Billeder på siden
PDF
ePub

tilforn næret en hemmelig Frygt for Dolke og Knive, da maatte den snart forsvinde, og afløses af Tillid og Hengis venhed. Jeg maatte tage Deel i deres Lege og Dandse; de lærte mig at ride og styre de ellers uregjerlige Hingste ved spansk Tiltale. De lærte mig deres Fædrelands Sange, og Cadetten underviifte mig paa Guitar, hvilket Instrument han spilte til Fuldkommenhed.

Aldrig glemmer jeg disse skjønne, frydfulde Dage! Mage til dem fandt jeg hverken før eller siden. Hvilken dyb dog blid Vemod betog mig, naar den lille Joseph med en Stemme, som bævede af inderlig Længsel, qvad en begeistret Elskovssang eller en Romance om Naturens Skjønhed i Valencia's Dale. Hans Hoved lænede sig til den ældre Bros ders, Majorens, Bryft; hans Dine vare vendte mod Himmelen, medens Fingrene ligesom mekanisk, ham selv uafvidende, legte med Strengene.

Det var aabenbart, at begge Brødrene lede af Hjemvee: de bleve Dag for Dag mere stille og tungfindige. Næsten altid vare de sammen, og ofte, naar jeg pludselig overraskede dem, laae Joseph grædende i Majorens Arm. Jeg listede mig da ud til Pedro eller Sanches, og gallopperede med dem - omkring i Marken og Heden.

En Dag kom Breve fra Spanien med Efterretning om Frankernes første Voldsdaad og det i Madrid udøfte spanske Blod: Himmel! hvilken Virkning frembragte denne Hiobspost! De tilforn faa godmodige Krigere vare med Eet som forvandlede til hævntørstende Vilde. De rædsomme Forbandelser og rasende Fagter opfyldte os alle med Skræk, indtil vi fik Aarsagen at vide. Selv den stille, venlige Major beed Tænderne sammen i indædt Harme; og løftede tidt de krampagtigt knyttede Hænder; Joseph var den Eneste, som ikke viste Vrede, men vel en dyb, sønderknusende Sorg.

Ikke

mange Dage varede dette vilde Oprør: Stormen lagde sig, og efter den fulgte en sørgelig Stilhed; som naar sorte Tordenskyer have bespændt Synskredsen, og man endnu ikke veed, om de have raset eller ville rase.

Nogen Tid herefter blev der midt om Natten en forfærdelig Larm i Kjøkkenet; jeg hørte flere heftige Stemmer og blandt dem Majorens. Da mit Kammer var lige oven over, kaftede jeg nogle Klæder paa mig og tilte derned. Hvad saae jeg? Majoren blot iført Skjorte og Burer flyvende omkring paa Gulvet imellem det qvindelige Tyende fra den ene til den anden, bedende, raabende, næsten fortvivlet over, at Ingen fors stod ham. Saasnart han fik Die paa mig, foer han hen til mig, og snart kyssende, snart favnende, snart rivende mig hid og did, skreg han paa Spansk:

"

En Gjordemoder! for Himlens Skyld en Gjordemoder! en Gjordemoder!«^

[blocks in formation]

Jeg forklarede Damerne vieblikkelig, hvad han vilde; men istedet for at hente den Forlangte, foer de under Skrig og Fnisen ind i deres Celler.

Kort og godt, jeg maatte selv ud i Stalden, og med et Par af Rytterne hente Gjordemoderen, som boede kun et Par Bøsseskud fra Gaarden. Hun kom og med det samme fik jeg Befaling af min Moder at forføie mig tilsengs.

Da jeg om Morgenen kom ned, gjenlød Huset af den mig da ganske ubegribelige Nyhed, at Cadetten havde faaet et Baru.

Som jeg siden erfarede, var den forklædte Cadet Majorens Kone, som mod hendes Faders Villie hemmelig var flygtet efter sin Kjæreste, og havde giftet sig med ham i Italien. Denne var en Hader af Franskmændene, Hiin derimod en ivrig Josephiner, og tilmed Regimentschef ved det spanske

Corps her i Landet: Aarsag nok for Josepha til at beholde den engang antagne Forklædning.

Urolighederne i Spanien, i Forbindelse med hendes bestandige Frygt og lønlige Sorg, havde fremskyndet hendes Nedkomst, der indtraf cu Maaned før hun ventede; det var altsaa ikke besynderligt, at hun bragte en dødfødt Pige til Verden; men vel: at Ingen før havde anet den lille smukke Cadets virkelige Kjon. Vel paastod Meiersken, min Moders Pige, og efterhaanden alle de Andre, at de hemmelig havde formodet noget saadant; men bagklog, siger man, er lettere end forklog.

Et Par Dage efter Cadettens Nedkomst blev det atter uroligt mellem de Fremmede; der var en idelig Løben fra Gaarden og til Gaarden. Blandt de forsamlede Hobe hørtes en sky, hemmelig Hvidsten, som af og til blev afbrudt af et haftigt og dæmpet Glædesskrig og lystige Caprioler. I Skumringen var hele Regimentet samlet i og ved Gaarden til Heft med fuld Oppakning; vi saae nu, at de hemmelig vilde forlade os.

