Verten gottede fig hjertelig over den skete Forandring, og roste vor Gemeenhed*); hans tvende Døttre smiilte, alt som de skottede til os:

„Valkyrierne rødmed,

de vendte sig og loe."

Kaffekedlen stod allerede paa Skiven, omgivet af chines fiste Kopper. Den oplivende Drik, rigelig forsynet med brunt Sukker og uforfalsket Fløde, skjænket og ombuden af den ene vakkre Datter, bragde atter vort affølede Blod i det raskeste Omløb; og da først spurgte Faderen om fine Gjæsters Navne, Vilkaar og Hjemstavn.

Imidlertid var Tordenbygen dreven over. Solen smis lede igjen fra det skyfrie Vesten. Fjernt i Østen suste og buldrede det; men her var det mildt og stille: Stormens Aander havde sammenfoldet deres vaade Vinger, og Regn= diamanterne tindrede paa Løv og Straae Aftenen torde endnu vorde Morgenen liig.

"Op paa Bjerget!" raabte vi til hverandre.
»Men Deres Klæder?" faldt Bonden ind.

Vi gik frem i Yderstuen, hvor den anden Datter var beskæftiget med at tørre dem; men endnu dampede de, og før om en god Time kunde hun ikke love os dem i brugelig Stand; dog da vilde det maaskee være for filde at nyde Udfigten fra „Kollen,“ saasom Opstigningen herfra vilde medtage næsten ligesaa lang en Tid.

Hvad var her at gjøre?

Den flinke Bondemand hjalp os ud af Forlegenheden : "dersom De ifte undsee Dem ved Drengenes Klæder," sagde han, „kunde De jo beholde dem paa.”

* Ligefremhed.

"Det er et godt Tilbud!" svarte vi begge, takkede ham med et hjerteligt Haandslag, og udbad os cu Vejviser.

"Den skal jeg selv være!" sagde han, og fremtog af Krogen en Enebærstok til os hver.

Vi tiltraadte øjeblikkelig vor Vandring, og det endnu muntrere stemte ved vor Maskerade; især Fætter, der virs felig tyktes godt om sig selv i den blaae Kofte, der var vel bespækket med store Sølvknapper, de lange Rytterstøvler paa Benene, og den højpullede Hat paa Hovedet.

"Jeg vil ret ønske," sagde han, at vi maatte træffe paa andre Rejsende deroppe! det kunde give koftelige Løjer.“ Føreren loe, og indvendte, at han vel neppe kunde tale Bøndermaal."

"Jo de ka han trou," svarte Fætter; og nu vedblev han at tale Jydsk, til den gode Peder Andersens inderlige Moroe. Denne fandt alligevel en væsentlig Mangel ved den fuldkomne Bonde: de fine og hvide Hænder vilde robe ham." A ka put em i e Lomm," raabte Fætter, der i sit overgivne Lune vidste Raad for Alting.

Imidlertid naaede vi Aaen Gudenaae der her allerede er temmelig bred, og har et næsten umærkeligt Løb, da den egentlig kun er et Stræde, som forbinder tvende Søer. -Jet Knubffib satte vi over, og vare nu i en ganske anden Egn: her begynder Lyngen, hvis mørke Farve danner en fuldkommen Modsætning til det muntre Grønne øfter for

Aaen.

Endnu havde vi en god Fjerdingmiil at vandre; og da Lyngen, som næsten rækkede os til Knæerne, var vaad af Regnen, fik vi Aarsag til at prise vore lange Støvler.

Vi naaede Skoven den stolte Bøgeskov, som her syns tes mig dobbelt skjøn, fordi den staaer paa saa mørk en Grund. Gjennem skraae Dale bugtede Stien fig stedse opad;

1

men det tætte Løv betog os Udsigten. Omsider traadte vi atter ud af Sloven, og stode nu paa Himmelbjerget.

Naar jeg hører en stjøn Musik, eller seer et indtagende Skuespil, maae jeg altid nyde i Taushed. Intet virker ubehageligere mere forstyrrende paa min Følelse, end naar nogen da vil gjøre mig opmærksom paa dette eller hiint. Saasnart man siger til mig: hvor det er skjønt!" saa bliver det for mig strax mindre skjønt. Disse lydelige udbrud af Beundringen ere for mig som Overøsninger med koldt Vand -be afføle min indvortes Varme. Siden, naar jeg ufors mærket er bleven koldere, da bytter jeg gjerne Tanker og Følelser med en Ven med Flere finder endogsaa Trang til at udlade dem om jeg saa maae fige læssede Sind.

fra det over

Og saaledes er det vel, at Digteren kommer til at fynge højt: i Undfangelsens føde Øjeblikke brænder han, men tier; derefter maae han udtømme sig; Lungen eller Pennen maae give det fulde Hjerte Luft. Han er som en Skye, der i Stilhed samler Himmelens Kræfter, og naar dens Tid er kommen, udøser sin svulmende Forraad, tordner og lyner, og overstrømmer de forbausede Marker.

