Billeder på siden
PDF
ePub

tilforn næret en hemmelig Frygt for Dolke og Knive, da maatte den snart forsvinde, og afløses af Tillid og Hengis venhed. Jeg maatte tage Deel i deres lege og Dandse; de lærte mig at ride og styre de ellers uregjerlige Hingste ved spansk Tiltale. De lærte mig deres Fædreland& Sange, og Cadetten underviifte mig paa Guitar, hvilket Instrument han spilte til Fuldkommenhed.

Aldrig glemmer jeg disse stjønne, frydfulde Dage! Mage til dem fandt jeg hverken før eller siden. Hvilken dyb – dog blid Vemod betog mig, naar den lille Joseph med en Stemme, som bævede af inderlig længsel, qvad en begeistret Elskovssang eller en Romance om Naturens Skjønhed i Vas lencia’s Dale. Hans Hoved lænede sig til den ældre Bros ders, Majorens, Brøft; hans Dine vare vendtr mod Himmelen, medens Fingrene ligesom mefanist, ham selv uafvidende, legte med Strengene.

Det var aabenbart, at begge Brødrene lede af Hjemvee: de bleve Dag for Dag mere stille og tungsindige. Næsten altid vare de sammen, og ofte, naar jeg pludselig overraskede dem, laae Joseph grædende i Majorens Arm. Jeg liftede mig da ud til Pedro eller Sanches, og gallopperede med dem - omkring i Marken og Heden.

En Dag fom Breve fra Spanien med Efterretning om Frankernes første Boldsdaad og det i Madrid udøfte spanske Blod: Himmel! Hvilfen Virkning frembragte denne Hiobspost! De tilforn faa godmodige Krigere vare med Eet som fors vandlede til bævntørstende Bilde. De rædsomme forbandel: ser og rasende Fagter opfyldte os alle med Sfræk, indtil vi fil Aarsagen at vide. Selv den stille, venlige Major beed Tænderne sammen i indædt Harme; og løftede tidt de frampagtigt knyttede Hænder; Joseph var den Eneste, som ikke vifte Vrede, men vel en dyb, fonderfausende Sorg. Ikke

mange Dage varede dette vilde Oprør: Stormen lagde sig, og efter den fulgte en førgelig Stilhed; som naar forte Tor: denstyer have bespændt Synskredsen, og man endnu ikke veeb, om de have raset eller ville rase.

Nogen Tid herefter blev der midt om Natten en forfærdelig larm i Kjøkkenet; jeg hørte flere heftige Stemmer og blandt dem Majorens. Da mit Kammer var lige oven over,' kastede jeg nogle Klæder paa mig og iilte derned. Hvad faae jeg? Majoren blot iført Skjorte og Burer flyvende omfring paa Gulvet imellem det qvindelige Tyende fra den ene til den anden, bedende, raabende, næsten fortvivlet over, at Ingen fors ftod ham. Saasnart han fik Die paa mig, foer han hen til mig, og snart kyssende, fnart favnende, snart rivende mig hid og bid, ffreg ban paa Spansk:

„En Gjordemoder! for Himlens Skyld en Gjordemoder! en Gjordemoder!

,,Til hvem?. spurgte jeg.
,,Til Josepha!" svarte ban.

Jeg forklarede Damerne sieblikkelig, hvad han vilde; men istedet for at hente den Forlangte, foer de under Strig og Fnisen ind i deres Celler.

Kort og godt, jeg maatte selv ud i Stalden, og med et Par af Nytterne hente Gjordemoderen, som boede kun et Par Bosfeftud fra Gaarden. Hun kom og med det samme fik jeg Befaling af min Moder at forføie mig tilsengs.

Da jeg om Morgenen kom ned, gjenlød Huset af den mig da ganske ubegribelige Nyhed, at Cadetten havde faaet et Baru.

Som jeg siden erfarede, var den forklædte Cadet Majorens Kone, som mod hendes Faders Villie hemmelig var flygtet efter sin Kjæreste, og havde giftet sig med ham i Stas lien. Denne var en Hader af Franskmændene, Hiin derimod en ivrig Josephiner, og tilmed Regimentschef ved det spanste

Corps her i landet: Aarfag nok for Josepha til at beholde den engang antagne Forklædning.

Urolighederne i Spanien, i forbindelse med hendes bes standige Frygt og lønlige Sorg, havde fremskyndet hendes Nedkomst, der indtraf eu Maaned før hun ventede; det var altsaa iffe besynderligt, at hun bragte en dødfødt Pige til Verden; men vel: at Ingen før havde anet den lille smuffe Cadets virkelige Kjøn. Vel paaftod Meiersfen, min Moders Pige, og efterhaanden alle de Andre, at de hemmelig havde formodet noget saadant; men bagklog, siger man, er lettere end forklog.

Et Par Dage efter Cadetten$ Nedkomst blev det atter uroligt mellem de Fremmede; der var en idelig løben fra Gaarden og til Gaarden. Blandt de forsamlede Hobe hørtes en ffy, hemmelig Hvidsken, som af og til blev afbrudt af et baftigt og dæmpet Glædesstrig og lyftige Caprioler. 3 Sfums ringen var hele Regimentet samlet i og ved Gaarden til Heft med fuld Oppakning; vi saae nu, at de hemmelig vilde forlade os.

