Billeder på siden
PDF
ePub

Jeg fandt mig iffe beføjet til at svare Noget paa faa uforskammet en Skofe, jeg fandt det under min Værdighed at tage honnette Folk i Forsvar mod saadan en Kjeltring. Han vedblev.

Men Peiter og Linka holdt trolig ud sammen. Saa traf det sig engang hverken værre eller bedre, end at vi blive tagne tilfange af en Flok Soldater. Hvad der blev af Smælemerne veed jeg ikke, men det veed jeg, at Peiter og jeg fik hver en hvid Rokkelpoj og en Sneller*) paa Nakken, og flere Prygl end Penge, inden vi lærte at friges. Saa kom vi da ogsaa med imod Franskmændene, og Linka fulgte efter vort Regiment med de andre Kvinder og Pakasje. Naar vi ikke vare i Tjenesten, var hun altid hos Peiter, og gjorde ham tilgode det bedste hun kunde. Og det var endda strængt nok; for først var hun grumslinglak**), og siden fik hun Grumslingen at slæbe paa den samme lille Klør, de endnu har med dem; men hun gav aldrig et Muk."

-

"Et Aarstid eller tre gif det os godt nok endda; men saa kom vi en Dag i et stort Slag, og der fik den solle Peiter begge Fødderne spolerede af en Kanonkugle. Jeg vidste ikke Noget af ham at sige, før om Aftenen, da vi vare komne i Dvarteer; der kom Linka med ham paa Nakken, og ind i Sygestuen til Feldtskæreren. Han skar begge Fødderne af ham, og da han saa var hvoet han vilde. Sin Afsked havde han Vejen -men Pensionen glemte de. igjen paa Nakken og Grumslingen ved Haanden og vandrede videre om i Verden. Hun havde det surt nok, kan jeg troe; for hun maatte alene bjerge Føden til dem alle Tre. Men

*) Kittel og Gevær. * Frugtfommelig.

cureret,

[ocr errors]

kunde han gaae

der var intet i Saa tog Linka ham

hun er aldrig raadvild -ben Karl! hun tiggede, og hun spaaede for hun kan ogsaa spaae“ lagde han til med megen Alvorlighed — „baade i Kaffe og i kort, og af Folks Hænder; og hvad hun siger det er vist."

[ocr errors]
[ocr errors]

"Saaledes havde hun fegtet sig igjennem lige fra en Strøm der langt ude, de kalde die Donau- og ind til Bøffelsmatini*). Der slumpede jeg til at finde dem igjen, og siden fulgtes ví að her hjem.

- "

"-Men," afbrød jeg ham, „Du har jo begge dine Fødder, hvorledes fik da Du din Afsked?":

[ocr errors]

"Den tog jeg selv, svarte han grinende; "jeg tyktes den Krig varede mig forlænge, og da jeg saa en Dag stod Stildvagt i en stor Stov den selvsamme, hvor Linka havde faaet Armen slaaet over - fik jeg Lyst til at komme til Danmark igjen. Jeg smed derfor Rokkelpøj og Sneller og Patrontaske og hele det Ragerie, og løb min Vej, og det gif prægtigt."

Under denne Fortælling, som ellers var langt vidtløftigere, mere epift og episodisk, end jeg her finder fornødent at anføre den, havde vi naaet en bedre banet Vej til Ørre. Min bereiste Ledsager gik tilbage og jeg frem; skjøndt jeg gjerne endnu engang gad have seet og talt med dette trofaste Kjeltringpar. Jeg har aldrig seet dem enten før eller siden.

Jeg vil ikke fordølge, at jo denne Historie besvangrede mig med allehaande Tanker, Følelser, Gisninger; men de fleste af dem kom ikke til Verden kommer der heller ikke. Een mindes jeg endnu en Gisning om roma= nest eller romanisk, det veed jeg ikke: Hvad om denne Natmandsdame, der nu danser i et Torvehuus paa Drre Hede, er en ungarsk Grevinde eller Baronesse? Hvad om

*) Meklenborg..

