Billeder på siden
PDF
ePub

Kjeltringliv.

Jeg har to Ting at giøre Undskyldning for: Titelen og Fortællingen. Den første er plat, plump, mobbydelig maas ffee for en fiin delicat Smag; den anden er ligesaa. - Stke forbi jo Skildringen af store Kjeltringer er den interessanteste Side baade i Historien og Romanen; men Man falder dem iffe faa – det er Eet, og dernæft maar slige piquante Chas racterer tilhøre Folf af Stand, i det ringeste Folt af ærlig Stand, og iffe Saadanne, med hvem ingen Bonde spiser af Fab.

þvo fan nægte, at Claudius og Messalina, Pave Sers gius og Marozia, front de Beuf og Ulrica levede ret et Kjeltringliv? men vel at mærke, i Palladrer og ikke i Faarehytter. Hvad der flæder fyrstelige Personer, hellige Prælater, normanfte Riddere, fan iffe ffiffe fig for jybfte Ratmændsfolf; Nero er et stort uhyre Jens Langkniv en lumpen Kjeltring.

Det falder aldrig det dannede Menneste ind at moralis fere over den tyrkiske Sultans Maneer in puncto sexti; at han holder tre hundrede Maitresser, naar en christelig Prinbs tit lader sig nøie med tre Styffer det er et stort Gas

lanterie. Men at en reisende Glarmester har tre Roner, faldes med Rette et liderligt Levnet. Den moralsfe folelse oprøres, naar faadan en Kjeltring faster Riep med den Første den Bedste; men faaer en Konge lyst til en af fine Undersaatters Koner eller Døttre, siger man smilende: „ban kaster Tørklædet.

Det er iffe Tingen selv, som kommer paa Moralens Bægtsfaal; men Hvo, der gjør den, og hvorledes den gjøres : at udsue et fjendtligt Land, falder Man at brandffatte: at dræbe og lemlæste nogle Tusinde Mennesker, faaer Navn af en glimrende Sejer: at opbrænde en Stad og ødes lægge en Provinds, hebber Erobringer; men naar vore iydste Kjeltringer brand fatte, det er at udfue; naar en Prævliqvant vinder afgjørende Sejr i en Duel paa Torns Fjeppe eller Foldeknive, det er et Mord; og ffulde han afsvie en Straahytte (fom yderst fieldent torde være tilfælde), det er virkelig Mordbrand. At ftjæle et Land, veed Enhver, er et stort Foretagende; at stjæle en Griis eller et Faar, er et gemeent Tyverie: Attila og Semiramis faae Plads i Historien Stoffer Eenøje og Lange Margrethe i Viborg Tugthuus.

Men jeg er nok nær ved, felv at tale som en Kjeltring, og istedetfor de tilsigtede Undskyldninger at fleje ud til en Slago Apologie for mine gemene Heltes Kjeltringlio; dog dette er ingenlunde mit Diemærke! jeg har fuldt op med at forsvare mig selv, er endog i denne Henseende temmelig raadvild, beeb ej heller anden Tilflugt end denne: en god Ben har opfordret mig. Man troe ingenlunde, at jeg ogsaa heri ffulde lyve, og gjøre mig skyldig i det sædvanlige Snerperie! Nej dennesinde taler jeg den rene Sandhed, og fan gjerne nævne min mand, dersom det iffe var for at compromittere ham.

,,Skriv os en Kjeltringhistorie!“ har han flere Gange sagt til mig: „Den funde blive fnogst nok...

Fy!" har jeg svaret: „ det er et gemeent Stof.“

Hvi faa?" har han gjensvaret: windtage iffe Zigeu: nerne en Plads paa Scotts, Göthes, Müllers og Fleres Mas lerier? Natmændsfolk ere jo de danske Zigeunere

giv dem saabant Navn, om Du synes..

Men dette Sidste syntes jeg nu iffe om: Kjeltring er et godt dansk Ord, og det vil jeg beholde.

Men inden jeg slutter min Fortale, bør jeg tilføie nogle iffe unødvendige Bemærkninger ved det omhandlede Ord. Kjels tring er en Benævnelse, som af Almuen tillægges de oms vandrende Natmændsfolk i Særdeleshed; men som disse iffe felv vedfjende fig. Det involverer i Bondens Mund, og brugt i denne særegne Betydning, ingen Forbrydelse, faa at det Adjectiv skikkelig gjerne kan forbindes med Subftans tivet Kjeltring.

De ægte Kjeltringer iffe dem, der findes adspredte over alle de andre Stænder udgjøre et isoleret Selskab, en Stat i Staten; og derfor sagde hiin rejsende Franskmand rigtigere, end han selv vidste: ,,en Danemarc il y a une nation, qui s'appelle Kieltrings, elle n'est pas si bien cultivée comme les autres danois." Denne Nation da fala der fig felv Reifende.

