Billeder på siden
PDF
ePub

mig og læspede: jeg er Din baade Nat og Dag." Jeg lagde Haanden paa mit Hjerte, bøjede mit Hoved og borte

vare de.

[ocr errors]

Der forløb endnu en Maaned med Razziaer, hele Das ges Hunger og Tørst, Bivuakeren og Frysen om Natten kort alt det, som kan dæmpe Enthusiasme for Krig i saadant Land. Endelig fandt man det nødvendigt, at skjænke os nogen Hvile og Forfriskelse; for de fleste blev videre Omsorg overflødig.

[ocr errors]

Jeg opsøgte min Hr. Ven. Vi begge søgte det tiltrækkende Huus. Undervejs lærte han mig nogle Elskovsord og fjelne Talemaader, lykønskende mig til min skjønne Erobring.

Zohra skjænkede sin Elsker et let fortroligt Smiil; Søsteren kom mig blussende halvt imøde.

Efter nogle faa Minuters Forløb randt det pludselig min Ven ihu, at han havde forglemt noget vigtigt; han forlød os. Zohra smilede til vi andres Minespil, fatte Schachbordet frem, og udfordrede mig.

Langt hen i Spillet havde hun Overmagten; thi mine Tanker vare delte, og mindst ved Spillet. Men hun, vis paa Sejren, gjorde et galt Træk, og gav mig den ihænde. For ej at faae Brikkerne igjen i Gefjæset, rejste jeg mig op, pegede blot paa den dræbende, og sprang ud af Stuen.

Jeg hørte hende udstøde en Forbandelse, og derpaa en Skoggerlatter. Vennen kom tilbage, jeg fulgte ham ud igjen, efter først at have givet ham et Vink, som han og benyttede til at drage sin Kjæreste med i den ene Ende af det lange fmalle Værelse, og derfra ud paa Kiosken (Altanen).

Jeg begyndte mine Operationer det bedste, jeg havde lært; men de vare ikke nær saa lette at udføre, som jeg havde indbildt mig. Hun virrede langsomt med et Cæciliehoved stivede den ranke Krop, og udhvislede hurtigt et

Par mig uforstaaelize Ord afbrød sig selv - hentede Zohras Tilbeder, sagde noget til ham, som, jeg troer paa hendes Begjæring, han udtolkede for mig, og hvoraf Meningen var denne: at jeg skulde skaffe mig større Færdighed i hendes Tungemaal, før vi talte nærmere sammen.

Dette gjorde jeg, og lod mig saa hver Aften examinere paa mit Pensum af den deilige Professorinde.

Aldrig havde jeg i noget Kundskabsfag været saa lærvillig, og følgelig gjorde jeg rivende Fremskridt.

Men hendes Corallæber vægrede sig endnu længe ved at attestere Gazellevinenes Udsagn, og gjentage hendes Kjærlighedserklæring. "Tilheft imorgen", hed det om Aftenen; men den Morgen var endnu iffe kommen, da vi atter fik Ordre til Opbrud.

Atter Sjouen i Sand og Blod; men intet afgjørende. Vi førtes atter til den mig saa kjære Stad. Jeg foer til min Hr. Mortensen.

Jeg traf ham med Haand under Kind; det var første og sidste Gang, jeg saae ham i denne betænksomme Stilling. Han forandrede den strar, og pegede paa en ledig Stol. Efterat han et Par Minutter havde feet taus hen for sig ikke paa mig rettede han sig, purrede i Haaret, lænede sig tilbage mod Stolcryggen og sagde:

[ocr errors]

"For Landsmandskabs Skyld vil jeg give Dem nogle Vink om Forholdene her; thi De er endnu vildfremmed, og iffe istand til at orientere Dem. De kjender saameget til Franskmændene og deres Færd i og uden Vaaben, at De vel kan mærke, man aldrig vil kunne slutte sig til de Indfødte, om end ikke Korset og Halvmaanen store fiendtligt imod hverandre; thi Nationalcharactererne ere hinanden ligesaa diametralsk modsatte som Zenith og Natir som Mandkjen og Qvindekjøn hersteds.

[ocr errors]

„De første afsondre sig til Bazarer, Kaffehuse, hvor hele Underholdningen bestaaer i Tobaksrygen, Indslubbren af Moccasaften, forte Yttringer med lange Pauser, lakonist Konversation. - Kvinderne samle sig hjemme saa hos den og saa hos den, hvor de oprette hvad Mændene forsømme: de sladdre uophørligt, og det i Reglen ikke om Kjærlighed, men om physist Elskov, og det saa uforbeholdent, at jeg, første Gang useet Drevidne til slige Samtaler, havde ondt ved at troe mine egne Sandser.

"Nu, det er engang saa, og bliver aldrig anderledes. Man maa tage vor Kvindeverden som den er".

Forstemt spurgte jeg ham, om Hradudja var ligesaadan.

„Ikke ganske“, svarede han; „maaskee kan hun være en Undtagelse; men hellere troer jeg, hun paatager sig denne Dydsmaske, for desto sikkrere at holde Dem fast. Er hun først sikker paa Dem, saa kommer nok Tyrkinden for en Dag.

