med en mahommedansk, hvor noget helt Æventyrligt vederfores mig -et Kjerlighedsæventyr uden Ende. For= tællingen af dette foranlediger mig til at berøre mine Krigsæventyr. For den franske Kriger er krig og Kjerlighed" Parolen i Livets Ronde.

Næste Morgen, efterat jeg ved en kvægende Søvn havde rattet mig oven paa en urolig Sørejse, siger han til mig:

"Jeg veed fra sikker Haand, at Deres Regiment forbliver her roligt i flere Dage. Dem skal jeg see at gjøre Dem saa morsomme som muligt. De kan altid tidligt nok komme til at tumle dem i Sandørkenen med de numidiske Horder, Munter! mín Ven fra igaar! De skal til Bryllup iaften, et Bryllup i fit Slags. De skal kige de yndigste Houris i deres pilebevæbnede Dine; disse tiltale langt anderledes end de yataganbevæbnede Beduiners."

Dertil fagde jeg ikke Nej.

Han førte mig ind hos en midaldrende Enke, hvis Mand havde været Bej i Tlemcen. Der vare fire Dottre, den ældste, Zohra, omved tyve Aar, den næstældste, Hradudja, tre Aar yngre, de to andre halvvorne.

Han modtoges som gammel Ven af Huset, og forestillede mig som en beslægtet Landsmand. Zohra (Blomst) skjænfede mig kun et koldt og flygtigt Blik; den næstældste et skarpt og længere.

Køligt er selv et kjerligt Blik fra nordiske Kvindeøjne mod dette ildsprudende af Sydboerindens. Faaer Te et saadant fra den smalle ubeslørede Strimmel af Ansigtet mellem det til højt over Næseu og foroven til Brynene Bedæk(saaledes vise de sig stedse udenfor Huset), da maatte De være en Origenes, for iffe at føle Virkning. Den følte jeg.

fede

Hradudja sagde hurtigen et Par Ord til Søsteren jeg forstod dem jo ikke; men siden efter udtolkede min Landsmand dem: de betoge mig ikke Modet.

Moderen bød os Sæde

og opvartede med kaffe.

efter Stik paa Gulvpuder

Da den var nydt, indtraadte Bruden, ret smuk af en Negerinde at være. Hun blev pyntet, det vil sige: ethvert Haar paa hendes Legeme nedenfor Djelaagene blev afnippet, og Pande, Kinder, Bryst og Arme beklæbet med Sole, Halvmaaner, Stjerner af Guldpapiir; hvilke Skjønpletter tog sig glimrende ud paa den sorte Grund.

Nu ledsagedes hun ind i Brudekammeret. Døren der= til luffedes.

Min Cicerone og jeg bleve ene tilbage: men han udtog en Trætol i Mellemvæggen; og gjennem denne Aabning lod han mig være Tilskuer af Ceremonierne.

Den første bestod i en Dands, heel forskjællig fra Europæernes deri, at Fødder og Hoved forblive ubevægelige, men den mellemværende Deel af Legemet udfører forskjellige sælsomme Bevægelser: Drejninger, Bøjninger, Rystelser, som alle tilsammen have Betydning. Dandsemusiken lyder langt fra behageligt. Jeg kan ikke bibringe Dem noget tydeligere Begreb om samme, end naar De vil tænke Dem en Kvartet af en Lires skrattende Tone Bjældeklang, Klappren med Træetallerkener og

iffe Toner en Skarnagerskralle. Da Coneerten var forbi, indtreen den lyksalige Negerbrudgom! og nu først gik den egentlige Vielse for sig saales des: En af Ternerne præsenterede en Vandskaal for de Tvende, der havde vendt sig ligemod hverandre. Den Ene holdt fine hule Hænder samlede lidt ovenover den Andens i famme Stilling, Vand hældtes i de øverste, og hvad der

dryppede igjennem i de underste, blev hældet i den tilhørende Mund

nu vare de Mand og Kone.

Jfkeheller denne Ritus finder jeg uden Betydning; men overlader til Andre, at lægge den deri, som enhver bedst tyffes.

Men en

Nu forlode Alle paa To nær, Kammeret. Timestid derefter blev det igjen besøgt, og foretogeś da den fiofte Ceremonie, om hvilken jeg ikke siger videre, end at den famme fandt Sted ved Jødebrylluper i det gamle Testamentes Tider.

Vi tog nu Afskeed, ved hvilken Zohra og hendes Moder indbød os til gjentagne Besøg. Datterens Dine gav min Landsmand et glødende Godnat! Men Vulkanen i Hras dudjas lod til at være slukket; hun løftede dem ikke højere end til mine Fødder.

Der henslæbte sig nogle Dage, før min Ven kunde faae Stunder til en ny Aftenunderholding i de Nettroendes Huus.

