"I stoler selv paa Eders Kjole!" svarte Junkeren: "Fordi den giver Eder Lov til at være Poltron!"

"Det er der Raad for!" raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: „der ligger Præsten og her staaer Manden; har I endnu Lyst, saa kom an, Junker Jens! Er her Ingen af de gobe Venner, som vil laane mig fin Kaarde?"

En Officeer gav ham fin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over paa Junkerens Side, og alle fire reed ud paa Heden, sønden for Byen.

Hr. Søren havde i fine Studenterdage været Karl for fin Kaarde, og flere Gange ved tydske Universiteter lært kaade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel. Denne blev jo længere jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og sikkre Parering. Han gjorde et forgjeves Udfald efter det andet; hans Kaarde gled bestandig ud forbi den færdige Fjende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen skaante ham. Da forenede han al sin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende Dobbeltfinter, hvoraf Udfaldet blev at han selv rendte sit Bryst i Contrapartens Kaarde. Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen.

1

Saaret forekom Secundanterne faa betænkeligt, at de raadte Præsten, at sætte sig paa sin Hest og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit hjem, samlede i en Skynding fine Penge og de nødvendigste Klæder, og kastede sig paa en anden ligesaa raft Hest.

Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de høie Graner udbredte allerede en Dæmring over Gaard og have. I Skyggen vandrede langsomt, med nedsænkt Hoved, den skjønne Moe. De foldede Hænder holdt en Kost af spraglede Markblomster, og hvo der saaledes faae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa

en elsket Ven, og endvidere: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi saasnart hun saae ham, tabte hun Blomsterne af fine Hænder og bøiede dybere ind i Alleen.

„Farvel, ædle Jomfrue!“ sagde han, uden at standse Heften: Forlader, faa skal Eder forlades:"

Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i tordnende Galop.

Forundret, forvirret og hartad bedøvet stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før hun kom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtig kom det Skrækkens Bud: at Præften havde ihjelstukket hendes Fæstemand.

At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed for Alle, undtagen for den førgende Pige selv. Da imidlertid Forældrene tænkte, at Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei allene billige denne, men ogsaa hendes haardnakkede Vægring ved at indgaae nogen anden Forbindelse.

Saaledes henrandt et Par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just som hun var í Begreb med anden Gang at bortgive Datterens Haand. Herved erholdt denne sin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Menneffe Tvang, naar han kun selv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente; Krigstrompeten kaldte ham fra landlig Ro og Glæde til Kamp mod Sverrigs Krigere. Han maatte forlade sin kjære Datter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves havde foreslaaet hende, at begive sig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm. Sandt at sige, anede Ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig fer havde Sandbergernes gamle Herreborg feet en bevæbnet Svensker.

To Maaneder efter Ridderens Afreise, kom hans tvende

Tjenere hjemridende med hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor, og forkyndte den gjæve danske Mands hæderlige Død i uheldig Kamp med Danmarks seirende Fjender. Disse vare indtrængte over Landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere. Endelig vaiede den første fiendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytters hob drog i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og vildt Udvortes, hvis første Diekast satte Stræk i Alle paa Gaarden, kun ikke i dens jomfruelige Herskerinde. Med rolig Værdighed gik hun Kyrasseren imøde, tilbød ham Alt hvad Huset formaaede af Spises og Drikkevarer til ham og hans Folk, og udbad fig en Sauvegarde.

"Den skal I faae, min vakkre Flikka!" svarte han: „naar I saa vil stjenke vel; lad os allerførst besee Viinkjelderen!"

Som sagt saa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle de andre Dage, at han efter en Maaneds Forløb tømte med fine Rytteres Hjelp den sidste. Og hermed var ogsaa hans høflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod Gaarden, med famt fin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken Elfes Kasse. Neppe var han ude, før en Rytter-Eskadron drog ind, anført af en ung, smuk og beleven Abelsmand. Jomfruen gik ham som den Forrige imode, og fremførte samme -Bøn..

„Behøves neppe, min deilige Dame!" sagde han: „jeg feer jo, at Gaarden allerede har en himmelst Sauvegarde." Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Bord i Viinkjelderen.

"Skader intet," svarte den galante Kriger: „istedenfor Viin, beder jeg blot om nogle Draaber Nectar."

Af denne Indgang seer man nok, hvorledes den stakkels Else Sandberg var faren med ham. Dog holdt hun ham ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand indenfor Sædelighedens Skranker. Maaskee havde den farlige Fjende alligevel tilsidst feiret, dersom han ikke just i rette Tid havde faaet Marschordre.

Derefter kom en Polak, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto større Elsker af det rene Væsen. Han kunde intet Dansk, og af, Tydsk ikkun de tre Ord: Geld, Gold, Silber; men dem anbragte han saa tidt og saa efters trykkeligt, at Jomfru Elfe, efter nogle Dages Forløb, saae Bunden paa sit Pengeftriin. Desforuden havde han den Stik efter hvert Maaltid at tage Skee, Kniv, Gaffel og Bæger til fig.

En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes Klæder, blev indpakket i en jernbunden Kiste og denne sat paa en Vogn, som skulde kjøre bag efter de bortridende Polakker.

Neppe var den kommen op paa Bakken østen for Gaarden og Søen, før Brandenborgerne foer ned ad den vestre Bakke. Bedækningen, som saae, at den snart vilde blive indhentet, og Kisten saaledes falde i Fjendernes Hænder, løf= tede den af Vognen, og rullede den ned ad den steile Skrænt. Klingende væltede den sig om sin Are og lige ud i Søen, som her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag idag, dog ikke længer skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder Lys over den, og ofte er der gras vet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar man nærmer sig, forsvinder Lyset, som aldrig viser fig uden i en temmelig Afstand.

Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer

og Anfægtelser, traadte Jomfru Else den brandenborgske Officeer imøde med disse Drd:

Kjere Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd er alt blevet et Bytte for Eders Forgængere. Kun en Nødstilling og nogle Kle= nodier af mine falig Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strar vise Eder, hvor det staaer, at I kan gjøre dermed efter Ebers Villie."

Disse Ord, saavelsom Dens Skjønhed, der frembragte dem, gjorde et saa heftigt Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare.

"Frygt iffe, ædle Jomfru!" sagde han med svag og næsten stjælvende Røst: "Jeg kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Diekast, der virkede faa forunderligt paa hende, at hun, blegnende og forvirret, pluds felig forlod ham.

Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse derefter. hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og kone, og Serugersdagen, da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt et Ord om dem.

Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vinduesrude i Officerens Værelse ridsede disse Drd: „Søren Madsen Lihme, forhen Præft i Thorning, nu Ritmester i churbrandenborgsk Tjeneste."