Billeder på siden
PDF
ePub

længere; men maatte stræbe at komme hjem jeg boede dengang mellem os fagt paa Kultorvet.

"Jeg ærgrede mig noget ganske overordentlig; men hvad var herved at gjøre? Jeg bestilte i fjorten Dage iffe Andet, end git fra det ene Sted til det andet, hvor jeg kunde haabe at træffe hende: paa Charlottenborg, paa Comedien, i Kongens Have og paa Volden; men væk var hun, og væk blev hun.

Hvad gjør jeg saa? Omsider faaer jeg det Indfald, at gaae ud paa Assistentsfirkegaarden – der var hun, tilligemed en anden Dame. Jeg blev ganske overordentlig glad, og fulgte dem i en Frastand rundt omkring i de Dødes Have. Men hvad ffeer? allerbedst som hun gaaer, falder hun mellem os fagt - over en Gravsteen, gier et Strig, vil rejse sig med den anden Dames Hjælp, og formaaer det ikke. Hvad gjør jeg? jeg farer hen og tilbyder min Tjeneste, at ledsage bende hjem, at hente en Hyrevogn, og – fort at fortælle — paa denne Maade bleve ví bekjendte, og – lad mig see! nu er det netop to Maaneder siden vi bleve for: lovebe. Her er hendes Ring han drog den af Fingeren og staf den i Lommen

og i Morgen ftal hun faae den tilbage.

Jeg seer, hun har benyttet de to Maaneder, jeg har været ovre i Fyen, til at forlove sig med vor Ven Lieutes nanten. Mellem os fagt, har det rigtignok ærgret mig faa temmelig, for Pigen er ganske overordentlig smuf, og jeg veed ingen anden Fejl hos hende, end at hun har en lille rød Plet, fom et Jordbær, men ikke nær saa stor, i panden, og faa, at hun mellem os sagt maa være lidt los paa Traaden."

"} og for fig selyu tog nu Smith Ordet, medens han tre Gange smekkede paa fin Snustobaksdaase, aabnede den, forsynede først det ene Næseboer,'faa det andet – for mellem og sagt, han bruger iffe at ryge — berstede Kjoles

rabatterne, fastede det høire Been over det venstre, tog sit Tørklæde op, og spredte det over Knæet. 3 og for sig selv," sagde han, wer det en bandfatift Historie havde jeg nær sagt - at faadanne tre- Cavalierer, som vi, ffal holde lyset for denne hersens Mammesele: imidlertid er det dog ret godt, at det itide er kommen til en forklaring imellem os.

,,Det fan være en ser Maaneder siden Professoren en Dag, han ikke befandt fig vel, bad mig besøge hans Patienter; iblandt dem var bemeldte Jomfrue Jensen. f og for sig Telo var hendes Sygdom af ingen Betydenhed; men jeg fik det bandjatiste Indfald havde jeg nær sagt at giøre den en Smule farlig; jeg troer næsten det var for at giore mig lidt vigtig, og for at faae Anledning til at komme desfør og destiere igjen. Men desværre fom baade hun og Profesa foren fig altfor snart havde jeg nær sagt.

Imidlertid fortsatte jeg mine Besøg faalænge, indtil vi begge vare blevne enige om at forlove os; og det kan være nu lidt over fire Maaneder siden vi verlede Ringe. Her er bendes, den fkal hun have tilbage i Morgen den Dag. Por: traitet, som aabnede Dinene paa os, har jeg selv malet; for jeg fusker lidt paa Kunsten havde jeg nær sagt. for sig selv var det godt, at I fit fat paa det.

At jeg blev faa consterneret i Dag otte Dage, da s vare samlede hos mig, det skal jeg snart forklare Jer: Et Par Dage efter vor Forlovelse fom jeg ind paa Stiftelsen, og bun bildte mig ind, at hun paa samme Tið skulde reise til Møen

jeg har Brev fra hende, at hun just idag vilde fomme her tilbage. 3 og for sig selv er hun dog forbleven her i Byen, og har benyttet dette Mellemrum bandfatisk godt – havde jeg nær sagt til at forlove fig endnu et Par Gange.

„Hvad skeer? for en halv Snees Dage siden kommer et besløret Fruentimmer ind paa Stiftelsen det var hende,

f og

der sidst saa tit afbrød vores gode lombre - den første Gang jeg var nede hos hende, faae jeg en Ring paa hendes Finger, der lignede min Forlovelsesring saa accurat som een Draabe den anden. Den næste Dag hvidskede Gjordemoderen til mig: at det var en Jomfrue Jensen, for et Brev med saadan Udskrift var falden ud af hendes Striffepose; og den sidste Gange ffedte det under Forretningen, at Sløret gled hende ned over Panden, og hvor hastig hun end trat det op igjen, fik jeg dog Die paa det bandsatiske Jordbær.

Her sprang lieutenanten op, og snoede sig nogle Gange rundt paa Gulvet, og Møller tabte sin Pibe.

