Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Stans.

Verten gottede fig hjertelig over den ftete Forandring, og rofte vor Gemeenbe *); hans tvende Døttre smilte, alt som de skottede til 08:

„Valkyrierne rødmed,

te vendte sig og loe." Kaffefedlen ftod allerede paa Stiven, omgivet af dine: fiste Kopper. Den oplivende Drit, rigelig forsynet med brunt Suffer og uforfalsket Flode, stjænket og ombuden af den ene vaftre Datter, bragde atter vort affølede Blod i det raskeste Omløb; og da først spurgte Faderen om sine Gjæfters Navne, Bilfaar og Hjemstavn.

3midlertid var Torbenbygen dreven over. Solen fmis lede igien fra det ftyfrie Besten. Fiernt i Dsten sufte og buldrede det; men her var det mildt og ftille: Stormens Aander havde sammenfoldet deres vaade Vinger, og Regns diamanterne tindrede paa Løv og Straae Aftenen torde endnu vorde Morgenen liig.

,,Dp paa Bjerget!" raabte vi til hverandre.
» Men Deres Klæder ?, faldt Bonden ind.

Vi gik frem i Yderstuen, hvor den anden Datter var beffæftiget med at tørre dem; men endnu bampede de, og før om en god Time funde bun iffe love of dem i brugelig figten fra „Rollen,“ saasom Opstigningen herfra vilde medtage næsten ligesaa lang en Tid.

Hvad var her at gjøre?

Den flinke Bondemand hjalp os ud af Forlegenheden: . Dersom De iffe undee Dem ved Drengenes Klæder," sagde ban, „kunde De jo beholde dem paa."

*) Ligefremhed.

. Det er et godt Tilbud !" svarte vi begge, taffede ham med et hjerteligt þaandslag, og udbad os cu Vejviser.

..Den ffal jeg selv være!" sagde han, og fremtog af Krogen en Enebærstof til os hver.

Vi tiltraadte øjebliffelig vor Vandring, og det endnu muntrere ftemte ved vor Masterade; især Fætter, der vir: felig tyftes godt om sig selv i den blaae Rofte, der var vel bespæffet med store Sølvknapper, de lange Rytterstøvler paa Benene, og den hojpullede Hat paa Hovedet.

Jeg vil ret ønste," sagde han, at vi maatte træffe paa andre Rejsende deroppe! Det funde give koftelige løjer..

Føreren loe, og indvendte, at han vel neppe kunde tale Bøndermaal...

13o de ta han trou, svarte Fætter; og nu vedblev han at tale fydfk, til den gode Peder Andersens inderlige Moroe. Denne fandt alligevel en væsentlig Mangel ved den fuldfomne Bonde: de fine og hvide Hænder vilde røbe ham."

„A fa put emi e fomm,“ raabte Fætter, der i fit overgivne lune vidste Raad for Alting.

Imidlertid naaebe vi Aaen - Gudenaae - der her allerede er temmelig bred, og har et næsten umærkeligt løb, da den egentlig fun er et Stræde, som forbinder tvende Søer.

et Knubftib satte vi over, og vare nu i en ganske anden Egn: her begynder lyngen, hvis mørke Farve banner en fuldkommen Modsætning til det muntre Grønne øster for

Aaen.

Endnu havde vi en god Fjerdingmiil at vandre; og da Lyngen, som næsten ræffede os til Knæerne, var vaad af Regnen, fik vi Aarsag til at prise vore lange Støvler.

Vi naaede Sfoven – den stolte Begeskov, som her syns te$ mig dobbelt stjøn, fordi den ftaaer paa faa mørt en Grund. Gjennem ffraae Dale bugtede Stien fig ftedse opab;

[ocr errors]

men det tætte Løv betog os Udsigten. Omsider traadte vi atter ud af Skoven, og stode nu paa Himmelbjerget.

Naar jeg hører en ftion Musit, eller feer et indtagende Stuespil, maar jeg altid nybe i Taushed. Intet virker ubes hageligere mere forstyrrende paa min Følelse, end naar nogen da vil gjøre mig opmærksom paa dette eller hiint. Saasnart man siger til mig: „hvor det er skjønt!" saa bliver det for mig strar mindre stjønt. Disse lydelige udbrud af Beundringen ere for mig som Dverøsninger med koldt Band

de afføle min indvortes Varme. Siden, naar jeg ufors mærfet er bleven foldere, da bytter jeg sierne Tanker og Folelser med en Ven med Flere finder endogsaa Trang til at udlade dem om jeg faa maae fige · fra det over: læssede Sind.

Dg saaledes er det vel, at Digteren kommer til at fynge bojt: i Undfangelsens føde Djebliffe brænder han, men tier; derefter maa e han udtømme fig; Tungen eller Pennen, maae give det fulde Hjerte fuft. Han er som en Skye, der i Stilhed samler Himmelens Kræfter, og naar tens Tid er kommen, udøser sin svulmende Forraad, tordner og lyner, og overstrømmer de forbausede Marker.