"Zohra er vistnok et Væsen helt antipodist til Søsteren i hele hendes Adfærd; hun kan i et Dieblik stige til kogende Vands Varme, og i det næste synke ned til Frysepunktet; iaften tryllende, henrivende; imorgen en Furie. Jeg er ingensinde sikker paa hende, kan ikke forud beregne hendes lynsnare Forvandlinger: saa er hun min Slavinde, saa min Tyran. Det er en uafladelig Rollebytning: een Dag Mand og kone, og en anden Kone og Mand. Og i Realiteten ere vi rigtige Ægtefolk, men uden Ceremonier, endog uden Baandets Mysterium. For tre Aar siden faaes vi første Gang; og i selvsamme Dieblik oprandt vor Elskovsfol; men der forløb et helt Døgn, inden den culminerede

De Kronjybe"!

[ocr errors]

Hør til!

Intet mere fik jeg denne Gang at høre; et Besøg afbrød det interessante Foredrag. Den Jndtrædende var en stor og fyldig Tyrk:

Sidi Hadji, Bumazray, Bukabas, Benibrahim, (Hr. Pillegrim, Landsefader, Pistolfader, Abrahamssøn,) Benmussa, Bendavid, Benfoliman, Benaissa, Benturki, (Mofessøn, Davidssøn, Salomonssøn, Jesusøn, Tyrkesøn.) Hr. Hadji slængte sig uden Omstændigheder paa Sophaen, og forlangte Tobak og „Shrab“ (Viin). Viin! det flog mig jeg skottede til ham med et vantro Smiil.

"Din Viin", sagde han med kold Rolighed, „den kjender jeg, og derfor drikker jeg den; saa faaer det beroe med den i det andet Liv, som jeg ikke kjender".

Han tog en lang Slurk, dampede, tog nok een, og tom var Flasken.

Han tømte ser efter hinanden, og det til kun to Piber Tobak. "Du maae nu ogsaa engang smage vor danske Shrab, sagde Værten, og iskjænkede ham et stort Glas Aquavit.

Vor Bacchus holdt det mod Lyset, smilede og mumlede : „Elma“! (Vand).

Paa yderligere Opfordring heldte han noget paa Tungen, smagede, smadskede, nikkede og raabte: "meleh"! (godt), hvorpaa han stak ud, og udtalte et endnu stærkere „Besæf“! (ypperligt), og forlangte en heel Flaske.

Dennes udtømmelse fordrede blot lidt længere Tid end en Viinflaskes; ogsaa nok en Karaffel dansk Elma.

Vor Bacchus 'eiede en saa mærkværdig Styrke i at taale Spirituosa, at han alene blev en Grad mere livlig og snaksom; men han vidste hvad han sagde, og da han forlod os, gik han alene og med en Akrobats Sikkerhed.

"Gjæstfrihed", fagde han ved Bortgangen, "har Du dog lært iblandt os, Fremmede! Du har gjort mig tilgode i denne velsignede Aften. Hør! har Du mere af den himmelske Viin? Jeg vil betale den som en Padischa".

"Du skal ha'e en Snees Flasker for flet intet".

„Lalulu"! (Nei, nei!) Du skal ta'e imod Betaling"!

"Ikke i Penge! Men Du kan tjene min Landsmand i en vis Sag, og det vil være os begge kjærere end Penge". „Naa da"?

"Din Søsterdatter, Hradudja, hænger sig, dersom hun iffe snart bliver første Houri i hans tomme Harem. ville hverken bruge Vold eller List

[ocr errors]
[ocr errors]

Vi

Behøves iffe heller", svarede han. Naar vil J

ha'e hende"?

"

„Det kunne vi ikke strar bestemme, vi maae tale med hende først"?

„Eh! lala"! (Hm! jaja!) som I selv vil. Du der er mig ellers lidt naragtig, er der ikke Kvindfolk nok her i Staden, hende foruden? Tusinde for een; de ere alle ligegode; jeg er ellers kjed af dem tilhobe. Dersom det ikke var for at frembringe Mandfolk, saa maatte vi hellere undvære det Kram. Har Profeten dem ikke en heel Deel bedre, og heller ingen dansk Viin, saa vit jeg kjede mig afskyeligt i hans Paradis."

Denne -formastelige Tale morede os, og vi havde udspundet den endnu længere, hvis ikke den tyrkiske Fritænker havde længtes efter Nattero.

I Døren vendte han sig og sagde: wiffe flere end tre Flasker paa Gangen, ellers faaer jeg for snart Ende paa dem."

Nu Slutningen af Vennens kjælne Eventyr.

„Om Aftenen aabner Zohra besløret Døren til mit Abyton. Hun afriver Ansigtets Bedækning, kafter sig op til mig, fryster mig ind til sig fætter Lueild í mig - jeg Hun løsriver sig, sætter de flade Hænder for mit Bryst, støder mig fra sig.

"Du er en Vantro"! udstøder, fremhulker hun. „AL

« ForrigeFortsæt »