Han sagde til mig: at hvis han ikke afhentede mig, kunde jeg gjerne gaae ene did paa egen Haand ved den og den Tid; var han der ikke, vilde han dog snart komme. J første Fald kunde jeg opfordre Zohra til et Spil Schach. Han lærte mig, hvad det hed paa Landets Sprog, saavelsom Hilsener og nogle flere jevnligt forekommende Udtryk og Lalemaader.

Jeg ankom med mit "Asslema!" (arab. "Salem" hebr. schalom: "Fred!“), som Zohra besvarede med sit „waschalek!" (omtrent som Arabernes „aleikum!" „med Eder!")

Hradudja hilste mig med et ty Nik, og satte sig ved Vinduet, stirrende ud i det Frie.

Det klemte mig om Hjertet.

Jeg maatte have Luft, og foreslog Blomsten" et Spil Schach. Hendes Svar

var at fremsætte et Bord, Bræt med Brikker derovenpaa.

Hun satte sig, gav mig Tegn at gjøre ligesaa. Hun tog de Sorte med rode Faner paa Taarnene; jeg havde Rode med hvide Faner. Mine kaldte hun „Franker," og sine „Tyrker; hun var nationalstolt, Fiende af Erobrerne som saaNu drog hun tilfeldts mod dem, men tabte det

danne.

første Slag.

Hun sprang op fra Stolen, satte sig haardt ned igjen, og den derangerede Hær paa ny i Orden. Atter tabt.

Hun knyttede de smaa Hænder, og hvinede gjennem strammede Læber et Sebb!" hvilket Ord har en vis een af det spanske Carajos" og det italiste "Codas" Betydninger. "Eengang endnu!" fnærrede hun trediegang Mat! Da greb hun arrig Brættet, og kastede mig Brikkerne

i Hovedet.

Hradudja drejede Ansigtet om til os, og smilede; jeg opsamlede Brikkerne.

Landsmanden kom. Zohra sprang ham imode. Gestikulerende og leende imellem udgød hun en Strøm af Ord, jeg forstod det mindste deraf; men hendes Pegen paa mig og Søsteren behøvede ingen Oversættelse. Denne vendte sig helt om til Vinduet i fødtforvirret Bevægelse; jeg stillede mig mod det næste.

Aftenen forløb for de To af os i Taushed; de andre To sladdrede desmere. Zohras Luner verlede tidt og hurtigt mellem Dvergivenhed, Dmhed, Arrighed og Kjælenhed Hun var en kvindelig Proteus.

Hjemme, endnu kun halvt afklædt til Sengen, fik jeg Ordre til øjeblikkeligt Mode paa Allarmpladsen. Der var noget ganske andet end Elskov at tage vare. De fjender. vel saa meget af Aviserne til Krigen mod de ubetvingelige Ørkensønner, at jeg ikke derom kan fortælle Dem stort Nyt; undtagen maaskee: at vi leed mere af Hede, Kuld og Stra

bads, end af Fiendens Kugler og Sværd; thi deres Angreb 03 Flugt var í gammelparthist Maneer. Lazaretherne fandt ti Gange saamange franske Liig, som Valpladsene.

Vi havde tumlet os omkring et Par Maaneder, da mine Folk en Dag sige til mig: at under min Fraværelse havde der været en Tyrk og spurgt efter mig ved Navn. Jeg kjendte ingen Tyrk, kunde ikke begribe, hvorledes dette monne hænge sammen.

Næste Dag kom han igjen, vises hen til mig, og siger paa godt Dansk: "De fjender mig nok ikke Hr. Thorsen! i denne hersens Uniform; men jeg er ellers Moses fra Pilestræde."

Ja, det var ganske rigtigt min kjøbenhavnske Jøde. Hvorlunde han nu var kommen herhid, og bleven saaledes hedder det dengang nylig oprettede tyrkiftklædte Corps det kommer ikke videre min egen Historie ved.

Zuave

Mousche flyede mig et lille Stykke Papiir, hvorpaa ikke fandtes andet end en maurist Rytter til Heft, maadeligt tegnet.

"

Førend vi forlod Algier" meddelte han, gik jeg igjen nem en vis Gade, hvor et besløret Fruentimmer traadte frem i en Dør, vinkede ad mig, og sagde noget, jeg ikke forstod, undtagen saameget: at hun vilde vide, om jeg var Franker.

Dertil fagde jeg „Eh!“ (ja), faameget Malebarisk har jeg da lært. Derpaa gav hun mig dette, to Gange fremsigende Deres Navn. Jeg nikkede igjen, og bringer Dem her dette snurrige Elskovsbrev, som jeg antager det at være.“

Et Par Timer efter kom to unge Tyrker ridende gjen. nem Teltrækkerne. Da de kom henimob mit, gjenkjendte jeg let de tvende Sostre.

De standsede; den ene saae nogle Secunder ømt til