den Ulykkelige vidste ikke, hvorledes Vand smager; vel endnu meget mindre, hvad det er, udmattet af Gang, svinglende af Hede og brændende Tørst at kaste sig i Bølgens kølige, styrkende Favn. Denne Lyft ventede mig fun en lille Fjers dingmiil fra det vandløse Kjær, hvor jeg fjendte en med Lyng og Pors indfattet Hedefee.

Gjenfødt til nye Anstrængelser, med hiin ubeskrivelig føde Dirren i alle Nerver, sad jeg lidt ophøjet over Søen i Vindsiden paa en Gravhøj den eneste i Omkredsen saavidt Øjet naaede. Hunden laae ved mine Fødder, og deelte de ambrosiske Lækkerbidskener, Ost og Brød, da en levende Gjenstand tilbrog sig hans Opmærksomhed; thi han rejste Hovedet lidt i Vejret, skød Drerne op, trak Djenbrynene fammen, knurrede og udstødte et Par Smaabjæf. Jeg drejede mig om, og faae et Væsen nærme sig, som vel kunde forbause baade Mennesker og Hunde. Det var nemlig intet mindre, end en Slags Amphibie eller Hermaphrodit, en uhyre lang Holophernes med Skjørter paa, et Væsen altsaa

foroven Mand, forneden Kvinde. Skikkelsen skred, med en Landse i hver Haand, hen imod mig — min Tommelfinger faldt af sig selv om Hanen paa Geværet. Men snart opdagede jeg, at Landserne ikke vare Andet end Kjeppe, og endvidere, at Væsenet var en Dobbeltfigur med to Hoveder, fire Arme, fire Stoffe og fire Been med korte og klare Ord: det var en Mand baaren af en Kvinde; en noget mindre end halvvoren Dreng fulgte tæt bag efter. Vejen lob nedenom Højen paa den modsatte Side; men da de Kommende havde Solen lige i Øjnenene, kunde de ikke see mig - Hunden taug enten af Skræk eller af Forundring.

løb

En Mand, som figurlig talt med Taalmodighed bærer sit Huuskors gjennem Livet, eller af Kjerlighed fin Kone paa Hænderne, er ingen stor Sjældenhed; men en kvin

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. I.

3

delig Korsdragerinde i bogstavelig Mening nemlig med sin dMand paa Ryggen, var endnu aldrig forekommet mig. His storien om die Weiber von Weinsberg har stedse syntes mig lidt fordægtig: "det er langt borte og længe siden. Sligt tilbrog sig. 3 alt Fald var det fun en fort Spadseretuur og dermed forbi: einmal ist keinmahl. Og disse „ver

rufene Weiber" ansporedes jo mægtigen, deels af Frygt for Enkestanden, og maaskee af Lyst til at gjøre Opsigt blandt de fiendtlige Herrer Officerer. Her, paa den store øde Alhede, maatte findes andre'Aarsager; den første, jeg opdagede, var denne, at Manden manglede begge fine Fødder.

Da det lille Selskab var kommen midt for Højen, gjørs des Holdt: Kvinden drejede Ryggen til Skraaningen, bøjede sig tilbage, og aflæssede fin Byrde; derpaa rettede og rattede hun sig nogle Gange, puftede ud, og nedlod sig imellem Manden og Pogen. Den Sidste lagde en lille Pose i hendes Skjød. Der blev fremtaget nogle Fødevarer og spist i al Stilhed. Saasnart det tarvelige Maaltid var endt, begyndtes en kort Samtale, af hvilken jeg kun namsede enkelte Ord; thi den førtes i et Sprog, hvilket jeg af adskillige udtryk - saasom "Jup," "Brall," Pukkasch,"*) - snart erkjendte for det faakaldte romaniffe." Efter nogle Minuters Forløb var Materien udtømt og alle tre lagde sig til at sove.

Jeg rejste mig nu, og gik om paa den anden Side af Højen, for at tage den slumrende Gruppe i Øjesyn. Manden var en lille, men- paa det nær, at han manglede Fødderret velskabt Figur, med et frist, brunladent Ansigt; han lod til at være i sin kraftigste Alder. - Kvinden var endnu langt mørkere af Farve; havde store, forte, sammenløbende Øjenbryn, en afstumpet Næse, fyldige Kinder, en temmelig

bred Mund med tykke Læber, mellem hvilke fremskinnede de misundelsesværdigste snehvide Tænder. Hun var meget føer af Bryst og Lemmer, og saae vel ud til at kunne tage fin Mand. - Saaviot havde jeg taget Stue af det synderlige Par; men hvad har Man feet af et Menneske, naar Sjælens Vinduesskodder ere tillukkede? saameget omtrent som Bindet om en Bog.

Jeg havde allerede vendt mig bort for at gaae videre, da Purken gav sig til at raabe: "Madrum! Padrum! en Høvl en Grønspæt!"*) Kvinden slog et Par sorte, dybtliggende og alvorlige Øjne op, satte sig langsomt overende, og nikkede ad mig paa en Maade, som er disse Mens neffer egen, naar de hilse Nogen. I det samme aabnede Manden for tvende store, lyseblaae, muntre og livlige „Oklinger:"**) han tog Hatten af, men blev liggende i sin magelige Stilling.

