Billeder på siden
PDF
ePub

unge Barm svulmende af Livslyst og Kjerlighed, rullede i Kareten den samme Vej.

Hvad der blev af den Vægelsindede? Jeg har aldrig bekymret mig om at erfare det; men hendes Mand faldt Aaret efter i en Dyst med en engelsk Orlogsmand.

Jordbærret.

(Forhen trykt under Firma P. Sp.)

„Spurgt!“ sagde jeg.

"Spurgt!" sagde Baghaanden.

"Forhaand“ raabte jeg resolveert.

"Solo" sagde min Hr. Doctor, idet han slog sin udspilede Kortvifte sammen, lagde den paa Bordet, og den højre Haand med stille Resignation oven paa den Venstre.

"

Jeg saae paa ham: Selv Solo! raabte jeg, holdende Kortene tæt ind til mit Bryst.

Couleur!" hviskede han ømt og sagte.

"Selv Couleur!" ftreeg jeg, idet jeg lettede mig lidt fra Stolen, og satte mig haardt ned igjen.

"Jeg skal Ingen have!" sagde Smith.

"Saa bliver Spadille liggende," svarte jeg polidst. Jeg vil lade hele Verden dømme, om jeg ikke borde gjøre, som jeg gjorde. Jeg havde Spadille, Manille smaa femte i Tref, Sparkonge tredie, Ruderdame blank. engang: fra Smith falden Syven

[ocr errors]

Jeg fonderede Mellemhaanden var

Renonce. Steen i en anden Haand! tænkte jeg, og kom nu stikkende med min Konge.

Jdetsamme ringede det paa Porten.

"Det var ikke fært!" raabte han ærgerlig; her er aldrig Ro!" Han bekjendte.

Jeg spillede Nuderdame ud: Mellemhaanden stak, og kom med Ruder igjen Smith lod gaae. Det var en vanskelig Casus: jeg kunde vinde paa Fire; men jeg kunde ogsaa spille mig selv remis en trois jeg var ganske raadvild. "Iffe betænke sig faa længe!" fagde Smith: „naar Man betænker fig, gjør Man gjerne det Gale."

"Vi spille ikke om Svovlstikker," svarte jeg: det var Stilling, 96, Krollen til Beten; det var just ingen PindeIombre.

Nu pikkedes der paa Døren det var den vagthavende Gjordemoderlærling.

over.

"Jeg skal tage dine Kort!" tilbød Lieutenanten, der sad

"Nei vist ikke!" svarte Smith; "det er maaskee ingen Ting jeg kan snart komme igjen."

--

Han gik ud med Kortene i Haanden, og lød Døren staae paa Klem; men næsten i samme Djeblik rakte han dem ind, og sagde: „spil med Forstand, og husk paa, hvad der er ude!"

De har dog ikke feet Møllers Kort?" spurgte jeg. "Paa Ære, Nej!" svarte han.

"Men dem, der ere kastede ?" gjentog jeg.

„Om jeg faa skulde døe paa Stedet,“ forsikkrede han, ,kan jeg ikke huske et eneste af dem.

„Vi kunde jo ogsaa --," faldt Møller ind, „tage os en lille Nappes, og rore os lidt!"

"Det var et nederdrægtigt godt Indfald!" raabte Lientenanten, og sprang op, „lad os fouragere! hvor monstroe han forvarer sin Proviant?"

"I Hjørneskabet," svarte Møller.

Lieutenanten gik derhen, og udpakkede Brød, Oft og Smør.

"Flaffer seer jeg Ingen af," sagde han,

skulde findes her i det øverste Rum."

undtagen de

Han kikkede derop, tog Noget derudaf, og blev saa staaende ganske taus og stille.

"Jeg troer, mellem os sagt, at Lieutenanten drifter for os Alle, ligesom den catholske Præft!" raabte Møller, og gik hen til ham.

Jdetsamme saae jeg, at Lieutenanten hastig stak Noget, der faae ud som et Miniaturportrait, op i Skabet; han vendte sig om til os, bleg og ganske lang i Ansigtet.

"Brændevinen! Brændevinen!" sagde Møller utaalmodig; den Anden stod endnu med Flasken i den ene Haand, og faae sig om efter Glasset, som han holdt i den anden. Møller tog begge Dele fra ham, og sagde, idet han stjænkede: Blig! Bomben und Granaten! hvad den slemme Syge fejler vores Lieutenant?"

"

Denne foer med Haanden over Panden, som om han vilde bortviske en ubehagelig Forestilling, og svarte med et tvungent Smiil: "Ingenting, par di si fait!"

Derpaa gjorde han en Vending, greb Flasken og stienfede Ølglasset fuldt.

Nu stak Møller i en Skoggerlatter, og raabte: "Spøger det i Hjørneskabet?"

Han løber derhen, finder Portraitet, og siger, idet han holder det frem for Lyset: „Aha! her har vi nok den lille Nisse!"

Men som han kaster Øjnene derpaa, farer Blodet ham op i Ansigtet; han taber Mælet; han skotter til Lieutenanten ; han stirrer paa Billedet; han skeler til mig ——

"

Muß mal auch das Wunderbild sehn!" siger jeg.

Møller flyer mig det ganske mechanist, og drikker Brændevin af Ølglasset.

Det var en ung og understien Dames Portrait, malet paa Elfenbeen og indfattet i en smukt udarbejdet Sølvramme. Det Eneste der vanzirede, eller udmærkede Billedet, var et Modermærke, i Stiftelse af et Jordbær, midt i den aabne, skjønne, af Caftanielokker flankerede Pande.

[merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small]

skulde De maaskee kjende Originalen ?«

Ingen svarte; hver stod i sit Vindue; den Ene trommede paa Ruderne den Anden fløjtede

"Det er bedst, Man gjemmer det igjen!", vedblev jeg, og lagde det derop, hvor det var taget.

Nu kom Smith tilbage. Han brugte en slem Mund, fordi han var jaget fra fin Lombre for Ingenting:

-

"Her skal Man staae paa Pinde for det Kram Hæ! saa vil de, og saa vil de inte - det er tredie Gang, den Mammeselle gjør Anskrig, og saa er det lutter Vind hæ! det er et Hundeliv her Naa! det var ret! jeg seer I har benyttet Tiden - har I faaet Jer en Roborans, saa kom og lad os sætte vor Solospiller en net lille Codille! Møller stak sidst og spilte Ruderfem igjen, og jeg lod gaae gid den sad igjen i din Hals, din Klokker!"

Under denne Monolog satte han Flaske, Glas og Tallerken bort, sig selv paa fin Plads, og tog sit Kort Møller og jeg ligesaa Lieutenanten kom langsomt efter

og faae til.

[ocr errors]

Det var det store Spørgsmaal: om jeg skulde lade Møller faae det andet Stik? Var der en Trumf bleven liggende, var det rigtigt, og vilde han komme med Nuder

[merged small][ocr errors]

Velan! fir oder Nix! jeg kastede en lille

« ForrigeFortsæt »