E. S. Blicher, Gamle og nye Noveller. I.

4

Fødselen havde bestemt hende til at danse ved wienste Hofballer? at see Baroner, Grever og Fyrster for sine Fødder? istedetfor at hun nu maae bære en Kjeltring uden Fødder gjennem Livet! Hendes Vugge stod maaskee i „gyldne Sale"

[ocr errors]

hendes Grav i Hjørnet af en jydsk Landsbykirkegaard men hendes trofaste Kjerlighed kan maaskee staae anskrevet ter, hvor Keiserslotte og Torvehuse staae Side om Side.

Danmark

Simmelbjerget.

Canmarks højeste Bjerg havde jeg jo ofte feet, men hidtil endnu ikke besteget. Nogle Gange førte min Vej mig i dets Nærhed; men mine Rejsers Meed tillode intet Sidespring, og jeg maatte lade mig nøje med, i en halv Miils Afstand at betragte det danske Schwarzwald, og i Forbifarten at kaste et hurtigt Blik ned gjennem Dalene til den yndige Søe, der bugter sig mellem græs og løvklædte Der og dybt indskaarne Landtunger. Omsider fik jeg mig losrevet fra alle Hindringer, og besluttede, at gjøre Himmelbjerget til det eneste Maal for en todags Lystrejfe. Min Fætter Ludvig, som nylig var kommen fra Hovedstaden herover, ledsagede mig.

Formiddagen var klar og varm, og lovede os en smuk Aften, men hen paa Eftermiddagen dannede sig lidt efter lidt i Sydvest en Række af hvidlige Skyer med ildfarvede Kanter.

Fætter ændsede dem ikke; men jeg, som fyndigere Vejrspaamand, kjendte disse Tordenens Værkstæder, og bebudede ham, at Aften ej vilde bleve Morgen liig."

Vi rede just i den Retning, at vi havde dem lige imod os, og kunde derfor stadigen bemærke, hvorledes de stedse hævede sig højere og højere, mørknedes ved Roden, og taarnede sig som Snefjelde op over Himmelbjerget. Vor Phantafie viste os dem som Schweitseralper, og vi søgte at indbilde os selv, at vi befandt os i hiint stolte Klippeland: vi faae Schreckhorn og Wetterhorn og den aldrig berørte Jomfrue: i Skyernes Dale erkjendte vi Jisbræerne; og naar en fremstaaende Knop bøjede sig, sank og sammensmeltede med den øvrige Bjergkjæde, var det en Lavine, som begrov Huse og Byer i evig Snee.

Endnu videre udmalede vi med barnlig Lyst denne majes stætiske Alpescene, og forlystede os saa længe med dette Selvbedrag, til det løsbrydende Uvejr vækkede os af vore Drømmerier. Tordenen buldrede hørligere, heftigere, saa vor Jndbildningskraft forgjæses anstrængte sig for, i denne Dundren at høre Sneftrid og Bjergfosses Larmen. Allerede strakte den øverste udtyndede Skyrand sig ud over vore Hoveder, og Skovstrækningen foran os indhylledes, som i en Taage, af den nedstyrtende Regn. Forfilde rede vi stærkt til, for at naae. den nærmeste Bye gjennemblødte kom vi til Alling, og

søgte Lye i en aaben Port.

Gaardens Ejer, en aldrende Bonde, der var for os ganske vildfremmed, tog imod os med gammeldansk Gjæst frihed: lod vore Hefte føre i Stalden, og indbød os selv i fin lune Stue. Strax faasnart han faae vor vaade Tilstand, tilbød han os fine to Sønners Klæder, at drage paa medens vore egne terredes for den blussende Arne. Begjerligen toge vi mod dette gode Tilbud; og i hans Overstue faa taldes Bedstestuen - gjorde vi snart dette forfriskende Skifte, under Spøg og Latter over vor uventede Travestering. Som Bønderkarle i Søndagsstads traadte vi atter ind til Familien.

« ForrigeFortsæt »