Uheldig anbragt paa mig var altsaa vor Førers Tjenftvillighed, der ftrar begyndte med en Cicerones Rundtalenhed at udpege og benævne alle de Kirker, som fra dette Standpunkt kunne sees, raabende ved enhver: "Der seer De!"

Jeg overgav da Fætteren til hans Undervisning, og fatte mig afsides, for at see, uden at være nødt til at høre. Naar Stolberg allerbedst har fortydsket fin Homer, flæns ger han Pennen, og raaber mismodig: "Læser! lær Græft og brænd min Oversættelse! Endogsaa den meeft vellykkede staaer ligesaalangt under Originalen, som Himmelbjerget i Jylland under Himmelbjerget i Thibet. Derfor gunstige

Læfer! hav mig undskyldt, naar jeg ikke fortæller Dig alt, hvad jeg her faae. Hvad jeg fade, kunde jeg maaskee sige Dig; men hvorledes jeg faae det? Neppe! Enfelt hederne kunde jeg fremstille Dig een efter en anden, men Heelheden dertil alt paa eengang?

"om Du endog har Pre,

har Tungen ikke Ord."

Min Pen er ingen Pensel. Rejs! rejs selv til Himmelbjerget, og see!

Men Du, som maaskee har staaet paa Toppen af Brocken, eller Dole eller St. Bernhard, smiil ikke, fordi jeg gjør saa stort Væsen af vort stakkels lille Himmelbjerg! det er dog det største, som jeg og de fleste af mine Læsere have seet hvad for Dig er smaat, er stort for os.

Jeg fornam et Klap paa min Skulder - det var Fætter, der stod bag ved mig. Han fortalte: at Føreren var gaaet hjem for en halv Time siden, og at jeg havde fiddet en heel uden Bevægelse og uden Livstegn, paa det nær, at jeg nogle Gange havde blinket med Øjnene. Han betroede mig endvidere: at han begyndte halvvejs at kjede sig, og at jeg derfor endelig maatte bryde min dybe Taushed. „Og hvað har Du saa egentlig feet?« lagde han til. „Det samme som Du,“ svarte jeg, „Luft og Jord og Band."

"

„Men nu,“ vedblev han, stirrer Du ganske mekanisk paa den Vildand hist nede i Soen, Du var vist med dine vidts loftige Tanker paa Dover Klint hos den gamle Gloster?

"

"Ganske rigtig," sagde jeg; "denne Fisker i sin Baad lader virkelig ikke større -"

„Lad ham nu sidde!" faldt han ind, idet han rafte mig fin Kikkert, "og stil den paa hiin Bred! Vil Du troe, vi faae Fremmede ?"

Jeg keeg derover, og faae nu en Baad lidt ude fra Landet, der syntes at stævne lige herover; den var fuld af Mennesker, og tre gule Hatte lod formode, at der var Fruentimmer iblandt.

Fætter foreslog, at vi skulde oppebie deres Ankomst, skjøndt det vilde blive filde, inden vi naaede vort Natteherberg i Alling. Det dejlige Vejr aflokkede mig let mit Samtykke.

Skjønnere kunde vi heller aldrig have ønsket os det; Solen var nær ved sin Nedgang; men syntes at synke langs sommere end sædvanlig ret som om den tøvede, for end længere at beskue Jordens Yndighed, et Værk af dens almægs tige Straaler. Alle Vinde vare tilhvile; intet Blad, intet Straae bevægede sig. Søen var et Spejl, hvori den modliggende Egn fordoblede sine Marker, Lunde og Huse. I Dalene mod Vesten opstege enkelte Røgstøtter fra de mellem Træerne skjulte Kulmiler og Vaaninger. Men saa stille det var i Luften, saa liveligt var det paa Jorden: Fuglesang i Stoven bag os, og foran os Hedelærkernes verlende Elskovstoner, der svarte hinanden fra Enebærbuskene: fra den fivgroede Søebred hørtes Vildændernes Skræppen, Lommens og Vandhønens Kluffe; og længere borte den hjemvendende Fisters Aareslag og hans Aftenpfalme. Selv fra Markerne hinsides hørtes Kvægets Brølen, Gaardhundenes Gjøen, Møllebækkens Susen og Værkets Klappren.

Nu var Solen dalet; og Bedeklokkernes Klang fra mange Kirker kaldte den trætte Landmand til Søvn og Hvile. Aftenduggen hævede sig allerede fra alle Enge og Vande, og snart skjulte den hele Søen. De fjerne Bakker og Skovenes Toppe svømmede paa Taagen. Men op igjennem den lød en munter og født sammensmeltende Musik af blæsende Instrumenter. Den nærmede sig mere og mere, og maatte ufejlbarlig komme fra Baaden, vi havde feet udsejle fra hiint Land.