Billeder på siden
PDF
ePub

Saa jublende en Bryllupsfest er vel ikke i mange Aar feiret paa de iydfke Heder. Mine elskede Svigerforældres Sorger og Gjenvordigheder have opløft sig í Glæde og Ro. lighed, deres livskraft, deres Kjærlighed er opfrisket paany; de politiske Storme og Rædsler ere glemte; deres Reise er nu tilende, og tillige min Historie.

Præftra i Thorning.

Ire Mile fønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede liv og Rige, ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at være tæffede med Mos. Dens tarvelige lidfeende oplives iffe af nogen Have; thi dette Navn kan man neppe give en liden Raalgaard, hvis Tørvediger ere fantede med tynde, forkrympede Hyldebuffe, og hvoroder en gammel Røn frummer fig, forpioffet og bøiet fra sin Ungdom af de ffarpe Bestenvinde. Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilfe graagule Moser slynge fig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangs foldige Bugtninger, snart udvidende fig og ligesom tilbages trængende de bølgeformige Baffer, snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ufjendte, som her vilde finde Vei, ffulde snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man falder , at trække i Dynd.“

Først benimob Efteraaret faaer denne mørke, eensfor: mige Egn et mere livligt Udseende: i Moserne løfter erica tetralix fine blegrøde Blomster, og Bafferne faae et violet

Sfjær af den nu først udskydende Lyng. Jffe frydeligere er ber den levende Natur: Broffuglen sidder eenlig paa fin Tue, og gjentager halve Dage fine langtrukne, tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbuffen - Arfenens eneste Træe. En enkelt Urfugl, ops jaget af en omluskende kæv, hvirvler sig et staffet Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng. Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdes dreng, omringet af nogle vantrevne Faar, hvisler paa fin Costillingsfloite.

3ffe altid vare disse Banfer faa obe og nøgne. 3 gamle Dage vare de tæt bevorede med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøete med talrige Flokke af alle Slags Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger, paa en Odde eller Reol i Søen, en stolt Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af bøie Gras ner, omgave og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man brog over den sidste boie Banfe, glede de hvide Skors ftene hen over Granernes Toppe. Til Søesiden mod Søn: den stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred faae det ud, som om den bævede sig op af Bandet. Dens Bygnings: maade var som alle andre Slottes paa hiin Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; tvende Stofværk, det ene bygget ud over det andet med fremragende udbugne Bjelkehoveder; mange lange og fmalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blysproiser. Paa alle fire Hjørner runde udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rafte op over Skorstenene, og var prydet med ptte Steenfæmper. Saadanne Tvende forsvarede med opløftede Træfabler den boie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Gras, tildeels bevoret med Rør, og over den forte

en Bindebroe. Paa hver Side af Broen flode füirkantede Steenpiller, og ovenpaa disse faaes liggende lover. Udenfor Ladegaard og Have var en ligeban Grav med Broe, som Borgens yderste Befæstning.

Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik Sandberg, gift med pels byrdige og dydzirede Jomfrue, Mette Daar. Deres Egtes ftab var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget var Forældrenes høieste Ønfte.

Mødrene pleie i dette Tilfælde ei alene at ønske, men ogsaa at handle. Fru Mette var ikke mere uvirksom end andre Medre, men havde indledet faa fnilde, saavelsom ær: bare, Underbandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munt til Aunsberg, at Dagen til Dennes Sons, Junker Jenses Trolovelse med Jomfue Else allerede var bestemt. Endelig var den fommen, og, paa lidet nær, vel forbi: Det forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige 'Pibetraver; deres forældre, Slægtninge og Kyndinge i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren faae ftivt og dristig hen over Præstens Skulder, og Zoms fruen bly og beskedent ned til hans Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldtonende; uvillaarlig sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæftemands tyffe, pluddrende og efter de Tiders Mode læspende Mæle.

Lønligt og hurtigt løftede hun fine Dine op til den Mund, hvorfra disse Toner udgit, og en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt skjønne Ansigt og funkerens Melfefjæs; over en høj, hvid og glat Pande skilte sig et mørkebrunt Haar, og faldt i naturlige Krøller paa Pibefraven. Sorte Bryn hvælvede fig over brune, fyrige Dine. Mellem den smalle Underlæbe og den fjæft opstaaende Overlæbe, blinkede sneebvide Tænders

Perlerader, og derunder bevægede fig i Talens 3ver, et ziir: ligt fipftiæg. Ligesaa hurtigt trat fig Pigens lange Diens haar ned over det rødmende Ansigts mørkblaae, matglimtende Stjerner.

Hr. Søren var nødt til at fee paa den yndige Fæstes møe; men jo tiere han faae, jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle: juft som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave.

„Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa fegnede hun virkelig i den tililende Moders Arme.

Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie bende felv fra Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endftjøndt de maaskee snarere burde været forenede. Hvorom Alting er, saa blev der Intet af Trolovelsen nu, og, da Jomfrue Elfe aldrig følte fig frift nof, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til denne Bortryffelse af hans Dnsfers Maal.

Nogen Tid efter hændte det sig, at han og Præsten traf fammen i Viborg paa et offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officerer vare tilstede. Ophidset af Viin" og hemmelig ærgrelse, begyndte Junkeren at stifle paa Præften og hans Tales fynderlige 3flæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed: dette gjorde Modstanderen driftigere og grovere.

Hr. Junker!" sagde Hiin opbragt: . stoler paa ben Kjole, jeg bærer, og som f vel veed hindrer mig i at lære Eder Stiffelighed."

« ForrigeFortsæt »