Kjeltringliv.

Jeg har to Ting at gjøre Undskyldning for: Litelen og

Fortællingen. Den første er plat, plump, modbydelig maas ffee for en fiin delicat Smag; den anden er ligesaa. — Jffe fordi jo Skildringen af store Kjeltringer er den interessanteste Side baade i Historien og Romanen; men Man kalder dem ifte saa - det er Eet, og dernæst maae slige piquante Chas racterer tilhøre Folk af Stand, i det ringeste Folk af ærlig Stand, og ikke Saadanne, med hvem ingen Bonde spiser af Fad.

Hvo kan nægte, at Claudius og Messalina, Pave Sergius og Marozia, Front de Beuf og Ulrica levede ret et Kjeltringliv? men vel at mærke, i Palladser og ikke i Faarehytter. Hvad der klæder fyrstelige Personer, hellige Prælater, normanske Riddere, kan ikke stifte sig for jydske Natmændsfolk; Nero er et stort Uhyre Jens Langkniv en lumpen Kjeltring.

Det falder aldrig det dannede Menneske ind at moralisere over den tyrkiske Sultans Maneer in puncto sexti; at han holder tre hundrede Maitresser, naar en christelig Prinds tit lader sig noie med tre Stykker det er et stort Gas

Ianterie. Men at en reisende Glarmester har tre Koner, kaldes med Nette et liderligt Levnet. Den moralske Følelse oprøres, naar saadan en kjeltring taster Kjep med den Første den Bedste; men faaer en Konge Lyst til en af fine Undersaatters Koner eller Døttre, figer man smilende: „han kaster Tørklædet."

Det er ikke Tingen selv, som kommer paa Moralens Vægtskaal; men Hvo, der gjør den, og hvorledes den gjøres: at udfue et fjendtligt Land, kalder Man at brandskatte: at dræbe og lemlæste nogle Tusinde Mennesker, faaer Navn af en glimrende Sejer: at opbrænde en Stad og øde= lægge en Provinds, hedder Erobringer; men naar vore jydske Kjeltringer brandskatte, det er at udsue; naar en Prævliqvant vinder afgjørende Sejr i en Duel paa Torns kjeppe eller Foldeknive, det er et Mord; og skulde han afs svie en Straahytte (som yderst fieldent torde være Tilfælde), det er virkelig Mordbrand. At stjæle et Land, veed Enhver, er et stort Foretagende; at stjæle en Griis eller et Faar, er et gemeent Tyverie: Attila og Semiramis faae Plads i Historien Stoffer Eenøje og Lange Margrethe i Viborg Tugthuus.

Men jeg er nok nær ved, selv at tale som en Kjeltring, og istedetfor de tilsigtede Undskyldninger at skeje ud til en Slags Apologie for mine gemene Heltes Kjeltringliv; dog dette er ingenlunde mit Djemærke! jeg har fuldt op med at forsvare mig selv, er endog i denne Henseende temmelig raadvild, veed ej heller anden Tilflugt end denne: en god Ven har opfordret mig. Man troe ingenlunde, at jeg ogsaa heri skulde lyve, og gjøre mig skyldig i det sædvanlige Snerperie! Nej dennefinde taler jeg den rene Sandhed, og fan gjerne nævne min Mand, dersom det ikke var for at compromittere ham.

"

Skriv os en Kjeltringhistorie!" har han flere Gange sagt til mig: den kunde blive fnogst nok."

"Fy!" har jeg svaret: „det er et gemeent Stof." indtage ikke Zigeunerne en Plads paa Scotts, Göthes, Müllers og Fleres Malerier? Natmændsfolk ere jo de danske Zigeunere— giv dem saadant Navn, om Du synes."

„Hvi faa?" har han gjensvaret:

Men dette Sidste syntes jeg nu ikke om: Kjeltring er et godt dansk Ord, og det vil jeg beholde.

Men inden jeg slutter min Fortale, bør jeg tilføie nogle ikke unødvendige Bemærkninger ved det omhandlede Ord. Kjels tring er en Benævnelse, som af Almuen tillægges de omvandrende Natmændsfolk i Særdeleshed; men som disse ikke selv vedkjende sig. Det involverer i Bondens Mund, og brugt i denne særegne Betydning, ingen Forbrydelse, saa at det Adjectiv skikkelig gjerne kan forbindes med Substantivet Kieltring.

