Billeder på siden
PDF
ePub

rygget farl, gammelagtig af udseende, med et indstrumpet Ansigt, af Farve iffe uliig røget Flæskesvær.

Do kommer eth te Row *) po den bæb Sih Minnet! fagde han med et polidff Griin – eller snarere Grimasse, der kun gjorde en øjebliktelig Forandring i dette Stereotyp

gefiæs.

Hwa æ dæ ve ed?“ spurgte Puslingen.

,, Soltøw ! lød Svaret, wo Mand æ te Gil, aa i e Stueftaaw æ bær eth anne biemm end e Muus, aa di fa da eth ræb wos fræ e Solffaw spo bæ!"**)

Vi ville nu for det første forlade denne uhyggelige Roverstue og ile forud hen til den smukke Herregaard, hvor fun Muus skulde være hjemme at passe paa Sølvskabet. Det er egentlig en stor Parcelgaard, og bygget i nyere Smag. Den ligger langt fra Byer og enkelte Vaaninger. Man kunde sige, den havde fjernet fra sin Nærhed de i denne Egn ualmindelig grimme ja tildeels usle Bonderhuse.

Peen udvendig, var den det iffe mindre indvendig; men ber vare Husets tvende Dottre de stjønneste Prydelser: Mets telene den ældste, var, en lav, men nydelig skabt og livelig Brunette. Lise var en boj rank fyldig Blondine af bydende Holding, faadan som jeg har tænkt mig Sif fl. Fru Thors; dog tvivler jeg paa, hendes Hænder vare faa ftore som Gudindens. Faderen til dem var død for flere Aar siden; men Moderen var levende, og der var rigtig liv i hende (maafkee derfor var Livet af Manden). Hun var baade Mand og Rone. Hun var i Drdenen den første oppe om

*) Til Ro. **) Skynd dig!

Morgenen, og purrede Døttrene ud, derefter Tjenestepigerne ; hvilke sidste fif en Rivaf for deres lange Snuen.

Traf hun derimod Nogen af dem paa Benene og i Klæderne, faa hed det: «Hvad! er du alt paaklædt? hvor bar du bisset inat? bar vel lysteret i Herberget hos Karlene."

Nej Frue.
Hold Mund! ingen Slubbren!

Saa ombyttede hun fine Morgenstoe med Træskoe, og gjorde Ronde gjennem alle Udhusene. Først undersøgte hun, om Hestene vare fodrede og om der ba strigledes; var faas dant iffe ffeet, raabte hun i Stalden: fover 3 endnu? og Hestene rimme. *) I faae felv Roft og løn, og lade mine Heste stage og sulte. § (over nof saalænge, at jer Davre svies."

Derpaa til Nødset. **) Der vanfede altid Skjænd, ufor: tjente med fortjente; og naar en Pige havde flyttet fin Tres fod, prøvede hun om den forladte Roe var malfet reen. Naa, det Anførte kan vel være nok til hendes Signalement; og Enhver kan let slutte sig til, hvorledes hun under de paafolgende Begivenheder vil forholde sig.

Den fjerde Person, paa hvem jeg beder Dpmærksomheden benvendt, er Avlsforvalteren. En lille, fortsmuttet, væver Fyr, godmodig til Inderlighed, men ved given Anledning opfarende til Heftighed, havde han, i Førstningen uden at vide det, en boi Stjerne hos den stormodige Lise, muligt meest for den phys fijte og mentale Contrast imellem dem. Den blonde Nord. boe gjør Lyffe hos den brune Spanierinde, den brune Spas nier finder Naade for de nordiste blaae Kvindeøjne - (det saae man 1808). Hvad dette skal blive til, vil Tiden vise.

*) Brinfte citer Foter. **) Fabufet.

De tre Damer fad i Sfumringen ved Theen, da en Ridende travede op for Døren, og ind fom den ny Ejer af en nærliggende stor Gaard, hvis nærmere Beskrivelse forbe: holdes. Den Anfomnes Heft blev truffen ned i Gaarden som bertes derinde; men da han selv fumlede i Forstuen, tog Forvalteren et Ly8, gik ud og førte ham ind.

Det var en velvoren ung Mand, snarere Yngling, med et aabent Ansigt, og ej allene guult men dertil kruset Haar.

Jeg beer om Tilgivelse« sagde han, bukkende for Das merne, at jeg paa en saadan Tid aflægger mit første Bes søg; men jeg var redet vild, og føgte derfor efter lyset, jeg ffimtede her. Det er nemlig mig, som har fjøbt **eftrups gaarden, og har først tiltraadt den for 8 Dage siden. Jeg har idag havt noget at afgjøre paa Buderupholm, og kom vel fildig derfra, for at finde Tilbageveien."