Jeg taler gjerne fremmede Sprog; ikke for at glimre med mine lingvistiske Kundskaber; men det medfører en særegen Behagelighed, saaledes at familiarisere sig med Udlændinge, da Man ellers uden dette Meddelelsesmidel maatte betragte hverandre som Døvstumme. De magiffe Ord løse Lungen, aabne for Sjælens Tankegjemme, og bringe Liv i hiin spirituelle Tuskhandel, ved hvilken begge Parter vinde. Tilmed den fødtpirrende Overraskelse: naar en Rejsende, der møjsommeligen slæber sig frem i det uvante Sprog, nu med eet tiltales i fit liflige Modersmaal; da faae Tanker og Tunge Liv og Vinger; Talen strømmer i flydende ustandset Løb den Fremmede er paa eengang hjemme, han er atter iblandt Slægt og Venner.

*) Moder! Fader! en Fund! en 3æger. **) Dine.

Ikke af nogen her anført Grund snarere uden Grund, som vi saa ofte tale og handle - fik jeg det Indfald, ikke at ville sætte min rothvelske Praas under en Skjeppe. Jeg niffede igjen til mine Arabere med et: "Goddeis Genter!"*)

Et let Smiil foer over Kvindens asiatiske Ansigt; men Manden hævede Overkroppen, støttede sig paa begge Haandflader, og saae med urolige Blik snart paa mig og snart paa Damen.

"Er det dinnoses Maie?. **) vedblev jeg.

„Sibe, fibe,«***) svarede han_hurtigt, og gav hende tillige et ret venligt Zjekaft.

"Det er Mængerie t) for Dinnoses at bære din Knasper," sagde jeg til hende.

„Nobes,"itt) svarede hun kort, og baskede med sin Kjep

i Lyngen.

Jeg greb nu i Lommen, gav Drengen et Par Skilling -hvorfor Manden meget høfligt takkede sagde Farvel, og gik. Først da jeg var kommen et langt Styffe bort, fortrød jeg, at jeg ikke havde spurgt disse Mennesker lidt nøjere ud. Men saaledes gaaer det: jo nærmere vi ere det Ualmindelige, det Mærkelige, jo mindre vækker det Interessen: En Mand kan boe ti Aar paa Moen, uden at fee Klinten, men rejser maaskee til Schweiß, for at see Schreckhorn og Staubbach : en Anden har to Gange været ude at see Rhinfaldet; men endnu ikke een Gang ved Vesterhavet, ffjendt han hver Dag kan høre dets vældige Torden. Da jeg besaae Rosenborg, flete det i Selskab med fire Kjøbenhavnere vi varc der alle Fem for første Gang. Den, der havde Penge og Tid, kunde gjerne faae isinde at svippe til Norwood eller Siebenbürgen, for at tage en Zigeunerleir i Betragtning; men vore

*) Goddag Folk! **) Kjæreste. ***) Ja. † Besværlighed. ††) Mand. - ttt) Nei.

danske Pariaer kunne gaae ham dagligen forbi, uden at vær

diges et Djekast.

Hvor synderlig

tænkte jeg siden

lille Caravane! Hvor ucgennyttig, hvor

er dog ikke denne stærk, trofast, ja

heroisk er ikke denne Kvindes Kjerlighed til en hjælpeløs Krobling, hvem hun paa sine Skuldre bærer Gud veed hvor langt og hvor længe! Hvor vældig er dog den usynlige Magt, som har forenet disse tvende Væsner - Drkenens, den vilde Naturs vilde Børn! Og dog imod Naturens Generalregler; thi ellers er det Nanken, der snoer sig om Elmen; den svage Kvinde søger Beskyttelse hos Manden - her er det omvendt.

Under saadanne Tanker vendte jeg om igjen, for at op= rette min Forsømmelse, og nærmere at lære at fjende det for= underlige Par, og dets vist nok besynderligere Skjæbne.

Jeg gif over en Fjerdingvei tilbage til Højen; men Caravanen var allerede borte; saalangt som jeg kunde øjne, var intet levende Væsen at see.

Det var henimod Aften

-

jeg maatte tænke paa Nats ten. Den By, bvor jeg havde besluttet at tilbringe samme, var over halvanden Miil borte; og i Mellemrummet fandtes saavidt jeg vidste ingen menneskelig Vaaning. "Sydostblammer og Kvindeklammer vil gjerne endes med Vand," siger Jyden. Dette kan slaae fejl, især om Vedkommende beholde Marken og det sidste Ord; men Rigtigheden af hiint stadfæstede sig paa een for mig saare følelig Maade.

Blæsten havde lagt sig; men Himlen var overtruffen med mørke, lavtdrivende Skyer. Tordendronet hørtes lydes ligere og lydeligere, og enkelte Lyn glimtede trindt omkring mig i det Fjerne. Jeg mærkede vel, at jeg ikke kunde undgaae Vejret; belavede mig derfor paa en vaad Troie, men tillige paa Nydelsen af det stolteste Natursyn, vi hertillands fjende. "Hede - Nat Torden og Lynild" saaledes be