Billeder på siden
PDF
ePub

pet Ild: men det var kun et flygtigt Kornmodn. Ligeledes iagttog han, at hun med Forsæt søgte at undgaae Eneværen med ham; hvilket paa en Maade var et godtlovende Tegn; men viste dog, at der maatte stedfinde een eller anden Hindring for Fritløb af hendes lønlige Følelser. Denne kom han endelig efter.

En Dag kaldte Mama den yngre Datter ud, den ældre funde ikke længere slippe for at høre Kjerlighedserklæringen : den drev et dybt Suk af hendes Bryst, og to store Taarer af hendes Dine. Han stirrede, han lyttede, han ventede.

"

"Moder" sagde hun med svag og bævende Stemme, har allerede bestemt mig for en Anden."

-

Men ellers?" spurgte han stormende.

Hun svarede ikke; men det var ogsaa et Svar. Men med det var han ikke fornøjet. Han udstrakte Haanden, for fage et andet nærmere Spørgsmaal. Hun foer ivejret, tørrede Dinene i en Svip, og udhviskede ængstelig: „Nu kommer Moder.“

Og hun kom.

Idet hun aabnede Døren, sagde han sagte og hastigt: "Gjemt er ikke glemt," og til de Judtrædende: der er dog ikke forefaldet noget ubehageligt?"

"Ikke af Betydenhed" svarte Fruen, det var to af Pigerne, som gjorde Spektakler med en tredie, og faa maatte jeg skifte Ly imellem dem. Den Ene krævede Lise til Vidne

det Hele var ikke saa meget værd som en hovedløs Knappenaal; men saadan er det Kram. De taaler iffe nogen god Omgang; de skal holdes i Prene."

[ocr errors]

Den Forelskede brød snart efter op, og holdt paa Hjemvejen Regnskab med sig selv og med Skjæbnen; men han fandt i begge mange Udsættelser, faa intet af dem blev opgjort.

Da han fik Sigte paa fin Gaard, der var udseet til et Brændoffer for det ubøjelige fatum, hvilken usynlige Magt har tilfælleds med Amor: at være Guders og Menneskers Herre, da fik hans Tankegang pludselig en anden Retning, nemlig til Flugt fra begge Farer. Har Du, sagde han til fig selv, brandfri forladt den livelige, tidkortende Hovedstad, for her i den trævne skumle Lyngørk at henslæbe dine Ungdomsaar paa en sandig Dase, udsat for Røverie, Mordbrand, og Hjertebrand? Er det Landlivets Lyksalighed, Du sværmede for? Fader nærer Forfjerlighed for dette Kragerede, fordi han her er udruget; derfor kjøbte han det, og forærede mig. Jeg maa opsøge mig en venligere Boe jeg vil fælge denne Rønne, gaaer den op i Røg og Jld, gaaer den ogsaa op i Prisen Mettelene! rede Hesten.

og saa

[ocr errors]

Han spos

Hjemkommen bandt han Sengeklæder, Gangklæder og hvad andet han havde, sammen i Lagnerne, lagde sig i alle Klæderne paa Madratsen, og vaagede som de foregaaende Nætter til henimod Dagningen, urolig og bespændt. Han begyndte omsider at mærke Søvnens Overmagt, da han seer bet glimte paa Ruderne. Han flyver op, aabner Vinduet, med Doubletten i Haanden. Da han strækker sig ud, seer han Luerne i begge Huusender, lader Blikket fare til Jorden og helt omkring, i Halvcirkelen der var Jugen. Morbræns derne maatte, saasnart Taget var antændt, have rendt deres Vei. Nu ilede han, med Bylten over Nakken, Bøssen i Haanden og Pistolen i Lommen, hen at purre Huusholcersken og Pigerne ud, raabende, de skulde søge lige syd ud af Gaarden. Ligesaa i Karlekamret. Næsten Alt, baade Levende og Livløst

Y

blev reddet inden Dagskjær; og inden Solopgang var ikke en Pind tilbage af den hele Gaard.

Dens Ejer følte fit Sind lettet, da Trudselen nu var udført, og overlod saa Asken og Gløderne til de hidilede Redningsmænd. Pigerne søgte deres hjem i Nabobyerne; Huusholdersken tog han med sig paa en Vogn til Hobroe. Der drog han ind til en Slægtning, som endnu befandt sig mellem Dynerne. Denne, som ikke havde erfaret noget om JLdebranden, gned Øjnene, og hilste med: „Ej Ej! saa tidlig? hvordan gaaer det saa med Landvæsenet, Hr. Kiøbenhavner?"

„Begyndelsen er glimrende" var Svaret; thi i denne Morgenstund har Luerne fortæret den hele Renne, Rub" og Stub. Der blev en Spørgen, og der blev en Svaren, og Kjøbstædmanden fik Underretning om det, som Læserne allerede vide, paa Bettefandens Advarsel nær.

