rygget Karl, gammelagtig af Udseende, med et indskrumpet Ansigt, af Farve ikke uliig røget Flæskesvær.

"Do kommer eth te Row *) po den hæh Sih Minnet!" sagde han med et polidsk Griin – eller snarere Grimasse, der kun gjorde en øjeblikkelig Forandring i dette Stereotyp= gefiæs.

„Hwa œ dæ ve ed?" spurgte Puslingen.

„Soltow!" lød Svaret, "wo Mand æ te Gill, aa i e Stuestaam æ dær eth anne hjemm end e Muus, aa di ka da eth ræh wos fræ e Solskaw

spo dæ!"**)

Vi ville nu for det første forlade denne uhyggelige Røverstue og ile forud hen til den smukke Herregaard, hvor kun Muus skulde være hjemme at passe paa Sølvskabet. Det er egentlig en stor Parcelgaard, og bygget i nyere Smag. Den ligger langt fra Byer og enkelte Vaaninger. Man kunde sige, den havde fjernet fra sin Nærhed de i denne Egn ualmindelig grimme ja tildeels usle Bønderhuse.

Peen udvendig, var den det ikke mindre indvendig; men her vare Husets tvende Dottre de skjønneste Prydelser: Mettelene den ældste, var, en lav, men nydelig skabt og livelig Brunette. Lise var en høj rank fyldig Blondine af bydende Holding, saadan som jeg har tænkt mig Sif sl. Fru Thors; vare saa store som

dog tvivler jeg paa, hendes Hænder Gudindens. Faderen til dem var død for flere Aar fiden; men Moderen var levende, og der var rigtig Liv i hende (maaskee derfor var Livet af Manden). Hun var baade Mand og Kone. Hun var i Ordenen den første oppe om

*) Til No. **) Skynd dig!

Morgenen, og purrede Døttrene ud, derefter Tjenestepigerne; hvilke sidste fik en Rivaf for deres lange Snuen.

Traf hun derimod Nogen af dem paa Benene og i Klæderne, saa hed det: „hvad! er du alt paaflædt? hvor har du bisset inat? har vel lysteret i Herberget hos Karlene." "Nej Frue."

"Hold Mund! ingen Sluddren!"

Saa ombyttede hun fine Morgenstoe med Træskoe, og gjorde Ronde gjennem alle Udhusene. Først undersøgte hun, om Hestene vare fodrede og om der da strigledes; var saadant ikke skeet, raabte hun i Stalden: "sover I endnu? og Hestene rimme. *) I faae selv Kost og Løn, og lade mine Heste staae og sulte. I sover nok faalænge, at jer Davre svies."

Derpaa til Nødset. **) Der vankede altid Skjænd, ufortjente med fortjente; og naar en Pige havde flyttet sin Trefod, prøvede hun om den forladte Koe var malfet reen. Naa, det Anførte kan vel være nok til hendes Signalement; og Enhver kan let slutte sig til, hvorledes hun under de paafølgende Begivenheder vil forholde sig.

Den fjerde Person, paa hvem jeg beder Opmærksomheden henvendt, er Avlsforvalteren. En lille, sortsmuttet, væver Fyr, godmodig til Inderlighed, men ved given Anledning opfarende til Heftighed, havde han, i Førstningen uden at vide det, en høj Stjerne hos den stormodige Lise, muligt meest for den phyfiske og mentale Contrast imellem dem. Den blonde Nordboe gjør Lykke hos den brune Spanierinde, den brune Spanier finder Naade for de nordiske blaae Kvindeøjne - (det faae man 1808). Hvað dette skal blive til, vil Tiden vise.

*) Vrinske efter Foter. **) Fæhuset.

De tre Damer sad i Skumringen ved Theen, da en Ridende travede op for Døren, og ind kom den ny Ejer af en nærliggende stor Gaard, hvis nærmere Beskrivelse forbeholdes. Den Ankomnes Hest blev trukken ned i Gaarden som hertes derinde; men da han selv fumlede i Forstuen, tog Forvalteren et Lys, gik ud og førte ham ind.

Det var en velvoren ung Mand, snarere Yngling, med et aabent Ansigt, og ej allene guult men dertil kruset Haar. "Jeg beer om Tilgivelse" sagde han, bukkende for Das merne, at jeg paa en saadan Tid aflægger mit første Bes søg; men jeg var redet vild, og søgte derfor efter Lyset, jeg skimtede her. Det er nemlig mig, som har kjøbt **estrupgaarden, og har først tiltraadt den for 8 Dage siden. Jeg har idag havt noget at afgjøre paa Buderupholm, og kom vel fildig derfra, for at finde Tilbageveien."

