Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

Jeg fandt mig iffe beføjet til at svare Noget paa faa uforskammet en Skofe, jeg fandt det under min Værdighed at tage bonnette Folt i Forsvar mod faadan en Rieltring. Han vedblev.

,,Men Peiter og linfa holdt trolig ud fammen. Saa traf det sig engang hverken værre eller betre, end at vi blive tagne tilfange af en Flok Soldater. Hvad der blev af Smæ: temerne veed jeg ikke, men det veed jeg, at Peiter og jeg fit hver en hvid Roffelpoj og en Sneller*) paa Naffen, og flere Prygl end Penge, inden vi lærte at friges. Saa fom vi da ogsaa med imod Franskmændene, og linfa fulgte efter vort Regiment med de andre Kvinder og Pakasje. Naar vi iffe vare i Tjenesten, var hun altid hos Peiter, og gjorde bam tilgode det bedste hun funde. Dg det var endda ftrængt nok; for først var hun grumslinglak **), og siden fik hun Grumslingen at slæbe paa - den famme lille Klør, de endnu bar med dem; men hun gav aldrig et Muf...

„Et Aarstid eller tre gif det os godt nok endda; men faa fom vi en Dag i et stort Slag, og der fik den føle Peiter begge fødderne spolerede af en Kanonfugle. Jeg vidste iffe Noget af ham at sige, før om Aftenen, da vi vare komne i Qvarteer; der kom linfa med bam paa Nakken, og ind i Sygestuen til Feldtffæreren. Han ffar begge Fød: Derne af bam, og da han saa var cureret, funde han gaae hvoet han vilde. Sin Afsked havde han der var intet i Bejen - men Pensionen glemte de. Saa tog linka ham igjen paa Naffen og Grumslingen ved Haanden og vandrede videre om i verden. Hun havde det furt nok, kan jeg troe; for hun maatte alene bjerge Foden til dem alle Tre. Men

*) Kittel og Gerar. *) frugtsommelig.

hun er aldrig raadvild den Karl! hun tiggede, og hun spaaede - for hun kan ogsaa spages lagde han til med megen Alvorlighed baade i Kaffe og i kort, og af Folfs þænder; og hvad hun siger det er vist.“

,, Saaledes havde hun fegtet fig igjennem lige fra en Strøm der langt ude, de falde die Donau- og ind til Bøffelsmatini*). Der slumpede jeg til at finde dem igjen, og siden fulgtes vi ab her hjem

"— Men, afbrød jeg ham, Du har jo begge dine Fødder, hvorledes fik da Du din Afffed ?

„Den tog jeg selv, svarte ban grinende; rjeg tyktes den Krig varede mig forlænge, og da jeg saa en Dag stod Sfildvagt i en stor Skov ben felvsamme, hvor linka havde faaet Armen slaaet over fit jeg lyst til at komme til Danmark igien. Jeg smed terfor Rokfelpoj og Sneller og Patrontaffe og hele det Ragerie, og løb min vej, og det gif prægtigt.

Under denne fortælling, som ellers var langt vidtløftis gere, mere epift og episodist, end jeg her finder fornødent at anføre den, havde vi naaet en bedre banet Vej til Ørre. Min berejste ledsager gik tilbage og jeg frem; ffjøndt jeg gjerne endnu engang gad have seet og talt med dette trofaste Kjeltringpar. - Jeg har aldrig seet dem enten før eller siden.

Jeg vil ikke fordølge, at jo denne Historie besvangrede mig med allebaande Tanfer, Følelser, Gisninger; men de fleste af dem fom iffe til Verben - kommer der heller ikke.

Een mindes ieg endnu en Gisning neft eller romanist, det veed jeg iffe: Hvad om denne Natmandsdame, der nu danser i et Tørvebuus paa Drre Hede, er en ungarst Grevinde eller Baronesse? Hvad om

om rom as

*) Meklenborg..
6. S. Blicher, Gamle og nye Noveller. 1.

