Billeder på siden
PDF
ePub

med en mabommedanft, hvor noget helt XEventyrligt veder: fores mig - et Kjerlighedsæventyr uden Ende. Fors tællingen af dette foranlediger mig til at berøre mine Krigsæventyr. For den franske Kriger er „Krig og Kjerlighed“ Parolen i Livets Ronde.

Næste Morgen, efterat jeg ved en kvægende Søvn havde rattet mig oven paa en urolig Søreise, siger han til mig:

"Jeg veed fra fiffer Haand, at Deres Regiment forbliver her roligt i flere Dage. Dem skal jeg fee at gjøre Dem faa morsomme som muligt. De fan altid tidligt nok fomme til at tumle dem i Sandorfenen med de numidiffe Horder, Munter! min Ben fra igaar! De ffal til Bryllup iaften, et Bryllup i fit Slage. De ftal kige de yndigfte Houris i deres pilebevæbnede Dine; disse tiltale langt anderledes end de yataganbevæbnede Beduiners.

Dertil fagde jeg iffe Nej.

Han førte mig ind hos en midaldrende Enfe, hvis Mand havde været Bej i Tlemcen. Der vare fire Døttre, den ældste, Zobra, omved tyve Aar, den næstældste, Hrabudja, tre Aar yngre, de to andre halvvorne.

Han modtoges som gammel Ven af Huset, og forestilYede mig fom en beslægtet landsmand. Zohra (Blomst) stjænfede mig kun et koldt og flygtigt Blik; den næstældste et skarpt og længere.

Køligt er selv et fjerligt Blit fra nordiske Kvindeojne mod dette ildsprudende af Sydboerindens. Faaer Te et saadant fra den smalle ubeslørede Strimmel af Ansigtet mellem det til højt over Næseu og foroven til Brynene Bedæk: fede - (saaledes vise de sig stedse udenfor Hufet), da maatte De være en Origenes, for itfe at føle Virkning. Den følte jeg.

Hrabudja sagde hurtigen et Par Ord til Søsteren jeg forstod dem jo iffe; men siden efter udtolfede min Lands: mand dem: de betoge mig ikke Modet.

Moderen bød og Sæbe - efter Sfit paa Gulvpuder og opvartede med kaffe.

Da den var nydt, indtraadte Bruden, ret smut - af en Negerinde at være. Hun blev pyntet, det vil fige: ethvert Haar paa hendes legeme nedenfor Dielaagene blev afnippet, og Pande, Kinder, Bryst og Arme beklæbet med Sole, Halus maaner, Stjerner af Guldpapiir; hvilfe Stjønpletter tog fig glimrende ud paa den forte Grund.

Nu ledsagedes hun ind i Brubekammeret. Døren der: til luffedes.

Min Cicerone og jeg bleve ene tilbage: men han udtog en Trætol i Mellemvæggen; og gjennem denne Aabning lod han mig våre Tilskuer af Ceremonierne.

Den første bestod i en Dands, heel forstjællig fra Eus ropæernes deri, at Fødder og Hoved forblive ubevægelige, men den mellemværende Deel af Legemet udfører forstjællige fælfomme Bevægelser: Drejninger, Bøjninger, Ryftelser, som alle tilsammen have Betydning. Dandsemusiken lyder langt fra behageligt. Jeg kan ikke bibringe Dem noget tydeligere Begreb om samme, end naar De vil tænke Dem en Kvartet af en Lires sfrattende Tone iffe Toner – Bjælbellang, Klappren med Trætallerkener og en Sfarnagersfrate.

Da Coneerten var forbi, indtreen den lyfsalige Negers brudgom! og nu først gik den egentlige Vielse for sig faale: des: En af Ternerne præsenterede en Vandfkaal for de Tvende, der havde vendt fig ligemod hverandre. Den Ene holdt sine bule Hænder samlede lidt ovenover den Andens í samme Stilling, Band hældtes i de øverste, og hvad der

dryppede igjennem i de underste, blev hældet i den tilhørende Mund nu vare de Mand og Kone.

Offeheller denne Ritus finder jeg uden Betydning; men overlader til Andre, at lægge den deri, som enhver bedst tyffes. Nu forlode Alle paa To nær, Kammeret.

Men en Timestid derefter blev det igjen besøgt, og foretoges ca den sidste Ceremonie, om hvilfen jeg ikke siger videre, end at den samme fandt Sted ved fødebryuuper i det gamle Testamentes Tider.

Vi tog nu Afsfeed, ved hvilfen Zohra og hendes Mos der indbød og til gjentagne Besøg. Datterens Dine gas min Landsmand et glodende Godnat! Men Vulfanen i Hras dudjas lod til at være fluffet; hun løftede dem iffe bøjere end til mine fødder.

Der henslæbte sig nogle Dage, før min Ven kunde faae Stunder til en ny Aftenunderholding i de Rettroendes Huus.