En træffende og ret egentlig Benævnelse! thi Livet er for disse Mennesker, mere end for noget andet, en Reise. De reise i ordret Forstand giennem livet: da de fun sjæls den have blivende Sted, men vandre fra By og til By, da de ikke have Hjem, men kun „Herberge. De fødes, gifte sig, og døe – Altsammen paa Rejser.

Altsammen paa Rejser. At Man der: for vil kalde dem Dmløbere og Vagabonder, finde de med Rette høift fornærmeligt, Nomader ere de, og det ligefaa fuldt

som Ralmuffer og Beduiner. De ere Rejsende faavel fom Mungo Park, Benzoni og Oberst Sundt; men disse falder det Ingen ind at characterisere som Omløbere, fordi deres Omvandringer fkeer i det Store - deri stikker det.

Og finder jeg her et fjønt Træk, der udmærker disse smaa Boyageurs fra mange af de store: de vandre ins cognito, uden Pretensioner og Presentationer, og pine og ikke bagefter med Reifer, der ofte ere mere trættende at læse end at gjøre. Hvor lærerig er iffe denne Tauched! Af! at dog Mange vilde efterligne Samme, istedetfor at fylde hele Bind med falffe Efterretninger og stjæve Anskuelser – med stjæve Sideblik til de Stormænd eller til de store Skribentere, som ikke have gjort nok af dem - med end mere uforskammet og næsviis Roes til dem, der højst nødig saae fig paa faas dan Maade fremdragne og stillede offentlig til Stue, som om dette skulde være Betaling for et Maaltid Mad eller et Nattes leje - med kaleidoscopiste Landskabsmalerier og sværmeriste Parorysmer, der begge ere lige dunkle og uforstadelige eller med Spisesedler, hvilke stundom dog ere de fedeste Styk: fer af Bogen, og, da de kunne tjene til at vække Appetiten

tillige de uskyldigfte!
Saameget til Indledning.

Sørst Prævliqvanterne *) - Lakvirum **)

Kjeltringlatin - Kjeltringveir. Dagen var lummerhed. En hæftig Syboftvind blæste Varme ned - det var en reen Scirocco. Hvidligrøde Cors

*) De Veltalcnde, den Benævnelse disse Folk indbyrdes give sig selv. **) Ondt Veir.

denskyer optaarnede sig ben over Horizonten i Østen og Vesten. De lignede en Ræffe af fjerne Snebjerge, hvis Kanter Solen forgylder, afdeelte ved dybe og dunkle Dale. Efterbaan: den mistede een Skytop efter den anden fit ffarpe Omrids, udtyndede og udvidede sig i lettere, lysere Strimer - Tegn til at „Himlens Artillerie“ begyndte at tordne; men Buldret druknede i Blæstens fusende Storm, og Blinkene i Solens Straalebay.

Jeg vandrede frem midt imellem begge de ildsprudende Batterier. Tørften drev mig; uagtet den stærfe Varme tog jeg hurtige Trin, for at naae et Kjær, hvilket jeg med Sits ferhed vidste, sfulde befinde sig i den Retning, jeg fulgte; hvor langt det var borte, kunde jeg ikke skjønne, da der paa denne flade Hedestrækning ikke fandtes nogen ophøjet Gjenstand til Mærke; og havde der end været en Saaban, den difige Lufts fittrende Bevægelse vilde dog have forvirret og gjort det ganske utydeligt.

Endelig øjnede jeg Toppen af nogle Vidiebusfe og en bleg grøn Stribe i Lyngen. Min Hund, endnu mere vans smægtende end jeg, vejrede høit og sprang foran mig derhen; jeg misundte ham hans Forspring. Desværre uden Aarsag. Jeg saae ham snart ffrabe i Jorden, og vidste nu, at Kjæret var udtørret. Alligevel git jeg did, for med egne Dine at indhente den førgelige Erfaring. Her ftode vi begge skuffede i vor brændende Forventning. Jeg faftede mig mismodig ned; men min ftaffels Ledsager peeb og fantede og strabede ivrig det visne Græs tilfide, for at føle det gispende Bryst i den endnu lidt fugtige Engbund.

· Beflag og ikke, medlidende læser! Jeg har fjendt en Mand - et Lyffens Stjødebarn, en Sfjæbnens og Menne: ftenes Kjæledægge, som roste sig af, at han aldrig i sit liv havde været rigtig sulten eller tørftig" beklager ham!

« ForrigeFortsæt »