Billeder på siden
PDF
ePub

skrives hiin Stueplads, hvorpaa Lears Vanvið rafer, frygte: ligere end selve Elementerne. Her havde jeg jo samme Skueplads, famme Decorationer, samme fortrinlige Maskinerie, og jeg var ene: ustandset, uforstyrret kunde min Phantasie nu flyve paa Stormens Vinge og ride paa Tordenens Pile.

Frygt ikke, adstadige Læser! at jeg her skal rive Dig ud af din fornuftige Sjels afmaalte, ordentlige Pasgang. Dennes sinde skal jeg ikke pine Dig med hvad jeg har tænkt og , følt: thi Noget er af den Beskaffenhed, at jeg vil beholde det for mig selv alene. Og Noget er af en Genre, at jeg ifke kunde meddele Dig det, om jeg ogsaa vilde. Dersom denne Fortælling skulde falde i Hænderne paa Een, som har ladt sig gjennembløde, for at betragte et natligt Tordenvejr, en Saadan veed omtrent hvad jeg mener. Andre maae nøjes med hvad jeg saae og hørte.

Det blev Aften- det blev Nat. Uvejret var om mig, var over mig. Thors Vogn buldrede; Arlerne gnistrede; Bukkefødderne flapprede op og ned ad Skyernes Bjerge og Dale; Regn og Hagl styrtede rasende ned. Bælmørke og blæn= dende Lysglimt verlede med hinanden; snart vandrede jeg i fynligt, feleligt Mulm; snart laae Heden foran mig i tvivls somt Lys, og Himmelen viste mig i hurtige Dieblink sit sønderrevne Forhæng. I saadanne Momenter savnede jeg Intet uden Macbeths Here.

Pennekas *) — Drallers**)

Kjeltringbal.

Foran mig viste sig et stillestaaende Lys, som forsvandt hvergang et Lyn udbredte sit stærke Skjær, men kom igjen

*) En Kro. **) Bonteassemblee.

naar det atter blev mørkt. Jeg vidste, paa hvad Lag i Heden jeg omtrent maatte befinde mig; jeg vidste tillige, at her ifte kunde være i det mindste for et Par Uger siden ikke havde været nogen menneskelig Vaaning.

Jeg standsede af og til, for at iagttage, om Lyset be: vægede sig. Nej! -bet funde følgelig hverken være Lygte eller Lygtemand; men vel et af hine hemmelighedsfulde Meteorer, der menes at betegne nedgravede Skatte, eller nedgravede Liig. For disse frygtede jeg ikke, for hine langt mindre jeg blev da ved at gaae fremad. Stinnet blev stedse større og flarere.

Jeg havde atter gjort Holdt, da et vældigt Lynglimt oplyste foran mig en Gjenstand, der saae ud som et Huus uden Tag. Jeg studsede og tænkte uvilkaarlig paa hine interimististe Balsafe, som Underjordiske siges at oprejse til natlige Orgier. Dog hvilken fornuftig Bjergmand eller Bjergmandskone vilde vel i saadant et Vejr bestemme sig til at danse oven paa Jorden?

[ocr errors]

Himmelens Lys udfluktes; men dette jordiske tændtes paanye: jeg stirrede, jeg lyttede - svage Toner som af et Strengeinstrument, stundom tabende sig i Tordenlarmen og Blæstens Susen, kom til mit Dre! Altsaa alligevel en natlig Dans! og det her paa den vildene Hede, i den vildene Storm! Skulde jeg blive? gaae tilbage eller frem? Nysgjer righeden raadte til det Sidste; jeg havde jo aldrig tilforn været i Hereselskab eller Bjergmands commerce.

Atter gik jeg et Stykke fremad, fast besluttet at indtrænge faa langt som mueligt i denne rædselfulde Løndom; men hvis jeg her skulde træffe paa eet af den forføriske Morganas Slotte, da at blive smukt udenfor og flye. Jeg kom nu saa nær, at Lyset antog en fiirkantet Figur -- det skinnede

fra et Vindue i det forherede Castel. Jeg holdt atter stille. Strengelegen hortes heel grant! det var en Violin og ingen Harpe. Denne Omstændighed beroligede mig i Henseende til morganiske Fristelser, men satte mig derimod i Tanken hen til hine Pikkeniker, hvor Spillemændene ere Gedebukke, nemlig de bloksbjergske. Jeg lyttede: Musikken blandedes med Raaben og Latter. Jeg stirrede: dunkle Skikkelser svævede frem og tilbage derindenfor Vinduet jeg var sælsom tilmode.

Imidlertid havde Uvejret fjernet fig; det holdt op at regne, og en enkelt Stjerne glimtede hist og her med „grædende. Dje gjennem hurtigt drivende Taageffyer. Det østerlandske Huus stod nu i fjendeligt Omrids: jeg vovede at træde det ganske nær; jeg vovede at udstrække min Haand, for at erfare, om det var af jordisk Stof, eller bygget af faadanne Materialier, som Feer og Here bruge. Jeg følte, jeg saae: Hytten var opmuret af lige, saa ægte som nogen findes.

