Billeder på siden
PDF
ePub

Man leverede ham Kongebrevene til Eftersyn. Med dem aabne i den ene Haand, og Alterbogen i den anden, stillede han sig op til en Væg, og bad Parrene rangere sig efter Navnene i det og det Brev.

Det gjorde de, idet Kruushoved sagde: "De skal ikke ulejlige Dem med nogen Tale, Hr. Pastor! hold Dem ene til Ritualet!

Saa gjorde han, og sluttet var den uopløselige Pagt.

Ægtemændene forlangte nu Forretningen i deres Paasyn indført i Kirkebogen, og Attester, til hvilke Forvalteren havde medbragt det fornødne Papiir, udstædte. Dette medtog Tid; thi Nille, som vilde skynde paa ham med Udsfjælden, ledsagede af vældige Trumfer, forstyrrede ham just derved og finkede Skriveriet, saa de fremmede Herrer maatte bede hende om at lade Manden i Roe.

Da hun havde modtaget og eftertalt den accorderede Betaling, hvorfor hun ikke sagde saameget som Tak, gjorde hun et Knir for de nygifte Koner og sagde spodsk: "Lykke paa Rejsen! og megen Fornøielse saalænge det varer!"

Dermed gjorde hun omkring, -og forlod Stuen, commanderende Præsten: „følg han med mig!"

Dette Bud adlød han, og Ægtefolkene tøvede ikke med at forlade et saadant Huus. Hvorhen saa?

Det havde Forvalteren sørget for. Han havde allerede ved Jlbud underrettet Faderen om sin Afskedigelse, og hvad derpaa vilde følge. Ret fornøjet over hans Forbindelse med en riig Pige, tog han derfor venligt mod begge Par, og gjorde for dem et muntert Gilde. Næste Morgen overdrog han sin Ejendom, mod passende Aftægt, til Sønnen, og var dennes Svoger behjelpelig til at indkjøbe en god og smuk Ejendom i Nærheden.

Hvorlænge deres ægteskabelige Forbindelse varede, og

hvorledes det forøvrigt gik dem, veed jeg virkelig ikke, og Læserne bryde sig vel heller ikke om at vide det; thi nu er jo Knuden løst. Men hvorlunde Røverknuden løftes, eller overhuggedes,

vil dog neppe høres uden en vis Deltagelse.

Paa den Vogn, der bragte de opfangede Røvere til Aalborg, vare Tarmløs og Skomageren — som i det industrielle Samfund hed "Sylen“ satte hos hverandre med bundne

Hænder. Thi brugte den Sidste fin ubundne Tunge til levende Samtale med Sidemanden; dog førtes den saa svagmælet, at den ikke med Tydelighed kunde naae Bevogternes Drer. Hovedæmnet var Befrielse fra Indspærringen, Midlerne til samme, Maaden og Tiden. Sit største Haab satte man til Fanden og hans Oldemoer, der vist for deres egen Skyld vilde gjøre og vove alt muligt. De vare enige i, at han var en dygtig Captain, ingenlunde at spøge med, men Kvinden tolv Gange frygteligere, og uden mindste Tvivl en Helvedes Her.

„Fanden selv har al Respect for hende" yttrede Sylen; „derfor er det ikke sært, om Mad og Drikke gier mig Kvalme derinde hos dem. Jesabel (hendes rigtige Navn var Elsebeth) er en Engel imod hende."

"Kan han bare faae hende med tilføjede Tarmlos, „saa har det ingen Nød; hun skal nok puste Laasen op."

"Det gjør hun nok raabte Sylen højt, og skraalede en Yndlingssang i hans Smag.

"Du har dog Moses med dig?" spurgte Tarmløs.
"To blaae Drenge*) mellem mine Skofaaler og Du...

*) Femdalersedler.

[ocr errors]

"Hvad jeg har er klistret fast over Fjælen; der kommer de Fanden ikke at rage."

Dette kan vel være nok af disse Svendes Reisepassiar. En anden, heel forskjællig, holdtes i Aalborg med Criminallovens Organ; og der holdtes flere uden at føre til Endelighed. Under en saadan Catechisation henkastes pludselig det Spørgsmaal: „Hvor er nu Bettefanden?"

"Det er ikke godt at vide, svarede Syl. hvor han er; han kan være baade her og der, han er allevegne, og ofte der, hvor man ikke venter ham ligesom den, han er op

faldt efter."

Videre kunde Inqvisiten ikke bringes: Frygt blandet med en Tilsats af Hengivenhed for Anføreren, holdt ham tilbage fra at robe ham.

Itte saaledes findet var den trædske og nedrige Tarmløs. Under Betingelse af Strafløshed, lovede han at give Retten saadanne Oplysninger, at den Farlige snart maatte komme i dens Magt.

Inqvisitor, som beklagede sig over, at man allerede flere Gange uden Nytte havde forsøgt at overrumple ham i hans Bopæl, pruttede længe med Skræderen om Prisen paa For. ræderiet. Denne nedsatte samme til Vand og Brøds Straf, og derefter til korteste Fængselstid i Tugthuset. Omsider blev man enig.

Han gav nu den Oplysning: at Mester Alibi kom ikkun to Gange om Maaneden, højst tre, hjem til hans Oldemoder; og det kun i mørke Nætter: i Mørket kom han, og biede yderst sjælden til det gryede ad Dag."

Dette toges tilfølge; i nogen Tid forgjæves. Lovens Tjenere kedede sig, og foretog sig saa en Huusundersøgelse. Den førte til Intet, de fandt kun lidt tarveligt Huusgeraad, og Kjællingen paa Lejet. Paa alle Spørgsmaal og Trusler,

virrede hun med hovedet, og pegede paa fine Ører og paa Munden. Da dertil hendes Liigfarve gav hende en Doendes Udseende, lod man baade hende og hendes skumle Vaaning i Noe - for det første.

Ikke længe derefter kom den Bette ind, syg, angreben af en hurtigt tiltagende Feber.

Otte Dage efter foretoges en ny Undersøgelse. Man fandt Bettefanden som Liig, og hans Oldmowr inden for ham, som det syntes, nærved at vorde det.

Lella Zohra

og

Lella Sraðuðja.*)

(Efter mundtlig Beretning af en Dansk.)

(Nye.)

Vi

Di nærmebe os fortalte mig Sønnen af en Ungdomsven paa en Hidrejse fra Sverrig, hvor han er bosiddende Barbaresternes Hovedstad, i Aarhundreder et maurist Roverrede, nu et fransk Ørnerede. Det Indtryk, som Synet af samme gjørde paa mig, skal jeg saameget mindre trætte Dem med, som det snart blev faagodtsom udslættet af andre endnu mere gribende, og ret egentlig levende.

Vi udskibedes, og indkvarteredes. Chefen for det Regis ment, ved hvilket jeg stod et Par Trin højere end fimpel Soldat, foranstaltede, at jeg fik Logis hos en Landsmand, der i en lang Aarrække havde levet her som en Slags offents lig Embedsmand. At Modtagelsen var hjertelig, og Omgangen siden ligesaa, var ikke meer end ventes kunde. Men hvad ikke kunde ventes, ef engang anes, var, at han gjorde mig bekjendt, foruden med christelige Familier, ogsaa

*) Det mauriste „Lella" er vores „Jomfru.“

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. 1.

12

« ForrigeFortsæt »