Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

da det funde være en hensigtsløs Forstyrrelse af hendes No. De erindrer vel den Tid, da Spaniolerne vare herinde?

, 30 meget godt!"

Og at en forklædt Majorinde fik et tødfødt Barn paa .....!?

13a bel, ja vel!

"Nu da: Gjordemoderen, som vilde forsøge at bringe Barnet tillive, men ikke havde de nødvendige Apparater bers til med sig, førte det hjem, og frembragte efter flere Timers uafbrudte Anstrængelser, virkelig andedrættet, og efterhaanden det fuldkomne liv hos Barnet; men da dette desuagtet var yderst svagt, og hun frygtede for, at det alligevel maatte døe: faa vilde hun iffe berette Forældrene det første lykkelige Udfald af hendes Bestræbelser, før hun kunde gjengive dem det gandske friskt og uden Dødsfare. Endelig var denne overstaaet, og en Morgen tidlig ilede hun til Gaarden, for at overraske Forældrene med denne glædelige Tidende. Da vare de reiste Aftenen før. Forfærdet som hun blev, fortaug hun ogsaa Barnets Dpvæffelse for Deres falige forældre, og iilte hjem for at overlægge, hvad hun nu ffulde gjøre. Da blev hun netop hentet til min afdøde Kone, som efter en haard Forløsning bragte et dødfødt og virkelig døbt Barn til Berden. Som et lysglimt foer en Tanke gjennem Gjor: bemoderens Sjel. Hun foreslog mig, at antage de bortreiste Spaniers Barn som mit eget; ja endog at lade min Kone selv være uvidende om dette fromme Bedrag. Dg faa ffeete det: Om Afteñen bragte hendes Mand - den Eneste, som var Medvider i Hemmeligheden - den ftaffels spanske Glut, tog mit døde Barn med fig, og lod det begrave. Den lille forladte Stabning blev lagt til min Rones Bryft. Hun levede med det i tolv Aar, og døde i den Tro, at det var hendes eget."

[ocr errors]

"Høistforunderligt!" raabte jeg: „Men, tillad mig! Har De aldrig søgt at bringe Barnet igjen til dets rette For: ældre?

130 vift har jeg,“ svarte han: 'mftjøndt oprigtig talt, med Frygt for at finde dem, da jeg i faa Fald maatte bes drøve min Kone mere, end jeg først havde glædet hende. Jeg har strevet flere Gange til en Sroger i Barcellona, men han har givet mig den Underretning: at Majoren og den formeentlige Cadet rimeligviis ere faldne i et Slag mod de Franste, hvor næsten hele Regimentet El Rey blev ødelagt.“

Men Navnet Josepha ?..

.Saa hedder min falig Kones Moder, som endnu lever i Kjøbenhavn, hos hvem min Pleiedatter har været i de fidste tre Aar, og fra hvem jeg hentede hende i Sommer, da vi traf sammen ved Hedebranden."

Inderlig bevæget gik jeg tilbage til Josepha; hun fløi til mit Bryst og hvidffede: ,,Er jeg Din?

, Ja Du er min!sagde jeg, bortfyssende Glædestaaren paa hendes ftjønne Kind; „Du er min, og min allene !"

IV.

Brylluppet. Vielsen var tilende. Endnu stode vi for Brudesfamlen, og modtoge Selskabets Lykønskninger. Yndigt blussede min hulde Brub, mægtigen rørt i sit fjærlighedsfulde Hjerte. Med stille Venlighed tattede hun de hilsende Venner og Beninder

hun smilte, ret egentlig talt, gjennem Taarer. Da hun med barnlig Kjærligheds hele Fld omfavnede sin Pleiefader, og næsten bulfende trykte bam til fit Bryst, ba bleve hverken bans eller mine Pine tørre.

Fader og Moder ftal forlade Dig" - her qvalte Graa: den hans Stemme, og med Heftighed fastede han sig om min Hals. Jeg forstod ham, men kunde Intet svare for Rørelse.

min tause Sjel gjentog jeg, befæstede den hoitidelige Eed: trofaft, helligt, evigt at elske den faderløse Engel.

Endelig var alt det Ceremonielle forbi, og de dybe, als vorlige Følelser vege for lettere Glæder. Det talrige Sels skab blandede, grupperede sig i den store af trende Lysekroner klart oplyste Sal, og snart blev Snaf og Spøg og latter lydelig og almindelig. Jeg blev atter og atter lyfønsket, nu af Een, nu af en Anden; men mine Dine fulgte uafladelig min deilige Brud, der svævede blandt de øvrige Damer som Maanen mellem Skyerne.

