Billeder på siden
PDF
ePub

den ulykkelige vibfte iffe, hvorledes Vand smager; vel endnu meget mindre, hvad det er, udmattet af Gang, svinglende af Hede og brændende Tørst at kaste sig i Bølgens kølige, ftyrkende Favn. Denne Lyft ventede mig kun en lille Fiers dingmiil fra det vandløse Kjær, hvor jeg fjendte en med Lyng og Pors indfattet Hedefoe.

Gjenfødt til nye Anstrængelser, med hiin ubeskrivelig føbe Dirren i alle Nerver, fad jeg lidt ophojet over Søen i Vindsiden paa en Gravhøj - den eneste i Omfredsen faas vidt Diet naaede. Hunden laae ved mine Fødder, og deelte de ambrosifte lækkerbidffener, Dít og Brød, da en levende Gjenstand tildrog sig hans Dpmærksomhed; thi han reiste Hovedet lidt i Vejret, fted Drerne op, trak Dienbrynene fammen, knurrede og udstødte et Par Smaabjæf. Jeg drejede mig om, og fage et Bæfen nærme sig, fom vel kunde for: bause baade Mennesker og Hunde. Det var nemlig intet mindre, end en Slag$ Amphibie eller Şermaphrodit, en uhyre lang Holophernes med Skjørter paa, et Væsen altsaa

foroven Mand, forneden Kvinde. Stiftelsen skred, med en fandfe i hver Haand, hen imod mig — min Tommelfinger faldt af sig selv om Hanen paa Geværet.

Men snart op bagede jeg, at landserne iffe vare Andet end Kjeppe, og endvidere, at Bæsenet var en Dobbeltfigur med to Hoveber, fire Arme, fire Stoffe og fire Been – med forte og flare Drb: det var en Mand baaren af en Kvinde; en noget mindre end balvvoren Dreng fulgte tæt bag efter. Vejen løb nedens om Hojen paa den modsatte Side; men da de Rommende havde Solen lige i Dinenene, kunde de iffe see mig - Huns ben taug, enten af Stræk eller af Forundring.

En Mand, som figurlig talt – med Taalmodighed bærer sit Huusfors giennem livet, eller af Kjerlighed fin Kone paa Hænderne, er ingen stor Sjældenhed; men en kvin: S. S. Blicher. Samle og nye Noveller. I.

3

delig Korsdragerinde i bogstavelig Mening - nemlig med fin Mand paa Ryggen, var endnu aldrig forekommet mig. His storien om wie Weiber von Weinsberg har ftedse syntes mig lidt fordægtig : "det er langt borte og længe siden. Sligt tisdrog sig. Í alt Fald var det fun en fort Spadseretuur og dermed forbi: weinmal ist feinmabl... Og disse „vers rufene Weiber“ ansporedes jo mægtigen, deels af Frygt for Enfestanden, og maasfee af lyst til at gjøre Dpsigt blandt de fiendtlige Herrer Officerer. Her, paa den store obe Alhede, maatte findes andre'Aarsager; den første, jeg opdagede, var denne , at Manden manglede begge sine Fødder.

Da det lille Selffab var kommen midt for Højen, gjors des Holdt: Kvinden drejede Ryggen til Skraaningen, bøjede fig tilbage, og aflæssede sin Byrde; derpaa rettede og rattebe hun sig nogle Gange, puftede ud, og neblod fig imellem Man: den og Pogen. Den Sidste lagde en lille Pose i hendes Sfjød. Der blev fremtaget nogle Fødevarer og spiift i al Stilhed. Saasnart det tarvelige Maaltid var endt, begyndtes en fort Samtale, af hvilken jeg fun namlede enkelte Drd; thi den førtes i et Sprog, hvilket jeg af adskillige udtryk - faas fom „Zup," „Bral, Puffasch,*) - snart erfjendte for det saakaldte „romaniste. Efter nogle Minuters Forløb var Materien udtømt og alle tre lagde fig til at fove.

Jeg rejste mig nu, og gik om paa den anden Side af Højen, for at tage den slumrende Gruppe i Diesyn. Mans den var en lille, men paa det nær, at han manglede Fod: ber ret velskabt Figur, med et frist, brunladent Ansigt; han lod til at være i sin kraftigste Alder. Kvinden var endnu langt mørkere af Farve; havde store, forte, sammenløbende Djenbryn, en afstumpet Næse, fyldige Kinder, en temmelig

*) Bei Lyftighed. - Sviir.

bred Mund med tyffe Læber, mellem hvilke fremskinnede de misundelsesværdigste snehvide Tænder. Hun var meget føer af Bryst og temmer, og saae vel ud til at kunne tage fin Mand. Saaviot havde jeg taget Skue af det syns derlige Par; men hvad har Man feet af et Menneste, naar Sjælens Vinduesskodder ere tilluffede? faameget omtrent som Bindet om en Bog.

Jeg havde allerede vendt mig bort for at gaae videre, da Purken gav sig til at raabe: „Madrum! Padrum! en Hovl! en Grønspæt!"*) Kvinden flog et Par sorte, dybtliggende og alvorlige Dine op, fatte fig langsomt overs ende, og niffede ad mig paa en Maade, som er disse Mens neffer egen, naar de bilfe Nogen. 3 det samme aabnede Manden for tvende store, lyseblaae, muntre og livlige „Dilin: ger:-**) han tog Hatten af, men blev liggende i sin mage: lige Stilling.