Den ualmindelig smukke fiintklædte Mand vilde paa ethvert Sted bleven modtaget med jydsk Gjæstfrihed, og, efterat han havde nydt nogen Forfriskning, skulde ingen Fremmed have seet i ham andet end en gammel Huusven. Som eu faadan bekjendte han sin Træthed, og udbad sig Nattelejet anviist. I Forstuen tog han en dobbelt Terzerol ud af sin Kappe, og sagde smilende til Forvalteren, der lyste ham iseng: „Man havde, allerede før jeg reiste herhid, gjort mig Rold Skov mistænkelig, og nu vil jeg ikke lade dem blive her, at iffe Nogen skulde faae fat paa den og muligen afstedkomme en Ulykke... Han kom iseng, lagde Terzerolen foran fig paa Bordet, og slukkede Lyset.

Naar man er udmattet, falder man derfor ikke altid strar isøvn; saaledes gik det den Kruushaarede som jeg herefter vil benævne ham. Ydermere, eller allermeest forsinkedes Søvnen for ham ved ubortjagelige Tanker om den skjønne Sortlokkede, der med andalusist Solvarme havde begyndt at S. E. Blicher, Gamle og nye Noveller. I.

10

virke smeltende paa den nordiske Snemand; thi Snemand havde han hidtil været, uoptselig for de nordiske Stjerner.

Da pilkes der udenfra ved Vinduet, og efter fire raske sfjærende Strøg paa en Rude (rimeligt af en Glarmesterdiamant) tages Ruden ud, Vindveskrogen forinden lettes af, og Vindvet selv lukkes heelt op. Vor Gjæst griber Terzerolen, spænder den ene Hane og venter. Da kommer en Menneskefigur op i Vindvet. Kruushoved sigter paa Lykke og Fromme et Par Secunder, og trykker saa til Strig og Stikkelsen er forsvunden.

ct svagt

Da Forvalteren havde lagt nogle Frictionssvovlstikker paa Bordet, griber han een, gnider, faaer Gld og tænder Lyset. Han stirrer mod Vindvet: Det er tomt, men i Krogen skraas nedenunder skimter han en ganske liden Person, og tilraaber denne: „kom frem Du! men ikke for nær! ellers skyder jeg."

Bettefanden det var ham fremtreen to smaae Skridt, foldede Hænderne, neiede og sagde: wæ naadig! aa læ mæ go som A kam. A ær en følle fatte Innest,*) haa Kuen aa manne smo Bon, dæ somti sulter aa fomti fryser; de haar A funnen mæ i; men saa kommer han den Aahn, aa twinge mæ te aa følle mej hæhhid, aa pas po, mens han steler, te wos behgi tow, saa han**) -Herregud! læ mæ be haal mi elendige Lyw! de æ den føhst Gaang, A haa wot po saaen Veji, de ska aasse blyw den sihst aah Gu naah mæ!"

Kruushoved tog blandt sine Penge paa Bordet en Specie, raabte „Gribs!" og smed den til ham. "Kjøb nu noget at æde til dine Børn, og skynd Dig ud!"

Røveren var ikke seen, men hoppede som en Kat ud af

*) Indfidder. **) Sagde han."

Vinduet. Udenfor vendte han sig op paa Tæerne og sagde indad Vindvet: „Skull vi engaang træffes, aa han ær i Klæmhærk,*) saa skal A fie om A ka betaahl ham faa mit Lyw aa hans Pænng."

Kruushoved sprang op, og med Lyset til Vinduet, for at see efter den Røver, han meente at have skudt eller faaret. Der var intet at fee eller høre. Thi lukkede han Vindvet, lagde sig igjen, og slukkede Lyset, men kunde dog ikke falde isøvn, før henimod Dag.

Det første Spørgsmaal, da han kom ned til Kaffebordet, var det sædvanlige: hvorledes han havde sovet, og hvad han havde drømt?

Man sover iffe godt" svarede han letsmilende, naor mon bar Fremmede i Sovekammeret."

"Ih! har Musene gjort dem Uro?"

„Tobenede Muus" sagde han, og fortalte, hvad der var foregaaet. Der lød et tredobbelt Skrig, og man foer op i Værelset, og ud i Haugen, men fandt intet uden nogle Blodstriber paa Digestenene, hvoraf man sluttede, at den ene Røver var bleven saaret, dog ikke dødeligt. Saa var da den Røverhistorie forbi.

Da man igjen fik Roe ved Kaffeen, tog Kruushoved faaledes tilorde: "mine Damer spurgte mig før om mine natlige Drømme. De indseer nu, at jeg ingen kunde havt; thi jeg faldt først i Slummer da det begyndte at dages. Saa drømte jeg rigtignok, han kastede et stjaalet hurtigt Blik paa Mettelene men da jeg ikke veed, om det skal

-

*) Knibe.