En Stund var faaledes forløben, da min Svigerfader kom og berettede mig: at nede i Dagligstuen vare tvende Reisende, som havde forvildet fig paa Heden; han kunde iffe komme tilrette med dem, da de talte et forunderligt Miftmast af gebrokfent Tydst og andre Sprog, som han iffc ifte fjendte. Da de vare godt klædte, og viste i deres væsen, at de vare honette Folf, ønskede ban at faae dem op til Selskabet, og derfor bad han mig gaae ned at tale med dem. Idet samme kom en af Præsterne til og fortalte, at det var Franskmænd, som forjagede fra deres Fædreland formedelst politiske Meninger, havde villet føge et nyt Hjem i den nye Verden, men fordrevne af langvarige Storme vare de for to Dage siden strandede paa Jyllands Bestlyft. Nu vare te paa Reisen til Kjøbenhavn, hvorfra de atter vilde gaae under Seil til Amerika; paa hans Anmodning fom de nu op til Selskabet.

Som han fagde dette, traadte de ind i Salen den Ene en boi, starpladen, midaldrende Mand, den Anden et

[ocr errors]

fjønt ungt Menneske af et blegt, tungsindigt udseende. De hilfte til alle Sider med en gratiøs Anstand, og Præsten og jeg - som de Eneste, der kunde conversere bem

git dem imøde og indledte en Samtale paa Franff med at beklage deres Uheld.

Den ?Eldfte, til hvem jeg især henvendte mig, talte godt for sig, stjøndt i et noget tvunget Sprog og med en særegen Accent. Jeg formodede derfor, at han ingen Franffmand var, men en fydligere Europæer, og spurgte: om han maaskee hellere talte talte Italienft eller Spanst?

3eg ventede forgjeves paa Svar; han havde ikke hørt hvad jeg sagde, hans Dine vare derimod ftivt heftede paa en Gjenstand bag ved mig, og Rødme og Dødbleghed afløfte hinanden i hans ansigt. Jeg faae mig om - det var min Brub, han betragtede.

f famme Dieblik blev hun ogsaa feet af den anden Frems mede, som med det udraab: „Giesu Maria!" blegnede, batlede og greb fin ældre Reisefælles Arm.

Taler De Spanft?“ spurgte denne med svag og stjælvende Roft.

Jeg bejaede det.
Hvem er den ftjonne Dame?, vedblev han.
Just idag min Kone!svarte jeg.

Tilgis, min Herre !" sagde han: „Synet af Deres Brud fan iffe andet end frappere os; vil De felv fee, om De ikke finder en overordentlig liighed mellem hende og min Broder?

Jeg saae paa den Ene, paa den Anden, sage og sams menlignede, og nu var Raden til mig at lade hans Spørgsmaal ubesvaret. Jeg faftebe atter mine Dine paa den elds stes Ansigt, og som et lynglimt foer det gjennem min Sjel.

De hedder 6....a, og De Josepha ?. raabte jeg. „O min Gud! ja;“ svarte den Ældfte.

„Saa – saa - Dedblev jeg; overvældet af mine føs lelser kunde jeg Intet mere frembringe, men kastede mig om Majorens Hals.

Min Fader!" hvidffede jeg og gav mit beklemte Hjerte Luft.

„Min Moder!" bulfede jeg og omfavnede Josepha : "Jeg er Antonio; det er Deres Datter!

Hele det forbaufede Selskab havde sluttet en stiltiende Kreds omkring os, og ventede med spændt Nysgjerrighed Opløsningen af denne uforklarlige Gaade. Min Sviger: fader – som han nu kun et par Timer havde været per Procurationem fattede først Sammenhængan, førte Brüden hen til os og raabte lidt ubesindigt: „See der har Du Dine Forældre!"

Forvirret af alt det Ubegribelige ftred hun imod; men Josepha flap mig, slog sine Arme om hende, og trykkede hende til sit Bryst. Den unge Josepha, der faae fig omfavnet af et ubekjendt Mandfolk, gav et Strig og vilde rive sig los. Moderen flap hende og fyntes at tvivle om Birkeligheden af dette Gjensyn; men da blev hun omfavnet af Faderen.

Josepha, elskede Josepha!. raabte jeg: „De ere Dine Forældre!"

Da bang hun besvimet i Faderens Arme Moderen segnede i mine. Snart opvaagnede de atter, og vi fire lyf: felige Mennesker udgøde nu vore fulde, glædedrukne Hjerter for Himlen og for hverandre. Spørgsmaal og Svar, Udraab og Kjertegn blandede sig i forvirret, frydefuld Tummel, og hin lidt efter lidt opløftes alle Tvivl, opklaredes Mørket, fattede, forstode vi hverandre.

S. S. Slicher. Gamle og nye Novoler. I.

2

« ForrigeFortsæt »