Jeg taler gjerne fremmede Sprog; ifte for at glimre med mine lingvistiske Rundskaber; men det medfører en særegen Behagelighed, saaledes at familiarisere sig med udlændinge, da Man ellers uden dette Meddelelsesmidel maatte betragte hverandre som Døystumme. De magiffe Ord løse Tungen, aabne for Sjælens Tankegiemme, og bringe liv i biin spirituelle Tusthandel, ved hvilken begge Parter vinde. Tilmed den fødtpirrende Dverraskelse: naar en Rejsende, der mojsommeligen slæber sig frem i det uvante Sprog, nu med eet tiltales i fit liflige Modersmaal; da faae Tanker og Tunge Liv og Vinger; Talen strømmer i flydende ustandset Lob -den fremmede er paa eengang hjemme, han er atter iblandt Slægt og venner.

1

[merged small][ocr errors]

Sffe af nogen her anført Grund snarere uden Grund, som vi faa ofte tale og handle – fik jeg det Inds fald, iffe at ville sætte min rothvelffe Praas under en Stjeppe.

Jeg niffede igjen til mine Arabere med et: „Goddeis Genter!«*)

Et let Smil foer over Kvindens asiatifte Ansigt; men Manden hævede Overkroppen, støttede sig paa begge Haands flader, og faae med urolige Blit snart paa mig og snart paa Damen.

„Er det dinnoses Maie?..**) vedblev jeg.

„Sibe, fibe,« ***) svarede ban hurtigt, og gav hende tillige et ret venligt Zjefaft.

Det er Mængerie +) for Dinnoses at bære bin Knas: per,"ti) sagde jeg til hende.

Robes,"118) svarede hun fort, og bastede med fin stjep i Lyngen.

Jeg greb nu i lommen, gav Drengen et Par Stilling -- hvorfor Manden meget høfligt taffede – sagde Farvel, og gik.

Først da jeg var fommen et langt Styffe bort, fortrød jeg, at jeg iffe havde spurgt disse Mennesker lidt nøjere ud. Men saaledes gaaer det: jo nærmere vi ere det ualmindelige, det Mærkelige, jo mindre vækker det Interessen: En Mand fan boe ti Aar paa Møen, uden at fee Klinten, men rejser maasfee til Schweiß, for at see Schredhorn og Staubbach : en Anden har to Gange været ude at fee Rhinfaldet; men endnu iffe een Gang ved Vesterhavet, ffjøndt han hver Dag fan høre det vældige Torden. Da jeg befaae Rosenborg, flete det i Selftab med fire Kjøbenhavnere - vi varc der alle Fem for første Gang. Den, der havde Penge og Tid, kunde gjerne faae isinde at svippe til Norwood eller Siebenbürgen, for at tage en Zigeunerleir i Betragtning; men vore *) Goddag Folt! **) Kjæreste. ***) 3a. * Besværlighed. **) Mond.

+++) Nei.

danske Pariaer funne gaae ham dagligen forbi, uden at værdiges et Djefast. Hvor fynderlig tænkte jeg siden

er dog ikke denne lide Caravane! Hvor uegennyttig, hvor stærf, trofast, ja heroist er ikke denne Kvindes Kjerlighed til en bjælpeløs Krebs ling, hvem hun paa sine Skuldre bærer – Gud veed hvor langt og hvor længe! Hvor vældig er dog den usynlige Magt, som har forenet disse tvende væsner - Drfenens, den vilde Naturs vilbe Børn! Dg dog imod Naturens Generalregler; thi ellers er det Ranfen, der snoer sig om Elmen; den svage Kvinde føger Beffyttelse hos Manden – ber er det omvendt.

Under faadanne Tanker vendte jeg om igjen, for at op: rette min Forsømmelse, og nærmere at lære at fjende det for: underlige Par, og dets vist nof besynderligere Sfjæbne.

Jeg gik over en Fjerdingvei tilbage til Hojen; men Caravanen var allerede borte; faalangt som jeg funde øjne, var intet levende Væsen at see.

Det var benimod Aften jeg maatte tænke paa Nats

Den By, bvor jeg havde besluttet at tilbringe samme, var over halvanden Miil borte; og i Mellemrummet fandtes

saavidt jeg vidste - ingen menneskelig Baaning.

,,Syboftblammer og Kvindeflammer vil gjerne endes med Vand,figer Jyden. Dette fan flaae feil, især om Veds fommende beholde Marfen og det sidste Ord; men Rigtigheden af hiint ftadfæstede fig paa een for mig faare følelig Maade.

Blæsten havde lagt sig; men Himlen var overtruffen med mørke, lavtdrivende Skyer. Tordendrønet hørtes lydes ligere og lydeligere, og enkelte Lyn glimtede trindt omkring mig i det Fjerne. Jeg mærkede vel, at jeg ikke funde und : gaae Vejret; belavede mig derfor paa en vaad Trøie, men tillige paa Nydelsen af det stoltefte Natursyn, vi bertillands fjende. Hede Nat - Torden og Lynilda faaledes be:

« ForrigeFortsæt »