Billeder på siden
PDF
ePub

rede den til en velbetroet Karl, steeg til Hest, og tog Vejen ad Viborg til.

Inde i den Gaard, hvor Fruen havde lavet paa Bryl: lup, var hun immer nærmere og nærmere ved at tabe sit mandige Sinds Ligevægt, og ingen af alle Derværende vedligeholdt nogenlunde Sindsroe, uden begge Brudene. Da ingen mins debe om forretningen, spurgte Præften hendes Naabe, om der snart ffulde begyndes?

Naar De bebager", lød Svaret.
Præsten bukkede, gik ud og iførte fig Ornaten.

„Om De faa behager“ sagde Fruen, nejende for Fæstes mændene, og givende med sin mægtige Haand et Tegn til de paa hendes Befaling højtidsklædte Fæstemøer. Disses Ansigter fit samme Farve som deres Lilasilkekjoler. De satte vel een Fod frem, men tøvede med den anden. Modes ren nikkede barst og fastede hovedet tilbage. Da lød en Frelserrøft, idet hans Velærværdighed spnrgte om Kongebres

vene.

„De kommer strar“ svarte Fruen vævert; Dverbringeren maae være her paa Timen, det er Hr. Rammeraadens Fors valter. Han er her inden Bielsen er forbi De fan roligt begynde."

„Undskyld gunstigen!" sagde han, og traadte tilbage længer ind i Stuen, „det strider mod min Embedspligt, jeg vilde vove Alt men hvorfor ikke hellere bie til den uds seuste kommer ?

„Ogsaa det!" svarede Fruen, og beeb sig i Læben.

Endnu en ffjæbnesvanger Halvtime, da — kommer for: valteren balvt gaaende balvt lobende, med løgftaaende fvajende Dverfraffe. Man farer ud.

"Jeg er plyndret, falden blandt Rovere“ stønnede han bartad aandeløe. Alt er væk! Brevene væk, Pengene væk, Piben væf, Uhr væf; det var et Under, de lod mig beholde Livet".

San lod sig ftyrte eller falde ned paa den brede Steen udenfor Døren, ftettede Albuen paa Knæerne, og Hagen paa de hule Hænder.

Det var da forstræffeligt" raabte man; og Præsten lagde til: „Kan De nu see, det var godt, vi iffe forhastede os.“

,,Bud ftrar til Sognefogden!. raabte Fruen, og til Herredsfogden! begge til Heft, alt hvad der løbes kan! maas ffee Roverne endnu kunde paagribes," – til den Udplyndrede: „Naar og hvor ffeete det ?..

„Da jega, svarede ban, „kom til løvel Brohuus, og der var jeg lidt over Middag, lod jeg Karlen tage min Heft, for at gi'e den en Ville Hø, og Vand; selo gif jeg ind i Kroen faalænge, og forlangte en Snaps og et Glas Di. Som jeg vil til at driffe, raaber Een udenfor Vinduet: Hej: bej! Hejften! Hejften!" Jeg fatte Glasset fra mig, og sprang ud, for jeg troede, det var min Heft, der havde stødt sig los. Hvor er Den?..

Der,“ svarede en Mand, og pegede paa en Hest, som noget derfra sprang omkring i Tøjret. Saa gif jeg ind igjen, og draf hvad jeg havde forlangt. Men al den Tid sad en litle fortsmudset Person imellem Bordet og væggen. Þan har vistnok, mens jeg var udenfor, kommet noget Djæs velffab i Düet, for inden jeg endnu var kommen paa Heften, fornam jeg saadan en fær Døsighed, som haftigen tog til. Imidlertid var Personen gaaet bort. Som jeg er kommen over Broen, springe to Rarle til fra hver sin Side, gribe i Bidselet med den ene Haand, og med den anden rives og

ffydes jeg ned. Jeg var allerede faa fløv, at jeg iffe kunde raabe om Hjelp, og der stod som en Taage for mine Dine. Jeg fornam at man fumlede i mine lommer, og faa fegnede ieg ben, og laae mig selv ubevidst til langt hen paa Efter: middagen. Jeg ftravlede op, og ffyndte mig berbid faa fort jeg funde. Haah! jeg er fom jeg var mørbanket over mit bele Legeme...

„Der laae vi den Nat, og havde ingen Dyne over os" sagde Degnen.

Dg ingen Kone hos - hm, hm, hm,“ lagde Rammeraas den til; men det fan vel oprettes imorgen. Nu kan vi spise og drikke paa det iaften... Dg saa gjorde de.

