var vist allerede paa Farten. Saa de to skuffede Medbejlere! Vel maatte de være Snavskarle; men Slyngler tilkommer jo ogsaa Retfærdighed, saavelsom Tyven. Mette lene den Elffede, den uden kraftig Indgriben Fortabte! hen des straalende Billede svævede mellem hine ́mørke

over:

straalede dem. Ingen Skrupler flere! Ingen Vaklen mere! Tærningerne vare kastede.

Udenfor det magnetiske Slot mødte han sin Fælle i Kjerlighed, Frygt og Haab. Han fortalte ham, hvad han havde erfaret om Medbejlerne, deres nærforestaaende Ankomst, og det improviserede Dobbeltbryllup. Kilden til disse Oplysninger maatte han nødvendigviis skjule indtil videre, saavelsom, hvorlunde det vilde skee, at der idag ikke blev noget af Bryllupet. Men hvad saa? Den til Nedslagenhed bekymrede Forvalter var ikke istand til at besvare dette Livsspørgsmaal den Guldlokkede var det.

"De skal ud til Arbejdsfolkene“ sagde han; „jeg vil følge med og see, hvad jeg kan hitte paa.,,

Ejheller omsonst lagde han sit krusede Hoved iblød. Hvad derfra udgik, skal Tiden vise.

Med raskere Skridt, rankere Krop og lysere Aasyn, end de vare udgangne, indginge de igjen i det fortryllede Slot.

Efter Aftale forholdt Begge sig i deres hele Adfærd, som om de ikke anede, at noget var i Gjære. Derimod blev det dem en Umulighed, mundtligt eller skrivtligt at give Pigerne Underretning om det forestaaende, undtagen ved forblommede Talemaader, stjäalne og opmuntrende Øjekast, ftilede

paa at indgyde Haab og Tillid. Moderen brugte sine Falkeøjne, og magede det faa, at hun altid var sammen med Begge. Mod Middag tog hun dem med sig op i Storstuen; hvor de alle forbleve, til de Forventede ankom.

Hvad der bestiltes i Stadfestuen, opdagede Forvalteren ved at gjøre sig et ærinde forbi Vinduerne. Derinde faae det pynteligt, men for Somme ikke glædeligt ud: Spejle og Lampetter vare behængte med grønne Krandse: tolv massive Lysestager, gammelt Arvegods, som kun ved overordentlige Anledninger kom for Dagens Lys, stode paa Commoderne — kort, han behøvede ikke videre Beviis paa Troværdigheden af Vennens Underretning.

Saa kom da de velbyrdige Herrer, og det i stolt Humør: Kammeraaden lød fin brede Mund flyde over paa sæd= vanlig Viis: Krigsraaden greb fig an, og fremslæbte nu og da med Besværlighed Indfald, som ingen uden han selv antog for Vittigheder. I Fruens Ansigt laae stolt Triumph, i Lises rolig Trods, i Mettelenes afverlende stille Resignation og tvivlsom Forventning.

Kammeraaden var ogsaa i Forventning, men som ikke var forstyrret ved Tvivl; ogsaa kigede han ofte gjennem Vindverne. Krigsraaden sad stadig med Ryggen til dem, og tigede efter Ludvig den fertendes Henrettelse, der hang som Kobberstik ligeoverfor ham. Imellem skottede han til Oraklet, der ud paa Eftermiddagen blev en lille Smule urolig, og mumlede stødeviis for sig selv: „hvad bier han efter — han funde ha' været her jeg skulde dog aldrig troe han maa være her paa Djeblikket.•

nej

Fruen havde nedtrukne Øjenbryn, og hvidskede til ham

af og til kort, mere og mere hæftigt, hvortil han ikke svarede undtagen faa med Nik, saa med Hovedrysten.

Tiden freed. De to rette Elskere vare kun sjælden og stakket inde; og et Par Timer over Middag tog Mettelenes Afskeed, hilsede tørt paa Dottrene og belevent paa Moderen, takkede for udvist Gjæstfrihed, og gik ud til sin Hest. Forvalteren, ledsagede ham efter givet Vink, „da der ingen af Karlene vare hjemme."

I Stalden aftaltes nu, hvorledes de skrevne Vink skulde spilles Kjæresterne i Hænderne. Derpaa modtog Kruushoved de nødvendige Attester og Papirer for Vennens Vedkommende, og foer nu afsted til Amthuset i Aalborg.

Jeg kan ikke undlade at føre mine Læsere hen i Nærheden af den bekjendte Røverstue - Læserinderne kunne gjerne følge med; der er ikke det mindste at være bange for.

Banden, forstærket med tvende Novicer, eller active Medlemmer passive, Hælere nemlig, havde de een af for hvertandet Sogn i en vid Omegn havde gjort en ret heldig Expedition paa Dstkanten af Landet; hvorefter den rattede sig i Hurup Kro, hvor Skomageren, som nu hans Vane var, ved Brændevinsflasken og Dikruset satte „de høje Hjul æfor," dog uden at lade noget høre om hans og Kammeraters natlige Bedrivter. Det traf sig saa, at tvende af Amtets Herreds fuldmægtige vare tilstæde i næste Stuc. De bleve opmærksomme, kigede og lyttede, og kom til den Endeslutning: at disse Ravne maatte være af dem, der saalænge havde gjort Brud paa den offentlige Sikkerhed og trodset Landets Love. De havde hørt at Tarmløs, der ellers fun sagde lidet, manede de andre om at bryte op, med det

Tillæg: ellers naae vi ikke hjem før Dag; I ftal tænke paa, vi har fire Mile at gaae.

"Fire Mile!" fige Netsbetjentene til hverandre, „det funde ligne efter Rold Skov - der kunde gjøres noget Afsted! hver til fit og drive Sognefogder med flere ud at passe dem op!"

Inden de vare fomne ud, hørte de, der blev sagt der= inde: det bliver nu forsilde inat; lad os ligge over et Sted her i Nærheden! faa kan vi jo begive os paa Vejen i Morgen Eftermiddag!"

„Te Majte hvikket! læ goe!*)" svarte en anden Stemme; „Jesabel lider vel ikke saa haardt efter os; hun kan hverken sulte eller tørste tilbøde."

Tilhørerne svang sig paa Hestene, og hjem til deres Principaler, der strax foranstaltede det fornødne til Besættelse af Rold Skovs Østside.

Nu komme vi did, hvorhen jeg indbed mine Højstærede.

Paa de højeste Banker langs ud med Skoven affattes Vedetter paa 8 a 10 Mand med alskens Bondevaaben, saavel som en eller flere Bøsser, hver Trop under Anførsel af en Sognefoged eller en anden rask og paalidelig Mand. Af hver Trop laae kun Een paa Udkig; de andre skjulte bag Sfrænten. Een Afdeling blev beordret, at trække sig en halv Miil østen fra Sydenden af Skoven, en anden ligesaa fra Nordenden, for at omgaae Fienden og afskjære ham Retiraden. I Daggry bemærkede to eller tre af Udkigerne en Trop paa fem Mand nærme sig. De øvrige Poster underrettedes herom, og snart vare de alle fem fangne og bundne. Vogne staffedes tilveje, og Røverne afgaves til Tyvehullerne

i Aalborg, hvor vi indtil videre ville overlade dem til deres egne Betragtninger og Forberedelse til Inqvifitionen.

Vi forføje os atter til det Sted, hvor der ere fire Bejlere om to Brude, at see hvem der skulle føre dem hjem. Lidt før Aften kom Præsten agende, og noget efter Degnen gaaende. Ved Synet af dem foer en let Gysen over begge Brudene; Forvalterens Ansigt var i et stille stadigt Smiil. Fruen nærmede sig gravitætist til ham, og sagde med blød Stemme, men hvast Blik: "De smiler med en Mine, som om De overfaae dette Selskab."

"Saa-aa?"

"Det er anstødeligt, min Herre!"

„Det kan jeg dog ikke vide."

"Da kan jeg, og jeg vil sige Dem det nu: Jeg har i den senere Tid havt Grund til at være mindre tilfreds med Dem."

"

Saa-aa?,

Ingen Spodsthed, faalænge De spiser mit Brød, og

smager det Dem ikke længer"

„Saa kan jeg lade det ligge? Meget vel!"

"Altsaa er De vel endog tilfinds at forlade mit ringe Huus?/

„Dertil er jeg ikke utilbøjelig."

„Strax maaskee?"

„Aaja."

Vel! Følg med og faae Deres Lon!"

"Hverken Deres Løn eller Deres Skjænd. Adieu min Naadige!"

Hurtigt forlod han Værelset, gik over i sit Værelse, pakkede alt hans i sin Kuffert, tog Nøglen af fin Dør, leve