gaae i Opfyldelse, er det, for det første, bedst slet ikke at tale derom. Steer det ikke, beholder jeg den yndige Drøm for mig selv, men gaaer den i Opfyldelse, da var det ingen Drøm, men en Spaadom tillad at jeg bryder op! man

venter mig hjemme."

Han reiste uden videre Snak.

Og ville vi nu see, hvordan hans Hjem var beskaf= fent.

Paa en høj Bakke, tæt syd for en større Aa, ligger eller snarere hænger **estrupgaard, paa Rygningen Stuehuset, Udhusene nedenfor hverandre, saa det længere borte virkelig seer ud, som om de vare hængte paa Brinken. Nedenfor denne sænke sig dybere, terrasseformigt fire forhenværende Fiskedamme, nu vandlese, græsgroede: saa kommer Agermarken, tør og karrig, og derpaa Lyngheden vidtstrakt og frodig paa sin Maade. Vesten for Gaarden vise vidtstaaente halvt og hecltudgaaede Træer og endnu flere Stubbe, at her engang har været Hauge. Paa Bakken tæt vesten for Gaarden staaer en bitte kullet Kirke.

Formiddagen efter det mislykkede Indbrud, fom Bette fanden med et Bundt Rivejern og andet Bliktøj ind her ́i Køkkenet, faldbydende sine Varer. Den gamle Huusholderske kjøbte et Par Stykker. Da Stumpen havde taget Betalingen til sig, spurgte han om Manden var hjemme. Denne, som i næste Værelse hørte sig efterspurgt, kom til og kjendte strar sin lille Mand.

„Hvad godt?" spurgte han.

Med nogle hurtige Djeblink og et hurtigt Fingerpeg

ad den Dør, ad hvilken Kruushoved var traadt ud i Køkkenet, figer han: "haa han ingen Vinnier, dæ trænger te aa fittes?"

"Jo" var Svaret, der er et Par Nuder i mit Soves * fammer, følg med!"

Huusholdersken gav ham lønligen et Forsigtigheds Tegn. Han gik ind, den Lille fulgte.

„Ka ingen hohr wos?" spurgte denne med omsvævende Blif.

"Nej! men tal kun ikke for højt, om du ellers har noget af Betydenhed at sige mig."

"Haar han Goeren hæhr i Funkeskasen?"

"Hvad er det for cen?"

"Ja 3 Anner kaller en Brandkassen."

„Brandkassen? hvorfor spørger du derom?"

„Det skal A fejj ham: Laang Ajs æ blown ilworre, *) faade han jow ham en Kuhl ind i hans jenn Loer; han haa lowd, te den roh Kok snaar sku gahl ower Goeren, aa de haaller han aasse; de waarer eth maanne Nætter; han bie baare ætte Stomaggeren aa den Tarmløhs.“

--

"Det er satanist! ja, Gaarden er assureret fra min Formands Tid har de ogsaa isinde at myrde mig?"

„De haa dær eth wo Taahl om. Men hwa Tow han haaer hærinn, aa vel ha bjærred, de ska han ha tereh **) aa fo ued a et Vinni men hold no ennele ve sæ sjæl, hwa A

haa roved ham, fo eisen gjaller ed mi Lywh."

Vær rolig for det! der har Du et Par andre Specier - naar Du siden trænger, saa kom til mig! Og vil Du

*) Ondfindet. **, Paa rede Haand.

forlade den Ødelæggelsens Vej, du nu vandrer, faa vil jeg hjelpe dig op af Dyndet."

Med skulende Aasyn sagde han: de kan eth nett," vendte sig, og smuttete væk saa hurtigt som en Væsel.

Gaarden var asfurcret saa højt, at for Summen kunde opbygges en langt bedre end den daværende. Af Møbler og andet Indbo havde han endnu kun faaet hidbragt det allernødvendigste. Det meste og bedste opbevaredes endnu i Aalborg. Han havde rigtignok bestemt at lade det hente een af de første Dage; men efter de Advarsler, han nu havde faaet, besluttede han at tøve. Imidlertid forsynede han Terzerolen med frisk Ladning og ligesaa sin Jagtbøsse - ogsaa Doublet, saa han nu kunde tage Fire paa fin Samvittighed. Om Natten sov han i Klæderne, paa Frakke og Støvler nær. Det piinligste for ham var, at han ikke torde advare Gaardens Tyende; thi skulde Gaarden virkelig brænde, kunde jo Mistanke om egen Anstiftelse ikke gaae ham forbi, eftersom de gamle Bygninger ikke vare meget mere end den halve Forsikringssum værd.