4

Fødselen havde bestemt hende til at danse ved wienske Hofballer ? at fee Baroner, Grever og Fyrster for sine fødder?' istedetfor at hun nu maae bære en Kjeltring uden fodder gjennem livst! Hendes Vugge ftod maafkee i „gyldne Salen

hendes Grav i Hjørnet af en iydst Landsbykirkegaard men hendes trofaste Kjerlighed fan maastee stage anstreret ter, hvor Reiserslotte og Torvehuse staae Side om Site

[ocr errors]

Simihribjerget.

[ocr errors]

Danmarts

anmarts bøjeste Bjerg havde jeg jo ofte seet, men hidtil endnu ikke besteget. Nogle Gange førte min Vej mig i dets Nærhed; men mine Rejsers Meed tillode intet Sitespring, og jeg maatte lade mig nøje med, i en halv Mills Afstand at betragte det danske Schwarzwald, og i forbifarten at faste et hurtigt Blit ned gjennem Dalene til den yndige Søe, der bugter sig mellem græs- og løvflædte Der og dybt indstaarne Landtunger. Omsider fik jeg mig logrevet fra alle Hindringer, og besluttede, at gjøre Himmelbjerget til det eneste Maal fer en tobags Lystrejse. Min Fætter Ludvig, som nylig var kommen fra Hovedstaden berover, lesfagede mig.

Formiddagen var flar og varm, og lovede og en fmut Aften, men ben paa Eftermiddagen dannede sig lidt efter lidt i Sydvest en række af hvidlige Sfyer med ildfarvede Ranter.

Fætter ændrede dem iffe; men jeg, som fyndigere Bejrs spaamand, fjendte disse Tordenens Værfstæder, og bebudede ham, wat Aften ej vilde bleve Morgen liig...

Bi rede just i den Retning, at vi havde dem lige imod os, og funde derfor ftadigen bemærke, hvorledes de ftedse hævede" sig højere og højere, mørknedes ved Roden, og taarnede sig som Snefjelde op over Himmelbjerget. Bor Phan: tasie vifte og dem som Soweitferalper, og vi søgte at inds bilde os selv, at vi befandt os i hiint ftoite Klippeland: vi saae Schredhorn og Wetterhorn og den aldrig berørte Jomfrue: i Skyernes Dale erkjendte vi Jisbræerne; og naar en fremstaaende Knop bøjede sig, fant og sammensmeltede med den øvrige Bjergfjæde, var det en favine, som begrov Huse og Byer i evig Snee.

Endnu videre udmalede vi med barnlig løft denne majeftætiske Alpescene, og forlyftede os saa længe med dette Selvs bedrag, til det løsbrydende Uvejr væklede os af vore Drømmerier. Tordenen buldrede børligere, beftigere, faa vor Indbildnings: kraft forgæves anftrængte sig for, i denne Dundren at bore Sneffrid og Bjergfosses Larmen. Allerede strakte den øverste udtyndede Skyrand fig ud over vore Hoveber, og Skovstrækningen foran os indhyledes, fom i en Taage, af den nedstyrtende Regn. Forsilde rede vi stærkt til, for at naae, den nærmeste Bye gjennemblødte kom vi til Alling, og fogte Lye i en aaben Port.

Gaardens Ejer, en aldrende Bonde, der var for os ganske vildfremmed, tog imod os med gammeldanft Gjæst frihed: lod vore Heste føre i Stalden, og indbød og felv i fin lune Stue. Strar faasnart ban faae vor vaade Tilstand, tilbød han os fine to Sonners Klæder, at drage paa medens vore egne terredes for den blussende Arne. Begjerligen toge vi mod dette gode Tilbud; og i hans Overstue – faa fals des Bedstestuen gjorde vi snart dette forfriskende Skifte, under Spøg og latter over vor uventede Travestering. Som Bønderkarle i Søndagsstads traadte vi atter ind til Familien.

« ForrigeFortsæt »