Fruen, som dog var lidt udmattet af de forstjællige Sindsanspændelser, mindede tidlig om Sengen; den føgte bun og Herrerne, og vare snart i faft Søvn. Ette saa de unge Damer. De gif rigtig nok ind i Sovekammeret, iffe for at hoppe i Sengen, men ud af Vinduet, som de fagtelig aabnede. Derefter opfiltede de Brudekjolerne, toge Raaber og Hatte paa, og holdt hverandre frampagtigt i de Hænder, der denne Nat sfulde fammenføjes med mandlige. – 3kke et Ord kunde faae Luft; de faae paa Ühret, og lyttede til Vinduet.

Endelig hørtes hvidskendc Fjed Elfferne vare der hver løftede fin ud i Haugen og lette som Aander svævede de ud paa Marken til Vogaen. Den besteges, og fattes i Bevægelse, først langsomt til den var kommen saa langt bort, at dens Rullen iffe længer kunde høres paa den for: ladte Gaard.

Det var mørkt, men Kudften var fifter, og vejstiv; thi det var ingen anden end Bettefanden.

Hvor ffal vi ben?. hvidstede Pigerne benouede til deres Sidemænd. Diese frystede dem til fig ømmeligt, og svarede: -til en Præst..

3 Dagbrækningen holdt Voguen udenfor en saaban Mands Bolig. Kudffen gav en af Herrerne Tømmen, og gif til Steffendøren, der aabnedes af en pige med Malfespand i Haanden. Han spurgte om Mabammen, hun er nok ude hos Kudffen, svarte Pigen knistrende.

Da kald hende berbid og frig, at hun kan tjene store Penge."

Hun gik til Herberget, og Kudsken til Vognen, hvor han løfte Sfaglerne, tog Hovedlaget af þestene, og af Bognen Hoe, som han gav dem at æbe.

Men min Gud! hvad er det for en Præft? Ronen hos Kudsten!" spurgte Pigerne med ængstelig Forundring.

„En barmhjertig Samaritan" fil de til Svar, „Han copulerer for Penge, paa sin Rones Befaling, der tager Pens gene til fig. Han er en Diogenes, hun et Pragteremplar af en rigtig Nille. Og tænk dem engang: Hun er en Kjos benhavnerinde, født Frøken, og Søfter til en baade her og i udlandet navnkundig og bædret Forfatter. Men indlad Dem iffe med hende! lad fom De ikke forstaaer Danff! De vil faae noget at høre; og jeg indestaaer iffe for, at det jo kan minde om Gammelstrands Heltinder.

Hun fom:
„Ejei! det var en tidlig Visit baade af Herrer og Da-

hvab. behager Deres Naaber?
,,Vi ønske at giftes."
,,Seer man det! Hat das so eine Ejle?..

" Jawohl, hvad ftal vi gi'e Dem, for at Deres Mand strar vier os? Vi har Kongebreve."

Tyve Daler."
,,Dem gier vi, naar vi tillige faae Attester for Vielsen...

mcr

„Hjelp Dem felv af Vognen! faa ffal jeg lukke op.“

Det gjorde de og hun. De viftes ind i en lav og smudfig Stue. Hun bad dem iffe fidde ned engang; der var endelig iffe fleer end tre flodsede Træftole i Rummet, af hvilke den ene endda var trebenet.

Madamen løb ind i et Sideværelse, og ffreg: herop ! herop! hvorlænge vil han ligge, dovne Æsel, herude er noget for ham at bestillë: to Par at smedde sammen paa eengang - ud af Sengen! eller jeg ffal lette bam - han behøver ingen Burer put fig op under Slofjolen faa! her har han Kraven om, og der ligger hans Bog - ftrup sig!

Hun vipsede ind igjen: Saa Damerne har faadan et Satans Hastværk med at komme i Brudeseng? da kom ing der, min Salighed, tidlig nok; det skal de felv fee, naar mit Tjoffebo'ed fommer.

Hun foer ud i Koffenet.

Han kom. De kunde ved første Diefast see, at Begge maatte være saa flet gifte som tænkeligt. Sliden var Kjole og Krave som det blege magre Fjæs, omgivet af uredte bleggraa Haar. Paa Fødderne fremslæbte sig et Par Trætøfler, og mellem dem og den stumpede Præstefjole faaes Stykker af brandgule, hist og her sammenrimpede grove Hofer.

Mod denne Personlighed staf modbydeligt af et Vrængesmiil, et dybt Buf, og den Hilfen: „salvete plurimum! humanissimi! nec non humanissima! An sitis studiosi!.*)

Ego sum«**) svarede Kruushoved, wet qvidem Candidatus juris.“

Χαιρε! Χαιρε! ***)

Idet samme fom Madammen ind igjen, og sagde: Hold nu hans beskidte latinske Flab! og gjør hans Pligt!.

*) Ere i Studenter?

**) 3cg er det.

***) Velkommen!

« ForrigeFortsæt »