Majoren havde hele Dagen gaaet omkring i ængstes lig Urolighed, snart i sin Kones Værelse, snart udenfor; nu kastende fig paa en Stol, nu næsten i famme Dieblit springende op igjen, vridende fine Hænder saa fortvivlet, at man kunde høre fingrenes Knæffen i det næste Værelse. Det var upaatvivlelig hans ftaffels Hustrues Tilstand, der faaledes ængstede ham, og Uvisheden, enten han skulde efterlade hende ber eller tage hende med.

Det sidste blev besluttet, og da Regimentet var famlet, blev hun, indhyllet i Sengeklæder, lagt paa en Vogn, der langsomt fjørte foran, ledsaget af Majoren og nogle Ryttere. Da han tog Afsked med os, brast de første Taarer fra hans Dine; en taus, frampagtig Omfavnelse og et dybthentet Suf var hans hele Farvel.

[ocr errors]

Da Josepha bares ud til Vognen, rakte hun mig fin Haand; jeg fyfte den taus og grædende. - Sorgen havde gjort mig ligesaa ftum fom de fjære Fremmede.

lidt efter at de vare bortkjørte, satte hele Regimentet fig i Marsch under deti Udraab: „Adio! Adio! Espanja! Espanja! Napoleon caput! Francese caput! Adio gute Danese, Adio!"

Som bedøvet ftirrede jeg efter dem; de forsvandt fnart i Mørfet; fun enkelte Gnister fra de travende Heftes Fødder betegnede deres Vei, og en Buldren, der blev foagere og svagere, tabte sig omsider i Mollebæffens Susen.

Denne Ende paa Bekjendtskabet med disse fjerne Sydlændere havde noget faa spøgelseagtigt ved fig, at det Hele længe forefom mig som en Drom eller et Eventyr, eller som et ffjønt Skuespil, naar Tæppet er rullet ned, og man maa fumme fig lidt, medens den opdigtede og den virkelige verden kunne faae Tid at afsondre sig fra hinanden.

1

II.

Hedebranden. Det var femten Aar siden jeg forlod R........ Tre Maåneder efter de mig uforglemmelige Spaniers Bortreise fendte min Fader mig til Kjøbenhavn for at indlemmes i lands cadetcorpset. Jeg gif Skolen igjennem, fik min Eramen, blev Officeer, og tog som saadan Deel i nogle af de ftofte Fægt: ninger i krigen. Imidlertid vare mine forældre døde, efter først at have solgt Gaard og Gods til meget høie Priser, og gjort mig, deres eneste. Son, til Eier af en betydelig Formue. Da Garnisonstjenesten ikke synderlig behagede mig, tog jeg min Afsked, og traadte i russist Tjeneste, som jeg

efter fer Aars Forløb atter orlovede mig fra med et par Drdener og et Par Stjepper Rubler. F to Aar flagrede jeg en Deel af Europa igjennem, og ankom ifjor Foraar til Kjøbenhavn. Jeg var træt af dette ustadige liv, og beslut: tede at slaae mig til Ro i mit Fødeland, da jeg just fit at fee i Aviserne, at K.......d var averteret til Salg. Ved en Kommissionair fjøbte jeg Gaarden, og befandt mig þaa Reis sen derhen, da Natten overfaldt mig paa en af de store Heder mellem Veile og Viborg.

Hele Eftermiddagen havde jeg forud feet en stærk, vidt: ubstrakt Nog. Saasnart Mørket faldt paa, sjnede jeg Ilden, som bestandig tiltog i Styrke og udstrækning. Jeg vidste nu, at det var en Hedebrand, som jeg i min Barndom faa ofte havde betragtet. Saadan en uhyre glimrende Flumination var mig altid et løfteligt Skuespil, og dette syntes mig nu opført ret som for at feire min Gjenkomst til Hjemmet.

Icg bød Rudsken ile, og nærmede mig 3idhavet mere og mere.

Snart syntes de utallige Luer at staae stille og ubevægelige fom lysene i en illumineret Stad; snart slyngede de fig vildt mellem hinanden, eller floge høit iveiret, alt fom Vinden snoede og hævede fig. Tyffe, purpurbræmmede Roghvirvler løftede hverandre op mod de mørkerøde Skyer.

Jeg var nu kommen faa nær, at jeg kunde fee de Slutfende, som med uopholdelig Travlhed fore hid og did foran Ilden: nogle afgnavende Skorpen med Spader, som de med Heftighed støtte frem foran fig, andre lobende med Hedetørv paa Forkene for at quæle Luen, og atter andre med flammende Lyngtoppe i Hænderne ftat i fulde løb felv Fid i Heden. Kniftren, Bragen, Susen og Buldren fuldendte denne Scenes rædsomme Skjønhed.

Ikke langt fra Jiden indhentede jeg en Vogn, som kjørte meget langsomt og endelig holdt gandske ftille.

« ForrigeFortsæt »