Billeder på siden
PDF
ePub

i Gulvet og slyngede Armene sammen over Brystet. 3 saatan Stilling ventede han den Dame, han havde været benne at engagere, men hvem jeg fra mit nærværende Standpunct endnu iffe funde see. Musikken begyndte: det var en Slags Reel i raff tofjerdedeel Taft?

Som en -ja hvordan Een? som en furie? nej dertil var bun alt for knov som en Penthesilea

furens, qvæ mediis in millibus ardet? iffe heller; dertil var hun for stumpet, for buttet, for fim: pelt og' fredelig costumeret som Madame Sqall i en Zigeuncrdans ? det var nærmere ved Meningen; men ellers, naar jeg maae bruge lignelser af min egen Dpfindelse og efter min egen Smag: som en Top, som en Sysseltone, som en Snurrcfof, foer ud paa Gulvet, foran og efter og rundenom den letspringende Professor hvem? Ingen Anden end Rorstragerinden, hende med Manden paa Ryggen.

Det var en virkelig 3igeunerdande, ved hvilken jeg bændelsesviis var bleven Tilffuer. Damens Fodder løb som Trommestiffer og ramte Leergulvet med rappe Daft; Armene vare heller ikke ledige, ligesaalidet som Fingrene, der træffende efterlignede Castagnetternes Klappren. Med alt dette var der i hendes Bevægelser og Miner slet Intet af en Bayadere eller Dewidaschi; tvertimod var hendes Ansigt saa koldt, mut, ja trodsigt, at det udgjorde den fuldkomneste Contrast med Professorens.

Dennes bele store fiæs var udspændt i et uforandret, stadigt, stillestaaende Griin: hans fmaa Dine stode beelt op: spilede, Munden halvt; Dverlæben var heelt oppe ved Næsen; Underlæben halvt nede paa Hagen; Man faae baade Tænder og Gummer

ustridigt befad han under denne Dans et meget a abent Ansigt.

Jeg var ikke den Eneste, der morede mig over de Dans

sendes Kunstfærdighed: alle Tilskuere, der stode i en Halvfreds om bem, gay deres Bifald baade lydeligt og synligt tilfjende ved Forundringsraab og udbrud af Sfoggerlatter, ved at ffultre sig, gnie Armene, og flappe i Hænderne (meb den højre Baghaand i den venstre hule Haand). Tillige drejede be, af Sveed og Glæde glindsende Ansigter sig hurtigen fra den ene Side til den anden jeg tænkte uvilfaar: ligen paa Troldene ved Thors Maskerade:

wi deres trosfyldige Munterheb,
med Buttehorn i Panden,

de gave Stød paa Stød." Her fattedes virkelig intet Andet, end denne jotunhejmske Hovedpynt, for at gjøre Illusionen fuldstændig; Zigeunerinden kunde i al Falb passere for en ret taalelig Gerda.

Ogfaa denne Dans fil Ende; Gerda git tilbage derhen, hvorfra hun var udfaret. Jeg flyttede mig hurtigen om til den anden Side af Vinduet, for at see hvor hun blev af. See! der ftob en Riste og oven paa den fab ben fodlose Vandrer; hans raske Meddanserinde "paa Livets Vei fatte Ryggen til Kisten, Hænderne paa den, og voltigerede baglænds op

til ham.

3 dette Dieblif hørte jeg en Dør gaae, og ude hos mig stod den lærde Rothwelffer. 3 Lysstjæret derinde fra Stuen af faaet vi snart Ansigt til Ansigt, og ban - gjenkjendte mig ligesaa haftig, som jeg ham, stjøndt med en endnu større Forundring.

Jeg fortalte ham, at jeg vilde til Drre; men havde i det vildsomme Vejr taget fejl af Vejen, og derfor fogt efter Lyset i dette Huus. Han tilbød fig tjenstvilligen som Bejviser; hvilken Hoflighedsbeviisning jeg ogsaa taknemmelig modtog, iffe faa meget for Veiviisningens Sfyld, fom for at erholde Forklaring over den Scene, jeg nu havde været. Til:

ffuer ved, og fornemmelig Oplysning om det synderlige Ægtepar.

Hvad jeg erfarede meddeles herefter, som følger.

