Billeder på siden
PDF
ePub

i Gulvet og slyngede Armene sammen over Brystet. I saadan Stilling ventede han den Dame, han havde været henne at engagere, men hvem jeg fra mit nærværende Standpunct endnu ikke kunde see. Musikken begyndte: det var en Slags Reel i rast tofjerdedeel Takt?

Som en ja hvordan Een? som en Furie? nej dertil var hun alt for knov som en Penthefilea

[ocr errors]

furens, qvæ mediis in millibus ardet?

ikke heller; dertil var hun for stumpet, for buttet, for sim pelt og fredelig costumeret som Madame Schall i en Zigeunerdans? det var nærmere ved Meningen; men ellers, naar jeg maae bruge Lignelser af min egen Opfindelse og efter min egen Smag: som en Top, som en Sysselkone, som en Snurrckok, foer ud paa Gulvet, foran og efter og rundenom den letspringende Professor hvem? Ingen Anden end Korstragerinden, hende med Manden paa Ryggen.

Det var en virkelig Zigeunerdands, ved hvilken jeg hændelsesviis var bleven Tilskuer. Damens Fødder løb som Trommestikker og ramte Leergulvet med rappe Dask; Armene vare heller ikke ledige, ligesaalidet som Fingrene, der træffende efterlignede Castagnetternes Klappren. Med alt dette var der i hendes Bevægelser og Miner slet Intet af en Bayadere eller Dewidaschi; tvertimod var hendes Ansigt saa koldt, mut, ja trodsigt, at det udgjorde den fuldkomneste Contrast med Professorens.

Dennes hele store Fjæs var udspændt i et uforandret, stadigt, stillestaaende Griin: hans smaa Dine stode heelt opspilede, Munden halvt; Overlæben var heelt oppe ved Næsen; Underlæben, halvt nede paa Hagen; Man faae baade Tænder og Gummer ustridigt besad han under denne Dans et meget aabent Ansigt.

Jeg var ikke den Eneste, der morede mig over de Dan

sendes Kunstfærdighed: alle Tilskuere, der stode i en halve freds om dem, gav deres Bifald baade lydeligt og synligt tilkjende ved Forundringsraab og Udbrud af Skoggerlatter, ved at skultre sig, gnie Armene, og klappe i Hænderne (med den højre Baghaand i den venstre hule Haand). Tillige drejede de, af Sveed og Glæde glindsende Ansigter sig hurtigen fra den ene Side til den anden jeg tænkte uvilkaarligen vaa Troldene ved Thors Maskerade:

„i deres troskyldige Munterhed,
med Bukkehorn i Panden,

de gave Stød paa Stød."

[ocr errors]

Her fattedes virkelig intet Andet, end denne jotunheimske Hovedpynt, for at gjøre Illusionen fuldstændig; Zigeunerinden kunde i al Fald passere for en ret taalelig Gerda.

Ogfaa denne Dans fik Ende; Gerda gik tilbage derhen, hvorfra hun var udfaret. Jeg flyttede mig hurtigen om til den anden Side af Vinduet, for at see hvor hun blev af. See! der stod en Kiste og oven paa den sad den fødløse Vandrer; hans raske Meddanserinde paa Livets Vei satte Ryggen til Kisten, Hænderne paa den, og voltigerede baglænds op til ham.

I dette Øjeblik hørte jeg en Dør gaae, og ude hos mig stod den lærde Rothwelfter. I Lysskjæret derinde fra Stuen af faaes vi snart Ansigt til Ansigt, og han - gjenkjendte mig ligesaa haftig, som jeg ham, skjøndt med en endnu større Forundring.

Jeg fortalte ham, at jeg vilde til Ørre; men havde i det vildsomme Vejr taget fejl af Vejen, og derfor søgt efter Lyset i dette. Huus. Han tilbød sig tjenstvilligen som Vejviser; hvilken Høflighedsbeviisning jeg ogsaa taknemmelig modtog, ikke faa meget for Veiviisningens Skyld, som for at erholde Forklaring over den Scene, jeg nu havde været. Til

[ocr errors]

skuer ved, og fornemmelig Oplysning om det synderlige Ægtepar.

Hvad jeg erfarede meddeles herefter, som følger.

Peiter Beenlos og Linka Smælem.

