drig bliver jeg Din, før Du lover mig, at Du vil blive holder Du det iffe een af vore da Min Landsmand pauserede, hældede Hovedet, betragtede fine Fødder og Gulvet omkring dem ifte længe. "Jeg blev een af hendes", brummede han. Jeg er Nenegat! Jøvrigt er Mahomed mig ikke vigtigere end nogensomhelst anden Sværmer. Jeg sværmede for Zohra, Hun var en Virkelighed, ingen idealsk Boble AH"! „Men Enden"? - endelig naa! gid De Den bliver aldrig Begyndelsen liig snart maa begynde som jeg, uden at bryde Dem om Enden". Jeg sværmede i to Nætter og tre Dage. Da kom Zohras Elsker, og afhentede mig. Vi gik did. ene med min Elstede. Jeg blev Jeg kastede mig for hendes Fødder. Hun reiste sig, og sagde med stille, men fast, næsten bydende Stemme: „Hør til! og afbryd mig ikke! Jeg elsker, Dig, Christne Mand! iffe som min Søster elsker Din Frænde; - nei! langt anderledes. Jeg siger Dig det, for jeg føler det. Jeg veed det. Du vorder min sidste Kjærlighed, saavist som Du er den første. Tor Du ikke trøste Dig til at give mig samme Forsikkring, faa forlad mig. Nu! det kan ikke falde Dig tungt; men skynd Dig saa bort, og overlad mig til min Skjæbne. Stille! Er Din Elskov meer end Tidsfordriv, da før mig hvorhen Du vil! Har jeg Dig, Dig alene, da er den hele øvrige Verden mig et Jntet. Din Kjæreste eller Din Hustrue, det er mig Eet. Du min Ven jeg Din Veninde, Zohra vilde ikke opfylde Din Vens Pnske, hvis han iffe antog hendes Tro. Jeg kan, for Din Skyld, affværge min; jeg vil vorde Christinde, hvis Du forlanger det; — thi nu har jeg ingen anden Tro end Kjerlighed. Bestem nu for mig og Dig! Vælg! men snart!" Hun forsvandt. Jeg havde valgt, endnu før hun traadte frem i Mellemdøren, hvor hun standsede og stod ubevægelig, liig en Synderinde, der venter sin Dom. " Min" udtalte jeg, uden at nærme mig: Min Sjæls Veninde!" sagde jeg, mig forskyde den evige Barmhjertighed i Livet og efter Doden! hvis jeg vilde skuffe Din Tillid til den fremmede Mand, til hvis Hjerte Du knytter Dit og Din Skjæbne. Min Bestemmelse er saa: snarest muligt forer jeg Dig fra dette Land; ej engang til mit eget, men til eet, hvor vi begge ere lige fremmede os selv allene nok. Jeg gaaer til Chefen -vent mig imorgen.,, Jeg greb begge hendes rækkende Hænder, og trykkede et Kys paa hver af dem hun græd, men Glædestaarer. Vort Regiment var oplost; neppe hundrede Mand vare tilbage i brugbar Stand. Disse bleve stukne ind under Zuaverne: jeg tog min Afsked. Sidi Hadji havde stemt min Elskedes Moder efter vort Ønske, hvorfor jeg og begavede ham med et Par Ankere dansk Elma. Hradudja rev sig løs fra Familien, om ej med Letsind, saa dog med Lethed, og fulgte mig til dette nordiske Broderland, hvor jeg nu paa tiende Aar lever i huslig Roe som lykkelig Mand og Fader. De maae, saaledes sluttede Fortælleren - efter Deres Vane, gjerne lave en Fortælling af disse Beretninger om den skjønneste Deel af mit Liv og Levnet. |