Billeder på siden
PDF
ePub

unge Barm svulmende af livslyst og Kjerlighed, rullede i Rareten den samme Vej.

Hvad der blev af den Bægelsindede? Jeg har aldrig bekymret mig om at erfare det; men hendes Mand faldt Aaret efter i en Dyst med en engelsk Drlogsmand.

[ocr errors]

Jordbærret.

(Forhen trykt under Firma p. Sp.)

„Spurgt :sagde jeg.
,,Spurgt!“ sagde Baghaanden.

Forbaand“ raabte jeg resolveert.

„Solo" sagde min Fr. Doctor, idet han flog fin udspilede Kortvifte sammen, lagde den paa Bordet, og den højre Haand med stille Resignation oven paa den Venstre.

Jeg saae paa ham: „Selv Solo! raabte jeg, holdende Kortene tæt ind til mit Bryst.

„Couleur !" hviskede han ømt og fagte.

,,Selv Couleur!« ftreeg jeg, idet jeg lettede mig lidt fra Stolen, og fatte mig baardt ned igjen.

Jeg stal Ingen have!" fagbe Smith.
„Saa bliver Spadille liggende,“ svarte jeg polidsk.

Jeg vil lade hele Verden domme, om jeg ikke borde gjøre, som jeg gjorde. Jeg havde Spadille, Manille smaa femte i Tref, Sparkonge tredie, Ruderbame blank. Jeg fonderede engang: fra Smith falden Syven Medlembaanden var Renonce. Sfeen i en anden Haand! tænkte jeg, og kom nu stiffende med min Konge.

Idetsamme ringede det paa Porten.

Det var ikke fært!" raabte han ærgerlig; her er aldrig Ro!" Han bekjendte.

Jeg spillede Ruderdame ud: Mellemhaanden ftak, og kom med Ruder igjen Smith lod gaae. Det var en vanskelig Casus: jeg kunde vinde paa Fire; men jeg kunde ogsaa spille mig selv remis en trois - jeg var ganske raadvild.

. „Ikke betænke sig saa længe!" fagde Smith: „naar Man betænker sig, gjør Man gjerne det Gale.“

"Vi spille ikke om Svovlstikker,“ svarte. jeg: det var Sfilling, 96, Krollen til Beten; det var just ingen Pindelonbre.

Nu piffedes der paa Døren - det var den vagthavende Gjordemoderlærling.

Jeg skal tage dine Kort!, tilbød Lieutenanten, der sad

ober.

Nei vift iffe ! svarte Smith; det er maaffee ingen Ting jeg fan snart komme igjen.

Han gik ud med Kortene i Haanden, og lod Døren staae paa Klem; men næsten i samme Djeblik rakte han dem ind, og sagde: spil med forstand, og bust paa, hvad der er ude!

„De har dog ikke feet Møllers Kort?“ spurgte jeg.

Paa Ære, Nej!" svarte han.
„Men dem, der ere fastede ?" gjentog jeg.

„Om jeg faa ffulde døe paa Stedet," forsiffrede ban, , kan jeg itfc huffe et eneste af dem.

,,Vi kunde jo ogfaa --," faldt Møller ind, „tage os en lille Nappes, og røre os lidt!"

„Det var et nederdrægtigt godt Indfald!“ raabte Liens tenanten, og sprang op, lad os fouragere! hvor monstroe han forvarer fin Proviant ?

[ocr errors]

Hjørneskabet,“ svarte Møller.
Lieutenanten gik derhen, og udpakkede Brød, Dit og Smør.

Flaffer seer jeg Ingen af," sagde han, undtagen de sfulde findes ber i det øverste Rum..

Han fiftebe berop, tog Noget derudaf, og blev faa ftaas ende ganske taus og ftille.

- Jeg troer, mellem os fagt, at Lieutenanten driffer for og Ade, ligesom den catholffe Præst!" raabte Møller, og git ben til ham.

Idetsamme faae jeg, at lieutenanten haftig ftal Noget, der faae ud som et Miniaturportrait, op i Skabet; han vendte sig om til os, bleg og ganske lang i Ansigtet.

Brændevinen! Brændevinen!" sagde Møller utaalmos dig; den Anden stod endnu med Flasken i den ene Haand, og faae sig om efter Glasset, som han holdt i den anden. Møller tog begge Dele fra ham, og sagde, idet han ftiænfede: Blis! Bomben und Granaten! hvad den slemme Syge fejler vores lieutenant

Denne foer med Haanden over Panden, som om han vilde bortviste en ubehagelig Forestilling, og svarte med et tvungent Smiil: »Ingenting, par di si fail!"

Derpaa gjorde han en Vending, greb Flasken og ftiæn: febe Diglasset fuldt.

Nu staf Møller i en Sfoggerlatter, og raabte: »Spøger det i Hjørnestabet ?..

Han løber derhen, finder Portraitet, og siger, idet han holder det frem for Lyset: „Aha! her har vi nok den lille Nisse!

Men som han faster Djnene derpaa, farer Blobet ham op i Ansigtet; han taber Mælet; han ffotter til Lieutenanten; han stirrer paa Billedet; han fteler til mig

„Muß mal auch das Wunderbild sehn!" siger jeg.

Møller flyer mig det ganske mechanist, og drifter Brændeviin af Ølglasset.

Det var en ung og understjøn Dames Portrait, malet paa Elfenbeen og indfattet i en smukt udarbeidet Sølvramme. Det Eneste der vanzirede, eller udmærkede Billedet, var et Modermærke, i Stiffelse af et Jordbær, midt i den aabne, ftjønne, af Caftanieloffer flankerede Pande. :

„Mine Herrer !" sagde jeg, Tilforladelig! det er et Fbeal af Stjønhed - formodentlig vor Doctors Kjereste sfulde De maasfee fjende Originalen?.

Ingen svarte; hver stod i fit Vindue; den Ene trommede paa Ruderne

den Anden fløjtede „Det er bedst, Man gjemmer det igjen!.. vedblev jega og lagde det derop, hvor det var taget.

Nu kom Smith tilbage. Han brugte en slem Mund, fordi han var jaget fra sin Lombre for Ingenting:

Her ftal Man ftaae paa Pinde for det Kram hæ! saa vil de, og faa vil de inte bet er tredie Gang, den Mammeselle gjør Anskrig, og faa er det lutter Vind bæ! det er et Hundeliv her – Naa! det var ret! jeg seer 3 har benyttet Tiden -- har I faaet Jer en Roborang, faa kom og lad os fætte vor Solospiller en net lille Codille! Moller staf sidst og spilte Ruderfem igjen, og jeg lod gaae

gid den fad igjen i din Hals, din Kloffer !..

Under denne Monolog fatte han Flaske, Glas og Tals lerken bort, fig selv paa fin Plads, og tog fit Kort Møller og jeg ligesaa Lieutenanten kom langsomt efter

og fage til.

Det var det store Spørgsmaal: om jeg skulde lade Møller fage det andet Stit? Var der en Trumf bleven liggende, var det rigtigt, og vilda han komme med Nuder igjen, ligesaa Velan! fir oder Nir! jeg kastede en lille

« ForrigeFortsæt »