mig. Men min er sky, ængstelig, og Deres forstiller fig Hvad er der i Vejen?"

"

Oprigtighed for Oprigtighed!" sagde den Tiltalte, Moderen, hun er herskesyg, stivsindet til det yderste, og den Plan, hun eengang har lagt, forlader hun ikke. Der ere to Brødre, Herremænd ovre paa Mors; med dem skal hendes Dottre giftes: for det første, fordi de ere rige, for det andet, ford de gjøre deres Koner til Fruer, og for det tredie, fordi hun nu saa vil. Min er den stærkeste af de To, men Moderen er stærkere; deres vil bøje sig som et Lam under Offerkniven. Og hvad er det saa for Uværdige, hun vil opofre dem til! Den ældste Kammerraaden, en fyrretyvcaarig Pebersvend, er raa og plump, gemeen i Mandfolkeselskab, og tvetydig naar Damer ere hos. Han kan ikke snakke om andet end om Heste, Stude og løse Kvindfolk, og hvad dette hans Yndlingsfag vedkommer. Og det er ikke blot i Talen, han er saaledes: det skal være et sjælden ufrugtbart Aar, da der iffe kommer flere end een Pige fra ham i velsignede Omstændigheder. Den ligesaa rene som forstandige og følelsesfulde Mettelene vilde snart gaae tilgrunde, naar hun skulde bindes til ham.

"Lise vilde faae ganske modsatte Vilkaar: hun vilde om hun end aldrig havde stjænket nogen anden sit ædle men modige Hjerte hun maatte hensynke i Kedsomhed, Livslede. Tænk dem engang! Krigsraaden er temmelig dum, og som alle dumme Mennesker - meget mistroiff, har ikke synderlig Agtelse for Nogen, uden for Broteren, der er hans Orakel, er stedse kold, stedse ligegyldig, kan hverken blive vred, eller glad, eller bedrøvet og har kun Sands ene og allene for Penge. Lise vilde jo faae absolut Herredømme, men det et jammerligt, da han ikke er værd at regjere over. — Man venter hver Dag det værdige Par, at Slutseddel kan affattes.“

Med Ryggen lænet mod en Spiltougbom, og Hænderne paa samme, havde han modtaget disse lidet trøstelige Op muntringer, og taug endnu en Stund, grublende. Med et hæftigt Aandepust udbrød han da: „Kan De ikke mage det faa, at jeg faaer Mettelene under fire Øjne? Der er faldet mig noget ind, som muligeń vil hjelpe os allesammen."

"De har ikke saa vanskeligt ved det, som jeg; jeg tjener jo her; min Faders Princip er, at man først skal være Thener, før man kan blive Herre som Herre bør være; ellers, siger han, kan man ikke bære gode Dage. Dem kan jeg faae i een vigtig Henseende, thi min Fader har meer end nok til mig og min Søster. De er jo allerede Deres egen Mand, og en Titel kan De jo kjøbe Dem."

„Nu maae vi ind

jeg skal nok sørge for, at De kan komme til at aflægge lønligt Skriftemaal for Mettelene; men hold deres Øjne fra hende, saalænge Fru Donnerwetter er tilstæde! jeg har mærket noget lurende hos hende."

Ved Udgangen af Stalden hviskede Forvalteren noget til Røgteren, og stak ham et Par Skillinger i Næven. I Stuen havde vor Kjøbenhavner et fortrædeligt Ansigt opsat, lagde Hatten stiødesløst fra sig, og sagde, uden at vende Talen til nogen enkelt: „Jeg vilde ikke havt det for hundrede Daler; det kan skade mig langt mere. Jeg skulde været over Sundet iaften og nu er han brudt jeg har vadsket cg bedækket Saaret; men før imorgen tør jeg ikke ride ham, og entda kun paa bart Dækken gode Frue! maae jeg

falde Dem til Ulejlighed denne ene Nat?"

"Gud bevars! saameget er vi Dem i det allerringeste

ffyldig fra den forrige Nat."

Som hun saa havde sagt, kommer den gamle Røgter tontende op i Borggaarden og raaber udenfor Vindverne: "Naadbe Frow! aa Hæ Faawalter! kom aa sie te den blaks broged Kow! A æ baanng hun støwter."*)

Ud foer de Paakaldte, og ind i et Sideværelse Life De Elskende vare ene to.

„Jeg maae skynde mig" sagde Elsteren skyndsomt. „Tor jeg haabe, at De deler mine Følelser?"

Hun ligesaa raskt: jeg deler dem.”

