe ved noget Udraab at forstyrre hans Drenslyst. Da Sangen var tilende, suffede han dybt.

ia

[ocr errors]

Forundret faae jeg paa den ellers altid muntre Fyr: der ftod Taarer i bang Dine. Jeg tilstrev dem Musiffens Magt til at blødgjøre og bevæge endog det letteste og tjæffeste Hjerte; og jeg fagde ham det.

"Ja vel!" svarede han, idet menneskelige Bryst er en Sangbund, der stjøndt uberørt, dog giver Gjenflang, naar visse Toner anslaaes.“

Rigtig!gientog jeg, hvo der reed at angive den rette, er ogsaa vis paa at faae Svar; denne Mening antyder jo aabenbart i Sagnet om Taranteldansen..

Han suffede atter og vedblev: men saadanne Toner maae da staae i Sammenhæng med visse Begivenheder, maae vække visse Erindringer

her tog han igjen min Haand, og drog mig med sig ned paa en Vindfælde - wia min Ven! denne Sang tilbagekalder et Minde, fom jeg forgjæves stræber at utslette - vil du høre?

Fortæl fun!# svarede jeg, allerede aner jeg Emnet af bin Historie.

Det var en Aften som denne," begyndte han, „netop for to Aar siden, at jeg med een af mine Venner befandt mig paa en Lysttuur ved Esrom Søe. Vi blev siddende til filde paa en Skovpynt, før vi kunde beslutte os til Hjemreisen, faa længe fængóledes vi af Stedets og Aftenens Yndighed. Vi havde endnu itfe forladt vore Sæder, da en Tyrolerfang just den selvsamme, vi nu borte - bojft be: hageligt tildrog fig vor Opmærffomhed. Den kom fra den anden Siden af Søen, men nærmede sig lidt efter lidt. Snart hørte vi Aarernes Pladsten, der ordentlig slog Taft til Mufitfen, og fort derefter fik vi Dje paa Baaden, der stævnede ind imod os. Da Sangen holdt op, begyndte de derude en svær Commerce, og den blev ftedse vildere og vil:

[blocks in formation]

bere jo nærmere de kom Landet. Nu funde vi tydelig fee det lille Fartej, og dets lystige Befætning.

læg Aarerne ind !a raabte Een, wjeg ffal vriffe i land... Det ffete.

,,Jeg veed en nemmere Maade at faae jer allesammen i land,“ raabte en Anden, idet han sprang op, og ffrævende fra Ræling til Ræling fatte Baaden i gyngende Bevægelse.

Lad være! lad være!" ftreeg Een, dit gale Asen, Du fantrer lo Stibet.

ftal ha' Støvet skyllet af jer!" foarte Galningen, og blev ved at vippe.

Man loe, man bandede; men midt i Larmen lød pluds feligt en ftærkere Røst: „hold op! hold op! Frits fan iffe svømme.“

Det var allerede for filde: Baaden var fyldt med vand, og kantrede. Dette ffeete kun nogle faa Favne fra Strands bredben. Da taug paa eengang alle Mand; vi hørte blot de Svømmendes Pladsten og Pusten, de bare fer.

Men nu ffreeg Een: Frits! fom her! tag om min Hals!:00

En anden: - Frits! kom til mig!wa og flere paa eens gang: un Frits ! Frits ! hvor er du un

Imidlertid fom et Par op paa land, og vendte fig, for at fee efter dem, der endnu fvømmede derude.

Den ene talte bojt ..tre-firew" med det hæftige uds raab: wwder mangler Een!", sprang han atter ud, den ander fulgte ham.