13 seer altsaa - vedblev Smith, wat vi i det mindste ere Fire om Pullien, og at ingen af og er første Mand. I og for sig selv er det lidt ubehageligt, for det er en bandfatist smut Pige, og jeg veed intet andet at udsætte paa hende, end det omtalte Jordbær, og saa at hun maa være temmelig løsagtig havde jeg nær sagt...

13 og for sig selv" -- tog jeg nu tilorde .ftal jeg aldrig nægte, at det mellem os sagt, er en ganske overordents lig nederdrægtig, bandsatist Historie, og at meerberørte Jomfrue Jensen ikke borde faaledes døe i Synden - havde jeg nær sagt. – Hvad tyffes Ihr Herren! om at overfende hende alle tre Ringe paa een Gang ved min ringe Person? det vil overraste hende -- men apropos, er hun endnu paa Stiftelsen ?

Hun forlod den igaar“ svarte Doctoren.

Jeg skal ellers aldrig nægten faldt Lieutenanten ind, wat denne Accouchement kommer mig lidt uventet; det er fun tre uger siden jeg saae hende, og da funde, jeg mindst drømme om, at hun var paa faadanne gobe Veje det er 'mig fast ubegribeligt, hvor jeg har havt mine Dine —

„Eller hun sin Corpulence" afbrød Møller; , det er fun to Maaneder siden jeg faae og omgiffes hende daglig,

og før vilde jeg troet – mellem os fagt - at Himmelen ffulde falde ned - det er noget ganske overordentligt!"

„Pereat!" raabte jeg, og strafte mit Glas ud over Borbet, pereat Jomfrue Jensen; men vivat det lille Fords bær i hendes Elfenbeenspande!..

Bi ftodte sammen og drat jeg med indeflemt Latter, de Andre med indeflemt Suf.

Man vil sige, at Viin indeholder mange Sandheder det kan være; men Punsch indeholder bestemt storej logne, for da vi havde tømt Bollen, fandt vi alle fire, at Man iffe fan troe noget Fruentimmer.

Dagen derefter gik jeg med mine tre Ringe i en lille rods og guulmalet Nürnberger-Tinkurv hen til Ifr. Jensens Bopæl, hvilken jeg af lieutenanten, som sidste Hane i Rurven, havde ladet mig betegne.

Hun var alene; jeg tjendte hende strar paa det tit omtalte Mærke, der ellers

mellem os fagt

flet iffe vanzirede hendes bandfatist dejlige Ansigt. Forresten faae hun efter omstændighederne overordentlig frist og blomstrende ud.

„Er det Jomfrue Jensen, jeg har den Ære at tale med? spurgte jeg; dog ikke fuldt faa ftjedešlost

, som jeg havde foresat mig.

1. Det er mig." svarte hun.

,Jeg har nogle Commissioner til Dem, vedblev jeg, gribende efter æsken, i hvilken Kurven var, hvori Ringene laae; „for det Første skal jeg hilse fra Candidat Smith paa Accouchementhuset.

Hun gjorde store Pine, og sagde med den ærligste Mine af Verden; ,,De maae tage fejl, min Herre! jeg tjender ingen Candidat Smith.

„De fjender ham ikke ?“ 'spurgte jeg forundret; vda har De dog fjendt ham - da De for et halvt Aars Tid fiven var 19g ?"

Jeg har iffe været ryg i det fidste Aar," svarte hun ligesaa forundret.

»Det fornøjer mig," sagde jeg, lidt forbløffet over hendes Fripostighed; det er meget mueligt, at det kan være gaaet dem af Glemme; men jeg vil dog baabe, at De endnu erins brer dem Fuldmægtig Møllereu

Fuldmægtig Møller? gjentog hun langsomt, „ligesaalidt min Herre!"

Heller ikke, vedblev jeg ærgerlig, at han kom Dem tilhjælp, da De faldt over en Gravsteen paa Assistencelirke: gaarden, og forvreb deres ene Fodeu

Hun fmiilte; men satte ftrar et alvorligt Ansigt op, og fagde: Her maae finde en Fejltagelse Sted

Ganske vist, faldt jeg ind, „begge mine venner have taget mærkelig fejl; den tredie ligesaa De har fors modentlig ogsaa glemt lieutenant lund af **** Regiment ?..

Her blev hun blodrød! Jeg fjender en lieutenant fund," sagde hun fagte og forvirret.

1 Meget vel!" vedblev jeg, idet jeg aabnede wEsken, tog Ringene ud af Kurven, og rangerede dem paa Bordet for hende: regentlig sfulde disse tilhøre Dem alle tre; men da De ikke behager at fjendes, ved flere, end den ene, vil De da være faagod at udtage Lieutenantens ?"

Med stigende Forbauselse havde hun seet mig udkramme disse smage Kjerlighedspanter; og da hun fit Die paa den sidste, udstrakte hun hurtig og nysgjerrig Haanden efter den. Men ligesaa hastig flængte hun den igjen, som om den havde været gloende. Hun blegnede, ffjalv, hendes Barm bævede

« ForrigeFortsæt »