[ocr errors]
[ocr errors]

Vejen løb

Nú fik den Brandlidte et Par Dage nok at bestille med vedkommende Autoriteter; og da alt det var tilside, var et Ridt til hiin magnetiske Gaard uopsætteligt. tæt forbi Helvede, som jeg i Betragtning af Beboernes betydningsfulde Tilnavne, kalder Kjeltringherberget ved Stenild. Rytteren var neppe kommen ud for Deren, før Fanden kom flyvende ud hen til ham med et spørgende „No?" Kruushoved smilede.

„Haa han faat ed bjerred tehohv?„ *)

Han nikkede, greb i Lommen, og rakte ham tre andre Specier med disse Ord: "Jeg kjøber mig et Sted langt fra denne Egn. Vil Du ombytte dit fordømte Haandværk med en ærlig Næringsvej, saa skal jeg førge for det."

*) Bjerget det tilhobe.

.

„Go ind, aa snak mæ wo Mowr, saa skal A træk Heisten hæ bag om, aa gie en let.”

Saa gjort. Oldmowr ftod allerede, læggende de sammenslyngede Arme paa Kanten af nederste Halvdør.

"Moer!" siger han, eders Mand har vist mig en Tjeneste, jeg vil vise jer begge een igjen 3 boer iffe godt her."

[ocr errors][merged small]
[ocr errors]

"Jeg vil skaffe jer en bedre Bopæl, hvor I ogsaa kan føre en bedre Levemaade."

Hudden ffu te go te?"

„Naar jeg gjør eder saadant et Tilbud, kan I vel begribe, at det er mit Alvor. For eders egen Skyld bør I tage imod det - I bør flytte herfra."

„Hva sku de giø godt for? A haar ingen Hown*) te aa floth, innen A ska slæves hæfræ."

"Men hvad om nu Øvrigheden slæber jer herfra?"
Hej hej! hwa æ dæ ve ed?"

Saameget, at jeres Mand kan vente hver Dag og Time at komme i Tyvehullet."

"

Ham dæhrom!" —

11- Men I kan komme til at gjøre ham Følgeskab." Haa, haah! de go wal eth saa haat te som Præjs ften præjker."

[ocr errors]

Dermed drejede hun sig, og gik hen til Arnen. Den Bette kom med Hesten, og sagde: „den vil hverken ha de jenn elle de anned vil wo Mowr?”

"

Nej; men vil hun blive her, raader du da ifte for

[merged small][ocr errors]

--

Eth seen saa relle **), a tør eth væ hinner imued.“

*) Lyst. **) Rigtigt.

Han strøg med de udspilede Fingre Haaret i Vejret over den dybtfurede Pande, og hvæsede: „hwys! A æ baanng faa hin.“

Rytteren var ogsaa nærved at blive det, steeg til Heft, og sagde: "Vil du mig noget siden, kan du finde mig paa Magnetgaarden eller, kan du skrive?”

Han virrede med hovedet: "Skomageren kan."

„Lad ham saa skrive paa en Lap Papiir Dagen og Timen, paa hvilken vi skal mødes i Dalen histnede, og klin Seddelen fast paa den bredeste Steen af Haugediget udenfor. Gaarden." Den Bette nilkede, Rytteren reed.

Neppe var den Brandlidte ankommen i Magnetens Borggaard, og havde afgivet sin Hest, før begge Søstrene og Forvalteren ilede ud at tage imod ham. Denne og Lise spurgte nu ivrigt beklagende og deltagende, hvorpaa de fik korte, dog tilfredsstillende Svar. Mettelene var taus; men ikke saa hendes sorte Dine; og i hendes Ansigt lidt blegere end sædvanligt -var noget at læse, som Kruushoved meente at forstaae. Borgfruen blev staaende indenfor et Stuevindve. Hun hilsede formelt eller fornemt paa den indtrædende Gjæst, yttrede en konstlet Sympathie, og bød til Sæde.

Dette blev ikke langt. Den Fremmede rejste sig hurtigt, og sagde, med et vist Djekast til Forvalteren: jeg maae see efter, om min Hest ikke skulde være brudt, det forekom mig faa, og jeg har brugt den vel glubsk i disse Dage." Han gif ud, Forvalteren fulgte.

Ankomne i Stalden, og forvisset om, at ingen Trediemand var i Nærheden, siger han til den usædvanligt nedslaaede Medfølger: „Lad os To være oprigtige mod hvers andre! Lad os forklare os! De kan opklare Forholdene, som for mig ere i Vilderede. Ta'er jeg ikke fejl, saa har Lise og De Godhed for hverandre; og jeg taer ikke fejl, naar jeg siger, at det samme er Tilfældet med hendes Søster og

« ForrigeFortsæt »