Billeder på siden
PDF
ePub

mig. Men min er sky, ængstelig, og Deres forstiller sig

Hvad er der i Vejen ?

„Oprigtighed for Oprigtighed!" fagde den Tiltalte, , Moderen, hun er herskefyg, stivsindet til det yderste, og den Plan, hun eengang har lagt, forlader hun iffe. Der ere to Brødre, Herremænd ovre paa Mors; med dem fal hendes Dottre giftes: for det første, fordi de ere rige, for det ans det, ford de gjøre deres Koner til Fruer, og for det tredie, fordi hun nu faa vil. Min er den stærkeste af de To, men Moderen er stærkere ; deres vil bøje sig som et Lam under Offerkniven. Dg hvad er det faa for Uværdige, hun vil opofre dem til! Den ældste Kammerraaden, en fyrretyvcaarig Pebersvend, er raa og plump, gemeen i Mandfolkefelskab, og tvetydig naar Damer ere hos. Han kan ikke snakke om an: det end om þeste, Stude og lose Kvindfolf, og hvad dette hans Yndlingsfag vedkommer. Og det er ifke blot i Talen, han er saaledes: det skal være et sjælden ufrugtbart Aar, da der iffe fommer flere end een Pige fra ham i velsignede Dms stændigheder. Den ligesaa rene som forstandige og følelsess fulde Mettelene vilde snart gaae tilgrunde, naar hun ffulte bindes til bam.

life vilde faae ganske modsatte Vilfaar: hun vilde om hun end aldrig havde skjænket nogen anden sit ædle men modige Hjerte -- hun maatte hensynke i Nedfombed, livslede. Tænk dem engang! Krigsraaden er temmelig dum, og - fom alle dumme Mennesker – meget mistroist, bar iffe fynderlig Agtelse for Nogen, uden for Broderen, der er hans Drakel, er stedse kold, stedse ligegyldig, kan hverken blive vred, eller glad, eller bedrøvet og bar kun Sands ene og alene for Penge. — life vilde jo faae absolut Herredømme, men det et jammerligt, da han ikke er værd at regjere over. – Man venter hver Dag det værdige Par, at Slutseddel kan affattes.

Med Ryggen lænet mod en Spiltougbom, og Hænderne paa samme, havde han modtaget disse lidet trøstelige Op muntringer, og taug endnu en Stund, grublende. Med et hæftigt Aandepust udbrød han ba: Kan De ikke mage det faa, at jeg faaer Mettelene under fire Dine? Der er faldet mig noget ind, fom muligen vil hjelpe 08 allesammen.“

„De har iffe faa vanskeligt red det, som jeg; jeg tjener jo her; min Faders Princip er, at man først ffal være Tjener, før man kan blive Herre fom Herre bør være; ellers, siger han, kan man iffe være gode Dage. Dem fan jeg faae i een vigtig Henseende, thi min Fader har meer end nok til mig og min Søster. De er jo allerede Deres egen Mand, og en Titel fan De jo fjøbe Dem.“

Hæ!"

„Nu maae vi ind jeg ffal nok førge for, at De fan komme til at aflægge lønligt Skriftemaal for Mettelene; men hold deres Dine fra hende, saalænge Fru Donnerwetter er tilftæde! jeg har mærket noget lurende hos hende.

Ved udgangen af Stalden hviskede Forvalteren noget til Røgteren, og ftat ham et Par Stillinger i Næven. 3 Stuen havde vor Kjøbenhavner et fortrædeligt Ansigt opfat, lagde Hatten stjødesløft fra fig, og sagde, uden at vende Talen til nogen enkelt: „Jeg vilde iffe havt det for hundrede Daler; det kan ffade mig langt mere. Jeg skulde været over Sundet iaften

og nu er han brudt jeg har vadsket og bedæffet Saaret; men før imorgen tør jeg ikke ride ham, og endda kun paa bart Dæffen gode Frue! maae jeg falde Dem til Ulejlighed denne ene Nat?"

m Gud bevars! saameget er vi Dem i det allerringeste ffyldig fra den forrige Nat.

Som hun faa havde sagt, fommer den gamle Rogter tontende op i Borggaarden og raaber udenfor Vindverne: Naadde Frow! aa þæ Faawalter! fom aa sie te den blaks broged Kow! a æ baanng hun ftowter."*)

ud foer de Paakaldte, og ind i et Sideværelse Life De Elskende vare ene to.

1

Jeg maae ffynde mig" fagde Effferen flyndsomt. Ter jeg haabe, at De deler mine Følelser?

Hun ligesaa rafft: jeg deler dem."