[ocr errors]

Det forunderlige Huns fortalte mig min Ledsager var iffe opbygget ved hjelp af Aladdins Lampe, ej heller efter nogen Aandebesværgers Ordre; men af Drre Sogns Fattigvæsen og paa Amtets Befaling til den vidtberejste og vidtbekjendte Johannes Arelsen, som Prævliqvanten beskrev mig: 1) som en lærd Mand, da han baade kunde læse og ,,skribente," 2) som en klog Mand, da han hidtil lykkelig havde undgaaet og trodset alle Overstickeres*) Efterstræbelser, 3) som en kæmpestærk Slagsbroder, da han i Legemskræfter alene veeg for "Jens Munkedal, Chresten Stærk i hveisel og Chresten Jensen i Ørre (hvilke trende Athleter efter Beskrivelsen og højtideligt besvorne Kjendsgjerninger, fiffert kunde sammenlignes med Milo, Polydamas og Eutellus med Stærkodder, Bue Digre og Orm Storolffen med August den Anden. Marschallen af Saren og Frank).

Denne Materie frembød en meget naturlig Overgang til Zigeunerinden, der ogsaa maatte besidde en meer end almin delig Styrke, eftersom hun formaaede at bære sin Mand fra Bye til Bye.

Linka Smælem," sagde han, er stærk som en Ulykke, det kan jeg bevidne; for da jeg engang fik Lyft til at lege en Smule med hende, gav hun mig saa god en

*) Herredsfogeder.

Munddast, at jeg aldrig skal forlänge den bedre - men derfor ere vi lige gode Venner."

„Saa er hun dog sin Krøbling troe?" spurgte jeg.

Som Guld," svarte han; „vil Nogen komme hende fornær paa den Maade, er hun værre end en Bindehund." "Hvorledes er det gaaet til," vedblev jeg, at disse to Mennesker ere saaledes parrede sammen?"

"Det skal jeg fortælle Dem," sagde han: „Peiter som vi kalde ham og jeg ere fødte paa eet

Beenløs Sted "

"Hvor?" afbrød jeg.

"Det veed jeg ikke!" svarte han leende. Min Moder har sagt, at det var her omkring paa Heden —“

"Det var i et stort Huus," bemærkede jeg.

„Ja vel, ja vel!" raabte han nikkende, „der var højt til Loftet og vidt til Væggene. Jeg og Peiter reiste sammen til vi blev store; saa fik vi Lyst til at see os læn gere om i Verden. 3 Hviomatini — "*).

"Det var et langt Spring," faldt jeg ind.

[ocr errors]

"Det er mange tusinde Milc," sagde han med en berejst Mands glade Selvfølelse. "Fra Blaamatini**) af havde vi været i Selskab med Smælemer***). Saa traf det sig engang hverken værre eller bedre, end at vi havde taget Natteleje i en grusselig stor Skov; og om Morgenen, da vi vaagdede, var der Krig runden om os; det rabaldrede paa alle Kanter. Et godt Stykke borte var en Hule i et Bjerg; det vidste Smælemerne, og der vilde vi hen at krybe i Lye. Men Krigen kom nærmer og nærmer, og Kuglerne hvæsede

*) De øfterrigske Stater.

**) De preussifte.

***) Zigeunerc.

over os, og hug Grene af Træerne; een faldt ned paa Hovedet af en halvvoren Tos - det var justement Linka, Linka Tøs Smælem, som vi kalde hende, Peiters Maie

[ocr errors]

til af dem, men

Lad os see, om
Lad hende ligge!

og hun drattede til Jorden. Alle Smælemer bleve ved at rende, og Ingen vilde bie efter Linka; for hun hørte Ingen var stjaalen etsteds langt ude i Sønden. hun ogsaa er død! siger Peiter til mig. figer jeg. Men hun var ikke død; kun slemt forslaaet var hun, og den ene Arm knækket, og hun bad saa ynkelig, at vi vilde tage hende med. Saa tog Peiter hende op, og vi afsted efter de Andre. Da vi kom i Hulen var vi filtre nok, og der blev Linka efterseet og forbunden; men da Krigen var draget forbi, og vi igjen begave os paa Rejsen, var der ingen Anden, som vilde bære Linka end Peiter; gaae kunde hun ikke, og Smælemerne vilde givet hende Lidt at leve af, og saa ladet hende blive tilbage i Hulen. Saaledes ́ blev han da ved at slæbe paa Tøsen i mange Dage og langvejs omkring, til hun selv kunde begynde at sætte Fod til Jorden. - Det er ikke for Intet, at hun nu bærer ham igjen; Qvit er god Betaling."

„Naa,“ faldt jeg atter ind, og den første Deel af Be= talingen var da den, at hun giftede sig med ham?"

[ocr errors]
[ocr errors]

„Ja, aaja!" smidskede han, „vist bleve de gifte et Par Aar derefter paa en Maade De veed nok hvorledes vi bruge; det er ellers lige saa kraftigt, som Primer og Skraaler*) kan gjøre det. Hvem, der vil ta'e fremmede Guder, eller løbe fra hinanden, for dem kan det være Eet og Eet, enten de ere gifte sammen paa en Landevej eller i en Siangert **).

*) Præst og Degn.

**) En Kirke.

« ForrigeFortsæt »