Han sagde til mig: at hvis han iffe afhentede mig, kunde jeg gjerne gaae ene did paa egen Haand ved den og ben Tid; var han der iffe, vilde han dog snart komme. 3 første Fald kunde jeg opfordre Zohra til et Spil Schach. – Han lærte mig, hvad det bed paa landets Sprog, saavelsom Hilsener og nogle flere jevnligt forekommende udtryk og Zalemaaber.

Jeg ankom med init ,Asslema!" (arab. Salem, hebr. schalom: Fred!"), fom Zohra besvarede med sit wwaschalek!" Comtrent som Arabernes maleikum!« med Eder!")

Hradudja hilste mig med et ty Nik, og satte sig ved Vinduet, stirrende ud i det Frie.

Det klemte mig om Hjertet. Jeg maatte bave Luft, og foreslog „Blomsten" et Spil Sdach. Hendes Svar var at fremsætte et Bord, Bræt ined Briffer derovenpaa.

Hun satte sig, gav mig Tegn at gjøre ligesaa. Hun tog de Sorte med røde Faner paa Taarnene; jeg havde Rode med hvide Faner. Mine faldte hun Franker," og fine, Tyrs fer;" hun var nationalslolt, Fiende af Erobrerne fom faa: danne. Nu drog hun tilfeldts mod dem, men tabte det første Slag.

Hun sprang op fra Stolen, satte sig haardt ned igjen, og den derangerede Hær paa ny i Drden. Atter tabt.

Hun knyttede de smaa Hænder, og hvinede gjennem strammede læber et ,,Sebb!hvilket Ord har en vis een af det spanske „Carajos“ og det italiffe « Codas“ Betydninger.

„Eengang endnu!“ snærrede hun trediegang Mat!

Da greb hun arrig Brættet, og kastede mig Brifferne i Hovedet.

Hradudja drejede Ansigtet om til os, og smilede; jeg opsamlede Brifferne.

Landsmanden fom. Zohra sprang ham imebe. Gestifulerende og leende imellem udgød hun en Strøm af Ord, jeg forstod det mindste deraf; men hendes Pegen paa mig og Søsteren behøvede ingen Oversættelse. Denne vendte fig helt om til Vinduet i fødtforvirret Bevægelse; jeg stillede mig mod det næste.

Aftenen forløb for de To af os i Taushed; de andre To sladdrebe desmere. Zobras Luner verlede tidt og hurtigt mellem Dvergivenhed, ømhed, Arrighed og Kjælenhed Hun var en fvindelig Proteus.

Hjemme, endnu kun halvt afklædt til Sengen, fik jeg Drdre til øjebliffeligt Mede paa Alarmpladsen. Der var noget ganske andet end Elffor at tage vare. — De fjender vel saa meget af Aviserne til Krigen mod de ubetvingelige Drfenfønner, at jeg ikke derom kan fortælle Dem stort Nyt; undtagen maasfee: at vi leed mere af Hede, Kuld og Stra

bads, end af Fiendens Kugler og Sværd; thi deres Angreb 03 Flugt var í gammelparthift Maneer. Lazaretherne fandt ti Gange faamange franske liig, fom Balpladsene.

Vi havde tumlet og omkring et Par Maaneder, da mine Folt en Dag sige til mig: at under min Fraværelse havde der været en Tyrk og spurgt efter mig ved Navn. Jeg fjendte ingen Tyrk, kunde ikke begribe, hvorledes dette monne bænge sammen.

Næste Dag kom han igjen, vises hen til mig, og figer paa godt Danft: De fjender mig nok iffe Hr. Thorsen! i denne hersens Uniform; men jeg er ellers Moses fra Pilestræde.

Ja, det var ganske rigtigt min fjøbenhavnske Føde.

Hvorlunde han nu var fommen berbid, og bleven Zuave - faaledes hedder det dengang nylig oprettede tyrs fiftklædte Corps det kommer iffe videre min egen Histos rie ved.

Mousche Flyede mig et lille Styffe Papiir, hvorpaa ifte fandtes andet end en maurist Rytter til Heft, maadeligt tegnet.

„Førend vi forlod Algier“ meddelte han, gik jeg igiennem en vis Gade, hvor et besløret Fruentimmer traadte frem i en Dør, vinkede ad mig, og fagde noget, jeg ikke forstod, undtagen faameget: at hun vilde vide, om jeg var Franfer.

Dertil fagde jeg .Eh!" (ia), faameget Malebarist bar jeg da lært. Derpaa gav hun mig dette, to Gange fremsis gende Deres Navn. Jeg niffede igjen, og bringer Dem ber dette snurrige Elskovsbrev, som jeg antager det at være."

Et Par Timer efter fom to unge Tyrfer ridende gjens nem Teltræfferne. Da de kom henimob mit, gjenkjendte jeg let de tvende Softre.

De ftandsede; den ene saae nogle Secunder ømt til

« ForrigeFortsæt »