da det kunde være en hensigtsløs Forstyrrelse af hendes No. De erindrer vel den Tid, da Spaniolerne vare herinde?" "Jo meget godt!"

"Og at en forklædt Majorinde fik et dødfødt Barn paa k.....d?"

"Ja vel, ja vel!"

„Nu da: Gjordemoderen, som vilde forsøge at bringe Barnet tillive, men ikke havde de nødvendige Apparater dertil med sig, førte det hjem, og frembragte efter flere Timers uafbrudte Anstrængelser, virkelig Aandedrættet, og efterhaanden det fuldkomne Liv hos Barnet; men da dette desuagtet var yderst svagt, og hun frygtede for, at det alligevel maatte døe: saa vilde hun ikke berette Forældrene det første lykkelige Udfald af hendes Bestræbelser, før hun kunde gjengive dem det gandske friskt og uden Dødsfare. Endelig var denne overstaaet, og en Morgen tidlig ilede hun til Gaarden, for at overraske Forældrene med denne glædelige Tidende. Da vare de reiste Aftenen før. Forfærdet som hun blev, fortaug hun ogsaa Barnets Opvækkelse for Deres salige Forældre, og iilte hjem for at overlægge, hvad hun nu ffulde gjøre. Da blev hun netop hentet til min afdøde Kone, som efter en haard Forløsning bragte et dødfødt og virkelig dødt Barn til Verden. Som et Lysglimt foer en Tanke gjennem Gjørdemoderens Sjel. Hun foreslog mig, at antage de bortreiste Spaniers Barn som mit eget; ja endog at lade min Kone selv være uvidende om dette fromme Bedrag. Og saa skeete det: Om Aftenen bragte hendes Mand den Eneste, som var Medvider i Hemmeligheden - den stakkels spanske Glut, tog mit døde Barn med sig, og lod det begrave. Den lille forladte Skabning blev lagt til min Kones Bryst. Hun levede med det i tolv Aar, og døde i den Tro, at det var hendes eget."

-

"Høiftforunderligt!" raabte jeg: "Men, tillad mig! Har De aldrig søgt at bringe Barnet igjen til dets rette Forældre?"

"Jo vist har jeg,“ svarte han: „skjøndt oprigtig talt, med Frygt for at finde dem, da jeg i saa Fald maatte bedrøve min kone mere, end jeg først havde glædet hende. Jeg har skrevet flere Gange til en Svoger i Barcellona, men han har givet mig den Underretning: at Majoren og den formeentlige Cadet rimeligviis ere faldne i et Slag mod de Franste, hvor næsten hele Regimentet El Rey blev ødelagt." "Men Navnet Josepha?"

1

"Saa hedder min salig Kones Moder, som endnu lever i Kjøbenhavn, hos hvem min Pleiedatter har været i de sidste tre Aar, og fra hvem jeg hentede hende i Sommer, da vi traf sammen ved Hedebranden."

Inderlig bevæget gik jeg tilbage til Josepha; hun fløi til mit Bryst og hvidstede: "Er jeg Din?"

„Ja Du er min!“ sagde jeg, bortkyssende Glædestaaren paa hendes sjønne Kind; „Du er min, og min allene!"

IV.

Brylluppet.

Vielsen var tilende. Endnu stode vi for Brudeskamlen, og modtoge Selskabets Lykønskninger. Yndigt blussede min hulde Brud, mægtigen rørt i sit kjærlighedsfulde Hjerte. Med stille Venlighed takkede hun de hilsende Venner og Veninder hun fmiilte, ret egentlig talt, gjennem Taarer. Da hun med barnlig Kjærligheds hele Ild omfavnede fin Pleiefader, og næsten hulkende trykte ham til sit Bryst, da bleve hverken hans eller mine Dine tørre.

"Fader og Moder skal forlade Dig" her qvalte Graaden hans Stemme, og med Heftighed kastede han sig om min Hals. Jeg forstod ham, men kunde Intet svare for Rørelse. I min tause Sjel gjentog jeg, befæstede den høitidelige Eed: trofast, helligt, evigt at elske den faderløse Engel.

Endelig var alt det Ceremonielle forbi, og de dybe, alvorlige Følelser vege for lettere Glæder. Det talrige Sels skab blandede, grupperede sig i den store af trende Lysekroner klart oplyste Sal, og snart blev Snak og Spøg og Latter lydelig og almindelig. Jeg blev atter og atter lykønsket, nu af Een, nu af en Anden; men mine Dine fulgte uafladelig min deilige Brud, der svævede blandt de øvrige Damer som Maanen mellem Skyerne.

