rede den til en velbetroet Karl, steeg til Heft, og tog Vejen ad Viborg til.

Inde i den Gaard, hvor Fruen havde lavet paa Bryllup, var hun immer nærmere og nærmere ved at tabe sit mandige Sinds Ligevægt, og ingen af alle Derværende vedligeholdt. nogenlunde Sindsroe, uden begge Brudene. Da ingen mindede om Forretningen, spurgte Præften hendes Naade, om der snart skulde begyndes?

"Naar De behager", lød Svaret.

Præsten bukkede, gik ud og iførte fig Ornaten.

Disses

"Om De faa behager" sagde Fruen, nejende for Fæste= mændene, og givende med sin mægtige Haand et Tegn til de paa hendes Befaling højtidsklædte Fæstemøer. Ansigter fik samme Farve som deres Lillasilkekjoler. fatte vel een Fod frem, men tøvede med den anden. Modes ren nikkede barst og kastede Hovedet tilbage. Da lød en Frelserrøst, idet hans Velærværdighed spurgte om Kongebre

vene.

"De kommer strar" svarte Fruen vævert; Overbringeren maae være her paa Timen, det er Hr. Kammeraadens Forvalter. Han er her inden Vielsen er forbi De fan roligt begynde."

"

Undskyld gunstigen!" sagde han, og traadte tilbage længer ind i Stuen, det strider mod min Embedspligt, jeg vilde vove Alt men hvorfor ikke hellere bie til den Uds feudte kommer?"

"Ogsaa det!" svarede Fruen, og beed sig i Læben.

Endnu en skjæbnesvanger Halvtime, da — kommer Forvalteren halvt gaaende halvt løbende, med løsstaaende fvajende Overfrakke. Man farer ud.

"Jeg er plyndret, falden blandt Røvere" stønnede han. hartad aandeløs. Alt er væk! Brevene væk, Pengene væk, Piben væk, Uhr væk; det var et Under, de lod mig beholde Livet".

Han lod sig styrte eller falde ned paa den brede Steen udenfor Døren, støttede Albuen paa Knæerne, og Hagen paa de hule Hænder.

"Det var da forskrækkeligt" raabte man; og Præsten lagde til: Kan De nu see, det var godt, vi ikke forhastede vs.“ „Bud ftrax til Sognefogden!" raabte Fruen, og til Herredsfogden! begge til Heft, alt hvad der løbes kan! maaffee Røverne endnu kunde paagribes," til den Udplyndrede: "Naar og hvor skeete det?"

"Da jeg", svarede han, kom til Løvel Brohuus, og der var jeg lidt over Middag, lod jeg Karlen tage min Hest, for at give den en Ville Hø, og Vand; selv gik jeg ind i Kroen faalænge, og forlangte en Snaps og et Glas Dl. Som jeg vil til at drikke, raaber Een udenfor Vinduet: "Hej hej! Heisten! Heisten!" Jeg satte Glasset fra mig, og sprang ud, for jeg troede, det var min Hest, der havde stødt sig los. Hvor er Den?"

"Der," svarede en Mand, og pegede paa en Hest, som noget derfra sprang omkring i Tøjret. Saa gik jeg ind igjen, og drak hvad jeg havde forlangt.

Men al den Tid sad en lille sortsmudset Person imellem Bordet og Væggen. Han har vistnok, mens jeg var udenfor, kommet noget Djavelskab i llet, for inden jeg endnu var kommen paa Hesten, fornam jeg saadan en sær Døsighed, som haftigen tog til. Imidlertid var Personen gaaet bort. Som jeg er kommen over Broen, springe to Karle til fra hver sin Side, gribe i Bidselet med den ene Haand, og med den anden rives og

sfydes jeg ned. Jeg var allerede saa sløv, at jeg ikke funde raabe om hjelp, og der stod som en Taage for mine jne. Jeg fornam at man fumlede i mine Lommer, og saa segnede jeg hen, og laae mig selv ubevidst til langt hen paa Eftermiddagen. Jeg skravlede op, og skyndte mig herhid saa fort jeg kunde. Haah! jeg er som jeg var mørbanket over mit hele Legeme."

„Der laae vi den Nat, og havde ingen Dyne over os“ sagde Degnen.

"Og ingen Kone hos hm, hm, hm," lagde Kammeraaden til; men det kan vel oprettes imorgen. Nu kan vi spise og drikke paa det iaften." Og saa gjorde de.

Fruen, som dog var lidt udmattet af de forskjællige Sindsanspændelser, mindede tidlig om Sengen; den søgte hun og Herrerne, og vare snart i fast Søvn. Itte saa de unge Damer. De gik rigtig nok ind i Sovekammeret, iffe for at hoppe i Sengen, men ud af Vinduet, som de sagtelig aabnede. Derefter opkiltede de Brudekjolerne, toge Kaaber óg Hatte paa, og holdt hverandre krampagtigt i de Hænder, der denne Nat skulde sammenføjes med mandlige. Fffe et Ord kunde faae Luft; de faae paa Uhret, og lyttede til Vinduet.

Elskerne vare der

Endelig hørtes hvidskende Fjed hver løftede fin ud i Haugen og lette som Aander svæs vede de ud paa Marken til Vognen. Den besteges, og fattes i Bevægelse, først langsomt til den var kommen saa längt bort, at dens Rullen ikke længer kunde høres paa den forladte Gaard.

Det var mørkt, men Kudsken var sikter, og vejstiv; thi det var ingen anden end Bettefanden.

"Hvor skal vi hen?" hvidskede Pigerne benouede til deres Sidemænd. Disse frystede dem til sig ømmeligt, og svarede: til en Præst."

I Dagbrækningen holdt Vognen udenfor en saadan Mands Bolig. Kudsken gav en af Herrerne Tømmen, og gik til Køkkendøren, der aabnedes af en Pige med Malkespand i Haanden. Han spurgte om Madammen, hun er nok ude hos Kudffen“ svarte Pigen knistrende.

"

"Da kald hende herhid,og fiig, at hun kan tjene store Penge.”. Hun gik til Herberget, og Kudsken til Vognen, hvor han loste Skaglerne, tog Hovedlaget af Hestene, og af Vognen Hee, som han gav dem at æde.

"Men min Gud! hvad er det for en Præst? Konen hos Kudsken!« spurgte Pigerne med ængstelig Forundring.

"En barmhjertig Samaritan" fik de til Svar, „Han copulerer for Penge, paa sin Kones Befaling, der tager Pengene til sig. Han er en Diogenes, hun et Pragteremplar af en rigtig Nille. Og tænk dem engang: Hun er en Kjøbenhavnerinde, født Frøken, og Søfter til en baade her og i Udlandet navnkundig og hædret Forfatter. Men indlað Dem ikke med hende! lad som De ikke forstaaer Dansk! De vil faae noget at høre; og jeg indeftaaer ikke for, at det jo kan minde om Gammelstrands Heltinder."

Hun kom:

mer

„Ejej! det var en tidlig Visit baade af Herrer dg Das hvad. behager Deres Naader?"

„Vi ønske at giftes."

Seer man det! Hat das so eine Eile?"

"Jawohl, hvad skal vi gi'e Dem, for at Deres Mand strar vier os? Vi har Kongebreve."

"Tyve Daler."

Dem gier vi, naar vi tillige faae Attester for Vielsen."

„Hjelp Dem selv af Vognen! saa skal jeg lukke op."

Det gjorde de og hun. De vistes ind i en lav og smudsig Stue. Hun bad dem ikke sidde ned engang; der var endelig ikke fleer end tre klodsede Træftole i Rummet, af . hvilke den ene endda var trebenet.

Madamen løb ind i et Sideværelse, og streg: "herop! herop! hvorlænge vil han ligge, dovne Æsel, herude er noget for ham at bestille: to Par at smedde sammen paa eengang ud af Sengen! eller jeg skal lette ham han behøver ingen Burer put sig op under Sløjfjolen

har han Kraven om, og der ligger hans Bog

-

saa! her ftrup sig!"

Hun vipsede ind igjen: "Saa Damerne har saadan et Satans Hastværk med at komme i Brudeseng? da kom icg der, min Salighed, tidlig nok; det skal de selv see, naar mit Tjokkeho'ed kommer.“

Hun foer ud i Køkkenet.

Han kom. De kunde ved første Øjekast see, at Begge maatte være saa slet gifte som tænkeligt. Skiden var Kjole og Krave som det blege magre Fjæs, omgivet af uredte bleggraa Haar. Paa Fødderne fremslæbte sig et Par Trætøfler, og mellem dem og den stumpede Præstekjole faaes Stykker af brandgule, hist og her sammenrimpede grove Hoser.

Mod denne Personlighed stak modbydeligt af et Vrængesmiil, et dybt Buk, og den Hilfen: „salvete -plurimum! humanissimi! nec non humanissima! An sitis studiosi!,,*)

"Ego sum" **) svarede Kruushoved, "et qvidem Candidatus juris."

«Χαιρε! Χαιρε!«***)

Idet samme kom Madammen ind igjen, og sagde: hold nu hans beskidte latinske Flab! og gjør hans Pligt!"

*) Ere i Studenter? **) Jeg er det.

***) Velkommen!