Med et Smiil, der kom fra Sjælen, fremrækkede han fin Højre hun lagde sin i den med et Smiil, der kom fra Hjertet, men fra et ænfteligvemodigt.

Nu ingen Frygt længer! Fra dette Djeblik er jeg din trofaste Beskytter. Din højeste Kjerlighed tilhører mig Datterens Pligt byder hende at forlade Fader og Moter, og holde fast ved sin Mand. Jeg træder foran Du folgeriffe blindt, men tillidsfuldt! uden Vaklen, uden Bæven!"

--

Hun kastede sig hulkende til hans Bryst. Han trykkede et Kys paa hendes Pande hun eet paa hans Haand.

"Rolig!" hvidskete han, hun kommer din Søster, og lad hende komme herud!"

Saa fleete tet.

gaae ind til

Da Fruen og Forvalteren traadte ind, stod Skjelmen i en levende Samtale om ligegyldige Ting. Mama kastede et ligegyldigt Blik til dem, lod det løbe om i Stuen, og spurgte om Mettelene.

Jeg troede, hun var gaaet ud til Moer, svarte Lise med samme Ligegyldighed, hvad blev det til med Koen?" *) Styrter.

"Havde jeg ikke kommet til svarte Moer, kunde det blevet til hvad det skulde være; men jeg sa'e dem strax, hvad Der var at gjøre — det hjalp."

Forvalteren gjorde en skjelmst Grimasse bag hendes Ryg, og nikkede til sin Svoger i Haabet.

Min gode Frue!" tiltalte Kruushoved hende: "De skulde vel ikke kjende" han nævnede en Gaard i Nærhe

den af Skive.

Hun virrede med hovedet.

"Jeg taer nu hen for at kjøbe den“ vedblev han, „hvis den er at faae noget rimeligt. Tomten derhenne sælger jeg; thi skulde jeg bygge den op, og atter faae den sveden af, det havde jeg ingen Lyst til. Det er ogsaa ret en Røveregn, denne Egn."

Han gik til Døren, vendte sig med Trykkeren i Haans den, og sagde: "Jeg venter een af mine Karle; jeg vil dog ud at see efter ham."

Han trængte til frift Luft, saa sødtbeklemt var Brystet. Han gik udaf Porten, og snart slæntrede han, snart dansede, snart hoppede han. Da faldt hans Dine paa Steendiget, og saae med Forbauselse et paaklistret Stykke Karduuspapiir, hvorpaa ́ stod 12 og underneden B. F. Næste Dag altsaa skulde Mødet med Fanden finde Sted. Hvad kunde det betyde? Saa hastig? Der maatte være noget paafærde.

Paa det bestemte Klokkeslet steeg vor Helt ned i Dybdalen. Den Bette var der allerede, og rejste sig op fra Lyngen.

„De jawwer«*) sagde han. „Di tow Herremænd kommer

idaw, aa iawten ska di gies sammen, Præjst aa Dejn æ bestelt; men dæ mo ingen veedet, Jomfrowerne ikhejer, fa di lihg ska te ed."*)

„Hvorfra veed du alt det?“

"De ka væ de samme hworfræ A veed ed, men vis œ ed."

„Men der er jo ikke lyst for dem.“

Dærfor æ Kammeraadens Faawolter skikked te Vis borre ætte Konngbrøwn, aa ham vinte di ve Autensti o Magnetgoeren. Vil han no ha ed, saa skal A pas ham op ve Lowelbrow, aa skell ham ve de han haar unt aa; ejsen stal A ingen Faatræd gyer ham sjæl. Saa læ di wal væhr aa gywt dem iawten, aa sihn ka han sie, hudden han vel taen. Imuen**) ve den hæh Ti, ka han fo Browwen po de hæ samme Stej. Skynd see no tebaahg."

Væk smuttede den Lille, og den i hovedet temmelig for= plumrede Elsker skyndte sig til Magneten.

Vor Ridder var i en sælsom Sindsforfatning, stærkblandet af stridige Fornemmelser: i nær Berørelse med Rovere, ja Medvider, passiv Deltager i een af deres forbryderske Handlinger. Hans Samvittighed bebreidede ham, at han ikke havde afværget, reentud forbudet det Overfald, som nu snart skulde foregaae, og som muligen kunde tage en blodig Ende; men saa søgte han at berolige den indvortes Maner dermed, at han hverken havde lagt Plan til Røveriet, eller drevet paa det, og at Røveren havde forladt ham, før han kunde ret ́ befinde sig. Men skulde han ikke vende om, og gjøre nu, hvad han burde gjort før? Hm! den han søgte,

*) Før de lige skal til det. **) Imorgen.