Billeder på siden
PDF
ePub

3 stoler selo paa Ebers Kjole!" svarte Junkeren: "Forbi den giver Eder lov til at være Poltron!"

Det er der Raad for!" raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: „ber ligger Præsten og her staaer Manden; bar

endnu lyst, faa fom an, Junker Jens! Er her Ingen af de gode venner, som vil laane mig fin Kaarbe?

En Officeer gav ham fin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over paa Junferens Side, og alle fire reed ud paa Heden, fønden for Byen.

Hr. Søren havde i fine Studenterdage været Karl for fin Raarde, og flere Gange ved tydske Universiteter lært faade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel. Denne blev jo længere jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og fikkre Parering. Han gjorde et forgjeves udfald efter det andet; . Hans Raarde gled bestandig ud forbi den færdige Fiende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen ffaante ham. Da forenede han al fin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende Dobbeltfinter, hvoraf ud: faldet blev, at han selv rendte fit Bryst i Contrapartens Kaarbe. Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen.

Saaret forefom Secundanterne faa betænkeligt, at de raadte Præsten, at sætte sig paa fin Heft og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit Hjem, samlede i en Skynding fine Penge og de nødvendigfte Klæder, og faftede sig paa en anden ligesaa raft Heft.

Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de hoie Graner udbredte allerede en Dæmring over Gaard og Have. 3 Skyggen vandrede langsomt, med nedsænkt Hoved, den skjønne Moe. De foldebe Hænder holdt en Roft af spraglede Markblomster, og hvo der faaledes faae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa

en elftet Ven, og endvidere: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi faasnart hun faae ham, tabte hun Blomsterne af sine Hænder og boiede dybere ind i Alleen.

Farvel, ædle Jomfrue!" sagde han, uden at standse Heften: Forlader, faa ffal Eder forlades :"

Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i torbnende Galop.

Forundret, forvirret og hartab bebøvet stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før hun fom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtig kom det Skræffent Bud: at Præften havde ihjelstukket hendes Fæstemand.

At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed for Ade, undtagen for den sorgende Pige selv. Da imidlers tid Forældrene tænkte, at Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei allene billige denne, men ogsaa hendes baarbnaffebe Bægring ved at indgaae nogen anden forbindelse.

Saaledes henrandt et Par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just fom hun var í Begreb med anden Gang at bortgive Dattercns Haand. Herved erholdt denne fin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Mens neffe Tvang, naar han fun felv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente; Krigstrompeten faldte ham fra landlig ro og Glæde til kamp mod Sverrigs Krigere. Han maatte forlade fin fjære Dat : ter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves havde foreslaaet hende, at begive fig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm. Sandt at fige, anede Ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig fer havde Sandbergernes gamle Herreborg seet en bevæbnet Svensker.

To Maaneder efter Ribberens Afreise, kom hans tvende

Tjenere hjemridende med hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor, og forkyndte den gjæve danske Mande hæderlige Død i uheldig Ramp med Danmarks seis rende fjender. Disse vare indtrængte over landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere. Endelig baiede den første fiendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytters hob brog i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og vildt udvortes, hvis første Dietaft fatte Stræf i Atle paa Gaarden, fun iffe i dens jomfruelige Hersferinde. Med rolig Værdighed git hun Ryrasseren imøde, tilbød ham Alt hvad Huset formaaede af Spises og Drikkevarer til ham og hans Folk, og udbad fig en Sauvegarde.

Den skal I faae, min vakfre Fliffa !" svarte han: „naar faa vil stjenke sel; lad os allerførst besee Viinfjelderen!"

Som sagt faa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle de andre Dage, at han efter en Maaneds' Forløb tømte med sine Rytteres Hjelp den sidste. Og hermed var ogsaa hans Hoflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod Gaarden, med samt sin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken Elfes Kasse. Neppe var han ude, før en Rytter-Effadron drog ind, anført af en ung, smuk og beleven Adelsmand. 3omfruen gik ham som den Forrige imøde, og fremførte famme -Bon. ,

„Behøves neppe, min deilige Dame!" sagde han: rieg feer jo, at Gaarden allerede har en bimmelft Sauvegarde...

Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Borb i Viinfjelderen.

,,Sfader intet, svarte den galante Kriger: „istedenfor Viin, beber jeg blot om nogle Draaber Nectar..

Af denne Indgang feer man nok, boorledes den stakkels Else Sandberg var faren med ham. Dog holdt hun ham ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand indenfor Sædelighedens Stranfer. Maasfee havde den farlige fjende alligevel tilsidst feiret, dersom han iffe just i rette Tid havde faaet Marsdordre.

Derefter fom en Polaf, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto større Eiffer af det rene Væsen. Han kunde intet Dansk, og af, Tydft iftun de tre Ord: Gelb, Gold, Silber; men dem anbragte han faa tidt og faa efters trykkeligt, at Jomfru Else, efter nogle Dages Forløb, faae Bunden paa fit Pengeskriin. Desforuden havde han den Sfit efter hvert Maaltid at tage Sfee, Kniv, Gaffel og Bæger til fig.

En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes Klæder, blev indpakket i en jernbunden Kiste og denne fat paa en Vogn, som ffulde fjøre bag efter de bortridende Polaffer.

Neppe var den kommen op paa Baffen often for Gaarben og Søen, før Brandenborgerne foer ned ad den vestre Baffe. Bedækningen, som faae, at den snart vilde blive indhentet, og Kisten saaledes falde i fjendernes Hænder, løftebe den af Vognen, og rullede den ned ad den steile Sfrænt. Klingende væltede den fig om fin Are og lige ud i Søen, fom her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag idag, dog ikke længer skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder {y& over den, og ofte er der gras vet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar man nærmer sig, forsvinder lyset, som aldrig viser fig uden i en temmelig Afstand.

Mobfalden og næsten bedøvet af faamange Ubplyndringer

og Anfægtelser, traadte jomfru Elle den brandenborgske Officeer imøde med disse Drb:

„Rjere Herre! 3 kommer ber til et tomt Huus; Ede og Driffe, Penge og Penges Bærb er alt blevet et Bytte for Eders Forgængere. Kun en Nødftilling og nogle Kles nodier af mine falig Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strar vise Eder, hvor det staaer, at kan gjøre dermed efter Ebers Billie...

Disse Drb, saavelsom Dens Stjønhed, der frembragte dem, gjorde et faa heftigt Indtryk paa den barste Kriger, at han længe iffe formaaede at svare.

Frygt iffe, ædle Jomfru!" sagde han med svag og næsten stjælvende Kost: Jeg kommer jo som Ben," lagde han til med et særdeles omt, langt Diefast, der virkede faa forunderligt paa hende, at hun, blegnende og forvirret, pluds selig forlod bam.

Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igien at see hende, hvilken Tilladelse derefter. boer Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersbagen vare de Mand og Rone, og Serugersdagen, da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt et Drd om dem.

Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vin: duesrude i Officerens Værelse ridsede disse Drd: „Søren Madsen lihme, forhen Præft i Thorning, nu Ritmester i churbrandenborgft Tjeneste.“

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »