Billeder på siden
PDF
ePub

var vist allerede paa Farten. Saa de to stuffede Medbejlere! Bel maatte de være Snavskarle; men Slyngler tilkommer jo ogsaa Retfærdighed, saavelsom Tyven. Mettes lene den Elffede, den uden fraftig Indgriben Fortabte! bene des ftraalende Billede svævede mellem hine mørke - over: : straalede dem. - Ingen Sfrupler flere! Ingen Vaflen mere! Tærningerne vare fastede.

Udenfor det magnetiske Slot mødte han fin Fælle i Rjer. lighed, Frygt og þaab. Han fortalte ham, hvad han havde erfaret om Medbejlerne, deres nærforestaaende Anfomst, og det improviserede Dobbeltbryllup. Kilden til disse oplyg. ninger maatte han nødvendigviis skjule indtil videre, saavels som, hvorlunde det vilde ffee, at der idag ikke blev noget af Bryllupet. Men hvad faa? Den til Nedslagenhed bekymrede Forvalter var iffe istand til at besvare dette livsspørgsmaal

Den Guldloffede var det.

,,De 'ffal ud til Arbejdsfolkene sagde han; wjeg vil følge med og fee, hvad jeg kan hitte paa...

Ejheller omsonst lagde han fit frusede Hoved iblød. Hvad derfra udgif, ftal Tiden vise.

Med raskere Stridt, rankere Krop og lysere Aasyn, end de vare udgangne, indginge de igien i det fortryllede Slot.

Efter aftale forholdt Begge fig i deres hele Adfærd, som om de iffe anede, at noget var i Gjære. Derimob blev det dem en Umulighed, mundtligt eller skrivtligt at give Pis gerne Underretning om det foreftaaende, undtagen ved for: blommede Talemaader, stjäalne og opmuntrende Djefast, ftilede

paa at indgyde Haab og Tillid. Moderen brugte fine Falkeojne, og magede det faa, at hun altid var sammen med Begge. Mod Middag tog hun dem med fig op i Storstuen; hvor de alle forbleve, til de forventede ankom.

Hvad der bestiltes i Stadsestuen, opdagede Forvalteren ved at giøre fig et Erinde forbi Vinduerne.

Derinde faae det pynteligt, men for Somme iffe glædeligt ud: Spejle og Lampetter vare bebængte med grønne Krandse: tolv massive Lysestager, gammelt Arvegods, som kun ved overordentlige Anledninger fom for Dagens lys, ftode paa Commoderne fort, han behovedc iffe videre Beviis paa Troværdigheden af Bennens Underretning.

Saa fom da de velbyrdige Herrer, og det i stolt Hus mør: Kammeraaden lod fin brede Mund flyde over paa fæds vanlig Viis: Krigsraaden greb fig an, og fremslæbte nu og da med Besværlighed Indfald, fom ingen uden han selv ans tog for Vittigheder. Fruens Anfigt laae ftolt Triumph, i Lises rolig Trobe, i Mettelene$ afverlende ftille Refignas tion og tvivlsom Forventning.

Kammeraaden var ogsaa i Forventning, men som iffe var forstyrret ved Tvivl; ogsaa figede han ofte gjennem Vindverne. Krigsraaden fad ftadig med Ryggen til dem, og tigede efter Ludvig den fertendes Henrettelse, der hang som Robberstik ligeoverfor ham. Imellem skottede han til Draflet, der ud paa Eftermiddagen blev en lille Smule urolig, og mumlede stødeviis for sig selv: „hvad bier han efter - ban funde ha' været her - jeg ffulde dog aldrig troe - nej han maa være her paa Diebliffet.«

Fruen havde nedtrufne Djenbryn, og hvidskede til ham

af og til fort, mere og mere hæftigt, hvortil han iffe svarede undtagen faa med Nif, faa med Hovedrysten.

Tiden sfreed. De to rette Elskere vare fun sjælden og ftaffet inde; og et Par Timer over Middag tog Mettelenes Afsfeed, hilsede tørt paa Dottrene og belevent paa Moderen, taffede for udviift Gjæftfrihed, og gik ud til fin Heft. Fors valteren, ledsagede ham efter givet Vint, da der ingen af Karlene vare hjemme..

§ Stalden aftalteß nu, hvorledes de skrevne Vint ftulde spilles Kjæresterne i Hænderne. Derpaa modtog Kruushoved de nødvendige Attester og Papirer for Bennens Vedfoms mende, og foer nu afsted til Amthuset i Aalborg.