Den ualmindelig smukfe fiintklædte Mand vilde paa ethvert Sted bleven modtaget med jydit Gjæstfrihed, og, efterat han havde nydt nogen Forfriskning, sfulde ingen fremmed have seet i ham andet end en gammel Huusven. Som eu faadan bekjendte han sin Træthed, og udbad fig Nattelejet anviist. § Forstuen tog han en dobbelt Terzerol ud af sin Kappe, og sagde smilende til Forvalteren, der lyste ham iseng:

Man havde, allerede før jeg reiste herhid, gjort mig Rold Skop mistænkelig, og nu vil jeg iffe lade dem blive her, at iffe Nogen sfulde faae fat paa den og muligen afstedkomme en Ulyffe... - Han fom iseng, lagde Terzerolen foran fig paa Bordet, og slukkede lyset.

Naar man er udmattet, falder man derfor ikke altid ftrar isøvn; saaledes git' det den Kruushaarede – som jeg herefter vil benævne bam. Ydermere, eller allermeest forsinkedes Søvnen for bam ved ubortiagelige Tanfer om den ftionne Sortloffede, der med andalusist Solvarme havde begyndt at

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. I.

10

virke smeltende paa den nordiske Snemand; thi Snemand havde han hidtil været, uoptøelig for de nordiske Stjerner.

Da pilfes der udenfra ved Vinduet, og efter fire raske stjærende Strøg paa en Rude (rimeligt af en Glarmesters diamant) tages Ruden ud, Bindvestrogen forinden lettes af, og Vinduet selv lukkes heelt op. Vor Gjæft griber Terzero: len, spænder den ene Hane og venter. Da fommer en Menneskefigur op i Vindvet. Kruushoved figter paa Lyffe og Fromme et Par Secunder, og trykker faa til - et svagt Strig og Stiftelsen er forsvunden.

Da Forvalteren havde lagt nogle Frictionssvovlstikker paa Bordet, griber han een, gnider, faaer gid og tænder Lyset. Han stirrer mod Vindvet: Det er tomt, men i Kros gen ffraas nedenunder ftimter han en ganske liden Person, og tilraaber denne: „kom frem Du! men ikke for nær! ellers skyder jeg."

Bettefanden det var ham fremtreen to smaae Skridt, foldede Hænderne, neiede og fagde: ,,we naadig! aa læ mæ go fom A fam. Aær en folle fatte Inneft,*) haa Kuen aa manne smo Bon, bæ fomti fulter aa fomti fryser; de haar A funnen mæ i; men faa kommer han den Hahn, aa twinge mæ te aa følle mej hæbhid, aa pas po, mens han fteler, te wos bebgi tow, faa han **) - Herregud! læ mæ behaal mi elendige Lyw! de æ den føbft Gaang, A baa wot po saaen Vejj, de ffa aasje blyw den fist aah Gu naay mæ!!!

Kruushoved tog blandt fine Penge paa Bordet en Specie, raabte „Gribs!" og smed den til ham. Stjob nu noget at æbe til dine Børn, og ffynd Dig ud!"

Roveren var ikke seen, men hoppede som en Kat ud af

*) Indsidder. **) Sagde han.'

Vinduet. Udenfor vendte han fig op paa Tæerne og sagde indab Vindvet: ,,Sfull vi engaang træffes, aa han ær i Klæms hærf, *) faa fkal a fie om A fa betaahl ham faa mit lyw aa bans Pænng."

Kruushoved sprang op, og med lyset til Vinduet, for at fee efter den Rover, han meente at have skudt eller faaret. Der var intet at see eller høre. Thi lukkede han Vindvet, lagde sig igjen, og fluffede Lyset, men kunde dog ikke falde isovn, før benimod Dag.

Det første Spørgsmaal, da han fom ned til Kaffebors det, var det sædvanlige: Hvorledes han havde fovet, og hvad ban havde drømt ?

„ Man sover ikke godt foarede han letsmilende, unaor mon bar fremmede i Sovefammeret...

"Ih! bar Musene gjort dem Uro ?.

„Tobenede Muus" sagde han, og fortalte, hvad der var foregaaet. Der lød et tredobbelt Sfrig, og man foer op i Værelset, og ud i Haugen, men fandt intet uden nogle Blod: striber paa Digestenene, hvoraf man sluttede, at den ene køver var bleven saaret, dog iffe dødeligt. Saa var da den Roverhistorie forbi.

Da man igjen fik Roe ved Kaffeen, tog Kruushoved faaledes tilorde: „mine Damer spurgte mig før om mine natlige Drømme.

De indseer nu, at jeg ingen kunde havt; thi jeg faldt først i Slummer da det begyndte at dages. Saa dremte jeg rigtignok, han kastede et stiaalet hurtigt Blik paa Mettelene , men da jeg iffe veed, om det ffal

*) Knibe.

« ForrigeFortsæt »