Nu kunde ej heller min Ven og jeg blive længer ørkesløse Tilskuere: vi fastede Kjolerne og vare i en Haft mellem de Søgende. At den Søgte maatte være under Baaben, var troligt! vi omringede den derfor alle, hvor den laae med Rolen ivejret; de bedste Svømmere dykfebe. Forgjæves! han

nu fun

var iffe der. Men længere borte imellem Rørene fit Een omsider Die paa noget mørkt - det var ham! Han førtes iland ban var livløs. Zvrigt - ængsteligt prøvede man de brugelige Midler; de floge stedse fejl. Der besluttedes nu at bære ham til nærmeste Huus; man lagde ham paa tvende af de fra Baaden løsrevne Tofter, og satte sig igang. Mekaniskt fulgte vi to efter. Hvilken førgelig Forffjel paa hiin nylige Lystighed og den nu paafulgte skumle Taushed! Før Sang og latter, højrøstet Ungdomsmunterhed Lyden af Liigbærernes hurtige Fied !

Toget var iffe kommen ret langt fra Stebet, da Een af de Forreste drejede ansigtet om, og sagde: wwhvor er nu fund?

Vi faae og alle tilbage, den ulykkelige Fusentast – thi det var ham stod derbenne balv skjult af en Buft, og samlede Stene i lommerne.

Han vil drukne fig,« lød det, vi maae bave bam med..."

Der gjordes Holdt. Min Ven og jeg tilbød os at bære, medens tvende ilede hen til den Fortvivlede. Det ffeete. Vi ser gik videre. Vejen til huset, hvorhen den Druknede stulde bringes, lob igjennem Sloven. Her var det allerede faa dunfelt, at de to forreste Bærere først i en Afstand af 'en halv Snees Skridt bemærkede tvende hvidklædte Fruentimmer.

"..Gud!“, sagde han sagte, rom det var Fritses Kjes reste? han talte om, at hun vilde komme og imøde...n

Det var hende. Jeg vil ikke være vidtløftig, Du fan felv forestille dig dette hjerterystende Dptrin: Først hendes Forfærdelse ved at træffe os med et druknet Menneske, og derefter, da hun fik at vide, at denne Ulyffelige var hendes Dyrebarefte i Verden — thi det funde intet Djeblik fordelges,

da bun ventede ham tillige med de Dorige - som hun alle fjendte hun besvimede. Hendes ledsagerinde optog hende i Faldet.

Hvad var her at gjøre? Min Ven og jeg slapfliget, for at tomme begge Damerne tilhjelp, medens de fire andre fortsatte deres vej til Huset, der ikke var ret langt borte. Jeg foer ned til Søen, at bente vand i Hatten. Vi bes stænkede hendes Ansigt hun kom til sig selv igjen. Den Ulyksalige!

...Hvor er han?. ffreg hun, nuhvor er han? han er iffe bod jeg vil til ham, jeg vil — " hun arbeidede af alle Kræfter, for at komme løs.

„Slip hende, mine Herrer,.. sagde ledsagerinden, idet hun selv med den ene Arm omslyngede hende, og med den anden pressede bendes Haand ind til fit Bryst; vi flap.

w Taf - Tak for Deres Bistand!u- raabte hun, w, uleis lige dem iffe! jeg veed Bejen.

Begge ilede afsted. Vi bleve staaende, og hørte endnu længe den Enes beftige Smertesudraab og den Andens ømme Tiltale.

Vi havde ingen Anledning, heller ingen Drivt til at følge efter. Vi gik da tilbage til den ventende Vogn, sam: talende om den jammerfulde Begivenhed, til hvilken vi faa uformodet vare bleone Vidner.

Ingen af dem alle fjendte vi, erfarede ei heller, hvad der siden var bleven af; og ffiondt vi i nogen Tid nøjagtig eftersaae alle Dodsanmeldelser i Uviserne, fandtes dog ikke nogen faadan ulykkelig Hændelse bekjendtgjort og ligesaalidet omtalt i nogen af vore Omgangskredse. Til sidst gad vi gjerne antaget det Hele for en Spøgelsescene, hvis vi iffe felv havde spillet vore Roller i samme.

« ForrigeFortsæt »