Jeg fan iffe undlade at føre mine læsere hen i Nær-, heden af den befjendte Røverstue - Læserinderne kunne gjerne følge med; der er iffe det mindste at være bange for.

Banden, forstærket med tvende Novicer, eller active Meds lemmer passive, Hælere nemlig, havde de een af for hvertandet Sogn i en viid Omegn havde gjort en ret beldig Erpedition paa pítkanten af landet; hvorefter den rattede sig i Hurup Kro, hvor Skomageren, som nu hans Vane bar, ved Brændeviinsflasken og Difruset fatte ,,de høje Hjul æfor, dog uden at lade noget høre om hans og Kammeraters natlige Bedrivter. Det traf fig faa, at toende af Amtets Herredsfuldmægtige vare tilstæde i næste Stue. De bleve opmærksomme, figede og lyttede, og fom til den Enbeslutning : at disse Ravne maatte være af dem, der faalænge havde gjort Brud paa den offentlige Sifferhed og trodset Landets love. De havde hørt at Tarmlos, der ellers kun sagde lidet, manede de andre om at bryte op, med det

Tillæg: ellers naae vi ikke hjem før Dag; f ftal tænke paa, vi har fire Mile at gaae.

Fire Mile!" fige Retsbetjentene til hverandre, mbet funde ligne efter Rold Skov der kunde gjøres noget Alffted! hver til fit og drive Sognefogder med flere ud at passe dem op!

Inden de vare komne ud, hørte de, der blev fagt ders inde: „det bliver nu forsilde inat; lad os ligge over et Sted ber í Nærheden! faa fan vi jo begive og paa Vejen i Morgen Eftermiddag!

„Te Majte hvitfet! le goe!*)" svarte en anden Stemme; „Jesabel lider vel ikke saa haardt efter os; hun kan hverken sulte eller tørste tildode.

Tilhørerne svang fig paa Heftene, og hjem til deres Principaler, der ftrar-foranstaltede det fornødne til Besættelse af Rold Skovs Dstside.

Nu fomme vi did, hvorhen jeg indbød mine Højftærede.

Paa de højeste Banker langs ud med Sfoven affattes Bebetter paa 8 a 10 Mand med alskens Bonbevaaben, faas vel som en eller flere Bøsser, hver Trop under Anførsel af en Sognesoged eller en anden rast og paalidelig Mand. Af øver Trop laae fun Een paa Udkig; de andre skjulte bag Skrænten. Een Afdeling blev beordret, at træffe fig en halv Miil østen fra Sydenden af Skoven, en anden ligesaa fra Nordenden, for at omgaae fienden og afsfjære ham Retiraden. § Daggry bemærkede to eller tre af udkigerne en Trop paa fem Mand nærme sig. De øvrige Poster unders rettedes berom, og snart vare de alle fem fangne og bundne. Bogne staffedes tilveje, og Røverne afgaves til Tyvehullerne

[blocks in formation]

i Aalborg, hvor vi indtil videre ville overlade dem til deres egne Betragtninger og forberedelse til 3nqvisitionen.

Vi forføje og atter til det Sted, hvor der ere fire Bejlere om to Brude, at see hvem der skulle føre dem hjem. Lidt før Aften kom Præsten agende, og noget efter Degnen gaaende. Ved Synet af dem foer en let Gyfen over begge Brudene; Forvalterens Ansigt var i et stille ftadigt Smii. Fruen nærmede sig gravitætist til ham, og fagde med blod Stemme, men hvast Blit: „De smiler med en Mine, som om De oversaae dette Selskab.

.: Saa-aa?.
,,Det er anstødeligt, min Herre!
„. Det kan jeg dog ikke vide.“

Da kan jeg, og – jeg vil sige Dem det nu: Jeg bar i den senere Tid baut Grund til at være mindre tilfreds med Dem."

Saasaa ? "Jugen Spodsthed, faalænge De spiser mit Brod, og smager det Dem iffe længer“

,,Saa fan jeg lade det ligge? Meget vel!"

, Altsaa er De vel endog tilfinds at forlade mit ringe Huus ?

„Dertil er jeg ikke utilbøjelig.“
„Strar maasfee?"
. Aaja.
,, Bel! Følg med og faae Deres løn!“

,,Hverfen Deres løn eller Deres Sfjænd. Adieu min Naadige!"

Hurtigt forlod ban Værelset, gik over i fit Værelse, paffede alt hans i fin Kuffert, tog Nøglen af fin Dør, leve:

« ForrigeFortsæt »