Med et Smiil, der fom fra Sjælen, fremræffede han fin Fejre – hun lagde fin i den med et Smiil, der kom fra Hjertet, men fra et ænsteliģvemodigt.

" Nu ingen Frygt længer! Fra dette Djeblik er jeg din trofafte Beskytter. Din bojeste Kjerlighed tilhører mig Datterens Pligt byder hende at forlade Fader og Moter, og holde fast ved sin Mand. Jeg træder foran – Du føls ger ikke blindt, men tillidsfuldt! uden Vaflen, uden Bæs

ben!

gage ind til

Hun fastede fig hulfende til hans Bryst. Han tryffede et Rys paa hendes Pante - hun eet paa hans Haand.

Rolig!" hvidskete han, hun kommer din Søster, og lad bende komme berud!

Saa skeete tet.

Da Fruen og Forvalteren traadte ind, stod Sfjelmen i en levende Samtale om ligegyldige Ting. Mama tastede et ligegyldigt Blit til dem, lod det løbe om i Stuen, og spurgte om Mettelene.

Jeg troede, hun var gaaet ud til Moer, at foarte lise med samme ligegyldighed; „hvad blev det til med Roen?

[ocr errors]

*) Styrter.

,,Havde jeg iffe kommet til svarte Moer, funde det blevet til hvad det sfulde være; men jeg fa'e dem ftrar, hvad der var at gjøre — det hjalp..

Forvalteren gjorde en stjelmft Grimasse bag hendes Ryg, og niffede til sin Svoger i Haabet.

Min gode Frue!" tiltalte Kruushoved hende: De ffulde vel iffe fjendeu ban nævnede en Gaard i Nærbes den af Stive.

Hun virrede med Hovebet.

Jeg taer nu hen for at fjøbe den“ vedblev han, whvis den er at faae noget rimeligt. Tomten derhenne fælger jeg; thi ffulde jeg bygge den op, og atter faae den sveden af, det havde jeg ingen lyst til. Det er ogsaa ret en Røveregn, denne Egn."

Han gik til Døren, vendte sig med Tryfferen i Haans den, og sagde: Jeg venter een af mine Karle; jeg vil dog ud at fee efter ham."

Han trængte til frist Luft, faa fødtbeklemt var Brystet. Han gik udaf Porten, og snart flæntrede han, snart dansede, snart hoppede han. Da faldt hans Dine paa Steendiget, og faae med Forbauselse et paaklistret Stykke Karduuspapir, hvorpaa stod 12 og underneden B. F. Næste Dag altsaa ffulde Mødet med Fanden finde Sted. Hvad funde det bes tyde? Saa haftig? Der maatte være noget paafærde.

[ocr errors]

Paa det bestemte Klokkeslet steeg vor Helt ned i Dybdalen. Den Bette var der allerede, og rejste sig op fra Lyngen.

» De jawwero *) sagde ýan. ,,Di tow Herremænd kommer

[merged small][ocr errors]

idaw,, aa iawten ffa di gies sammen, Præjst aa Dejn æ bestelt; men dæ mo ingen veedet, Jomfrowerne ikbejer, fa di libg ffa te ed."*)

,,Hvorfra veed bu alt det?

De fa ve de samme bworfræ veebed, men vis & ed.. , Men der er jo iffe lyft for dem."

Dærfor æ Kammeraadens Faawolter ffikfed te Vis borre ætte Konngbrown, aa ham vinte di ve Autensti o Magnetgoeren. Vil han no ba eb, faa ffal pas bam op ve Cowelbrow, aa ffell bam ve de ban baar unt aa; ejsen fkal a ingen Faatræd gyer ham fiæl. Saa lc di wal væhr aa gywt dem iawten, aa fihn fa han sie, budden han vel taen. Imuen **) ve den bæb Ti, ka han fo Browwen po de hæ famme Stej. Skynd fæ no tebaahg.“

Væk smuttede den Lille, og den i Hovedet temmelig fors plumrede Elsker flyndte sig til Magneten.

Por Ridder var i en fælfom Sindsforfatning, stærf: blandet af ftridige Fornemmelser: i nær Berørelse med Røs vere, ja Medvider, passiv Deltager i een af deres forbry: derste Handlinger. Hans Samvittighed bebreidede ham, at han ikke havde afværget, reentud forbudet det Overfald, som nu snart sfulde foregaae, og som muligen kunde tage en blo: dig Ende; men faa søgte han at berolige den indvortes Maner dermed, at han bverfen havde lagt Plan til Røveriet, eller drevet paa det, og at Røveren havde forladt ham, før han kunde ret' befinde sig. Men sfulde han ikke vende om, og gjøre nu, hvad han burde gjort før? Sm! den han søgte,

[blocks in formation]
« ForrigeFortsæt »