De ægte Kjeltringer - iffe dem, der findes adspredte over alle de andre Stænder udgjøre et isoleret Selskab, en Stat i Staten; og derfor sagde hiin rejsende Franskmand rigtigere, end han selv vidste: „,en Danemarc il y a une nation, qui s'appelle Kieltrings, elle n'est pas si bien cultivée comme les autres danois.” Denne Nation da falder sig selv Rejsende.

En træffende og ret egentlig Benævnelse! thi Livet er for disse Mennesker, mere end for noget andet, en Rejse. De rejse i ordret Forstand gjennem Livet: da de kun sjælden have blivende Sted, men vandre fra By og til By, da de ikke have Hjem, men kun „Herberge.“ De fødes,

gifte fig, og døe - Altsammen paa Rejser. At Man derfor vil kalde dem Omløbere og Vagabonder, finde de med Rette højst fornærmeligt, Nomader ere de, og det ligesaa fuldt

som Kalmukker og Beduiner. De ere Rejsende saavel som Mungo Park, Benzoni og Oberst Sundt; men disse falder det Ingen ind at characterisere som Omløbere, fordi deres Omvandringer sfeer i det Store - deri stikker det.

Og finder jeg her et kjønt Træk, der udmærker disse smaa Voyageurs fra mange af de store: de vandre ins cognito, uden Pretensioner og Presentationer, og pine os ikke bagefter med "Rejser," der ofte ere mere trættende at læse end at gjøre. Hvor lærerig er ikke denne Taushed! Ak! at dog Mange vilde efterligne Samme, istedetfor at fylde hele Bind med falske Efterretninger og stjæve Anskuelser med stjæve Sideblik til de Stormænd eller til de store Skribentere, som ikke have gjort nok af dem med end mere uforskammet og næsviis Roes til dem, der højst nodig saae sig paa saadan Maade fremdragne og stillede offentlig til Skue, som om dette skulde være Betaling for et Maaltid Mad eller et Natteleje med faleidoscopiste Landskabsmalerier og sværmeriske Paroxysmer, der begge ere lige dunkle og uforstaaelige eller med Spisesedler, hvilke stundom dog ere de fedeste Styk ter af Bogen, og, da de kunne tjene til at vække Appetiten tillige de uffyldigste!

Saameget til Indledning.

Tørst

Prævliqvanteṛne *) — Lakvirum **)
Kjeltringlatin — Kjeltringveir.

Dagen var lummerhed. En hæftig Sydostvind blæste Varme ned det var en reen Scirocco. Hvidligrøde Tor

*) De Veltalende, den Benævnelse disse Folk indbyrdes give sig selv. **) Ondt Veir.

denffyer optaarnede sig hen over Horizonten i Østen og Vesten. De lignede en Række af fjerne Snebjerge, hvis Kanter Solen forgylder, afdeelte ved dybe og dunkle Dale. Efterhaanden mistede een Skytop efter den anden sit skarpe Omrids, udtyndede og udvidede sig i lettere, lysere Strimer - Tegn til at „Himlens Artillerie“ begyndte at tordne; men Buldret druknede i Blæstens susende Storm, og Blinkene i Solens Straalehav.

Jeg vandrede frem midt imellem begge de ildsprudende Batterier. Tørften drev mig; uagtet den stærke Varme tog jeg hurtige Trin, for at naae et Kjær, hvilket jeg med Sikkerhed vidste, skulde befinde sig i den Retning, jeg fulgte; hvor langt det var borte, kunde jeg ikke skjønne, da der paa denne flade Hedeftrækning ikke fandtes nogen ophøjet Gjenstand til Mærke; og havde der end været en Saadan, den disige Lufts fittrende Bevægelse vilde dog have forvirret og gjort det ganske utydeligt.

Endelig øjnede jeg Toppen af nogle Vidiebuske og en bleg grøn Stribe i Lyngen. Min Hund, endnu mere vansmægtende end jeg, vejrede høit og sprang foran mig derhen; jeg misundte ham hans Forspring. Desværre uden Aarsag. Jeg saae ham snart skrabe i Jorden, og vidste nu, at Kjæret var udtørret. Alligevel gik jeg did, for med egne Øjne at indhente den førgelige Erfaring. Her stode vi begge skuffede i vor brændende Forventning. Jeg kastede mig mismodig ned; men min stakkels Ledsager peeb og fantede og skrabede ivrig det visne Græs tilfide, for at køle det gispende Bryst i den endnu lidt fugtige Engbund.

Beklag os ikke, medlidende Læser! Jeg har kjendt en Mandet Lykkens Skjødebarn, en Skjæbnens og Mennestenes Kjæledægge, som roste sig af, at han aldrig i sit Liv havde været rigtig sulten eller tørstig". beklager ham!