Majoren havde hele Dagen gaaet omkring i ængstelig Urolighed, snart i sin Kones Værelse, snart udenfor; nu kastende sig paa en Stol, nu næsten i samme Dieblik springende op igjen, vridende fine Hænder faa fortvivlet, at man kunde høre Fingrenes Knækken i det næste Værelse. Det var upaatvivlelig hans stakkels Hustrues Tilstand, der saaledes ængstede ham, og Uvisheden, enten han skulde efterlade hende her eller tage hende med.

Det sidste blev besluttet, og da Regimentet var samlet, blev hun, indhyllet i Sengeklæder, lagt paa en Vogn, der langsomt kjørte foran, ledsaget af Majoren og nogle Ryttere. Da han tog Afsked med os, brast de første Taarer fra hans Dine; en taus, krampagtig Omfavnelse og et dybthentet Suk var hans hele Farvel.

Da Josepha bares ud til Vognen, rakte hun mig fin Haand; jeg kyste den taus og grædende.

gjort mig ligesaa stum som de fjære Fremmede.

Sorgen havde

Lidt efter at de vare bortkjørte, satte hele Regimentet sig i Marsch under det Udraab: Adio! Adio! Espanja! Espanja! Napoleon caput! Francese caput! Adio gute Danese, Adio!"

Som bedøvet stirrede jeg efter dem; de forsvandt snart i Mørket; kun enkelte Gnister fra de travende Hestes Fødder betegnede deres Vei, og en Buldren, der blev svagere og svagere, tabte sig omsider i Mellebækkens Sufen.

Denne Ende paa Bekjendtskabet med disse fjerne Sydlændere havde noget saa spøgelseagtigt ved sig, at det Hele længe forekom mig som en Drøm eller et Eventyr, eller som et skjønt Skuespil, naar Tæppet er rullet ned, og man maa summe fig lidt, medens den opdigtede og den virkelige Verden kunne faae Tid at afsondre sig fra hinanden.

II.

Hedebranden.

Tre

-Det var femten Aar siden jeg forlod K......... Madneder efter de mig uforglemmelige Spaniers Bortreise sendte min Fader mig til Kjøbenhavn for at indlemmes i Landcadetcorpset. Jeg gik Skolen igjennem, fik min Eramen, blev Officeer, og tog som saadan Deel i nogle af de sidste Fægt= ninger i krigen. Imidlertid vare mine Forældre døde, efter først at have solgt Gaard og Gods til meget høie Priser, og gjort mig, deres eneste Søn, til Eier af en betydelig Formue. Da Garnisonstjenesten ikke synderlig behagede mig, tog jeg min Afsked, og traadte i russisk Tjeneste, som jeg

efter fer Aars Forløb atter orlovede mig fra med et Par Ordener og et Par Skjepper Rubler. I to Aar flagrede jeg en Deel af Europa igjennem, og ankom ifjor Foraar til Kjøbenhavn. Jeg var træt af dette ustadige Liv, og besluts tede at slaae mig til Ro i mit Fødeland, da jeg just fik at see i Aviserne, at K.......d var averteret til Salg. Ved en Kommissionair kjøbte jeg Gaarden, og befandt mig þaa Reisen derhen, da Natten overfaldt mig paa en af de store Heder mellem Veile og Viborg.

Hele Eftermiddagen havde jeg forud seet en stærk, vidtudstrakt Rog. Saasnart Mørket faldt paa, øjnede jeg Ilden, som bestandig tiltog i Styrke og Udstrækning. Jeg vidste nu, at det var en Hedebrand, som jeg i min Barndom saa ofte havde betragtet. Saadan en uhyre glimrende Illumination var mig altid et lyfteligt Skuespil, og dette syntes mig nu opført ret som for at feire min Gjenkomst til Hjemmet.

Jeg bød Kudsten ile, og nærmede mig Jldhavet mere og mere. Snart syntes de utallige Luer at staae stille og ubevægelige som Lysene i en illumineret Stad; snart slyngede de sig vildt mellem hinanden, eller sloge høit iveiret, alt fom Vinden snoede og hævede sig. Tykke, purpurbræmmede Roghvirvler løftede hverandre op mod de mørkerøde Skyer.

Jeg var nu kommen saa nær, at jeg kunde see de Slukkende, som med uopholdelig Travlhed fore hid og did foran Jlden: nogle afgnavende Skorpen med Spader, som de med Heftighed stødte frem foran sig, andre løbende med Hedetørv paa Forkene for at qvæle Luen, og atter andre med flammende Lyngtoppe i Hænderne stak i fulde Løb selv Jld i Heden. Knistren, Bragen, Susen og Buldren fuldendte denne Scenes rædsomme Skjønhed.

Jtte langt fra Ilden indhentede jeg en Vogn, som kjørte meget langsomt og endelig holdt gandske stille.

« ForrigeFortsæt »