Hedetørv, saa sandfes

Her var altsaa en menneskelig Vaaning: ergo kunde her være cen, og jeg havde før sluttet falst, som Man saa tit gjør, naar man slutter fra posse til esse. En Anden, mere fast i fine Principer, end jeg, vilde have sagt: "her er intet Huus, for her kan intet være." Jeg derimod, som ikke er stærk i Logica, antog bona fide Huset for et Huus, og undrede mig aleneste over, hvorlunde det var kommen her, og til hvad Ende?

Jeg maae gjøre en Digression, der hverken er lang eller uforanlediget. Den, der har rigtig Lyst til Dans, er aldrig forlegen for et Locale: da Franskmændene (som ogsaa ere en ret egentlig dansende Nation) med Storm havde indtaget Constantinopel, dandsede de i Sophiakirken ligesaa svedige og blodige som de kom fra Murene. Da de med Storm havde

indtaget Tuillerierne, dansede de i de kongelige Sale, hvis Gulve vare malede med blodige Roser; da Bastillen var jevnet med Jorden, dansede de paa Tomten. Dette Sidste huer mig bedst; og sindrig, poetisk, indholdsrig var hiin korte Indskrivt paa den fimple Støtte, der betegnede Fængfelets Sted: "her danser Man." Her - nemlig hvor man før sukkede og hylede; her, hvor der var kun Graad og Tandgnidsel; hvor Despotismens Offere nedstødtes levende i Graven, her, hvor der borde staaet samme Devise over Porten, som ved Indgangen til Dantes Helvede: "lad Haaber blive udenfor!"

Naa da: ogsaa her, midt paa Alheden, en Miil fra det nærmeste Huus: her, hvor tilforn kun hørtes Vindens Suk i Lyngen og Hjejlens Hylen, hvor Vandreren fremstødtes i natligt Mulm" uden Haab om Huuslye og Aftens, mad, smægtende efter en varm Kakelovn og et Fad varm Grød ogsaa her danser Man-jeg blev veltilmode og traadte hen for Vinduet, for at tage Balfalen og de Dansende i Djesyn.

Hvor skal jeg faae en nederlandsk Pensel til at male denne nederlige Scene? Hvorledes skal jeg skildre den, for slige Decorationer ganske fremmede, Læser denne „hyggelige" Stue med Loft af Leer, Vægge af Leer, Gulv af Leer? hvorlunde skal jeg fremstille ham den ædle Simplicitet i Meublemente? uhøvlede Fyrrebænke, blakkere Egekister, bes satte med sorte Leergryder og Fade, med grønne Brændevinsflasker, og blanke Glas med drejede Træfødder? hvorledes skal jeg bibringe ham en klar Forestilling om Værelsets clairobscure, en Virkning af fire Tællepraafer, som vare klistrede paa Væggene? Og fremfor Alt de levende Figurer. Jeg vil holde mig til disse.

Midt paa Gulvet drejede tvende Par sig i den vel

bekjendte schwabischen Wirbeltanz;" men Rotationerne vare sac voldsomme, at det blev mig umueligt at firere de Dansendes Ansigter. Paa en Bænk ligefor Vinduet sade tvende andre Par, hvis blussende Kinder tilfjendegav, at de nylig havde forladt Gulvet. Ved den ene Side af dem, paa Hjørnet af en flad Kiste, sad Spillemanden, og slog Takt med sin Træskohæl, og ved den anden stode to pjaltede Børn skrabende Skoverne af en sort Grødgryde.

Nu var Valtsen ude; men i dette Øjeblik fremtraadte en Person, som hidtil havde staaet skjult for mig. Han gik tvert over Gulvet, og forsvandt paa den anden Side. Jeg saae altsaa kun hans Profil, men det var nok for mig til at gjenkjende Fyren. Naar jeg siger, at det var en undersætsig Krabat, med nedhængende Arler og et vældig stort Hoved oven paa dem: at han var meget ramskoppet, havde en bred Mund med tykke Læber, smaae Øjne, der, naar han talte, vare i uophørlig Bevægelse - omtrent som man beskriver Buskmændenes - at dette store koparrede Ansigt viste i den hurtigste Afverling but Alvorlighed og raa Lystighed: at hele Karlen havde en saa bestemt, fast og ilende Gang, at Man blot behøvede at see ham bag til, for at sige: „Den Knægt er vist Een af dem, der ikke betænke sig længe paa at putte Kniven i Livet paa hvem, der kommer ham for nær jeg saaledes betegner ham: da er der i det mindste tre Menneffer til, foruden mig, som ville mindes at have feet ham før; om saa fun Een af disse har profitereret af hans rothwelske Privatissima. Jeg behøver vel neppe at forøge Signalementet med den Bemærkning, at han havde den Korsfæftedes Billede indtattoveret paa sin venstre Arm.

naar

Strar derpaa kom denne vor Professor i det rothwelske og romaniske Sprog trædende baglænds ud paa Gulvet, faae om til Spillemanden og niffede, trampede nogle Gange haardt

« ForrigeFortsæt »