Uheldig anbragt paa mig var altfaa vor førers Tjenfts villighed, der ftrar begyndte med en Cicerones Rundtalenhed at udpege og benævne alle de Kirker, som fra dette Stands punft funne fees, raabende ved enhver: „Der seer De!"

Jeg overgav da Fætteren til hans Underviisning, og satte mig afsides, for at see, uden at være nødt til at høre.

Naar Stolberg allerbedst har fortydffet fin Homer, flæns ger han Pennen, og raaber mismodig: læser! lær Oræft og brænd min Oversættelse! Endogsaa den meeft vellykkede staaer ligesaalangt under Originalen, fom Himmelbjerget i Fylland under Himmelbjerget i Thibet. Derfor gunstige

[ocr errors]

Læser! hav mig undskyldt, naar jeg ikke fortæller Dig alt, hvad jeg her faae. Hvad jeg fade, kunde jeg maasfee fige Dig; men hvorledes jeg faae det? Neppe! Enfeite bederne kunde jeg fremstille Dig een efter en anden, men Feelheden alt paa eengang? bertil

rom Du endog har pre,

bar Tungen ifte Ord." Min Pen er ingen Pensel. Rejs! rejs selv til Himmels bjerget, og see!

Men Du, fom maafkee har staaet paa Toppen af Brođen, eller Dole eller St. Bernhard, smil ikke, fordi jeg gjør faa stort Bæsen af vort staffels lille Himmelbjerg ! det er dog det største, som jeg og de fleste af mine læsere have seet Hvad for Dig er smaat, er ftort for os.

Jeg fornam et Klap paa min Skulder det var Fætter, der ftod bag ved mig. Han fortalte: at Føreren var gaaet hjem for en halv Time siden, og at jeg havde fiddet en þeel uden Bevægelse og uden livstegn, paa det nær, at jeg nogle Gange havde blinket med Djnene. Han betroede mig endvidere: at han begyndte halvvejs at fjede sig, og at jeg derfor endelig maatte bryde min dybe Taushed.

Og hvad har Du saa egentlig seet?. lagde han til.

Det samme som Du," svarte jeg, Luft og Jord og Vand."

– Men nu,“ vedblev han, ostirrer Du ganske mekanist paa den Vildand hift nede i Søen, Du var vist med dine vidts loftige Tanker paa Dover Klint hos den gamle Gloster ?

Ganske rigtig," sagde jeg; rdenne Fiffer i fin Baab lader virkelig ikke ftorre

,,lab ham nu fidde! faldt han ind, idet han rafte mig fin Riffert, nog stil den paa biin Bred! Vil Du troe, vi faae Fremmede?"

[ocr errors]
[ocr errors]

Jeg keeg derover, og faae nu en Baad lidt ude fra landet, der syntes at ftævne lige herover; den var fuld af Mennesker, og tre gule Hatte lod formode, at der var Fruentimmer iblandt.

Fætter foreslog, at vi ftulde oppebie deres Ankomst, stjøndt det vilde blive filde, inden vi naaede vort Natteherberg i Aling. Det dejlige Vejr aflokkede mig let mit Samtykke.

Stjønnere funde vi heller aldrig have ønsket os det; Solen var nær ved fin Nedgang; men syntes at synfe lange sommere end sædvanlig ret som om den tøvede, for end længere at beffue Jordens Yndighed, et Værk af dens almægs tige Straaler. Ade Binde vare tilhvile; intet Blad, intet Straae bevægede sig. Søen var et Spejl, hvori den mods liggende Egn forboblebe fine Marker, Lunde og Huse. 3 Dalene mod Vesten opstege enkelte Røgstøtter fra de mellem Træerne fljulte Kulmiler og Vaaninger. Men saa stille det var i Luften, saa liveligt var det paa Jorden: Fuglesang i Sloven bag os, og foran og Hedelærkernes verlende Elskovs. toner, der svarte hinanden fra Enebærbuffene: fra den fios groede Søebred hørtes Vildændernes Skræppen, lommens og Vandhønens Kluffe; og længere borte den hjemvendende Fiffers Aareslag og hans Aftenpsalme. Selv fra Markerne hinsides hørtes Rvægets Brolen, Gaardbundenes Gjøen, Møllebækkens Susen og Værfets Klappren.

Nu var Solen balet; og Bedefloffernes Klang fra mange Kirker faldte den trætte landmand til Søvn og Hvile. Aftens duggen hævede sig allerede fra alle Enge og Vande, og snart skjulte den hele Søen. De fjerne Baffer og Skovenes Toppe svømmede paa Taagen. Men op igjennem den lød en muns ter og født sammensmeltende Musik af blæsende Instrumenter. Den nærmede fig mere og mere, og maatte ufeilbarlig fomme fra Baaben, vi havde feet udsejle fra hiint land.

[ocr errors][merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small]
« ForrigeFortsæt »