En Stund var faaledes forløben, da min Svigerfader kom og berettede mig: at nede i Dagligstuen vare tvende Reisende, som havde forvildet sig paa Heden; han kunde ikke komme tilrette med dem, da de talte et forunderligt Miskmask af gebrokkent Tydsk og andre Sprog, som han ikke ifte fjendte. Da de vare goot klædte, og viste i deres Væsen, at de vare honette Folk, enskede han at faae dem op til Selskabet, og derfor bad han mig gaae ned at tale med dem. Idet samme kom en af Præsterne til og fortalte, at det var Franskmænd, som forjagede fra deres Fædreland formedelst politiske Meninger, havde villet søge et nyt Hjem i den nye Verden, men fordrevne af langvarige Storme vare de for to Dage siden strandede paa Jyllands Vestkyst. Nu vare de paa Reisen til Kjøbenhavn, hvorfra de atter vilde gaae under Seil til Amerika; paa hans Anmodning kom de nu op til Selskabet.

Som han fagde dette, traadte de ind i Salen den Ene en høi, skarpladen, midaldrende Mand, den Anden et

De

kjønt ungt Menneske af et blegt, tungsindigt Udseende. hilfte til alle Sider med en gratiss Anstand, og Præsten og jeg som de Eneste, der kunde conversere dem gik dem imøde og indledte en Samtale paa Fransk med at beklage deres Üheld.

Den ældste, til hvem jeg især henvendte mig, talte godt for fig, skjøndt i et noget tvunget Sprog og med en færegen Accent. Jeg formodede derfor, at han ingen Franskmand var, men en sydligere Europæer, og spurgte: om han maaskee hellere talte talte Italiensk eller Spansk?

Jeg ventede forgjeves paa Svar; han havde ikke hørt hvad jeg sagde, hans Dine vare derimod stivt heftede paa en Gjenstand bag ved mig, og Rødme og Dødbleghed afløste hinanden i hans Ansigt. Jeg saae mig om det var min Brud, han betragtede.

I famme Dieblik blev hun ogsaa feet af den anden Frems mede, som med det Udraab: "Giesu Maria!" blegnede, vaklede og greb fin ældre Reisefælles Arm.

"Taler De Spanft?“ spurgte denne med svag og skjælvende Røst.

Jeg bejaede det.

"Hvem er den skjønne Dame?" vedblev han.

"Just idag min Kone!" svarte jeg.

„Tilgiv, min Herre!" fagde han: „Synet af Deres Brud kan ikke andet end frappere os; vil De selv see, om De ikke finder en overordentlig Liighed mellem hende og min Broder?"

Jeg saae paa den Ene, paa den Anden, saae og sams menlignede, og nu var Raden til mig at lade hans Spørgsmaal ubesvaret. Jeg kastede atter mine Dine paa den Ældstes Ansigt, og som et Lynglimt føer det gjennem min Sjel.

"De hedder G....a, og De Josepha?" raabte jeg.

, min Gud! ja;" svarte den ældste.

„Saa faa" vedblev jeg; overvældet af mine Følelser kunde jeg Intet mere frembringe, men kastede mig om Majorens Hals.

„Min Fader!" hvidskede jeg og gav mit beklemte Hjerte Luft.

"Min Moder!" hulkede jeg og omfavnede Josepha : "Jeg er Antonio; det er Deres Datter!

Hele det forbausede Selskab havde sluttet en stiltiende Kreds omkring os, og ventede med spændt Nysgjerrighed Opløsningen af denne uforklarlige Gaade. Min Svigerfader som han nu kun et Par Timer havde været per Procurationem fattede først Sammenhængan, førte Bruden hen til os og raabte lidt ubesindigt: „See der har Du Dine Forældre!"

Forvirret af alt det Ubegribelige stred hun imod; men Josepha slap mig, slog fine Arme om hende, og trykkede hende til fit Bryst. Den unge Josepha, der faae sig omfavnet af et ubekjendt Mandfolk, gav et Skrig og vilde rive sig løs. Moderen slap hende og syntes at tvivle om Virkeligheden af dette Gjensyn; men da blev hun omfavnet af Faderen.

"Josepha, elskede Josepha!" raabte jeg: "De ere Dine Forældre!"

Da hang hun besvimet i Faderens Arme - Moderen fegnede i mine. Snart opvaagnede de atter, og vi fire lykfelige Mennesker udgøde nu vore fulde, glædedrukne Hjerter for Himlen og for hverandre. Spørgsmaal og Svar, Udraab og Kjertegn blandede sig i forvirret, frydefuld Tummel, og hun lidt efter lidt opløftes alle Tvivl, opklaredes Mørket, fattede, forstode vi hverandre.

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. I.

2