Peiter Beenlos og Linka Smæleni.
Det forunderlige Huus fortalte mig min ledsager

var iffe opbygget ved Hjelp af Aladdins lampe, ej heller efter nogen Aandebefværgers Drdre; men af Ørre Sogns Fattigvæsen og paa Amtets Befaling til den vidtbereiste og vidtbekjendte Johannes Arelsen, som Prævliqvanten beffrey mig: 1) som en lærd Mand, da han baade funde læse og .. skribente,“ 2) fom en klog Mand, da han hidtil lykkelig ba undgaaet og trodset alle overstider e8*) Efters stræbelser, 3) fom en fæmpeftærk Slagsbroder, da han i Legemsfræfter alene beeg for Jens Munkedal, Chresten Stærk i Hveifel og Chresten Jensen i Ørre (hvilke trende Athleter – efter Beskrivelsen og højtideligt besvorne Kjendsgjerninger, siffert funde sammenlignes med Milo, Polydamas og Eutellus

- med Stærkobber, Bue Digre og Drm Storolfsen - med August den anden, Marshallen af Saren og Frank).

Denne Materie frembød en meget naturlig Overgang til Zigeunerinden, der ogsaa maatte besidde en meer end almin delig Styrke, eftersom hun formaaede at bære sin Mand fra Bye til Bye.

mlinfa Smælem, sagde han, er ftærk som en Ulykke, det kan jeg bevidne; for da jeg engang fit Lyst til at lege en Smule med hende, gav hun mig faa god en

*) Herredsfogeder.

[ocr errors]

Munddast, at jeg aldrig skal forlange ten bedre

men der for ere vi lige gode venner.

"Saa er hun dog fin Krobling troe qui spurgte jeg.

„Som Ould, svarte han; „bil Nogen komme bende fornær paa den Maade, er hun værre end en Bindehund."

Hvorledes er det gaaet til,“ vedblev jeg, wat disse to Mennesker ere saaledes parrede sammen?

Det skal jeg fortælle Dem," sagde han: „Peiter Beenlo 8 som vi kalde ham - og jeg ere fødte paa eet Sted"

Hvor?" afbrød jeg.

Det veed jeg ikke!" svarte ban leende. Min Moder har sagt, at det var her omkring paa Heden

Det var i et stort Huus, bemærkede jeg.

, 3a vel, ja vel!« raabte han niffende, der var beit til Loftet og vidt til Væggene. Jeg og Peiter reiste sammen til vi blev store; faa fik vi lyst til at see os læn: gere om i verden. f Hvidmatini - 4*).

Det var et langt Spring," falct jeg ind.

Det er mange tusinde Milc," sagde han med en bereift Mandø glade Selvfølelse. Fra Blaamatini **) af havde vi været i Selffab med Smælemer***). Saa traf det fig engang hverken værre eller bedre, end at vi havde taget Natte: leje i en grusselig stor Slov; og om Morgenen, da vi vaagdede, var der Krig runden om os; det rabaldrede paa alle Kanter. Et godt Stykke borte var en Hule i et Bjerg; det vidste Smælemerne, og der vilde vi hen at fryde i lye. Men Krigen kom nærmer og nærmer, og Kuglerne hvæsede

*) De østerrigste Stater. **) De preusfifte. ***) Zigeuners.

over os, og hug Grene af Træerne; een faldt ned paa Hovebet af en halvvoren Tos - det var justement Linfa, linka Smælem, som vi falde hende, Peiters Maie -- og hun drattebe til jorden. Alle Smælemer bleve ved at rende, og Ingen vilde bie efter linfa ; for hun hørte Ingen til af dem, men vor ftiaalen etsteds langt ude i Sønden. Lad os see, om hun ogsaa er død! figer Peiter til mig.

figer Peiter til mig. Lad bende ligge! figer jeg. Men hun var iffe død; fun slemt forslaaet var hun, og den ene Arm knæffet, og hun bab saa ynkelig, at vi vilde tage hende med. Saa tog Peiter hende op, og vi afsted efter de Andre. Da vi fom i Hulen var vi siffre nok, og der blev linka efterseet og forbunden; men da Krigen var draget forbi, og vi igjen begave og paa Rejsen, var der ingen Anden, som vilde bære Linfa end Peiter; gaae funde hun ifke, og Smælemerne vilde givet hende lidt at leve af, og saa ladet hende blive tilbage i Hulen. Saaledes blev ban da ved at slæbe paa Tøsen i mange Dage og langvejs omfring, til hun selv funde begynde at sætte Fod til Jorden.

Det er ikke for Intet, at hun nu bærer ham igien; Dvit er god Betaling.“

Naa, faldt jeg atter ind, og den første Deel af Bes talingen var da den, at hun giftede sig med ham?

3a, aaja !u (mibftede han, „dist bleve de gifte et par Har derefter

De deed nok hvorledes vi bruge; det er ellers lige faa kraftigt, som Primer og Straaler *) kan gjøre det. Hvem, der vil ta'e fremmede Guder, eller løbe fra hinanden, for dem fan det være Eet og Eet, enten de ere gifte sammen paa en Landevej eller i en Siangert **).

paa en Maade

*) Præst og Degn. **) En Kirke.

« ForrigeFortsæt »