Fra denne Gaard, der staaer paa svage Fødder, skal jeg føre dem der behage at følge mig, ind i en Vaaning, som er fuldkommen ildfast, nemlig en Kove*) i et forlængst nedlagt Kalkbrud, hvor Kalksteen og Flint lagviis allene udgjøre Gulv, Loft og Vægge; hvor Sæder, Borde, Gjems mestæder ere af samme durable Material; Sengestederne ligerviis, men disse vel forsynede med Dyner, Puder og Lagner

*) Indhugget Gang (Stolle.)

altsammen Bytte fra natlige Streiftog. Et af de aabne Væggeskabe er forsynet med Kaffekjedel, Kande og Kopper; et andet med meer eller mindre indholdsrige Flasker af fors sjællig Størrelse og Façon, et tredie med Smør og Ost, et fierde med Flæst, det femte med Kjødmad, v. s. v. I en Krog ligger et Planker det Hele inddreven ved Brandflat. Her er ikke Tegn til den dyre Tid, som man seer. En gammel Mutter sidder i en Krog, og binder paa en Hose - ikke fordi hun behøver at arbejde, men af gammel Vane, og fordi Mennesket i Eenrum inden fire Vægge ikke kan være ledig. Dette vorder vitterligt nok til en frygtelig Tortur. Dog nu synker Strømpen med Hænderne ned paa Skjødet; thi ind gjennem Aabningen bukke sig Laang Ajs, Tarmles, Skomageren, og tilsidst, uden at bukke sig, den lille Djævel. Denne sætter sig for Bordenden, de andre ved Siden, og fremlægge langsomt Nattevandringens Frugter: nogle Tintallerkener og andre Stykker Køkkentoj, saa man seer, paa hvilket Terrain de have manøvreret.

Bettefanden afsondrede Tyvekosterne i tre ligelige Dele, lod Ajs vende Ryggen til, og nævne hvem den ene efter den anden tilfaltt, alt eftersom Bettefanden pegede paa Hobene og spurgte.

"Hvorfor vil Du ikke selv have noget?" sagde Skomageren. "Jeg har nok i denne her," sagde han fremvisende den ene Specie: "den kom drattende mig ind i Lommen.

(NB. Jeg lader disse Karle tale Højdansk imellem, for ej at trætte med altformeget Ramjydsk.)

Jeg bør gjøre Læserne bekjendte med de tvende af Reverne, som de her første Gang have for Dine. Skomageren havde rigtig givet sig af med at flikke Skoe og Støvler i en ikke langt fraliggende Kjøbstad, havde giftet sig, og sat et

Par Børn i Verden. Men lidt efter lidt forfaldt han ti Sviir og Spil, og overlod endelig fin Familie til Fattigfors førgelse, selv opsøgende Tarmløs, hvis Bekjendtskab han i en Kippe udenfor Staden for en Tid siden havde gjørt, og som allerede dengang havde søgt at hverve ham for sit Selskab, i Betragtning af hans kraftige Legeme og kaade og forvovne Skvalder, som ikke levnede Frygt for Samvittighedens Indblanding.

Hververen talte i Modsætning til Hiin ganske lidt, og mindre med Munden end med Øjnene; men han var í Grunden den værste af de fire Kumpaner: han var uforanderlig der i fold, hvad enten han gjorde et Huus varmt" deres Sprog betydede det samme som at lade „den røde Kok gale" eller han sad og tog til sig af æde og Drikke i den lune Røverstue. Sit genavn havde han faaet af sit altid lige indsnærpede og slunkne Underliv. Før han greb til Roverhaandværket, havde han været Lappestræder, men ikke sjælden fultet ved den Profession.

Jeg har blot at bemærke ved Røverkulen: at dens Jndgang var skjult af en stor Enebærbusk, hvis Rodder kunde løses og bindes indenfra.

Og hermed overlade vi disse forsorne Karle til deres Sviir, ugudelige Snak og liderlige Sange, for at blande os mellem virkelige Mennesker.

Kruushoved havde hver Dag eet cller andet Ærinde til Gaarden, I veed nok. Hver Eftermiddag tog han hjem. Han var i Zlden der, og kunde vente at komme i Jlden her; han var mellem en dobbelt 3ld. Han tænkte paa at faae den første slukket før den sidste udbrød. Det gik ikke saa let.

Vel bemærkede han et og andet svagt Glimt af en dæm